Kapitel syv

Hvad kan en bog lære os om Skaberen?

ER DET ikke sandt at en bog der er oplysende og interessant, er værdifuld? En sådan bog er Bibelen. Den indeholder fængslende livsberetninger der fremhæver høje moralnormer. Med dens lignelser og billedsprog får den sagt væsentlige sandheder. En af dem hvis skrifter findes i Bibelen, og som var berømt for sin visdom, sagde at han „stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande“. — Prædikeren 12:10.

Den bog vi kender som Bibelen, består i virkeligheden af 66 mindre bøger der er skrevet over et tidsrum på mere end 1500 år. Mellem 1513 og 1473 f.v.t. skrev Moses for eksempel Bibelens fem første bøger, Mosebøgerne. Johannes, en af Jesu apostle, var den sidste af bibelskribenterne. Han skrev en beretning om Jesu liv (Johannesevangeliet) samt nogle kortere breve og Åbenbaringens Bog, der er den sidste bog i de fleste bibeludgaver.

I løbet af de 1500 år der gik mellem Moses’ og Johannes’ levetid, skrev cirka 40 mænd bøger og breve der blev en del af Bibelen. Det var oprigtige, gudfrygtige mænd som ønskede at hjælpe andre til at lære mere om Skaberen. Deres skrifter kan give os indsigt i Guds personlighed og lære os hvordan vi kan glæde ham. Bibelen hjælper os også til at forstå hvorfor der findes så megen ondskab, og hvordan den vil blive fjernet. Bibelskribenterne pegede frem til en tid hvor menneskene mere direkte ville være underlagt Guds herredømme, og de beskrev nogle af de vidunderlige forhold der vil råde til den tid. — Salme 37:10, 11; Esajas 2:2-4; 65:17-25; Åbenbaringen 21:3-5.

Som bekendt affærdiger mange Bibelen som en gammel bog der blot indeholder menneskers visdomsord. Millioner af andre er imidlertid overbevist om at Bibelens egentlige forfatter er Gud, at han har ledet skribenternes tanker. (2 Peter 1:20, 21) Hvordan kan man finde ud af om dét bibelskribenterne skrev, stammer fra Gud?

Der er flere forskellige beviser der peger i den retning. De har fået mange til at slutte at Bibelen indeholder andet og mere end menneskers ord, at den stammer fra en overmenneskelig kilde. Lad os belyse det med blot én form for bevis, som kan lære os mere om universets Skaber, den der har frembragt menneskene.

Forudsigelser der er gået i opfyldelse

Mange bibelskribenter nedskrev profetier. De påstod ikke at de selv var i stand til at se ud i fremtiden, men gav Skaberen æren. Esajas omtalte for eksempel Gud som den der „fra begyndelsen fortæller om enden“. (Esajas 1:1; 42:8, 9; 46:8-11) Evnen til at forudsige begivenheder der først ville indtræffe årtier eller endda århundreder senere, gør Esajas’ Gud til noget enestående. Han er ikke en afgud som de mange guder mennesker har dyrket op gennem tiden. Profetiernes opfyldelse er et overbevisende vidnesbyrd om at Bibelen ikke blot er menneskers ord. Lad os se hvordan dette bekræftes af Esajas’ Bog.

En sammenligning af indholdet af Esajas’ Bog med hvad historien fortæller, viser at denne bog er skrevet omkring år 732 f.v.t. Esajas forudsagde at Jerusalems og Judas indbyggere ville blive ramt af ulykke fordi de var skyldige i blodsudgydelse og afgudsdyrkelse. Esajas profeterede at landet ville blive lagt øde, Jerusalem og templet lagt i ruiner og de overlevende ført i fangenskab til Babylon. Men Esajas forudsagde også at Gud ville huske det fangne folk. I hans bog blev det forudsagt at en fremmed konge ved navn Kyros ville indtage Babylon og befri jøderne så de kunne vende tilbage til deres hjemland. Esajas omtalte endda Gud som „den der siger om Kyros: ’Han er min hyrde, og alt hvad jeg har lyst til, vil han fuldbyrde;’ også det jeg sagde om Jerusalem: ’Det vil blive genopbygget,’ og om templet: ’Du vil få din grundvold lagt.’“ — Esajas 2:8; 24:1; 39:5-7; 43:14; 44:24-28; 45:1.

På Esajas’ tid, i det 8. århundrede før vor tidsregning, må disse forudsigelser have lydt utrolige. På det tidspunkt var Babylon ikke engang en førende militærmagt, men var underlagt datidens verdensrige, Assyrien. Det må også have lydt usandsynligt at et besejret folk der var blevet ført til et fjernt land som landflygtige, kunne blive frigivet og få sit land tilbage. „Hvem har hørt noget lignende?“ skrev Esajas. — Esajas 66:8.

Men hvad skete der to hundrede år senere? Jødernes historie har vist at Esajas’ profeti blev opfyldt indtil mindste detalje. Babylon blev en stormagt og lagde Jerusalem øde. Navnet på den persiske konge (Kyros), hans erobring af Babylon og jødernes tilbagevenden er anerkendte historiske kendsgerninger. De forudsagte detaljer blev opfyldt så nøjagtigt at bibelkritikere i 1800-tallet påstod at Esajas’ Bog var et falsum og sagde: ’Esajas har måske nok skrevet de første kapitler, men en senere skribent på kong Kyros’ tid har skrevet resten af bogen så den tager sig ud som en profeti.’ Det er let at fremsætte den slags påstande, men hvad viser kendsgerningerne?

Var det virkelig forudsigelser?

Forudsigelserne i Esajas’ Bog drejer sig ikke kun om begivenhederne i forbindelse med Kyros og jødernes landflygtighed. Esajas forudsagde også hvordan det ville gå Babylon, og der nævnes mange enkeltheder i hans bog om en kommende Messias, en Befrier, der skulle gennemgå lidelser og derefter ville blive æret og ophøjet. Er det muligt at finde ud af om dette blev nedskrevet lang tid i forvejen og således var profetier der gik i opfyldelse?

Tænk over følgende: Om Babylons sidste tid skrev Esajas: „Det skal gå Babylon, rigernes pryd, kaldæernes stolthed og hæder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig.“ (Esajas 13:19, 20; kapitel 47) Hvordan kom det til at gå?

Babylon havde gennem lang tid været afhængigt af et omfattende vandingsanlæg bestående af reservoirer og kanaler mellem floderne Tigris og Eufrat. Dette vandingsanlæg blev formodentlig beskadiget under partherkrigene, omkring 140 f.v.t., hvorefter det forfaldt. Hvilke konsekvenser fik det? The Encyclopedia Americana forklarer: „Jorden blev mættet af mineralsalte, og der dannedes en skorpe af gold alkalijord.“ Omkring 200 år senere var Babylon dog stadig en tæt befolket by, men sådan blev det ikke ved med at være. (Jævnfør Første Petersbrev 5:13.) I det 3. århundrede efter vor tidsregning skrev historikeren Dio Cassius (cirka 150-235) at en besøgende i Babylon ikke fandt andet end „jorddynger og sten og ruiner“. (LXVIII, 30) På det tidspunkt havde Esajas vel at mærke været død i flere hundrede år, og hele hans bog havde eksisteret lige så længe. I dag er der stadig kun ruiner at se i den engang så smukke by. Oldtidsbyer som Rom, Jerusalem og Athen er beboet den dag i dag, men ruinbyen Babylon ligger øde, uden beboere — netop som Esajas forudsagde. Profetien gik i opfyldelse.

Lad os nu se nærmere på Esajas’ beskrivelse af den kommende Messias. Ifølge Esajas 52:13 ville denne særlige tjener for Gud til sidst blive ’højt stillet og meget ophøjet’. I det følgende kapitel (Esajas 53) forudsiges det imidlertid at Messias før sin ophøjelse måtte udholde en ganske anden behandling. Det vil måske være ret overraskende at læse den detaljerede beskrivelse i dette kapitel, der er almindeligt anerkendt som en profeti om Messias.

Det fremgår af dette kapitel at Messias ville blive ringeagtet af sine landsmænd. Esajas var så sikker på at dette ville ske, at han beskrev det som om det allerede var sket: „Han blev ringeagtet og undgået af folk.“ (Vers 3) Denne mishandling ville være uberettiget, for Messias ville gøre godt mod andre. Esajas beskrev Messias’ helbredelser med disse ord: „Han bar vore sygdomme.“ (Vers 4) Alligevel ville Messias blive ført for retten og dømt på falske anklager, og han ville forholde sig tavs over for sine modstandere. (Vers 7, 8) Han ville finde sig i at blive overgivet til henrettelse sammen med forbrydere, og under hans henrettelse ville hans legeme blive gennemboret. (Vers 5, 12) Selv om han døde som en forbryder, ville han blive begravet som en rig mand. (Vers 9) Desuden nævnte Esajas gentagne gange at Messias’ uretfærdige død ville have en sonende værdi; den ville dække andre menneskers synder. — Vers 5, 8, 11, 12.

Alt dette skete præcis som beskrevet. De beretninger der blev nedskrevet af Jesu samtidige — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — bekræfter at det som Esajas havde forudsagt, rent faktisk indtraf. Noget af det fandt sted efter Jesu død, så han kunne ikke selv have styret begivenhedernes gang. (Mattæus 8:16, 17; 26:67; 27:14, 39-44, 57-60; Johannes 19:1, 34) Opfyldelsen af Esajas’ messiasprofeti har i århundredernes løb gjort et stærkt indtryk på oprigtige bibellæsere, deriblandt nogle som ikke tidligere havde anerkendt Jesus som Messias. Den hebraiskkyndige William Urwick, der har skrevet en kommentar til Esajas’ Bog, siger: „Mange jøder der i skrift har fortalt om årsagerne til deres omvendelse til kristendommen, siger at det var studiet af dette kapitel [Esajas 53] der fik dem til at miste tilliden til deres tidligere tro og lærere.“ — The Servant of Jehovah.a

William Urwick skrev dette i slutningen af 1800-tallet, på et tidspunkt da nogle måske stadig tvivlede på at det 53. kapitel hos Esajas var skrevet flere hundrede år før Jesu fødsel. Siden da har arkæologiske fund i alt væsentligt fjernet grundlaget for tvivl. I 1947 fandt en beduinhyrde en gammel skriftrulle med hele Esajas’ Bog i nærheden af Det Døde Hav. Eksperter i oldtidsskrift daterede skriftrullen til mellem år 125 og 100 f.v.t., og ved en kulstof-14-analyse i 1990 blev den dateret til et tidspunkt mellem år 202 og 107 f.v.t. Ja, denne berømte Esajasrulle var allerede gammel da Jesus blev født. Hvad viser en sammenligning af den med vore dages bibler?

