Jehova er min andel

„Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ — 4 MOS. 18:20.

1, 2. (a) Hvordan gik det levitterne da Josua inddelte landet i arvelodder? (b) Hvilket løfte gav Jehova levitterne?

EFTER at israelitterne havde erobret en stor del af det lovede land, begyndte Josua at inddele landet i arvelodder. Dette arbejde udførte han sammen med ypperstepræsten Eleazar og stammeoverhovederne. (4 Mos. 34:13-29) I modsætning til de andre stammer ville levitterne ikke få en arvelod i landet. (Jos. 14:1-5) Men hvad var grunden til at levitterne ikke fik et stammeområde, eller en andel, i det lovede land? Var de blevet overset?

² Svaret fremgår af noget Jehova sagde til levitterne. Han forsikrede dem om at de ikke ville blive glemt, og sagde: „Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ (4 Mos. 18:20) Det var et storslået løfte: „Jeg selv er din andel.“ Hvordan ville du have det hvis Jehova sagde det til dig? Din første reaktion ville måske være: ’Er jeg værdig til at få et sådant løfte fra den Almægtige?’ Du tænker måske også: ’Kan vi som ufuldkomne mennesker virkelig få Jehova som vores andel?’ Disse spørgsmål berører både dig selv og dine nærmeste. Lad os derfor undersøge hvad der ligger i dette løfte fra Jehova. Det vil hjælpe os til at forstå hvordan Jehova kan være alle kristnes andel i dag. Du vil også finde ud af hvordan han kan være din personlige andel, uanset om du har håb om at opnå himmelsk liv eller ser frem til at leve i et paradis på jorden.

Jehova sørgede for levitterne

3. Hvordan gik det til at Gud udvalgte levitterne til hellig tjeneste?

³ Før Jehova gav Loven til israelitterne, var det familieoverhovederne der tjente som præster. Men i forbindelse med at Gud gav Israel Loven, udnævnte han et præsteskab og sørgede for hjælpere fra Levis stamme. Hvordan gik det til? Dengang Gud slog Egyptens førstefødte ihjel, helligede han Israels førstefødte og satte dem til side som nogle der tilhørte ham. Men derefter valgte Gud at ’udtage levitterne af Israels sønner i stedet for alle de førstefødte’. Eftersom en optælling viste at der var flere førstefødte sønner i Israel end der var mandlige levitter, blev der betalt en løsesum for at udligne forskellen. (4 Mos. 3:11-13, 41, 46, 47) Levitterne kunne nu påbegynde deres særlige tjeneste for Israels Gud.

4, 5. (a) Hvad betød det for levitterne at have Gud som deres andel? (b) Hvordan sørgede Gud for levitterne?

⁴ Hvad betød dette for levitterne? Jehova sagde at han i stedet for at give dem en arvelod i landet ville betro dem en dyrebar tjenesteforret. „Præstedømmet for Jehova“ var deres arvelod, eller andel. (Jos. 18:7) Den sammenhæng Fjerde Mosebog 18:20 forekommer i, viser at de ikke ville komme til at mangle noget materielt. (Læs Fjerde Mosebog 18:19, 21, 24). Levitterne fik „al tiende i Israel som arvelod, til gengæld for [deres] tjeneste“. De ville få ti procent af landets afgrøde og af de dyr israelitternes hjorde blev forøget med. Til gengæld skulle levitterne selv give en tiendedel af det de modtog, „det bedste af det“, til præsteskabet.a (4 Mos. 18:25-29) Præsterne modtog også „alle de hellige bidrag“ som Israels sønner bragte Gud ved hans tilbedelsessted. Medlemmerne af præsteskabet havde derfor al mulig grund til at tro at Jehova ville sørge for dem.

⁵ Det ser ud til at Moseloven også foreskrev en sekundær tiende, som familierne brugte til mad og andet der bidrog til glæden under de årlige hellige stævner. (5 Mos. 14:22-27) Men ved slutningen af det tredje og det sjette år i den syvårige sabbatscyklus blev denne tiende lagt inden for portene til gavn for både de fattige og levitterne. Hvorfor var levitterne blandt dem der skulle modtage denne tiende? Fordi de „ingen andel og arvelod“ havde i Israel. — 5 Mos. 14:28, 29.

