Vil du efterligne Guds barmhjertighed?

„Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ — EFESERNE 5:1.

1. Hvorfor bør vi alle være på vagt med hensyn til at efterligne andre?

DE FLESTE mennesker efterligner andre, på godt og ondt. Ja, vi bliver alle påvirket af dem vi omgås. I Ordsprogene 13:20 advarer den inspirerede skribent: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ Det er derfor med god grund at Guds ord også siger: „Efterlign ikke det onde, men det gode. Den der øver godt er af Gud.“ — 3 Johannes 11.

2. Hvem bør vi efterligne, og hvordan?

² Bibelen nævner mange mænd og kvinder der er efterlignelsesværdige eksempler. (1 Korinther 4:16; 11:1; Filipperne 3:17) Men det er naturligvis først og fremmest Gud vi må efterligne. Efter at Paulus har gjort opmærksom på bestemte egenskaber og handlinger som vi bør undgå, tilskynder han os i Efeserbrevet 4:32 til at være ’inderligt medfølende, idet vi frit tilgiver hinanden’. Dernæst følger denne artikels temaskriftsted: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ — Efeserne 4:31–5:2.

3, 4. Hvordan beskriver Gud sig selv, og hvorfor bør vi tænke nærmere over hvad det vil sige at han er retfærdig?

³ Men hvad er det, nærmere betegnet, vi bør efterligne hos Gud? Som det fremgår af den beskrivelse Gud gav Moses af sin egen person, er der mange sider af Hans personlighed og handlemåde: „Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf, idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner.“ — 2 Mosebog 34:6, 7.

⁴ Eftersom Jehova „elsker retfærdighed og ret“, bør vi naturligvis være godt kendt med denne side af hans personlighed, så vi kan efterligne den. (Salme 33:5; 37:28) Han er menneskehedens Skaber, øverste Dommer og Lovgiver, og handler derfor retfærdigt over for alle. (Esajas 33:22) Dette kom tydeligt til udtryk i de krav om retfærdighed som han håndhævede over for sit folk Israel og senere over for den kristne menighed.

Guddommelig retfærdighed i praksis

5, 6. Hvordan kom Guds retfærdighed til udtryk over for Israels folk?

⁵ Da Gud udvalgte israelitterne som sit folk, spurgte han dem om de ’nøje ville adlyde hans røst og holde hans pagt’. Folket, der var samlet ved foden af Sinaj Bjerg, svarede alle som én: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (2 Mosebog 19:3-8) Det var et alvorligt løfte! Ved hjælp af engle gav Gud israelitterne omkring 600 love som de var forpligtede til at overholde, idet de nu var indviet til ham. Men hvad nu hvis nogle ikke ville adlyde disse love? En der havde dyb indsigt i Guds lov forklarer: „Det ord der blev udtalt gennem engle viste sig at stå fast, og enhver overtrædelse og ulydighed fik retfærdig straf.“ — Hebræerne 2:2.

⁶ Ja, den israelit der ikke ville adlyde „fik retfærdig straf“, ikke udmålt efter menneskers mangelfulde norm for retfærdighed, men efter Skaberens norm. Gud fastsatte forskellige straffe for forskellige overtrædelser. Den strengeste straf var ’udryddelse’, det vil sige henrettelse. Den skulle idømmes ved grove overtrædelser som afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud, incest, omgang med dyr, homoseksualitet, børneofring, mord og misbrug af blod. (3 Mosebog 17:14; 18:6-17, 21-29) Men enhver israelit kunne blive ’udryddet’ såfremt vedkommende med vilje og uden at ændre sind overtrådte nogle af Guds love. (4 Mosebog 4:15, 18; 15:30, 31) Når disse retfærdige bestemmelser fra Gud blev håndhævet ville det uden tvivl også komme til at berøre overtrædernes efterkommere.

7. Hvad indebar det for Guds folk i fortiden at håndhæve retfærdigheden?

⁷ Straffe som disse understregede alvoren i at overtræde Guds lov. Hvis for eksempel en ung mand blev en dranker og en frådser, skulle han stilles for dommerne. Hvis de kom til den slutning at han var genstridig og opsætsig, skulle forældrene deltage i eksekveringen af dommen. (5 Mosebog 21:18-21) De forældre der er iblandt os kan sikkert forestille sig hvor svært det må have været. Gud vidste imidlertid at det var nødvendigt for at ugudeligheden ikke skulle brede sig blandt de sande tilbedere. (Ezekiel 33:17-19) Det var en foranstaltning som var truffet af ham om hvem det blev sagt: „Alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ — 5 Mosebog 32:4.

8. Hvordan viste Guds retfærdighed sig i forbindelse med den kristne menighed?

⁸ Flere hundrede år senere forstødte Gud Israels folk og udvalgte i stedet den kristne menighed. Men Jehova forandrede sig ikke. Han holdt fast ved sin retfærdighed og blev omtalt som „en fortærende ild“. (Hebræerne 12:29; Lukas 18:7, 8) Jehova havde derfor stadig en foranstaltning til at indprente gudsfrygt i hele menigheden, idet indviede kristne der fremturede i overtrædelser skulle udstødes.