Hvis man besøger Jerusalem, har man mulighed for at få fragmenter af Dødehavsrullerne at se. På en båndoptagelse forklarer arkæologen, professor Yigael Yadin: „Der er ikke gået mere end fem-seks hundrede år fra det tidspunkt da Esajas udtalte ordene, og til denne rulle blev afskrevet i det 2. århundrede før Kristus. Det er forbløffende hvor tæt denne rulle . . . som er over 2000 år gammel, er på den Bibel vi læser i dag enten på hebraisk eller i en oversættelse fra det oprindelige hebraisk til engelsk eller andre sprog.“

Dette skulle være nok til at aflive alle indvendinger der går ud på at Esajas’ Bog skulle være skrevet efter at de forudsagte begivenheder fandt sted. Det er nu videnskabeligt bevist at der blev foretaget en afskrift af Esajas’ Bog over hundrede år før Jesu fødsel og lang tid før Babylon blev lagt øde. Hvordan kan der da være nogen tvivl om at Esajas’ skrifter har forudsagt både Babylons endelige ødelæggelse og Messias’ lidelser og omstændighederne ved hans død? De historiske kendsgerninger fjerner desuden enhver tvivl om at Esajas meget præcist forudsagde jødernes fangenskab i Babylon og deres udfrielse. Disse opfyldte profetier er blot ét af mange beviser på at Bibelens egentlige forfatter er Skaberen, og at Bibelen er „inspireret af Gud“. — 2 Timoteus 3:16.

Der findes mange andre vidnesbyrd om at Bibelen er Guds ord. For eksempel kan nævnes at Bibelen er nøjagtig når den omtaler astronomiske, geologiske og medicinske emner; at der er overensstemmelse mellem dens bøger skønt de er skrevet af talrige mænd over en periode på mange hundrede år; at den harmonerer med utallige vidnesbyrd fra den verdslige historie og arkæologien, og at dens morallove overgik datidens love i Israels nabolande og stadig betragtes som uforlignelige. Disse og andre vidnesbyrd har overbevist mange flittige og ærlige bibellæsere om at Bibelen er en bog som uomtvisteligt stammer fra Gud, Skaberen.b

At Bibelen er en bog fra Gud, betyder at den kan lære os noget om Skaberen og hans egenskaber. Vidner hans evne til at se ud i fremtiden ikke om at han er i besiddelse af nogle sanser som overgår menneskers? Vi ved ikke hvad der vil ske i en fjern fremtid og har ingen indflydelse på det. Det har Skaberen. Han kan både forudse fremtiden og sørge for at begivenhederne indtræffer så hans vilje gennemføres. Esajas beskriver meget træffende Skaberen som den der „fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg’“. — Esajas 46:10; 55:11.

Lær Bibelens forfatter at kende

Man lærer andre at kende ved at tale med dem og ved at se hvordan de reagerer i forskellige situationer. Når der er tale om mennesker, kan vi gøre begge dele, men hvordan kan vi lære Skaberen at kende? Vi kan ikke tale direkte med ham, men som vi har været inde på, åbenbarer han meget om sig selv i Bibelen — både gennem det han har sagt, og det han har gjort. Desuden indbyder denne ganske særlige bog os til at blive Skaberens venner med ordene: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 2:23; 4:8.

Hvis vi gerne vil være venner med en bestemt person, vil vi sikkert allerførst finde ud af hvad vedkommende hedder. Hvad er Skaberens navn, og hvad viser hans navn om ham?

Den hebraiske del af Bibelen (ofte kaldt Det Gamle Testamente) oplyser hvad Skaberens navn er. I gamle håndskrifter er det gengivet med fire hebraiske konsonanter der kan translittereres JHWH. Skaberens navn forekommer omkring 7000 gange, langt oftere end titlerne Gud eller Herre. I århundreder brugte læsere af De Hebraiske Skrifter dette egennavn, men med tiden fik mange jøder en overtroisk frygt for at udtale Guds navn, og efterhånden glemte man hvordan det skulle udtales.

„Den oprindelige udtale gik til sidst tabt; nutidige forsøg på at genskabe den beror på formodninger,“ siges der i en jødisk kommentar til Anden Mosebog. Det kan ganske rigtigt ikke siges med sikkerhed hvordan Moses udtalte Guds navn, som er nævnt i Anden Mosebog 3:16 og 6:3. Men føler vi os i dag forpligtede til at udtale Moses’ navn eller Jesu navn på præcis samme måde som man gjorde dengang de levede? Naturligvis ikke. Alligevel tøver vi ikke med at omtale Moses og Jesus ved navn. I stedet for at lægge vægt på hvordan et fortidigt folkeslag der talte et andet sprog, udtalte Guds navn, hvorfor da ikke bruge den udtale der er almindelig på vort eget modersmål? Navnet „Jehova“ har været brugt i det danske sprog i cirka 400 år (i engelsk lige så længe) og er stadig i vidt omfang anerkendt som Skaberens navn.

Der er dog noget der er vigtigere end navnets nøjagtige udtale. Det er dets betydning. På hebraisk er navnet den kausative form af udsagnsordet hawahʹ, der betyder „at blive“. (1 Mosebog 27:29) I The Oxford Companion to the Bible angives betydningen som „’han forårsager’ eller ’han vil lade blive’“. Skaberens personlige navn betyder således ordret „Han lader (eller: får til at) blive“. Det er værd at bemærke at dette ikke sigter til hvad Skaberen foretog sig i en fjern fortid, sådan som det for eksempel er tilfældet med betegnelsen „Førsteårsag“. Hvorfor ikke?

Det skyldes at Guds navn er forbundet med hvad Skaberen har til hensigt at gøre. Hebraiske udsagnsord har kun to grundlæggende aspekter, og den form der forekommer i Skaberens navn, „betegner handlinger . . . der er uafsluttede. Den udtrykker ikke blot at en handling fortsættes . . ., men dens udvikling fra begyndelsen hen imod fuldførelsen.“ (A Short Account of the Hebrew Tenses af R. H. Kennett, 1901) Gennem sit navn åbenbarer Jehova sig altså som en der gennemfører sine hensigter. Vi lærer at han — i fortsat handling — bliver den der opfylder løfter. For mange er det beroligende og tilfredsstillende at vide at Skaberen altid gennemfører det han har sat sig for.

Guds hensigt og meningen med livet

Mens Guds navn vidner om en hensigt, har mange svært ved at finde en mening, en hensigt, med deres egen eksistens. De lægger mærke til at menneskeheden rammes af den ene krise efter den anden — krige, naturkatastrofer, sygdomsepidemier, fattigdom og kriminalitet. Selv de få privilegerede der undgår at blive ramt af ulykke, må ofte indrømme at de er rådvilde med hensyn til fremtiden og meningen med livet.

Der siges i Bibelen: „Den fysiske verden blev underlagt frustration, ikke efter eget ønske, men efter et ønske hos Skaberen, som, da han gjorde dette, gav den håb om at den en dag ville blive udfriet . . . og få del i Guds børns herlige frihed.“ (Romerne 8:20, 21, The New Testament Letters af J. W. C. Wand, 1946) Beretningen i Første Mosebog viser at menneskene på et tidspunkt havde fred med deres Skaber, men på grund af deres forsætlige lovbrud underlagde Gud dem med rette en situation der på en måde førte til frustration. Lad os se hvordan dette gik til, hvad det viser om Skaberen, og hvad vi kan forvente af fremtiden.

Ifølge den skriftlige beretning, der i mange henseender har vist sig at være pålidelig, hed de to første mennesker Adam og Eva. Det fremgår af beretningen at de ikke var henvist til at famle sig frem uden mål i livet og uden at vide hvad der var Guds vilje. Som enhver kærlig og omsorgsfuld fader ville gøre for sine børn, gav Skaberen menneskene nyttige retningslinjer. Han sagde til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ — 1 Mosebog 1:28.

De to første mennesker havde således en mening med livet. De havde den opgave at tage sig af Jordens økologi og sørge for at kloden fik en ansvarsbevidst befolkning. (Jævnfør Esajas 11:9.) Ingen kan med rette give Skaberen skylden for at Jorden i dag er forurenet, som om han havde givet menneskene lov til at drive rovdrift på den og ødelægge den. At de skulle ’underlægge sig’ Jorden, betød ikke at de fik tilladelse til at udpine den. Det betød at de skulle dyrke jorden og tage sig af den klode som menneskene havde fået betroet ansvaret for. (1 Mosebog 2:15) De ville desuden få ubegrænset tid til at gennemføre denne meningsfyldte opgave. Deres udsigt til ikke at skulle dø stemmer med at mennesket har en hjernekapacitet som langt overstiger hvad man kan nå at udnytte i en levetid på 70, 80 eller endda 100 år. Hjernen var beregnet til at blive brugt i det uendelige.

Jehova Gud gav menneskene et vist spillerum med hensyn til hvordan de ville gennemføre hans hensigt med Jorden og menneskene. Han var hverken for krævende eller unødigt restriktiv. For eksempel gav han Adam en opgave der ville være enhver zoologs ønskedrøm — at studere og navngive dyrene. Efter at have iagttaget deres særlige kendetegn gav Adam dem navne, hvoraf mange var beskrivende. (1 Mosebog 2:19) Dette er blot et enkelt eksempel på hvordan menneskene kunne gøre brug af deres talenter og evner i overensstemmelse med Guds hensigt.

Det siger sig selv at den vise Skaber af hele universet med lethed kunne bevare kontrollen over enhver situation der måtte opstå på Jorden, selv hvis menneskene valgte at gøre noget tåbeligt eller skadeligt. Den historiske beretning oplyser at Gud kun pålagde Adam en enkelt begrænsning: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Med denne befaling forbeholdt Gud sig retten til at blive adlydt. Lige fra Adams tid har menneskene været tvunget til for eksempel at anerkende tyngdeloven og leve i overensstemmelse med den; det ville være både tåbeligt og skadeligt at ignorere den. Hvorfor skulle menneskene da nægte at leve i overensstemmelse med en anden lov, et andet bud, fra Skaberen? Skaberen gjorde det klart hvilke følger det ville få at overtræde hans lov, men han gav Adam og Eva mulighed for at adlyde ham af egen fri vilje. Det fremgår klart af beretningen om menneskets tidligste historie at Skaberen giver menneskene frihed til selv at vælge. Men han ønsker at hans skabninger skal være lykkelige, og lykke er en naturlig følge af at leve i overensstemmelse med hans gavnlige forordninger.

I et tidligere kapitel var vi inde på at Skaberen har frembragt usynlige fornuftbegavede skabninger — åndeskabninger. Beretningen om menneskets skabelse viser at en af disse blev besat af tanken om at bemægtige sig Guds stilling. (Jævnfør Ezekiel 28:13-15.) Han misbrugte den frie vilje Gud havde givet ham, og lokkede de to første mennesker til noget der må defineres som åbent oprør. De handlede i trods og direkte ulydighed ved at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“ og erklærede sig derved i realiteten uafhængige af Guds herredømme. Men hvad der er vigtigere: Deres handlemåde viste at de tilsluttede sig påstanden om at Skaberen forholdt menneskene noget godt. Adam og Eva krævede så at sige retten til selv at afgøre hvad der var godt, og hvad der var ondt — uanset hvad deres Skaber mente.