6. Hvor boede levitterne når de nu ikke ejede noget stammeområde i Israel?

⁶ Nu kunne man tænke: ’Hvis levitterne ikke havde fået tildelt noget land, hvor skulle de så bo?’ Gud sørgede for dem. Han gav dem 48 byer med tilhørende græsgange. Deriblandt var de seks tilflugtsbyer. (4 Mos. 35:6-8) Levitterne havde altså et sted at bo når de ikke tjente ved Guds helligdom. Jehova sørgede rigeligt for dem der var optaget af tjenesten for ham. Ved at stole på at Jehova både kunne og ville sørge for dem, viste levitterne at Jehova var deres andel.

7. Hvad krævede det af levitterne at have Jehova som deres andel?

⁷ Loven foreskrev ikke nogen straf for at undlade at give tiende. Men når folket forsømte dette, gik det ud over præsterne og levitterne. Det skete på Nehemias’ tid. Følgen var at levitterne blev nødt til at opdyrke deres marker og derved forsømte deres tjeneste. (Læs Nehemias 13:10). Levitternes levebrød afhang tydeligvis af nationens åndelige tilstand. Dertil kom at præsterne og levitterne måtte have tillid til Jehova og hans måde at sørge for dem på.

Enkeltpersoner der havde Jehova som deres andel

8. Beskriv hvad der gik levitten Asaf på.

⁸ Levitterne skulle som stamme betragtet have Jehova som deres andel. Men det er interessant at levitterne også som enkeltpersoner brugte udtrykket „Jehova er min andel“ for at beskrive deres hengivenhed for Gud og deres tillid til ham. (Klages. 3:24) En af disse levitter var sanger og komponist. Vi vil her omtale ham som Asaf, men han kan også blot have været et medlem af Asafs hus. Asaf var den levit der stod i spidsen for sangerne på kong Davids tid. (1 Krøn. 6:31-43) I Salme 73 læser vi at Asaf blev bragt ud af ligevægt. Han begyndte at misunde de ugudelige der levede et liv i velstand, og kom så langt ud at han sagde: „Det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte og vaskede mine hænder i uskyld.“ Asaf havde tilsyneladende glemt hvor stor en tjenesteforret han var blevet betroet; han værdsatte ikke Jehova som sin andel. Han var i vildrede „indtil [han] gik ind i Guds storslåede helligdom“. — Sl. 73:2, 3, 12, 13, 17.

9, 10. Hvorfor kunne Asaf omtale Gud som sin „andel for stedse“?

⁹ Da Asaf var i helligdommen, begyndte han at se tingene som Gud ser dem. Det kan være at du på et tidspunkt har prøvet noget lignende. Måske begyndte du at miste fornemmelsen af hvor særlig en tjeneste du havde fået betroet, og kom i stedet til at fokusere på hvad du gik glip af rent materielt. Men ved at studere Guds ord og komme til de kristne møder fik du igen Jehovas syn på tingene. Hvad Asaf angik, indså han hvordan det til sidst ville gå de ugudelige. Han tænkte over hvad han var blevet betroet, og indså at Jehova havde grebet hans højre hånd og fortsat ville føre ham. Derfor kunne Asaf sige til Jehova: „Bortset fra dig har jeg ikke behag i noget på jorden.“ (Sl. 73:23, 25) Dernæst omtalte han Gud som sin andel. (Læs Salme 73:26). Om så salmistens ’krop og hjerte skulle svigte’, ville Gud være hans „andel for stedse“. Salmisten var overbevist om at Jehova ville huske ham som sin ven. Hans trofaste tjeneste ville ikke gå i glemmebogen. (Præd. 7:1) Hvor må det have været trøstende for Asaf! Han sang: „For mig er det bedste at søge nær til Gud. Jeg har gjort den suveræne Herre Jehova til min tilflugt.“ — Sl. 73:28.

¹⁰ At have Gud som sin andel betød mere for Asaf end den materielle støtte han fik som levit. Asafs andel havde først og fremmest at gøre med hans tjenesteforret og hans venskab med Jehova, den højeste Gud. (Jak. 2:21-23) For at bevare dette forhold måtte salmisten værne om sin tro på Jehova og blive ved med at stole på ham. Asaf måtte have tillid til at hvis han levede efter Guds normer, ville det i sidste ende gå ham godt. Du kan have den samme tillid til den Almægtige.

