Jehovas barmhjertighed. Både navneordet (rachamīmʹ) og udsagnsordet (rachamʹ) anvendes mest i forbindelse med Jehovas omsorg for sit pagtsfolk. Guds barmhjertighed med dette folk sammenlignes med en kvindes barmhjertighed med de børn hun har født, og med en faders barmhjertighed med sine sønner. (Es 49:15; Sl 103:13) Eftersom israelitterne jævnlig forlod retfærdighedens vej og kom i store vanskeligheder, havde de ofte særlig brug for barmhjertig hjælp. Når de lagde den rette hjerteindstilling for dagen og vendte om til Jehova, var han hver gang parat til at glemme sin vrede mod dem og vise medfølelse, gunst og velvilje. (5Mo 13:17; 30:3; Sl 102:13; Es 54:7-10; 60:10) Dét at han sendte sin søn til jorden og lod ham fødes i Israel, var et vidnesbyrd om at jøderne ville opleve et kommende „daggry“ med hensyn til Guds medfølelse og barmhjertighed. — Lu 1:50-58, 72-78.

Det græske eʹleos indeholder nogenlunde samme betydning som det hebraiske rachamīmʹ. Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words siger: „ELEOS (ἔλεος) ’er den ydre tilkendegivelse af medlidenhed; den forudsætter et behov hos modtageren samt at giveren har tilstrækkelige ressourcer til at opfylde behovet’.“ Det tilsvarende udsagnsord (eleeʹō) betyder i almindelighed „at have medfølelse med en anden i dennes elendighed og især at vise denne medfølelse i handling“. (1981, bd. 3, s. 60, 61) Blinde, dæmonbesatte, spedalske og forældre til syge børn var således blandt dem der fremkaldte eʹleos — barmhjertighed eller medlidenhed udtrykt i handling. (Mt 9:27; 15:22; 17:15; Mr 5:18, 19; Lu 17:12, 13) Da nogle råbte til Jesus: „Vis os barmhjertighed,“ udførte han mirakler som bragte deres lidelser til ophør. Han gjorde det ikke udeltagende og rutinemæssigt, men fordi han „havde inderligt ondt af dem“. (Mt 20:31, 34) Evangelieskribenten bruger her udsagnsordet splagchniʹzomai, der er beslægtet med splagʹchna, som bogstaveligt betyder „indvolde“. (Apg 1:18) Dette udsagnsord betegner følelsen medlidenhed, hvorimod eʹleos betegner det aktive udtryk for denne medlidenhed, altså en barmhjertighedsgerning.

Udtrykkes ikke kun i forbindelse med dom og straf. At være barmhjertig indeholder ofte tanken om at være overbærende, at undlade eller at afholde sig fra at straffe på grund af medlidenhed eller medfølelse. I denne sammenhæng bliver ordet synonymt med „nåde“, som når en dommer „lader nåde gå for ret“ idet han idømmer en mildere dom end loven kræver. Eftersom barmhjertighed hører med til Guds egenskaber sammen med retfærdighed og sandfærdighed (Sl 40:11; Ho 2:19) og er i harmoni med dem, og eftersom alle mennesker er født som syndere og fortjener syndens løn, døden (Ro 5:12; jf. Sl 130:3, 4; Da 9:18; Tit 3:5), er det klart at Guds barmhjertighed ofte kommer til udtryk ved at han tilgiver overtrædelse eller mildner en dom eller straf. (Sl 51:1, 2; 103:3, 4; Da 9:9; Mik 7:18, 19) Men som det fremgår af det foregående, indebærer det hebraiske og det græske ord (rachamīmʹ; eʹleos) mere end blot det at tilgive eller at tilbageholde straf. Tilgivelse af en overtræder er ikke i sig selv den barmhjertighed der normalt beskrives med disse ord, men tilgivelsen åbner vejen for denne barmhjertighed. Når Gud viser barmhjertighed, lader han naturligvis aldrig sine fuldkomne retfærdsnormer ude af betragtning, og af den grund har han tilvejebragt genløsningsofferet ved sin søn, Jesus Kristus, så han kan tilgive synder uden at krænke retfærdighedens krav. — Ro 3:25, 26.