Hvis nogen satte sig i hovedet at de ikke brød sig om tyngdeloven og besluttede at ignorere den, ville man finde dem ufornuftige. Det var lige så ufornuftigt at Adam og Eva forkastede Skaberens moralnormer. Menneskene kunne kun forvente at det ville få negative følger at overtræde Guds grundlæggende lov om lydighed, ligesom man ikke kan undgå de negative følger af at ignorere tyngdeloven.

Beretningen oplyser at Jehova nu skred ind. Samme „dag“ som Adam og Eva havde ignoreret Skaberens vilje, begyndte det at gå ned ad bakke med dem. De styrede mod deres død, sådan som Gud havde advaret dem om. (Jævnfør Andet Petersbrev 3:8.) Dette åbenbarer en anden side af Skaberens personlighed. Han er en retfærdig Gud som ikke i svaghed lukker øjnene for åbenlys ulydighed. Han har vise og retfærdige normer, og han håndhæver dem.

I overensstemmelse med sine egenskaber gjorde han ikke kort proces ved at lade menneskene dø med det samme. Hvorfor ikke? Fordi han havde omsorg for Adam og Evas efterkommere, der endnu ikke var undfanget og ikke var direkte ansvarlige for deres forfædres syndige adfærd. Guds omsorg for den ufødte menneskehed fortæller os noget om Skaberen. Han er ikke en ubarmhjertig og ufølsom dommer. Han er derimod retfærdig og villig til at give enhver en chance, og han viser respekt for menneskelivets hellighed.

Det betød dog ikke at de kommende generationer af mennesker kom til at leve under de samme vidunderlige forhold som det første menneskepar. Da Skaberen tillod Adam at sætte efterkommere i verden, ’blev den fysiske verden underlagt frustration’. Situationen var dog ikke fuldstændig håbløs. Ifølge Romerbrevet 8:20, 21 gav Skaberen den „håb om at den en dag ville blive udfriet“. Det har vi mulighed for at få mere at vide om.

Kan man søge Gud og finde ham?

Den fjende der forledte det første menneskepar til at gøre oprør, kaldes i Bibelen for Satan Djævelen, der betyder „modstander“ og „bagvasker“. I sin dom over denne oprørsstifter betegnede Gud ham som en fjende, men gav samtidig kommende generationer af mennesker et grundlag for håb. Gud sagde til Satan: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Dette var tydeligvis billedligt eller symbolsk ment. Hvad betyder det at der ville fremstå et „afkom“?

Andre dele af Bibelen kaster lys over dette gådefulde skriftsted. De viser at det er forbundet med at Jehova handler i overensstemmelse med sit navn og ’bliver’ det der er nødvendigt for at han kan gennemføre sin hensigt med menneskene på Jorden. I den forbindelse har han gjort brug af et bestemt folk, og beretningen om hans forhold til dette folk i fortiden udgør en stor del af Bibelen. Lad os kort betragte denne vigtige beretning og derved få mere at vide om Skaberens egenskaber. Ja, vi kan lære mange værdifulde ting om ham ved at undersøge Bibelen, den bog han har skænket menneskene.

Kapitel otte

Skaberen åbenbarer sig — til gavn for os

FORAN et højt bjerg på Sinajhalvøen stod cirka tre millioner mennesker. Det tordnede og lynede. Sinaj Bjerg var hyllet i skyer, og jorden skælvede. Under disse uforglemmelige omstændigheder førte Moses fortidens Israel ind i et tilhørsforhold til himmelens og Jordens Skaber. — 2 Mosebog, kapitel 19; Esajas 45:18.

Hvorfor valgte universets Skaber at åbenbare sig på en særlig måde for en bestemt nation, oven i købet en temmelig lille nation? Moses forklarede israelitterne: „Det var fordi Jehova elskede jer og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre.“ — 5 Mosebog 7:6-8.

Disse ord viser at Bibelen indeholder andet end oplysninger om hvordan universet og livet på Jorden er blevet til. Den har meget at sige om Skaberens forhold til menneskene — i fortiden, nutiden og fremtiden. Bibelen er den mest læste og mest udbredte bog i verden, så enhver der lægger vægt på at være velorienteret, bør kende i det mindste noget til den. Lad os tage et overblik over dens indhold. Vi vil først se på den del der ofte kaldes Det Gamle Testamente. Det vil samtidig give os et vist indblik i hvordan universets Skaber og Bibelens Forfatter er.

I kapitel 6, „En gammel skabelsesberetning — kan man tro på den?“, så vi at det kun er Bibelens skabelsesberetning der indeholder oplysninger om vore første forfædre, dem vi alle stammer fra. Men den første bog i Bibelen indeholder meget andet end denne skabelsesberetning.

Græsk mytologi og andre folkeslags gudelære beretter om en tid hvor guder og halvguder havde forbindelse med menneskene. Antropologer oplyser desuden at der jorden over findes sagn om en oversvømmelse som i fortiden udslettede størstedelen af menneskeheden. Måske er du skeptisk over for sådanne myter. Men er du klar over at kun Første Mosebog beskriver de historiske kendsgerninger som disse senere sagn og myter er et ekko af? — 1 Mosebog, kapitel 6, 7.a

I Første Mosebog læser vi om mænd og kvinder — rigtige mennesker som man kan identificere sig med — der vidste at der var en Skaber, og som tog hans vilje i betragtning i deres livsførelse. Vi skylder os selv at lære noget om mænd som Abraham, Isak og Jakob, der var blandt de „forfædre“ Moses omtalte. Skaberen interesserede sig for Abraham og omtalte ham som „min ven“. (Esajas 41:8; 1 Mosebog 18:18, 19) Hvorfor? Jo, Jehova havde iagttaget Abraham og fået tillid til at han havde en stærk tro. (Hebræerne 11:8-10, 17-19; Jakob 2:23) Dét Abraham oplevede, viser at det er muligt for mennesker at nærme sig Gud. Hans magt og evner er ærefrygtindgydende, men han er ikke bare en upersonlig kraft eller årsag. Han er en virkelig person som vi mennesker på en respektfuld måde kan søge at komme i forbindelse med — til varig gavn for os.

Jehova gav Abraham dette løfte: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18) Dette var en udvidelse af det løfte om et fremtidigt „afkom“ som blev givet på Adams tid. (1 Mosebog 3:15) Ja, Jehovas ord til Abraham styrkede håbet om at der på et tidspunkt ville fremstå en person — det såkaldte afkom — som ville blive til velsignelse for alle folkeslag. Dette er et centralt tema i hele Bibelen, hvilket understreger at den ikke blot er en tilfældig samling skrifter forfattet af mennesker. Når man kender Bibelens tema, kan man desuden se at når Gud i fortiden tog sig af én nation, var det i den hensigt at velsigne alle nationer. — Salme 147:19, 20.

At det var med dette formål Jehova tog sig af Israel, viser at han „ikke er partisk“. (Apostelgerninger 10:34; Galaterne 3:14) Gud beskæftigede sig først og fremmest med Abrahams efterkommere, men enkeltpersoner fra andre nationer var velkomne til at tjene Jehova sammen med dem. (1 Kongebog 8:41-43) Og som vi vil se senere, betyder Guds upartiskhed at alle vi der lever i dag, uanset vores nationale eller etniske baggrund, kan lære ham at kende og gøre det han ønsker.

Vi kan lære meget af de historiske optegnelser om den nation som Skaberen tog sig af gennem flere hundrede år. Vi vil inddele dens historie i tre dele. Prøv under gennemgangen af disse afsnit at lægge mærke til hvordan Jehova levede op til betydningen af sit navn, „Han lader blive“, og hvordan hans personlighed kom til udtryk i hans omsorg for menneskene.

Første del — En nation regeret af Skaberen

Abrahams efterkommere blev trælle i Ægypten. Til sidst lod Gud Moses fremstå, og han udfriede dem i 1513 f.v.t. Da Israel blev en nation, var Gud dens hersker. Men i 1117 f.v.t. ønskede israelitterne en jordisk konge.

Hvordan gik det til at israelitterne kom til at stå ved Sinaj Bjerg sammen med Moses? Det fremgår af Første Mosebog i Bibelen. Tidligere, da Jakob (som også fik navnet Israel) boede nordøst for Ægypten, var hele den dakendte verden blevet ramt af en hungersnød. For at skaffe mad til sin familie lod Jakob sine sønner rejse til Ægypten, hvor der var rigelige lagre af korn. Han fandt senere ud af at den der stod for uddelingen af korn, var hans søn Josef, som Jakob troede var omkommet flere år forinden. Jakob og hans familie flyttede til Ægypten og blev indbudt til at blive i landet. (1 Mosebog 45:25–46:5; 47:5-12) Da Josef var død, udskrev en ny farao imidlertid Jakobs efterkommere til tvangsarbejde og „gjorde livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten“. (2 Mosebog 1:8-14) Beretningen om dette og meget andet står at læse i Bibelens anden bog, Anden Mosebog.

Israelitterne blev mishandlet gennem flere årtier, og „deres råb om hjælp steg op til den sande Gud“. Det var klogt af dem at vende sig til Jehova. Han var interesseret i Abrahams efterkommere og besluttet på at gennemføre sin hensigt, så alle folkeslag til sin tid kunne blive velsignet. Jehova ’hørte deres stønnen og var opmærksom på dem’, hvilket viser at Skaberen føler med de undertrykte og dem der lider ondt. (2 Mosebog 2:23-25) Han valgte Moses til at føre israelitterne ud af trældommen. Men da Moses og hans broder, Aron, kom for at bede Ægyptens farao om at lade det trælbundne folk rejse, svarede denne trodsigt: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort?“ — 2 Mosebog 5:2.

Kan man forestille sig at universets Skaber ville lade sig skræmme af en sådan udfordring, selv fra herskeren over datidens største militærmagt? Naturligvis ikke. Gud lod en række plager komme over Farao og ægypterne. Til sidst, efter den tiende plage, gik Farao med til at give israelitterne fri. (2 Mosebog 12:29-32) På den måde lærte Abrahams efterkommere Jehova at kende som en virkelig person — en der udfrier sine tjenere når hans tid er inde. I overensstemmelse med betydningen af sit navn viste Jehova sig på dramatisk vis som den der opfylder sine løfter. (2 Mosebog 6:3) Men både Farao og israelitterne skulle komme til at lære mere om dette navn.

Det skete fordi Farao kort efter skiftede mening. I spidsen for sin hær forfulgte han israelitterne og indhentede dem i nærheden af Det Røde Hav. Israelitterne blev fanget mellem havet og den ægyptiske hær. Så greb Jehova ind ved at bane en vej gennem Det Røde Hav. Farao burde have indset at dette var et vidnesbyrd om Guds uovervindelige magt. I stedet sendte han sine styrker efter israelitterne — og druknede sammen med sin hær da Gud lod havet vende tilbage til sit normale leje. Det fremgår ikke af beretningen i Anden Mosebog nøjagtig hvordan Jehova lod dette ske. Det han gjorde, kan med rette kaldes mirakler fordi det der skete, og det tidspunkt det skete på, lå uden for menneskers kontrol. Men for den der har skabt universet og alle dets love, var det ikke umuligt. — 2 Mosebog 14:1-31.