11. Hvilket spørgsmål tumlede Jeremias med, og hvordan blev det besvaret?

¹¹ Profeten Jeremias var endnu en levit der betragtede Jehova som sin andel. Lad os se på hvad han mente med dette udtryk. Jeremias boede i Anatot, en levitby i nærheden af Jerusalem. (Jer. 1:1) På et tidspunkt var der noget Jeremias ikke forstod: Hvorfor gik det de ugudelige godt, mens de retfærdige led ondt? (Jer. 12:1) Efter at have iagttaget forholdene i Jerusalem og Juda ’fremførte han sin sag’ for Jehova, som han vidste var retfærdig. Jehova besvarede Jeremias’ spørgsmål ved at give ham påbud om at forkynde et domsbudskab, og derefter lod han profetien gå i opfyldelse. De der adlød Jehova, fik deres „sjæl som bytte“, men de ugudelige som det ellers gik så godt for, ignorerede advarselen og blev udryddet. — Jer. 21:9.

12, 13. (a) Hvad fik Jeremias til at sige: „Jehova er min andel,“ og hvilken indstilling havde han? (b) Hvorfor måtte alle stammerne i Israel ’blive ved med at vente’?

¹² Da Jeremias senere betragtede sit ødelagte hjemland, følte han at han vandrede i mørke. Det var som om Jehova havde ’ladet ham bo som dem der længe havde været døde’. (Klages. 1:1, 16; 3:6) Jeremias havde opfordret de egenrådige israelitter til at vende om til deres himmelske Fader, men folkets ondskab havde nået et punkt hvor Gud var nødt til at lade Jerusalem og Juda blive ødelagt. Det pinte Jeremias, skønt han ikke selv havde gjort noget forkert. Midt i sine kvaler mindede profeten sig selv om Guds barmhjertighed. „Vi [har ikke] mødt vort endeligt,“ sagde han. Ja, Jehovas barmhjertighed er ny hver morgen. Det var på det tidspunkt Jeremias erklærede: „Jehova er min andel.“ Han fortsatte med at have den helt særlige forret at tjene Jehova som profet. — Læs Klagesangene 3:22-24.

¹³ I 70 år ville israelitterne ikke have noget hjemland. Det ville ligge øde. (Jer. 25:11) Men udtrykket „Jehova er min andel“ viste at Jeremias havde fuld tillid til Jehovas barmhjertighed, og det gav ham grund til at være tålmodig og ’blive ved med at vente’. Alle Israels stammer havde mistet deres arvelodder, og derfor måtte de opdyrke den samme indstilling som profeten. Jehova var deres eneste håb. Efter 70 år vendte Guds folk tilbage til sit hjemland og fik den forret at tjene Jehova der. — 2 Krøn. 36:20-23.

Andre kunne også have Jehova som deres andel

14, 15. Nævn en som ikke var levit, men som lod Jehova være sin andel, og forklar hvorfor.

¹⁴ Både Asaf og Jeremias tilhørte Levis stamme, men var det kun levitterne der kunne have det privilegium at tjene Jehova? Nej, slet ikke. Den unge David, der senere blev konge i Israel, kaldte Gud sin „andel i de levendes land“. (Læs Salme 142:1, 5). På det tidspunkt hvor David skrev denne salme, var han hverken i et palads eller i et almindeligt hus. Han befandt sig derimod i en hule, hvor han skjulte sig for sine fjender. Mindst to gange søgte David tilflugt i huler — den ene gang i nærheden af Adullam og den anden gang i En-Gedis Ørken. Det var muligvis i en af disse huler han skrev Salme 142.

¹⁵ Hvis det var tilfældet, var det kong Saul der var efter David for at slå ham ihjel. Den hule David var flygtet til, var meget svært tilgængelig. (1 Sam. 22:1, 4) På dette fjerntliggende sted kan David have følt sig helt alene, uden venner ved sin side der kunne beskytte og hjælpe ham. (Sl. 142:4) Og så var det at han kaldte på Gud.

16, 17. (a) Hvilke grunde kunne David have til at føle sig rådvild? (b) Hvem kunne David vende sig til for at få hjælp?

