Som det er karakteristisk for Jehova, sendte han nidkære profeter til folket for at bekendtgøre hvordan han så på den situation der var ved at udvikle sig.d Jeremias overbragte disse ord fra Jehova: „Lige fra den dag da jeres forfædre gik ud af Ægyptens land og indtil denne dag . . . blev [jeg] ved med at sende alle mine tjenere profeterne til jer, idet jeg sendte dem daglig, igen og igen.“ Men folket hørte ikke på Gud. De handlede værre end deres forfædre! (Jeremias 7:25, 26) Jehova advarede dem gang på gang fordi „han havde medlidenhed med sit folk“. Men de ville stadig ikke lytte. Så tillod han babylonierne at indtage Jerusalem og lægge landet øde i 607 f.v.t. I 70 år lå det øde hen. — 2 Krønikebog 36:15, 16; Jeremias 25:4-11.

Templet blev med tiden genopbygget, men Jerusalem var i en ynkelig forfatning. Murene og portene lå i ruiner. Gud lod derfor Nehemias og andre fremstå for at opmuntre og organisere jøderne. En bøn som vi kan læse i Nehemias, kapitel 9, giver et indtryk af hvordan Jehova var over for israelitterne. Den viser at Jehova er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. Denne bøn viser også at Jehova handler i overensstemmelse med sine fuldkomne normer for retfærdighed. Selv når han med god grund kan udøve sin magt til at eksekvere en dom, er han parat til at afveje retfærdigheden med kærlighed. At gøre dette på en ligevægtig og god måde kræver visdom. Det er tydeligt at den måde hvorpå Skaberen handlede over for Israels folk, bør drage os nærmere til ham og give os lyst til at gøre hans vilje.