Denne begivenhed gjorde det klart for israelitterne — som den også bør gøre det for os — at Jehova er en frelser der lever op til sit navn. Men vi kan lære mere om Guds personlighed af denne beretning. Han viste for eksempel sin retfærdighed ved at gribe ind over for en undertrykkende nation, og han viste loyal hengivenhed over for sit folk, hvorfra afkommet ville fremstå. I forbindelse med dette afkom er beretningen i Anden Mosebog tydeligvis langt mere end oldtidshistorie; den har at gøre med Guds hensigt, som går ud på at give alle mulighed for at få del i et umådeligt gode.

Videre mod det forjættede land

Efter at have forladt Ægypten gik Moses og resten af folket gennem ørkenen til Sinaj Bjerg. Det der skete dér, fik indflydelse på Guds forhold til nationen i de kommende århundreder. Han gav folket en række love. Langt tidligere havde Skaberen naturligvis fastlagt lovene for stoffet i universet, og de love står stadig ved magt. Men ved Sinaj Bjerg gav han gennem Moses en række nationale love. Vi kan læse om hvad Gud gjorde, og hvilke love han gav, i Anden Mosebog og de tre følgende bøger: Tredje, Fjerde og Femte Mosebog. Nogle bibelforskere mener at Moses også skrev Jobs Bog. I kapitel 10 vil vi betragte nogle vigtige sider af indholdet i denne bog.

Selv i vor tid kender millioner i hele verden De Ti Bud og forsøger at leve efter dem. De Ti Bud er det vigtigste moralske regelsæt i denne lovsamling, men den indeholder mange andre forskrifter der aftvinger beundring. Forståeligt nok drejer mange af forordningerne sig om israelitternes tilværelse dengang. Der er for eksempel regler angående sygdomme, hygiejne og sanitære forhold. Til trods for at disse love gjaldt et oldtidsfolk, afspejler de en viden om forhold som videnskaben først har fået kendskab til inden for de sidste cirka hundrede år. (3 Mosebog 13:46, 52; 15:4-13; 4 Mosebog 19:11-20; 5 Mosebog 23:12, 13) Man kunne spørge: Hvordan kan det gå til at det gamle Israels love afspejler en viden og en visdom der langt overgår hvad datidens nationer ellers kendte til? Det forklares bedst med at disse love stammede fra Skaberen.

Lovene bidrog også til at bevare slægtslinjerne og foreskrev religiøse pligter som israelitterne skulle overholde indtil afkommet fremstod. Ved at gå ind på alt det Gud bad dem om at gøre, forpligtede de sig til at leve efter denne lov. (5 Mosebog 27:26; 30:17-20) De kunne ganske vist ikke overholde loven til fuldkommenhed, men selv dét tjente et formål. En der havde studeret denne lov, forklarede senere at Loven ’gjorde overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom’. (Galaterne 3:19, 24) Denne lovsamling skilte således israelitterne ud fra andre folk, mindede dem om at de havde behov for det lovede afkom, Messias, og forberedte dem til at tage imod ham.

Da israelitterne var samlet ved Sinaj Bjerg, gik de ind på at adlyde Guds love. Derved indgik de det Bibelen kalder en pagt, det vil sige en overenskomst eller aftale. Denne pagt blev indgået mellem Israels folk og Gud. Men til trods for at israelitterne villigt havde indgået denne pagt, viste de sig at være et stivnakket folk. De fremstillede for eksempel en guldkalv som et billede af Gud. Dette var en synd, for billeddyrkelse eller afgudsdyrkelse var en direkte overtrædelse af De Ti Bud. (2 Mosebog 20:4-6) Desuden klagede de over maden, gjorde oprør mod den leder Gud havde udnævnt (Moses), og hengav sig til utugt, det vil sige umoralske forhold med fremmede kvinder som dyrkede afguder. Men hvorfor skulle det interessere os, der lever flere tusind år efter Moses’ tid?

Igen må vi sige at der ikke udelukkende er tale om oldtidshistorie. De bibelske beretninger om Israels utaknemmelighed og Guds reaktion herpå viser at han ikke er ligeglad med hvad folk gør. Ifølge Bibelen satte israelitterne Jehova på prøve „gang på gang“, hvilket „sårede“ og „bedrøvede“ ham. (Salme 78:40, 41) Det viser at Skaberen har følelser og er interesseret i hvad mennesker foretager sig.

Set fra et menneskeligt synspunkt kunne man tro at israelitternes lovovertrædelser ville få Gud til at bringe sin pagt til ophør og måske vælge at opfylde sit løfte gennem en anden nation. Det gjorde han ikke. I stedet straffede han de skamløse overtrædere og viste barmhjertighed mod sit egensindige folk som et hele. På denne måde forblev Gud loyal mod det løfte han havde givet sin trofaste ven Abraham.

Inden længe nærmede israelitterne sig Kana’an, der i Bibelen kaldes det forjættede (eller: lovede) land. Her boede nogle stærke folkeslag som havde en dybt fordærvet moral. Skaberen havde ladet 400 år gå uden at gribe ind over for dem, men nu valgte han med rette at give landet til fortidens Israel. (1 Mosebog 15:16; se også afsnittet „En skinsyg Gud — i hvilken forstand?“ på side 132-33.) Som forberedelse sendte Moses 12 spioner ind i landet. Ti af dem havde ikke tilstrækkelig tro på Jehovas magt til at frelse. Deres rapport fik folket til at knurre mod Gud og lægge planer om at vende tilbage til Ægypten. Det førte til at Gud dømte folket til at vandre i ørkenen i 40 år. — 4 Mosebog 14:1-4, 26-34.

Hvad kom der ud af denne dom? Før sin død tilskyndede Moses israelitterne til at huske disse år hvori Jehova havde ydmyget dem. Moses sagde til folket: „Du véd i dit hjerte at som en mand tugter sin søn, sådan tugtede Jehova din Gud dig.“ (5 Mosebog 8:1-5) Til trods for at deres opførsel havde været en fornærmelse mod Jehova, havde han holdt dem i live og dermed bevist at de var afhængige af ham. For eksempel overlevede de udelukkende fordi han sørgede for at de fik manna, en spiselig substans der smagte som kager med honning. Israelitterne burde have lært meget af deres tid i ørkenen. Den burde have lært dem hvor vigtigt det var at adlyde deres barmhjertige Gud og stole på ham. — 2 Mosebog 16:13-16, 31; 34:6, 7.

Efter at Moses var død, bemyndigede Gud Josua til at lede Israel. Denne tapre og loyale mand førte nationen ind i Kana’an og gav sig modigt i kast med at erobre landet. Inden for en kort periode besejrede Josua 31 konger og tog størstedelen af det forjættede land i besiddelse. Den spændende beretning herom findes i Josuas Bog.

Herredømme uden en jordisk konge

Under hele ørkenvandringen og i de første år i det forjættede land havde folket Moses og derefter Josua som dets leder. Israelitterne havde ikke brug for en jordisk konge, for Jehova var deres Hersker. Han sørgede for udnævnte ældste der påhørte sager i byportene. De opretholdt ro og orden og ydede åndelig hjælp til folket. (5 Mosebog 16:18; 21:18-20) Ruts Bog giver et interessant indblik i hvordan sådanne ældste behandlede en sag der havde at gøre med loven i Femte Mosebog 25:7-9.

I årenes løb pådrog israelitterne sig ofte Guds mishag ved gang på gang at være ulydige mod ham og vende sig til kana’anæiske guder. Men når de kom i vanskeligheder og bad Jehova om hjælp, huskede han dem. Han lod befriere der blev kaldt dommere, fremstå for at de kunne føre an når israelitterne skulle udfries og reddes fra undertrykkende nabofolk. Dommerbogen indeholder en levende skildring af 12 af disse modige dommeres bedrifter. — Dommerne 2:11-19; Nehemias 9:27.

I denne beretning står der: „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.“ (Dommerne 21:25) Folket havde de moralnormer der var blevet fremsat i Moseloven, så med de ældstes hjælp og præsternes undervisning havde israelitterne et grundlag for at ’gøre hvad der var rigtigt i deres egne øjne’ uden at overtræde Guds bud. Desuden skulle der ifølge Moseloven være en teltbolig, det vil sige et transportabelt tempel, hvor der blev bragt ofre. Det dannede centrum for den sande tilbedelse og bidrog til at forene nationen i denne periode.

Anden del — Velstand i kongetiden

Mens Samuel var dommer i Israel, krævede folket en jordisk konge. De tre første konger — Saul, David og Salomon — herskede hver i 40 år, fra 1117 til 997 f.v.t. Israel nåede sit højeste både i velstand og anseelse, og Skaberen tog nogle vigtige skridt som en forberedelse til det lovede afkoms kongedømme.

Som dommer og profet tog Samuel sig godt af Israels åndelige velfærd, men det samme kunne ikke siges om hans sønner. Til sidst sagde folket til Samuel: „Indsæt nu en konge over os til at dømme os, sådan som alle nationerne har.“ Jehova forklarede Samuel hvad dette krav egentlig betød: „Adlyd folkets røst . . ., for det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ Jehova forudså de sørgelige konsekvenser af denne udvikling. (1 Samuel 8:1-9) Alligevel gik han ind på folkets krav og udnævnte en beskeden mand ved navn Saul til konge over Israel. Det tegnede lovende i begyndelsen, men efter at Saul var blevet konge, viste han tendens til egensindighed og overtrådte Guds befalinger. Guds profet erklærede at kongedømmet ville blive overgivet til en mand efter Jehovas hjerte. Det understreger hvor stor betydning Skaberen tillægger lydighed af hjertet. — 1 Samuel 15:22, 23.

David, der blev Israels næste konge, var den yngste søn i en familie af Judas stamme. Om dette overraskende valg sagde Gud til Samuel: „Mennesker ser . . . på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Er det ikke betryggende at Skaberen ser på hvordan vi er inderst inde, og ikke på det ydre? Saul gik imidlertid ikke med til dette. Fra det tidspunkt da Jehova havde udpeget David som den fremtidige konge, var Saul besat af tanken om at rydde ham af vejen. Det forhindrede Jehova dog, og til sidst døde Saul og hans sønner i kamp mod de krigeriske filistre.

David herskede først som konge fra byen Hebron. Derefter indtog han Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad. Han udvidede også Israels grænser indtil landet havde den udstrækning som Gud havde lovet Abrahams efterkommere. Denne og de efterfølgende kongers periode beskrives i seks historiske bøger i Bibelen.b De viser at Davids liv ikke var problemfrit. For eksempel gav han efter for begær og begik ægteskabsbrud med den smukke Batseba, hvorefter han prøvede at dække over sin synd ved hjælp af andre urette handlinger. Som retfærdighedens Gud kunne Jehova ikke blot lukke øjnene for Davids fejltrin; men fordi David angrede af hjertet, krævede Gud ikke at han fik den straf Loven fastsatte. David ville dog få mange familieproblemer som følge af sine synder.