¹⁶ På det tidspunkt hvor David skrev Salme 142, har han måske hørt om hvad der var sket med ypperstepræsten Ahimelek, der havde hjulpet ham uden at vide at han var på flugt fra Saul. Den jaloux kong Saul fik Ahimelek og hans husstand slået ihjel. (1 Sam. 22:11, 18, 19) David følte sig ansvarlig for deres død. Det var som om han havde slået den præst ihjel der havde hjulpet ham. Hvordan ville du have følt det hvis du havde været i Davids sted? Noget der gjorde situationen endnu værre for David, var at Saul blev ved med at forfølge ham.

¹⁷ Kort efter døde profeten Samuel, der havde salvet David til at være Israels fremtidige konge. (1 Sam. 25:1) Det kunne have forværret Davids følelse af at være ene og forladt. Men David vidste hvem han kunne vende sig til for at få hjælp, nemlig Jehova. David havde ikke den samme tjenesteforret som levitterne, men han var blevet salvet til at udføre en anden form for tjeneste — med tiden skulle han være konge over Guds folk. (1 Sam. 16:1, 13) David udøste derfor sit hjerte for Jehova og fortsatte med at søge hans ledelse. Også du kan og bør have Jehova som din andel og tilflugt mens du gør alt hvad du kan, i tjenesten for ham.

18. Hvordan viste de personer vi har omtalt i denne artikel, at de havde Jehova som deres andel?

¹⁸ De personer denne artikel har handlet om, havde Jehova som deres andel i den forstand at de havde fået tildelt en opgave i tjenesten for ham. De stolede på at Gud ville sørge for dem når de tjente ham. Både levitterne og de israelitter der tilhørte andre stammer, som for eksempel David, kunne have Gud som deres andel. Hvordan kan du på lignende måde lade Jehova være din andel? Det vil vi se på i den næste artikel.

[Fodnote]

Lader du Jehova være din andel?

„Bliv . . . ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — MATT. 6:33.

1, 2. (a) Hvem skildrer „Guds Israel“ der nævnes i Galaterbrevet 6:16? (b) Hvem skildrer „Israels tolv stammer“ der nævnes i Mattæus 19:28?

HVAD kommer du til at tænke på når du støder på navnet Israel i Bibelen? Tænker du på Isaks søn Jakob, der kom til at hedde Israel? Eller måske på hans efterkommere, nationen Israel i fortiden? Hvad sigter det åndelige Israel så til? Når Israel bruges i overført betydning, henviser det som regel til „Guds Israel“, de 144.000, der er salvet med hellig ånd til at være konger og præster i himmelen. (Gal. 6:16; Åb. 7:4; 21:12) Men læg mærke til den særlige måde Israels 12 stammer omtales på i Mattæus 19:28.

² Jesus sagde: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ I dette vers står „Israels tolv stammer“ for dem der vil blive dømt af Jesu salvede disciple, og som kan se frem til at opnå evigt liv i et paradis på jorden. De vil få gavn af den præstetjeneste som de 144.000 udfører.

3, 4. Hvordan er trofaste salvede kristne gode eksempler?

³ Ligesom præsterne og levitterne i fortiden betragter de salvede i dag deres tjeneste som noget meget dyrebart. (4 Mos. 18:20) De forventer ikke at få overdraget et bestemt område på jorden som deres ejendom. I stedet ser de frem til at være konger og præster sammen med Jesus Kristus. Deres tjeneste for Jehova vil altså fortsætte i himmelen, som det fremgår af Åbenbaringen 4:10, 11, der beskriver de salvede i deres himmelske stilling. — Ez. 44:28.

⁴ Mens de salvede befinder sig på jorden, lever de på en måde der tydeligt viser at Jehova er deres andel. Deres tjeneste for Gud er det allervigtigste for dem. De tror på det genløsningsoffer Kristus har bragt, og følger ham til stadighed. Derved ’befæster de deres kaldelse og udvælgelse’. (2 Pet. 1:10) De salvede har vidt forskellige omstændigheder og muligheder. Men uanset hvilke begrænsninger de måtte være underlagt, bruger de dem ikke som en undskyldning for kun at gøre lidt i tjenesten for Gud. Tværtimod giver de deres tjeneste høj prioritet og lægger alle kræfter i arbejdet. På den måde er de gode eksempler for dem der har håb om at opnå liv på en paradisisk jord.