9. Hvad er udstødelse, og hvilket formål tjener denne ordning?

⁹ Hvilket formål tjener det at udstøde nogen? Vi har et konkret eksempel i den måde hvorpå man behandlede en sag i det første århundrede. En kristen i Korinth havde et umoralsk forhold til sin faders hustru og ville ikke ændre sind. Apostelen Paulus gav derfor besked på at han skulle udstødes af menigheden. Dette skridt var nødvendigt for at værne om Guds folks renhed — for „lidt surdej gennemsyrer hele dejen“. Ved at udstøde ham ville man forhindre at hans onde adfærd bragte vanære over Gud og hans folk. Den alvorlige tugt der ligger i udstødelsen kunne måske ryste ham så han kom til fornuft, og indprente gudsfrygt i ham og i menigheden. — 1 Korinther 5:1-13; jævnfør Femte Mosebog 17:2, 12, 13.

10. Hvordan skal Guds tjenere reagere hvis nogen bliver udstødt?

¹⁰ Gud påbyder at kristne skal „holde op med at omgås enhver som [er blevet udstødt fordi vedkommende fremturer i sin onde adfærd], ja end ikke spise sammen med en sådan“.a Den udstødte bliver derved afskåret fra fællesskabet og dermed fra samvær med dem som er loyale og besluttede på at følge Guds lov. Nogle af disse loyale er måske slægtninge til den udstødte, uden dog at tilhøre den samme husstand. Det kan måske være svært for sådanne slægtninge at følge dette guddommelige påbud. Men det var heller ikke let for jødiske forældre under Moseloven at skulle deltage i henrettelsen af en søn som havde vist sig at være en uforbederlig overtræder. Guds påbud er imidlertid helt utvetydigt. Derfor kan vi også være sikre på at det er retfærdigt at udstøde. — 1 Korinther 5:1, 6-8, 11; Titus 3:10, 11; 2 Johannes 9-11; se Vagttårnet for 15. november 1981, side 18-23; 15. april 1988, side 28-31.

11. Hvordan kan forskellige sider af Guds personlighed manifestere sig i forbindelse med en udstødelse?

¹¹ Vi må imidlertid huske at vor Gud ikke blot er retfærdig; han er også „rig på loyal hengivenhed“ og „tilgiver misgerning og overtrædelse“. (4 Mosebog 14:18) Gud viser tydeligt i sit ord at en udstødt kan ændre sind og søge hans tilgivelse. Erfarne tilsynsmænd kan derefter holde et møde med den udstødte, idet de omhyggeligt og under bøn overvejer om der er vidnesbyrd som viser at vedkommende har ændret sind med hensyn til den overtrædelse der førte til udstødelsen. (Jævnfør Apostelgerninger 26:20.) Hvis der er det, kan han eller hun genoptages i menigheden, som det fremgår af Andet Korintherbrev 2:6-11. Nogle har imidlertid været afskåret fra Guds menighed i mange år. Kan man gøre noget for at hjælpe sådanne til at finde vej tilbage?

Retfærdighed afvejet med barmhjertighed

12, 13. Hvorfor indbefatter dét at efterligne Gud mere end at afspejle hans retfærdighed?

¹² I det foregående har vi hovedsagelig beskæftiget os med den ene af de egenskaber som Gud besidder ifølge Anden Mosebog 34:6, 7, nemlig retfærdighed. Men de der ønsker at efterligne Gud bør ikke kun lægge vægt på retfærdigheden. Hvorfor ikke? Hvis vi skulle bygge en model af Salomons tempel, ville det så være nok at studere en enkelt søjle? (1 Kongebog 7:15-22) Nej, for det ville næppe give os et fuldstændigt billede af templets opbygning og funktion. Sådan forholder det sig også når vi ønsker at efterligne Gud. Vi må efterligne andre af hans egenskaber end retfærdighed. Der står for eksempel også om ham at han er en ’barmhjertig og nådig Gud, som er sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder og tilgiver misgerning’.

¹³ Barmhjertighed og villighed til at tilgive er grundlæggende træk hos Gud, som det også fremgår af den måde han behandlede Israel på. Skønt retfærdighedens Gud ikke undlod at straffe dem for deres gentagne overtrædelser, kom også hans store barmhjertighed og tilgivende indstilling klart til udtryk. „Han gjorde sine veje kendt for Moses, sine gerninger for Israels sønner. Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse.“ (Salme 103:7-9; 106:43-46) Ja, et tilbageblik over alt hvad Gud har gjort i århundredernes løb viser at disse ord er sande. — Salme 86:15; 145:8, 9; Mika 7:18, 19.