Gennem alle disse kriser lærte David Gud at kende som person — som en der har følelser. Han skrev: „Jehova er nær hos alle der kalder på ham . . . og han hører deres råb om hjælp.“ (Salme 145:18-20) Davids oprigtighed og hengivenhed kommer tydeligt til udtryk i de smukke sange han skrev, og som udgør cirka halvdelen af Salmernes Bog. Millioner har fundet trøst og opmuntring i disse digte. Læg mærke til hvordan Davids nære forhold til Gud afspejler sig i Salme 139:1-4: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig. Du ved om jeg sætter mig eller om jeg rejser mig. Du er klar over min tanke på lang afstand. . . . For skønt der ikke er et ord på min tunge, se, ved du, Jehova, det hele.“

David var særlig opmærksom på Guds magt til at frelse. (Salme 20:6; 28:9; 34:7, 9; 37:39) Hver gang han erfarede den, styrkede det hans tillid til Jehova. Det fornemmer man tydeligt i Salme 30:5; 62:8 og 103:9. Det ses også i Salme 51, som David skrev efter at han var blevet irettesat på grund af sin synd med Batseba. Det er dejligt at vide at vi kan udtrykke os frit over for Skaberen, i forvisning om at han ikke er hovmodig, men villig til ydmygt at lytte. (Salme 18:35; 69:33; 86:1-8) Det var ikke kun gennem sine egne erfaringer David havde opnået denne værdsættelse. „Jeg grunder over alt hvad du har gjort,“ skrev han. „Jeg grubler over dine hænders værk.“ — Salme 63:6; 143:5.

Jehova indgik en særlig pagt med David om et evigt rige. David forstod sikkert ikke den fulde betydning af denne pagt; men af det der senere blev nedfældet i Bibelen, kan vi se at det var Guds hensigt at det lovede afkom skulle fremstå i Davids slægtslinje. — 2 Samuel 7:16.

Den vise kong Salomon og meningen med livet

Davids søn Salomon var berømt for sin visdom, og vi kan få gavn af den ved at læse Ordsprogenes Bog og Prædikerens Bog, der indeholder megen praktisk vejledning.c (1 Kongebog 10:23-25) Sidstnævnte bog er især til gavn for dem der søger efter meningen med livet, ligesom den vise kong Salomon gjorde. Som den første israelitiske konge der var født i en kongelig slægt, havde Salomon uanede muligheder. Han opførte storslåede bygningsværker, havde en imponerende variation af fødevarer på sit bord og glædede sig over musik og gode venner. Alligevel skrev han: „Jeg vendte mig mod alle de værker som mine hænder havde udført, og mod det som jeg havde haft møje med at udføre, og se! alt var tomhed.“ (Prædikeren 2:3-9, 11) Men hvilken konklusion kom han til?

Salomon skrev: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre. For den sande Gud vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond.“ (Prædikeren 12:13, 14) I overensstemmelse hermed gav Salomon sig i kast med at opføre et prægtigt tempel hvor folket kunne tilbede Gud, et projekt der varede syv år. — Første Kongebog, kapitel 6.

I mange år var Salomons herredømme præget af fred og velstand. (1 Kongebog 4:20-25) Det viste sig imidlertid at hans hjerte ikke var helt med Jehova, sådan som Davids havde været. Salomon tog sig mange fremmede hustruer og tillod at de bøjede hans hjerte mod deres guder. Til sidst sagde Jehova: „Jeg [vil] afgjort rive kongedømmet fra dig . . . Jeg vil give din søn én stamme for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld.“ — 1 Kongebog 11:4, 11-13.

Tredje del — Det delte rige

Efter Salomons død, i 997 f.v.t., løsrev de ti nordlige stammer sig. De dannede riget Israel, som assyrerne erobrede i 740 f.v.t. Kongerne i Jerusalem herskede over to stammer. Dette rige, Juda, bestod indtil babylonierne indtog Jerusalem i 607 f.v.t. og førte indbyggerne i fangenskab. Derefter lå Juda øde i 70 år.

Da Salomon døde, kom hans søn Rehabeam til magten, og han gjorde livet hårdt for folket. Resultatet blev et oprør, og ti stammer løsrev sig og blev til riget Israel. (1 Kongebog 12:1-4, 16-20) Dette nordlige rige holdt imidlertid ikke fast ved den sande Gud. Indbyggerne bøjede sig ofte for afguder i form af guldkalve, eller de hengav sig til andre former for afgudsdyrkelse. Nogle af kongerne blev snigmyrdet, og deres dynastier blev omstyrtet af tronranere. Jehova viste stor overbærenhed. Han sendte gentagne gange profeter for at advare nationen om at det ville ende med en tragedie hvis den fortsatte med sit frafald. Hoseas’ Bog og Amos’ Bog blev skrevet af profeter hvis budskaber hovedsagelig var henvendt til dette nordlige rige. Til sidst, i 740 f.v.t., bragte assyrerne den tragedie over det nordlige rige som Guds profeter havde forudsagt.

Mod syd herskede 19 konger af Davids hus over Juda frem til 607 f.v.t. Kongerne Asa, Josafat, Ezekias og Josias regerede i deres forfader Davids ånd og vandt Jehovas behag. (1 Kongebog 15:9-11; 2 Kongebog 18:1-7; 22:1, 2; 2 Krønikebog 17:1-6) Mens disse konger regerede, velsignede Jehova folket. I The Englishman’s Critical and Expository Bible Cyclopædia siges der: „Det store bevarende element i J[uda] var templet, præsteskabet og den skrevne lov, alt sammen forordnet af Gud, og det at den eneste sande Gud Jehova blev anerkendt som dets egentlige, teokratiske konge. . . . Denne lydighed mod loven . . . frembragte en række konger, hvoriblandt mange var vise og gode . . . Derfor overlevede J[uda] sin mere folkerige søster mod nord.“ Disse gode konger var et fåtal i forhold til dem der ikke fulgte Davids eksempel, men Jehova sørgede alligevel for at ’hans tjener David alle dage kunne have en lampe foran ham i Jerusalem, den by som Gud havde udvalgt sig for at knytte sit navn dertil’. — 1 Kongebog 11:36.

På vej mod tilintetgørelsen

Manasse var en af de judæiske konger som faldt fra den sande tilbedelse. „Han lod sin søn gå gennem ilden, og han øvede magi og tog varsler og ansatte åndemedier og spåkyndige. Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne og krænkede ham således.“ (2 Kongebog 21:6, 16) Kong Manasse forledte sine undersåtter til at „handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort“. Efter at have advaret Manasse og folket gentagne gange erklærede Skaberen: „Jeg vil tørre Jerusalem af, som når man tørrer et fad af.“ — 2 Krønikebog 33:9, 10; 2 Kongebog 21:10-13.

Som en optakt lod Jehova assyrerne tage Manasse til fange og lægge i kobberlænker. (2 Krønikebog 33:11) I sin landflygtighed kom Manasse til fornuft og „ydmygede sig meget over for sine forfædres Gud“. Hvordan reagerede Jehova? „[Gud] hørte hans ydmyge bøn og lod ham vende tilbage til Jerusalem, til sit kongedømme. Således kom Manasse til at erkende at Jehova er den sande Gud.“ Kong Manasse og hans sønnesøn, kong Josias, gennemførte begge nogle stærkt påkrævede reformer. Men dermed blev der ikke sat en varig stopper for folkets omfattende moralske og religiøse fordærv. — 2 Krønikebog 33:1-20; 34:1–35:25; 2 Kongebog, kapitel 22.

Som det er karakteristisk for Jehova, sendte han nidkære profeter til folket for at bekendtgøre hvordan han så på den situation der var ved at udvikle sig.d Jeremias overbragte disse ord fra Jehova: „Lige fra den dag da jeres forfædre gik ud af Ægyptens land og indtil denne dag . . . blev [jeg] ved med at sende alle mine tjenere profeterne til jer, idet jeg sendte dem daglig, igen og igen.“ Men folket hørte ikke på Gud. De handlede værre end deres forfædre! (Jeremias 7:25, 26) Jehova advarede dem gang på gang fordi „han havde medlidenhed med sit folk“. Men de ville stadig ikke lytte. Så tillod han babylonierne at indtage Jerusalem og lægge landet øde i 607 f.v.t. I 70 år lå det øde hen. — 2 Krønikebog 36:15, 16; Jeremias 25:4-11.

Denne korte gennemgang af hvad Gud har gjort i forbindelse med sit folk, har sikkert hjulpet os til at se at Jehova havde omsorg for det og handlede retfærdigt. Han ventede ikke passivt på at se hvad folket ville gøre, som man kunne forvente hvis han var ligeglad. Han søgte aktivt at hjælpe folket. Man forstår hvorfor Esajas sagde: „Jehova, du er vor Fader. . . . Alle er vi et værk af din hånd.“ (Esajas 64:8) Også i dag kalder mange Skaberen for deres „Fader“, for han handler som en kærlig og interesseret jordisk far ville gøre. Han holder dog fast ved at vi selv må bære ansvaret for vore handlinger og konsekvenserne af dem.

Efter at folket havde været i fangenskab i Babylon i 70 år, opfyldte Jehova Gud sin profeti om at ville genrejse Jerusalem. Israelitterne blev udfriet og fik lov at vende tilbage til deres hjemland for at ’genopbygge Jehovas, Israels Guds, hus, som var i Jerusalem’. (Ezra 1:1-4; Esajas 44:24–45:7) Flere af Bibelens bøgere omhandler denne genoprettelse og genopbygningen af templet samt de begivenheder der fulgte efter. En af disse bøger, Daniels Bog, er særlig interessant fordi den forudsagde nøjagtig hvornår det lovede afkom, Messias, ville fremstå, og endvidere profeterede om udviklingen i verden i vor tid.

Templet blev med tiden genopbygget, men Jerusalem var i en ynkelig forfatning. Murene og portene lå i ruiner. Gud lod derfor Nehemias og andre fremstå for at opmuntre og organisere jøderne. En bøn som vi kan læse i Nehemias, kapitel 9, giver et indtryk af hvordan Jehova var over for israelitterne. Den viser at Jehova er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. Denne bøn viser også at Jehova handler i overensstemmelse med sine fuldkomne normer for retfærdighed. Selv når han med god grund kan udøve sin magt til at eksekvere en dom, er han parat til at afveje retfærdigheden med kærlighed. At gøre dette på en ligevægtig og god måde kræver visdom. Det er tydeligt at den måde hvorpå Skaberen handlede over for Israels folk, bør drage os nærmere til ham og give os lyst til at gøre hans vilje.