5. Hvordan kan alle kristne have Jehova som deres andel, og hvorfor kan det være en udfordring?

⁵ Uanset om vi har det himmelske eller det jordiske håb, skal vi ’sige nej til os selv og tage vores marterpæl op og følge Kristus til stadighed’. (Matt. 16:24) Millioner af mennesker der ser frem til liv i et paradis på jorden, tjener Gud og følger Kristus på denne måde. De er ikke tilfredse med blot at gøre lidt når de egentlig kunne gøre mere. Mange har følt sig tilskyndet til at forenkle deres liv og er blevet pionerer. For nogle er det muligt af og til at være hjælpepionerer. Andre igen, der ikke kan forøge deres tjeneste på denne måde, gør så meget som de har mulighed for, i forkyndelsen. De er som den offervillige Maria, der hældte vellugtende olie ud over Jesu hoved. Jesus sagde: „Det er en smuk gerning hun har gjort mod mig. . . . Hun har gjort hvad hun kunne.“ (Mark. 14:6-8) Hvis vi skal gøre alt hvad vi kan i en verden der er behersket af Satan, må vi virkelig anstrenge os og stole på Jehova. Lad os se hvordan vi kan gøre det på fire specifikke områder.

Søg først Guds rige

6. (a) Hvordan viser mennesker i almindelighed at deres andel udelukkende er i dette liv? (b) Hvorfor er det bedre at have samme indstilling som David?

⁶ Jesus lærte sine disciple at de først skulle søge Riget og Guds retfærdighed. Mennesker i verden søger ofte deres egne interesser først, og Bibelen omtaler dem derfor som „mænd af denne tingenes ordning, mænd hvis andel er i dette liv“. (Læs Salme 17:1, 13-15). Mange glemmer alt om Skaberen og går kun op i at få en komfortabel tilværelse, stifte familie og efterlade sig en arv. Deres andel er udelukkende i dette liv. David var helt anderledes, for han var interesseret i at skabe sig „et godt navn“ hos Jehova; noget hans søn Salomon senere anbefalede alle mennesker at gøre. (Præd. 7:1, fdn.) Ligesom Asaf, der blev omtalt i den forrige artikel, havde David indset at det var langt bedre at være ven med Jehova end at være helt opslugt af sine egne interesser. Han glædede sig over at vandre med Gud. I dag har mange kristne ligeledes sat åndelige interesser over deres verdslige arbejde.

7. Hvordan blev en broder velsignet for at sætte Riget først?

⁷ Jean-Claude, der bor i Den Centralafrikanske Republik, er en gift ældste med tre børn. I dette land er det svært at finde arbejde, og de fleste vil gøre næsten hvad som helst for at beholde deres job. En dag bad produktionschefen Jean-Claude om at påtage sig aftenarbejde; han skulle møde klokken 18.30 syv dage om ugen. Jean-Claude forklarede at han ud over at dække sin families materielle behov måtte sørge for dens åndelige behov. Han fortalte også at han havde et ansvar for at hjælpe menigheden. Hvordan reagerede chefen? „Når du nu er så heldig at have et job, er du nødt til at glemme alt andet, også din kone, dine børn og dine problemer. Du må vie dit liv til dit arbejde — og kun dit arbejde. Så hvad vælger du: Din tro eller dit arbejde?“ Hvad ville du have gjort? Jean-Claude vidste at hvis han mistede sit job, ville Gud sørge for ham. Han ville stadig have meget at gøre i tjenesten, og Jehova ville hjælpe ham med at tage sig af familiens materielle behov. Derfor tog han af sted til det næste møde. Efter mødet gjorde han sig klar til at tage på arbejde, uden at vide om han overhovedet havde noget job. Så ringede telefonen. Chefen var blevet fyret — og vores broder havde stadig sit job.

8, 9. Hvordan kan vi efterligne præsterne og levitterne med hensyn til at have Jehova som vores andel?

⁸ Hvis ens job ser ud til at være i fare, tænker man måske: ’Hvordan skal jeg kunne leve op til mit ansvar for at forsørge min familie?’ (1 Tim. 5:8) Uanset om du selv har stået i en sådan situation eller ej, har du sikkert erfaret at man aldrig bliver skuffet hvis man lader Jehova være sin andel og sætter tjenesten for ham først i livet. Da Jesus sagde til sine disciple at de skulle blive ved med først at søge riget, forsikrede han dem: „Alle disse andre ting“ — for eksempel mad, drikke og tøj — „vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:33.