Barmhjertighed indebærer altså ikke blot det at tilgive eller at tilbageholde straf, en negativ handling. Som oftest bruges det om en positiv handling, som et udtryk for hensynsfuldhed eller medfølelse der bringer lindring til dem som er i nød og har behov for barmhjertighed.

Dette kommer udmærket frem i Jesu lignelse om samaritaneren der så en rejsende ligge ved vejsiden, slået fordærvet og frarøvet alt. Han viste sig som denne mands „næste“ idet han fik inderligt ondt af ham og „handlede barmhjertigt mod ham“ ved at behandle hans sår og drage omsorg for ham. (Lu 10:29-37) Her var ikke tale om en retslig indgriben eller tilgivelse af en uret adfærd.

Bibelen viser derfor at Jehova Guds barmhjertighed ikke blot er en egenskab der kommer til udtryk når mennesker står „anklaget“ for ham fordi de har gjort noget forkert. Tværtimod viser den at barmhjertighed er en egenskab som er karakteristisk for hele Guds personlighed, en egenskab han altid viser dem der er i nød; den er en side af hans kærlighed. (2Kor 1:3; 1Jo 4:8) Han er ikke som nationernes hårde, ufølsomme guder. Nej, „Jehova er nådig og barmhjertig, sen til vrede og stor i loyal hengivenhed. Jehova er god mod alle, og hans barmhjertighed hviler over alt hvad han har frembragt.“ (Sl 145:8, 9; jf. Sl 25:8; 104:14, 15, 20-28; Mt 5:45-48; Apg 14:15-17.) Han er „rig på barmhjertighed“, og den visdom der udgår fra ham, er „fuld af barmhjertighed“. (Ef 2:4; Jak 3:17) Jesus, der åbenbarede Faderen (Joh 1:18), viste den samme egenskab i sin personlighed, i sin tale og i sine handlinger. Da folkeskarerne kom for at høre ham, og endnu inden han havde set hvordan de ville reagere på hans ord, „fik han inderligt ondt [en form af splagchniʹzomai] af dem“ fordi de var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. — Mt 9:36; Mr 6:34; jf. Mt 14:14; 15:32.

Menneskehedens behov. Det er tydeligt at menneskenes største og dybest liggende brist er synden, som de har arvet fra deres første forfader, Adam. Alle befinder sig således i en ynkværdig tilstand og har behov for en udfrielse. Jehova Gud har handlet barmhjertigt over for menneskeheden som et hele ved at tilvejebringe det middel hvorved vi kan blive befriet for denne alvorlige brist og dens følger, sygdom og død. (Mt 20:28; Tit 3:4-7; 1Jo 2:2) Barmhjertig som han er, viser han tålmodighed fordi han „ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2Pe 3:9) Det er hans inderlige ønske at gøre godt mod alle og at vise barmhjertighed. (Jf. Es 30:18, 19.) Han „finder ikke behag i den ugudeliges død“, og „det er ikke af hjertet han har voldt menneskenes sønner nød eller volder dem græmmelse“, som der siges i forbindelse med Judas og Jerusalems ødelæggelse. (Ez 33:11; Kl 3:31-33) Men når nogle er hårdhjertede, genstridige og nægter at tage imod hans nåde og barmhjertighed, nødsages han til at handle anderledes imod dem, at ’lukke til’ for sin barmhjertighed mod dem. — Sl 77:9; Jer 13:10, 14; Es 13:9; Ro 2:4-11.