Ved afslutningen af denne del af Bibelen (Det Gamle Testamente) var Juda, med dets tempel i Jerusalem, genrejst, men underlagt hedensk herredømme. Hvordan kunne Guds pagt med David om et „afkom“ der skulle herske „for evigt“, blive opfyldt? (Salme 89:3, 4; 132:11, 12) Jøderne så stadig frem til at „Messias, Føreren,“ skulle udfri Guds folk og oprette et teokratisk (gudsstyret) rige på jorden. (Daniel 9:24, 25) Men var dét Jehovas hensigt? Og hvis ikke, hvordan ville den lovede Messias da udfri folket? Hvilken betydning har det for os i dag? Disse spørgsmål vil blive besvaret i det følgende kapitel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 126, 127]

Kan man tro på miraklerne?

„Det er umuligt at bruge elektrisk lys og radio og udnytte tidens medicinske og kirurgiske opdagelser og samtidig tro på Det Nye Testamentes verden af ånder og mirakler.“ Disse ord af den tyske teolog Rudolf Bultmann afspejler manges mening om mirakler. Mener du det samme om de mirakler der er beskrevet i Bibelen, som for eksempel beretningen om hvordan Gud delte Det Røde Hav?

I Ordbog over det Danske Sprog defineres „mirakel“ som „forhold, der . . . tilskrives overnaturlige (især guddommelige) kræfters indgriben“. Netop fordi et mirakel indebærer en indgriben i naturens orden, er mange utilbøjelige til at tro på mirakler. Men det der kan synes at være en ophævelse af én naturlov, lader sig måske forklare i lyset af andre naturlove.

New Scientist skriver for eksempel at to fysikere ved Tokyos Universitet har placeret et vandret rør der var delvis fyldt med vand, i et meget kraftigt magnetfelt. Vandet løb straks ud i rørets ender, så den midterste del blev tørlagt. Dette fænomen, der blev opdaget i 1994, skyldes at vand er svagt diamagnetisk og frastødes af en magnet. At vand således bevæger sig fra et kraftigt magnetfelt til et svagere, er blevet kaldt Moseseffekten. New Scientist bemærkede: „Det er let nok at flytte vandmasser — hvis man har en tilstrækkelig kraftig magnet. Har man det, kan næsten alt lade sig gøre.“

Der er naturligvis ingen der med sikkerhed kan sige hvilken metode Gud brugte da han delte Det Røde Hav så israelitterne kunne gå over. Men Skaberen kender alle naturlovene til bunds. Han kan med lethed beherske visse aspekter af én naturlov ved at anvende en anden af de love som han selv har fastsat. For mennesker kan resultatet forekomme mirakuløst, især hvis de ikke til fulde forstår de implicerede love.

Om de mirakler der er omtalt i Bibelen, siger Akira Yamada, tidligere professor ved universitetet i Kyoto, Japan: „Mens det er rigtigt at sige at [et mirakel] ikke kan forstås i øjeblikket i lyset af den videnskab man beskæftiger sig med (eller på videnskabens nuværende stade), er det forkert at slutte at det ikke har fundet sted udelukkende fordi man støtter sig til den moderne avancerede fysik eller den moderne avancerede bibelforskning. Om ti år er vore dages moderne videnskab en videnskab af i går. Jo hurtigere de videnskabelige fremskridt sker, jo større er muligheden for at nutidens forskere vil blive skydeskive for vittigheder som ’For ti år siden troede forskerne helt seriøst sådan og sådan’.“ — Gods in the Age of Science.

Som Skaberen, der er i stand til at koordinere alle naturlove, kan Jehova bruge sin magt til at udvirke mirakler.

[Ramme på side 132, 133]

En skinsyg Gud — i hvilken forstand?

„Jehova, hvis navn er Skinsyg, er en skinsyg Gud,“ står der i Anden Mosebog 34:14. Hvad betyder det?

Det hebraiske ord der gengives med „skinsyg“, kan betyde „som kræver udelt hengivenhed, som ikke tåler nogen rivaliseren“. Jehova er skinsyg eller nidkær med hensyn til sit navn og tilbedelsen af ham. Der er tale om at være skinsyg i en positiv betydning, til gavn for hans skabninger. (Ezekiel 39:25) Hans nidkærhed for at indfri det hans navn står for, betyder at han vil gennemføre sin hensigt med menneskene.

Som eksempel kan nævnes hans dom over indbyggerne i Kana’ans land. En bibelforsker har givet denne rystende beskrivelse af dem: „Dyrkelsen af Ba’al, Astarte og andre kana’anæiske guder indbefattede de mest tøjlesløse orgier; deres templer var centre for laster. . . . Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod i at de hengav sig til umoralitet . . . og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder.“ Arkæologer har fundet krukker med resterne af de ofrede børn. Skønt Gud var opmærksom på kana’anæernes brøde på Abrahams tid, tålte han dem i 400 år og gav dem således rigelig tid til at forandre sig. — 1 Mosebog 15:16.

Var kana’anæerne selv klar over hvor alvorlig deres brøde var? Ja, ligesom alle andre havde de en samvittighed, der af jurister anerkendes som et universelt grundlag for moral og retsfølelse. (Romerne 2:12-15) Alligevel fortsatte kana’anæerne med deres afskyelige børneofringer og fordærvede seksuelle udskejelser.

I sin ligevægtige retfærdighed besluttede Jehova at landet måtte renses. Der var ikke tale om folkemord. Kana’anæerne, både enkeltpersoner som Rahab og hele grupper som gibeonitterne, der frivilligt antog Guds høje moralnormer, blev skånet. (Josua 6:25; 9:3-15) Rahab blev en af stammødrene i den kongelige slægtslinje som førte frem til Messias, og efterkommere af gibeonitterne fik det privilegium at tjene ved Jehovas tempel. — Josua 9:27; Ezra 8:20; Mattæus 1:1, 5-16.

Når man søger at få hele billedet i alle enkeltheder, dannet på grundlag af kendsgerninger, er det lettere at se Jehova som en beundringsværdig og retfærdig Gud, en Gud som er skinsyg i en god betydning, det vil sige på en måde der er til gavn for hans trofaste skabninger.

Kapitel ni

En stor lærer giver os et klarere billede af Skaberen

I DET første århundrede var Palæstinas indbyggere „i forventning“. Hvad ventede de på? Den „Kristus“ eller „Messias“ hvis komme Guds profeter havde forudsagt flere hundrede år tidligere. Folket havde tillid til at Bibelen var skrevet under Guds ledelse og indeholdt forudsigelser af fremtiden. En af disse forudsigelser, en profeti i Daniels Bog, viste at Messias ville fremstå i den første del af deres århundrede. — Lukas 3:15; Daniel 9:24-26.

De måtte imidlertid være på vagt, for der ville også fremstå selvbestaltede messiasser. (Mattæus 24:5) Den jødiske historiker Josefus nævner nogle af dem: Teudas, der førte sine tilhængere til Jordanfloden og hævdede at dens vand ville blive delt; en ægypter der førte sine tilhængere til Oliebjerget og påstod at Jerusalems mur ville falde på hans bud, og en bedrager på landshøvdingen Festus’ tid som lovede folket en problemfri tilværelse. — Jævnfør Apostelgerninger 5:36; 21:38.

I modsætning til sådanne vildledte mennesker anerkendte en gruppe der senere blev kaldt „kristne“, Jesus fra Nazaret som en stor lærer og den sande Messias. (Apostelgerninger 11:26; Markus 10:47) Jesus var ikke en falsk messias; han godtgjorde ud over enhver tvivl at han var den sande Messias. Det fremgår tydeligt af de fire historiske bøger der kaldes evangelierne.a Jøderne vidste for eksempel at Messias skulle fødes i Betlehem, at han ville være af Davids slægt, og at han ville gøre store undergerninger. Jesus opfyldte disse krav, hvilket bekræftes af vidnesbyrd fra jøderne på Jesu tid. Ja, Jesus havde de kvalifikationer som den bibelske Messias skulle have. — Mattæus 2:3-6; 22:41-45; Johannes 7:31, 42.

Mange blev overbevist om at Jesus var Messias efter at de havde truffet ham, set ham gøre mirakler, hørt hans ord, der vidnede om en enestående visdom, og fået bevis for at han kunne se ind i fremtiden. I løbet af den tid han forkyndte (år 29-33), kom der flere og flere vidnesbyrd til. Faktisk viste han sig at være mere end Messias. En discipel der var godt kendt med de faktiske forhold, drog den slutning at „Jesus er Messias, Guds søn“.b — Johannes 20:31.

Eftersom Jesus havde et så nært forhold til Gud, kunne han forklare og åbenbare hvordan Skaberen er. (Lukas 10:22; Johannes 1:18) Jesus sagde selv at hans nære forhold til Skaberen begyndte i himmelen, hvor han arbejdede sammen med Gud om at frembringe alt andet, både det levende og det livløse. — Johannes 3:13; 6:38; 8:23, 42; 13:3; Kolossenserne 1:15, 16.

Bibelen forklarer at Sønnen blev overført fra åndeverdenen og „fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:5-8) Noget sådant er ikke normalt, men er det umuligt? Forskere er klar over at ét grundstof, for eksempel uran, kan omdannes til et andet; de kan endog beregne resultatet når stof omdannes til energi (E=mc²). Er der da grund til at tvivle på dét der står i Bibelen om at en åndeskabning blev til et menneske for at kunne leve på Jorden?

For at belyse det med et andet eksempel kunne man tænke på hvor langt lægevidenskaben er nået med hensyn til „in vitro-befrugtning“. Et liv der begynder i et reagensglas, overføres til en kvinde, og senere fødes barnet. Bibelen forklarer at Jesu liv ved „kraft fra den Højeste“ blev overført til en jomfru ved navn Maria. Hun var af Davids slægt så Jesus kunne blive arving til det messianske rige som David havde fået løfte om. — Lukas 1:26-38; 3:23-38; Mattæus 1:23.

På grund af sit nære forhold til Skaberen og sin store lighed med ham kunne Jesus sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) Han sagde også: „Ingen véd hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Lukas 10:22) Når man får kendskab til hvad Jesus sagde og gjorde mens han var på Jorden, får man derfor et klarere billede af Skaberens personlighed. Lad os med dette i tanke se på hvad nogle mænd og kvinder der mødte Jesus, oplevede.

En samaritansk kvinde

„Det skulle vel ikke være Messias?“ spurgte en samaritansk kvinde efter at have talt lidt med Jesus. (Johannes 4:29) Hun opfordrede endda andre fra den nærliggende by Sykar til at møde Jesus. Hvad var det der havde fået hende til at mene at Jesus var Messias?

Denne kvinde mødte Jesus mens han sad og hvilede sig efter at have vandret hele formiddagen ad de støvede veje i Samarias højland. Jesus talte med hende skønt han var træt. Og da han så hvor stærkt interesseret i åndelige anliggender hun var, forklarede han hende hvad det ville sige at „tilbede Faderen i ånd og sandhed“. I samtalens løb gav han sig til kende som Messias — noget han indtil da ikke havde givet udtryk for offentligt. — Johannes 4:3-26.