⁹ Tænk på levitterne, der ikke fik nogen arvelod i landet. Eftersom de var helt optaget af den sande tilbedelse, måtte de stole på at deres behov ville blive dækket af Jehova, der havde sagt: „Jeg selv er din andel.“ (4 Mos. 18:20) Selvom vi ikke tjener i et bogstaveligt tempel som præsterne og levitterne gjorde, kan vi efterligne deres indstilling ved at have tillid til at Jehova vil sørge for os. Jo tættere vi kommer på afslutningen, jo vigtigere er det at vi stoler på at Jehova kan og vil dække vores behov. — Åb. 13:17.

Søg først Guds retfærdighed

10, 11. Hvordan har nogle sat deres lid til Jehova i forbindelse med arbejde? Giv et eksempel.

¹⁰ Jesus tilskyndede desuden sine disciple til ’først at søge Guds retfærdighed’. (Matt. 6:33) Det indebærer at man sætter Jehovas norm for hvad der er rigtigt og forkert, højere end menneskers normer. (Læs Esajas 55:8, 9). Nogle har, før de lærte sandheden at kende, dyrket eller solgt tobak, trænet andre i krigsførelse eller fremstillet og solgt våben. Men da de fik kundskab om Gud, valgte de fleste at få et andet arbejde så de kunne kvalificere sig til at blive døbt. — Es. 2:4; 2 Kor. 7:1; Gal. 5:14.

¹¹ Lad os tage Andrew som eksempel. Da han og hans kone lærte om Jehova, besluttede de at tjene ham. Andrew var stolt af sit job, men sagde det alligevel op. Hvorfor? Fordi han arbejdede inden for militæret og var besluttet på at søge Guds retfærdighed først. Da Andrew fratrådte sin stilling, havde han to børn, han stod uden indkomst og havde kun penge nok til at familien kunne klare sig i nogle få måneder. Set med menneskers øjne kunne det virke som om han ikke havde nogen ’arvelod’. Andrew søgte nyt arbejde og lod sagen hvile hos Gud. Når han og hans familie ser tilbage, kan de bekræfte at Jehovas hånd ikke er for kort. (Es. 59:1) Fordi Andrew og hans kone har levet et enkelt liv, har de endda haft mulighed for at være i heltidstjenesten. „Der har været perioder i vores liv hvor økonomi, bolig og helbred og blot det at blive ældre har gjort os bekymrede,“ siger han, men fortsætter: „Jehova [har altid] været med os. . . . Vi [kan] afgjort sige at det at tjene Jehova er det mest ærefulde og lønnende et menneske overhovedet kan stræbe efter.“a — Præd. 12:13.

12. Hvad må vi have hvis vi skal kunne sætte Guds normer højest? Nævn lokale eksempler.

¹² Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“ (Matt. 17:20) Ville du sætte Guds normer højest hvis det medførte vanskeligheder for dig? Hvis du ikke føler dig helt overbevist om at du ville kunne det, så drøft det med andre i menigheden. Det vil helt sikkert virke åndeligt forfriskende på dig at høre hvad de har erfaret.

Værdsæt de åndelige gaver fra Jehova

13. Hvad kan vi være sikre på med hensyn til vores åndelige behov når vi er optaget af tjenesten for Jehova?

¹³ Hvis du virkelig værdsætter det at tjene Jehova, kan du være sikker på at han vil dække både dine fysiske og åndelige behov, nøjagtig som han dækkede levitternes behov. Tænk på David. Selv da han opholdt sig i en hule, kunne han regne med at Gud ville tage sig af ham. Også vi kan stole på Jehova, selv når vi ikke kan se nogen udvej. Husk at da Asaf kom „ind i Guds storslåede helligdom“, gik det op for ham hvordan tingene i virkeligheden hang sammen. (Sl. 73:17) Vi må også søge hen til Jehova, der giver os den åndelige næring vi behøver, og derved vise at vi sætter pris på at kunne tjene ham uanset vores omstændigheder. På den måde lader vi Jehova være vores andel.

14, 15. Hvordan bør vi reagere når der kastes større lys over bestemte skriftsteder, og hvorfor?