Kan ikke tages for givet. Skønt Jehova viser stor barmhjertighed mod dem der kommer til ham i oprigtighed, vil han på ingen måde fritage dem for straf som undlader at ændre sind, og som derfor virkelig fortjener straf. (2Mo 34:6, 7) Man kan ikke tage Guds barmhjertighed for givet; man kan ikke synde helt ustraffet eller undgå de naturlige følger af en uret handlemåde. (Ga 6:7, 8; jf. 4Mo 12:1-3, 9-15; 2Sa 12:9-14.) Jehova kan i sin barmhjertighed være tålmodig og vise sin langmodighed med nogen for at give dem lejlighed til at rette deres forkerte adfærd. Selv om han giver sit mishag til kende, vil han ikke forlade dem fuldstændigt, men vil barmhjertigt fortsætte med at hjælpe og lede dem i et vist omfang. (Jf. Ne 9:18, 19, 27-31.) Men hvis de ikke tager imod hans hjælp, er der grænser for hans tålmodighed, og for sit navns skyld holder han op med at vise dem barmhjertighed og griber ind over for dem. — Es 9:17; 63:7-10; Jer 16:5-13, 21; jf. Lu 13:6-9.

Ledes ikke af menneskelige normer. Det er ikke overladt til mennesker at fastlægge de normer eller opstille de kriterier hvorefter Gud skal vise barmhjertighed. Fra sin bolig i himmelen, hvorfra han har det bedste overblik, og i harmoni med sin egen gode hensigt, sin fremsynethed og sin evne til at læse menneskers hjerter, ’viser han barmhjertighed mod den som han vil vise barmhjertighed’. (2Mo 33:19; Ro 9:15-18; jf. 2Kg 13:23; Mt 20:12-15.) I Romerbrevet, kapitel 11, viser apostelen Paulus hvordan Gud har lagt en uforlignelig visdom og barmhjertighed for dagen ved at give ikkejøder, eller hedninger, mulighed for at få adgang til det himmelske rige. Hedningerne stod uden for Israels nation og havde derfor ikke været genstand for den barmhjertighed der fulgte med pagtsforholdet til Gud, og de havde ikke levet i lydighed mod Gud. (Jf. Ro 9:24-26; Ho 2:23.) Paulus forklarer at muligheden først blev tilbudt israelitterne, men at de fleste af dem var ulydige. Dette medførte at vejen blev åbnet for hedningerne så de også kunne blive en del af det „kongerige af præster“, den ’hellige nation’, der var givet løfte om. (2Mo 19:5, 6) Paulus slutter: „For Gud har spærret dem alle [jøder og hedninger] inde i ulydighedens fængsel, for at han kunne vise dem alle barmhjertighed.“ Ved Kristi genløsningsoffer kunne den adamitiske synd, der virker i alle mennesker, blive fjernet fra alle som udviste tro (hedninger indbefattet), og ved hans død på marterpælen kunne Lovens forbandelse blive fjernet fra dem der var underlagt den (jøderne), sådan at alle kunne opnå barmhjertighed. Apostelen udbryder: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ — Ro 11:30-33; Joh 3:16; Kol 2:13, 14; Ga 3:13.

Jehova Gud satte eksemplet med hensyn til at vise barmhjertighed mod dem der er i nød, og han kan bevæge andre til at vise den samme indstilling. Det var derfor kong Salomon kunne bede om at Jehova ville lade israelitterne finde barmhjertighed hos deres erobrere hvis de blev taget til fange på grund af troløshed. (1Kg 8:50) Hvad svaret på denne bøn angår, skrev salmisten under inspiration: „Han lod dem finde barmhjertighed hos alle der holdt dem fangne.“ (Sl 106:46) Siden lod Jehova en angrende rest af jøder vende tilbage til deres land. (Jer 33:26; Ezr 1:1-4) Og i overensstemmelse med Jehovas vilje gav kong Artaxerxes Nehemias lov til at genopbygge byen Jerusalem. — Ne 1:11–2:6.