Denne samaritanske kvinde havde stort udbytte af sit møde med Jesus. Indtil da havde hun tilbedt på Garizims Bjerg som led i en tilbedelse der udelukkende var baseret på de fem Mosebøger i Bibelen. Jøderne ville ikke have noget at gøre med samaritanerne, hvoraf mange var af blandet herkomst, efterkommere af Israels ti stammer og fremmede som var blevet tvangsforflyttet. Men Jesus undgik ikke samaritanerne. Han ville gerne undervise denne samaritanske kvinde selv om han var sendt til „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Heri afspejlede Jesus Jehovas villighed til at tage imod oprigtige mennesker fra alle nationer. (1 Kongebog 8:41-43) Hverken Jesus eller Jehova ligger under for den snæversynede religiøse fjendtlighed som er så almindelig i verden i dag. Det har givet mange lyst til at lære Skaberen og hans søn nærmere at kende.

Man kan også lære noget andet af Jesu villighed til at undervise denne kvinde. Hun boede på det tidspunkt sammen med en mand som hun ikke var gift med. (Johannes 4:16-19) Men Jesus afholdt sig ikke af den grund fra at tale med hende. Kvinden værdsatte ganske givet at Jesus behandlede hende på lige fod med andre. Og dette tilfælde var ikke enestående. Da nogle farisæere blandt jødernes ledere kritiserede Jesus fordi han spiste sammen med syndere, sagde han: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Gå derfor hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ (Mattæus 9:10-13) Jesus rakte en hjælpende hånd til dem der var tyngede af deres synder — deres overtrædelser af Guds love eller normer. Er det ikke opmuntrende at Gud og hans søn vil hjælpe dem der er nedtrykte som følge af deres tidligere adfærd? — Mattæus 11:28-30.c

Læg mærke til at det var en kvinde Jesus var så venlig og hjælpsom over for ved denne lejlighed i Samaria. Hvorfor er det bemærkelsesværdigt? Fordi jødiske mænd dengang lærte at de ikke burde tale med en kvinde offentligt, end ikke med deres egen kone. Jødiske rabbinere mente ikke at kvinder var i stand til at fatte dybe åndelige emner, men betragtede dem som „overfladiske“. Nogle sagde: „Det er bedre at lovens ord bliver brændt end at de overlades til kvinder.“ Jesu disciple var vokset op i denne atmosfære, så da de kom hen til Jesus, „begyndte [de] at undre sig fordi han talte med en kvinde“. (Johannes 4:27) Denne beretning — blot én ud af mange — viser at Jesus lignede sin Fader, som havde skabt både manden og kvinden og givet dem begge en ærefuld stilling. — 1 Mosebog 2:18.

Senere overtalte den samaritanske kvinde de andre i sin by til at lytte til Jesus. Mange undersøgte sagen og fik tro. De sagde: „Vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ (Johannes 4:39-42) Eftersom vi er en del af menneskehedens ’verden’, har Jesus også stor betydning for vores fremtid.

To fiskeres syn på Jesus

Lad os nu betragte Jesus med to nære venners øjne, nemlig Peters og Johannes’. Disse to fiskere var nogle af Jesu første disciple. (Mattæus 4:13-22; Johannes 1:35-42) Farisæerne betragtede dem som „ulærde og almindelige mennesker“, som hørende til ’landets folk’ (‛am-ha’aʹræts), som de så ned på fordi de ikke havde gået på rabbinernes skoler. (Apostelgerninger 4:13; Johannes 7:49) Mange af disse jævne mennesker, der ’sled og slæbte og var tyngede’ af de religiøse overleveringers åg, længtes efter åndelig oplysning. Professor i kirkehistorie Charles Guignebert ved Sorbonne-universitetet har sagt om disse at „deres hjerte helt tilhørte Jahve [Jehova]“. Jesus vendte ikke disse ydmyge mennesker ryggen for at koncentrere sig om de rige og betydningsfulde. Nej, han åbenbarede Faderen for dem gennem sin undervisning og sine gerninger. — Mattæus 11:25-28.

Peter så med egne øjne hvor omsorgsfuld Jesus var. Kort tid efter at han havde sluttet sig til Jesus, blev hans svigermor syg og fik feber. Da Jesus kom til Peters hus, tog han hende i hånden, og feberen forlod hende! Man kan ikke sige nøjagtig hvordan det gik til, ligesom læger i dag ikke altid helt kan forklare hvad der udvirker en helbredelse, men i hvert fald forlod feberen kvinden. Noget der er vigtigere end at kende den nøjagtige helbredelsesmetode, er at holde sig for øje at Jesu helbredelser var et udtryk for hans medfølelse med de syge. Han ønskede oprigtigt at hjælpe andre, og sådan er hans Fader også. (Markus 1:29-31, 40-43; 6:34) Peters nære kendskab til Jesus viste ham at Skaberen har omsorg for hvert eneste menneske. — 1 Peter 5:7.

På et senere tidspunkt sad Jesus i kvindernes forgård i templet i Jerusalem og kiggede på dem der lagde penge i bidragsbøsserne. De rige lagde mange mønter i, men Jesus så også en fattig enke der gav to småmønter af meget ringe værdi. Det fik ham til at sige til Peter, Johannes og de andre: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne fattige enke lagde mere i end alle de andre som lagde penge i bidragsbøsserne; for de lagde alle i af deres overflod, men hun lagde i af sin armod alt hvad hun havde.“ — Markus 12:41-44.

Det er tydeligt at Jesus lagde mærke til folks gode sider, og at han værdsatte det den enkelte gjorde. Hvordan virkede det mon på Peter og de andre apostle? Jesu eksempel hjalp Peter til at forstå hvordan Jehova er, og han citerede senere disse ord fra en salme: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn.“ (1 Peter 3:12; Salme 34:15, 16) Kan man andet end føle sig draget mod en Skaber og hans søn som lægger mærke til det gode i et menneske, og som gerne vil lytte til vedkommendes bønner?

Efter cirka to års samvær med Jesus var Peter sikker på at Jesus var Messias. Ved en lejlighed spurgte Jesus sine disciple: „Hvem siger folk jeg er?“ Han fik forskellige svar. Så spurgte han: „Men I, hvem siger I jeg er?“ Peter svarede med overbevisning: „Du er Messias.“ Jesu reaktion virker måske overraskende. Han „pålagde . . . dem strengt ikke at sige noget til nogen“ om det. (Markus 8:27-30; 9:30; Mattæus 12:16) Hvorfor gjorde han det? Fordi han ikke ønskede at folk skulle drage slutninger på grundlag af hvad andre sagde; de kunne jo henvende sig til Jesus selv, ikke sandt? (Johannes 10:24-26) Og sådan er det også at Skaberen ønsker at mennesker skal lære ham at kende, nemlig ved selv at undersøge beviserne. Han ønsker at vores tro skal hvile på kendsgerninger. — Apostelgerninger 17:27.

Som man kunne forvente, ville nogle af Jesu landsmænd ikke anerkende ham til trods for de tydelige tegn på at Skaberen var med ham. Mange tænkte mest på deres status eller på at nå politiske mål og brød sig derfor ikke om denne oprigtige, men ydmyge Messias. Da Jesu tjeneste nærmede sig sin afslutning, sagde han: „Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn . . . Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Denne ændrede situation for det jødiske folk var et betydningsfuldt skridt hen imod gennemførelsen af Guds hensigt til velsignelse for alle nationer.

Kort efter hørte Peter og tre andre apostle Jesus fremholde en detaljeret profeti om „afslutningen på tingenes ordning“.d Jesu profeti fik en første opfyldelse i forbindelse med romernes angreb på og ødelæggelse af Jerusalem i årene 66-70. Historien bekræfter at det Jesus forudsagde, virkelig skete. Peter var øjenvidne til mange af de begivenheder Jesus havde forudsagt, hvilket fremgår af de to breve han skrev, Peters Første Brev og Peters Andet Brev. — 1 Peter 1:13; 4:7; 5:7, 8; 2 Peter 3:1-3, 11, 12.

Under sin tjeneste havde Jesus tålmodigt behandlet jøderne venligt. Men han tøvede ikke med at fordømme al uret. Dette gav Peter et klarere billede af Skaberen, og sådan bør det også være for os. Efterhånden som Peter så andre begivenheder indtræffe som en opfyldelse af Jesu profeti, skrev han at kristne ’altid skulle have Jehovas dags nærværelse i tanke’. Han skrev også: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ Derefter skrev han opmuntrende ord om „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:3-13) Ser vi ligesom Peter Guds egenskaber genspejlet i Jesus, og viser vi tillid til hans løfter angående fremtiden?

Hvorfor døde Jesus?

Den sidste aften Jesus var sammen med apostlene, spiste han et særligt måltid sammen med dem. Ved et sådant samvær viste en jødisk vært normalt sin gæstfrihed ved at vaske gæsternes fødder fordi de sikkert havde vandret i sandaler ad støvede veje. Men ingen tilbød at vaske Jesu fødder. Derfor rejste han sig ydmygt, tog et håndklæde og et vaskefad og begyndte at vaske apostlenes fødder. Da det blev Peters tur, skammede denne sig over at blive betjent af Jesus på den måde og sagde: „Du skal aldrig i evighed vaske mine fødder.“ „Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen lod og del med mig,“ svarede Jesus. Han vidste at han snart skulle dø og tilføjede derfor: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ — Johannes 13:5-17.

Flere årtier senere tilskyndede Peter de kristne til at efterligne Jesus, ikke ved at indføre et fodvaskningsritual, men ved ydmygt at betjene andre i stedet for at ’spille herrer’ over dem. Peter forstod også at Jesu eksempel viste at „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed“. Peter havde sandelig lært noget! (1 Peter 5:1-5; Salme 18:35) Men han skulle lære endnu mere.

Judas Iskariot, der var en apostel, men var begyndt at stjæle, førte efter dette sidste måltid en skare bevæbnede mænd hen for at arrestere Jesus. Da det skete, greb Peter ind. Han trak sit sværd og sårede en af mændene i skaren. Jesus irettesatte Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ Mens Peter så til, rørte Jesus derpå ved manden og helbredte ham. (Mattæus 26:47-52; Lukas 22:49-51) Jesus efterlevede tydeligvis sine egne ord om at man skal ’blive ved med at elske sine fjender’ ligesom Faderen, der „lader . . . sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige“. — Mattæus 5:44, 45.

I løbet af denne anstrengende nat blev Jesus i al hast forhørt af den jødiske højesteret. Han blev falskeligt anklaget for gudsbespottelse, ført for den romerske landshøvding og derpå uretfærdigt overgivet til henrettelse. Jøder og romere latterliggjorde ham. Han blev brutalt mishandlet og til sidst pælfæstet. Mange af disse begivenheder opfyldte profetier der var blevet nedskrevet flere hundrede år tidligere. Selv de soldater der så Jesus hænge på marterpælen, indrømmede: „Dette var virkelig Guds søn.“ — Mattæus 26:57–27:54; Johannes 18:12–19:37.