¹⁴ Hvordan reagerer du når Jehova, der er kilden til åndelig oplysning, kaster lys over de dybere sandheder i Bibelen? (1 Kor. 2:10-13) Vi kan lære noget af hvordan apostelen Peter reagerede da Jesus sagde til sine tilhørere: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ Mange af disciplene opfattede disse ord helt bogstaveligt og sagde: „Denne tale er chokerende; hvem er i stand til at høre på den?“ Det endte med at de ’trak sig tilbage’. Men Peter sagde: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:53, 60, 66, 68.

¹⁵ Peter forstod ikke fuldt ud det Jesus sagde om at man skulle spise hans kød og drikke hans blod. Men han var sikker på at Gud ville give dem det nødvendige åndelige lys. Hvordan reagerer du når det åndelige lys vokser? Prøver du at forstå de bibelske begrundelser for den ændrede forståelse? (Ordsp. 4:18) I det første århundrede tog jøderne fra Berøa imod ordet „med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne“. (Apg. 17:11) Hvis du efterligner dem, vil du blive endnu mere taknemmelig for det privilegium det er at tjene Jehova — at have ham som din andel.

Gift dig kun i Herren

16. Hvordan kan kristne lade Gud være deres andel ved at følge vejledningen i Første Korintherbrev 7:39?

¹⁶ Lad os nu se på et andet område hvor kristne må vise tillid til Jehova. Det er i forbindelse med den bibelske vejledning om kun at gifte sig „i Herren“. (1 Kor. 7:39) Der er mange som har valgt at forblive ugifte frem for at gå imod dette bud fra Jehova. Sådanne brødre og søstre kan have tillid til at Jehova interesserer sig for hvordan de har det. Hvad gjorde David da han følte sig ensom og tilsyneladende ingen hjælper havde? „Jeg udøser min bekymring foran [Gud],“ sagde han. „Jeg fortæller om min trængsel foran ham, når min ånd bliver svag i mig.“ (Sl. 142:1-3) Lignende følelser kan være dukket op hos profeten Jeremias, der i flere årtier tjente Gud som ugift. Måske kunne du have lyst til at se nærmere på hans eksempel, der beskrives i kapitel 8 i bogen Gud taler til os gennem Jeremias.

17. Hvordan klarer en ugift søster den ensomhed hun nogle gange føler?

¹⁷ „Jeg har ikke besluttet at jeg vil være single resten af livet,“ siger en søster i USA. „Jeg vil gerne giftes når jeg møder den rigtige. Min ikketroende mor prøvede at overbevise mig om at nærmest hvem som helst ville være et godt parti. Men jeg spurgte hende om hun ville påtage sig ansvaret hvis mit ægteskab gik dårligt. Med tiden indså hun at jeg faktisk var glad, at jeg havde et godt job og passede på mig selv. Så holdt hun op med at presse mig.“ Indimellem kan denne søster dog føle sig lidt ensom. „Så forsøger jeg at sætte min lid til Jehova,“ siger hun. „Han svigter mig aldrig.“ Hvad har hjulpet søsteren til at stole på Jehova? „Når jeg beder til Gud, mærker jeg at han virkelig er der, og at jeg aldrig er alene. Den Højeste i universet lytter til mig, så hvorfor skulle jeg ikke føle mig glad og værdsat?“ Søsteren er helt overbevist om at „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“, og siger: „Jeg prøver at give af mig selv for at hjælpe andre, uden at forvente noget til gengæld. Når jeg tænker: ’Hvad kan jeg gøre for at hjælpe den eller den?’, giver det mig en indre glæde.“ (Apg. 20:35) Ja, denne søster har Jehova som sin andel og er lykkelig for at tjene ham.

18. I hvilken forstand kan Jehova gøre dig til sin andel?

¹⁸ Uanset hvilken situation du befinder dig i, kan du gøre Jehova til din andel. Når du gør det, er du en del af hans lykkelige folk. (2 Kor. 6:16, 17) På den måde kan du blive Jehovas andel, som andre var det i fortiden. (Læs Femte Mosebog 32:9, 10). Ligesom Jehova udvalgte Israel til at være sin andel blandt nationerne, kan han også vælge dig som sin andel og sørge kærligt for dig. — Sl. 17:8.

[Fodnote]