Alt dette fik sikkert Peter og andre til at spørge: ’Hvorfor skulle Messias dø?’ Det forstod de først senere. Primært skete det som en opfyldelse af en profeti i Esajas, kapitel 53, der viste at Messias ville give ikke blot jøderne, men hele menneskeheden mulighed for at opnå frihed. Peter skrev: „Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Peter 2:21-25) Peter havde fattet betydningen af noget Jesus havde sagt: ’Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.’ (Mattæus 20:28) Ja, Jesus måtte give afkald på retten til livet som et fuldkomment menneske for at genløse menneskeheden fra den syndige tilstand den havde arvet fra Adam. Det er en grundlæggende bibelsk lære — genløsningen.

Hvad indebærer genløsningen? Man kan måske illustrere det på denne måde: En eller anden har plantet en fejl (en virus) i et ellers perfekt computerprogram. Det svarer til det Adam gjorde da han syndede ved bevidst at overtræde Guds bud. Vi kan nu føre illustrationen et skridt videre: Hvis man laver kopier af det inficerede program, vil virusen blive overført til alle kopierne; men med et antivirusprogram kan man finde virusen og derefter fjerne den. Tilsvarende har hele menneskeheden ved „kopiering“ fået en „virus“, synden, fra Adam og Eva, og vi har brug for hjælp udefra for at få den slettet eller fjernet. (Romerne 5:12) Ifølge Bibelen har Gud gjort en sådan fjernelse af synden mulig ved hjælp af Jesu død. Det er en kærlig foranstaltning til gavn for os. — 1 Korinther 15:22.

Peters værdsættelse af det Jesus havde gjort, fik ham til ’ikke mere at leve for menneskers lyster, men for Guds vilje, resten af sin tid i kødet’. For Peter indebar dette, som det gør for os, at aflægge dårlige vaner og ophøre med at leve umoralsk. Andre vil måske søge at skabe vanskeligheder for den der stræber efter at gøre „Guds vilje“. Ikke desto mindre vil man opdage at livet bliver rigere og mere meningsfyldt når man gør Guds vilje. (1 Peter 4:1-3, 7-10, 15, 16) Det erfarede Peter, og det samme kan vi erfare i dag hvis vi ’betror vore sjæle, vort liv, til den trofaste Skaber mens vi fortsætter med at gøre det gode’. — 1 Peter 4:19.

En discipel der satte pris på kærlighed

Apostelen Johannes var en anden discipel der var meget sammen med Jesus, og som derfor kan hjælpe os til at få et klarere billede af Skaberen. Johannes skrev et evangelium og tre breve (Første, Andet og Tredje Johannesbrev). I et af sine breve skrev han: „Vi ved at Guds søn er kommet, og han har givet os forstand så vi kan kende den sande [Skaberen]. Og vi er i samhørighed med den sande, ved hjælp af hans søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt liv.“ — 1 Johannes 5:20.

Johannes måtte bruge sin forstand for at lære „den sande“ at kende. Hvad fandt han ud af om Skaberens egenskaber? „Gud er kærlighed,“ skrev han, „og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud.“ Hvordan kunne Johannes være sikker på det? „Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn“ som et sonoffer for os. (1 Johannes 4:10, 16) Den kærlighed Gud viste ved at lade sin søn dø for os, gjorde et dybt indtryk både på Johannes og Peter.

Johannes, som havde stået Jesus meget nær, forstod Jesu følelser. En hændelse i Betania, i nærheden af Jerusalem, virkede stærkt på Johannes. Jesus havde fået at vide at hans ven Lazarus var meget syg, men da han og apostlene nåede til Betania, havde Lazarus været død i mindst fire dage. Johannes var klar over at Jesus fik sin kraft fra Skaberen, kilden til livet, også til menneskelivet. Kunne Jesus oprejse Lazarus? (Lukas 7:11-17; 8:41, 42, 49-56) Jesus sagde til Lazarus’ søster Marta: „Din broder skal opstå.“ — Johannes 11:1-23.

Derefter så Johannes en anden af Lazarus’ søstre, Maria, komme Jesus i møde. Hvordan reagerede Jesus? Han „stønnede . . . i ånden og oprørtes“. For at beskrive Jesu reaktion brugte Johannes et græsk ord (gengivet „stønnede“ på dansk) som indeholder tanken om at være så dybt bevæget at man ikke kan lade være med at stønne. Johannes kunne se at Jesus var ’oprørt’; han var i affekt på grund af dyb sorg. Jesus var ikke upåvirket eller meget behersket. Han „gav tårerne frit løb“. (Johannes 11:30-37) Jesus nærede tydeligvis dybe følelser. At se dette hjalp Johannes — ligesom det bør hjælpe os — til at forstå at Skaberen føler med sine skabninger.

Johannes vidste desuden at Jesu følelser var forbundet med handling, for han hørte Jesus råbe: „Lazarus, kom ud!“ Og Lazarus kom til live og kom ud af graven. Hans søstre og de andre tilskuere må have været ubeskriveligt glade! Mange af dem fik tro på Jesus. Hans fjender kunne ikke benægte at han havde oprejst Lazarus, men da nyheden om det spredtes, lagde de råd op om at dræbe både Lazarus og Jesus. — Johannes 11:43; 12:9-11.

Bibelen beskriver Jesus som ’det nøjagtige udtryk for selve Skaberens væsen’. (Hebræerne 1:3) Jesu tjeneste er derfor et tydeligt udtryk for hans eget og hans Faders inderlige ønske om at gøre alt godt igen, alt det som sygdom og død har forvoldt. Der er altså ikke kun tale om de få opstandelser der berettes om i Bibelen. Johannes hørte Jesus sige: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Sønnens] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Læg mærke til at Johannes her brugte et ord der gengives med „mindegravene“ i stedet for det almindelige ord for grav. Hvorfor gjorde han det?

Det skyldes at de der er i „mindegravene“, er bevaret i Guds erindring. Det betyder at Skaberen af det umådelige univers kan huske alt hvad der kendetegnede dem der er døde, både deres nedarvede og deres erhvervede egenskaber. (Jævnfør Esajas 40:26.) Og han ikke blot kan huske dem; både han og hans søn ønsker at huske dem. Om det vidunderlige opstandelseshåb sagde den trofaste Job om Gud: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du [Jehova] vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15; Markus 1:40-42) En sådan kærlig Skaber er værd at tilbede.

Jesu opstandelse — grundlaget for et meningsfyldt liv

Den elskede discipel Johannes iagttog Jesus på nært hold indtil denne døde. Johannes beskrev endog hans opstandelse, den vigtigste opstandelse der nogen sinde har fundet sted, og en begivenhed der danner et solidt grundlag for at vi kan få et varigt og meningsfyldt liv.

Jesu fjender lod ham henrette. Han blev naglet til en pæl som en simpel forbryder. Tilskuerne — deriblandt religiøse ledere — hånede ham mens han led i flere timer. Men da han fik øje på sin mor, sagde han trods sine pinsler til hende om Johannes: „Kvinde, se! Din søn!“ På det tidspunkt må Maria have været enke, og hendes andre børn var endnu ikke blevet disciple.e Jesus betroede derfor sin aldrende mor til disciplen Johannes’ omsorg. Også dette genspejler Skaberens indstilling, for han tilskynder til at man viser enker og faderløse omsorg. — Johannes 7:5; 19:12-30; Markus 15:16-39; Jakob 1:27.

Men hvordan kunne Jesus gennemføre sin opgave som det „afkom“ ved hvilket ’alle jordens nationer skulle velsigne sig’, nu da han var død? (1 Mosebog 22:18) Ved sin død på denne eftermiddag i april år 33 gav Jesus sit liv som grundlag for genløsningen. Det må have smertet hans medfølende Fader at se hvilke pinsler hans uskyldige søn måtte gennemgå. Men på denne måde blev den løsesum der var nødvendig for at menneskeheden kunne blive udfriet fra syndens og dødens trældom, tilvejebragt. (Johannes 3:16; 1 Johannes 1:7) Vejen var nu banet for en storslået og lykkelig afslutning.

Eftersom Jesus Kristus indtager en central plads i gennemførelsen af Guds hensigter, måtte han vækkes til live igen. Det var hvad der skete, og Johannes så det med egne øjne. Om morgenen på den tredje dag efter Jesu død og gravlæggelse gik nogle disciple ud til graven. Den var tom. Disciplene var rådvilde indtil Jesus viste sig for flere forskellige. Maria Magdalene fortalte: „Jeg har set Herren!“ Disciplene troede hende ikke. Senere samledes de i et aflåst værelse, og Jesus viste sig igen og talte endog med dem. Inden for få dage så over 500 mænd og kvinder at Jesus virkelig var i live. Hvis nogle var skeptiske, kunne de selv tale med disse pålidelige vidner og høre deres udsagn. De kristne kunne være sikre på at Jesus var blevet oprejst og nu levede som en åndeskabning ligesom sin himmelske Fader. Vidnesbyrdene om dette var så rigelige og så troværdige at mange hellere ville se døden i øjnene end benægte at Jesus var opstået fra de døde. — Johannes 20:1-29; Lukas 24:46-48; 1 Korinther 15:3-8.f

Apostelen Johannes blev selv forfulgt fordi han vidnede om Jesu opstandelse. (Åbenbaringen 1:9) Mens han var landsforvist, fik han imidlertid en usædvanlig belønning. Jesus gav ham en række syner der giver os et klarere billede af Skaberen og åbenbarer hvad fremtiden vil bringe. Disse syner er nedskrevet i Åbenbaringens Bog, som indeholder mange billeder der har symbolsk betydning. Jesus Kristus skildres her som en sejrende konge der snart vil vinde den endelige sejr over sine fjender. Blandt disse fjender er døden (en fjende af os alle) og den fordærvede åndeskabning ved navn Satan. — Åbenbaringen 6:1, 2; 12:7-9; 19:19–20:3, 13, 14.

Mod slutningen af sit apokalyptiske budskab fik Johannes et syn af den tid hvor Jorden vil blive et paradis. En stemme beskrev de forhold der vil råde til den tid: „Gud selv vil være hos [menneskene]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:3, 4) Dette sker som led i gennemførelsen af Guds hensigt, opfyldelsen af det løfte han gav Abraham. — 1 Mosebog 12:3; 18:18.

Tilværelsen til den tid vil være „det virkelige liv“, noget der kan sammenlignes med det Adam kunne se frem til da han blev skabt. (1 Timoteus 6:19) Menneskene vil ikke længere behøve at famle sig frem for at finde deres Skaber og forstå deres forhold til ham. Man kunne imidlertid spørge: ’Hvornår vil alt dette ske? Og hvorfor har en omsorgsfuld Skaber tilladt ondskab og lidelser at eksistere helt frem til vor tid?’ Disse spørgsmål vil blive behandlet i det følgende kapitel.