14. Hvordan viste Jesus at han efterlignede Guds barmhjertighed?

¹⁴ Eftersom Jesus Kristus er „[Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“, må vi forvente at han besidder en lignende barmhjertighed og villighed til at tilgive. (Hebræerne 1:3) Dette bekræftes af den måde han behandlede andre på. (Mattæus 20:30-34) Også i ord lagde han stor vægt på barmhjertighed, som det fremgår af Lukas, kapitel 15. De tre lignelser vi finder i dette kapitel viser tydeligt at Jesus efterlignede Jehova, og de indeholder betydningsfuld vejledning for os.

Bekymring for det der gik tabt

15, 16. Hvad ansporede Jesus til at fremsætte lignelserne i Lukas 15?

¹⁵ Disse illustrationer, eller billedtaler, viser at Gud barmhjertigt er interesseret i syndere, og de tegner et harmonisk helhedsbillede som vi bør efterligne. Lad os nøje overveje de omstændigheder der dannede baggrund for illustrationerne: „Alle skatteopkræverne og synderne blev ved med at komme til [Jesus] for at høre ham. Derfor gik både farisæerne og de skriftlærde og mumlede vredt, idet de sagde: ’Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.’“ — Lukas 15:1, 2.

¹⁶ Alle de implicerede var jøder. Farisæerne og de skriftlærde roste sig af deres egen retfærdighed over for Loven, som de foregav at adlyde til mindste detalje. Gud godkendte imidlertid ikke en sådan påtaget retfærdighed. (Lukas 16:15) De skatteopkrævere der nævnes var øjensynlig jøder som inddrev skatter for Rom. De var en foragtet gruppe fordi mange af dem krævede alt for høje skatter af deres landsmænd. (Lukas 19:2, 8) De blev sidestillet med „syndere“, et udtryk der blandt andet omfatter umoralske personer, ja, selv prostituerede. (Lukas 5:27-32; Mattæus 21:32) Jesus spurgte imidlertid de forargede religiøse ledere:

17. Hvad handlede den første lignelse i Lukas 15 om?

¹⁷ „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’ Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ De religiøse ledere forstod udmærket dette billede. Fårehjorde og hyrder var et ganske almindeligt syn. Omsorgsfuldt lod hyrden de nioghalvfems får gå på en græsgang de kendte mens han gik ud for at søge efter det bortkomne får. Hyrden blev ved indtil han havde fundet det, og bar så forsigtigt det skræmte får tilbage til hjorden. — Lukas 15:4-7.

18. Hvilken grund til glæde blev fremhævet i Jesu anden illustration i Lukas 15?

¹⁸ Jesus fremsatte endnu en illustration: „Eller hvilken kvinde som har ti drakmestykker, vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“ (Lukas 15:8-10) En drakme svarede næsten til en dagløn for en arbejder. Kvindens mønt kan have været et arvestykke eller den kan have været en del af et halssmykke. Da den blev væk søgte hun omhyggeligt efter den, og da hun fandt den glædede hun sig sammen med sine veninder. Hvad fortæller dette os om Gud?

Glæde i himmelen — over hvad?

19, 20. Hvem handlede de to første lignelser i Lukas 15 egentlig om, og hvilket centralt punkt understreger de?

¹⁹ Disse to lignelser blev fremholdt som svar på kritik af Jesus, der nogle måneder tidligere havde præsenteret sig selv som „den rigtige hyrde“ der ville sætte sin sjæl til for fårene. (Johannes 10:11-15) De drejede sig imidlertid ikke i første række om Jesus. De skriftkloge og farisæerne havde nemlig behov for at lære om Guds indstilling og handlemåde. Det var derfor Jesus sagde at der er glæde i himmelen over en synder der vender om. Disse religionsudøvere hævdede ganske vist at de tjente Jehova, men de efterlignede ham ikke. Jesu barmhjertige optræden var derimod helt i harmoni med hans Faders vilje. — Lukas 18:10-14; Johannes 8:28, 29; 12:47-50; 14:7-11.

²⁰ Hvis der var grund til at glæde sig over én ud af hundrede, ville der være endnu større grund til at glæde sig over én ud af ti. Det er ikke svært for os at fornemme den glæde kvinden følte da hun fandt den bortkomne mønt! Også i dette tilfælde rettes vor opmærksomhed mod himmelen, idet vi får at vide at „Guds engle“ glæder sig med Jehova „over én synder der ændrer sind“. Læg mærke til det sidste udtryk: „ændrer sind“. Disse lignelser handler i virkeligheden om syndere der ændrer sind. Og det understreges i begge tilfælde at det er på sin plads at glæde sig når sådanne ændrer sind.

21. Hvad bør vi lære af Jesu lignelser i Lukas 15?

²¹ De vildfarne religiøse ledere der selvtilfredse fulgte Lovens bogstav i stedet for dens ånd, overså helt at Gud er „barmhjertig og nådig . . . tilgiver misgerning og overtrædelse og synd“. (2 Mosebog 34:6, 7) Hvis de havde efterlignet denne side af Guds personlighed og måde at handle på, ville de have påskønnet Jesu barmhjertighed over for syndere der ændrede sind. Hvordan ser vi på det? Tager vi denne vejledning til hjerte og følger den? Lad os overveje den tredje lignelse Jesus fremsatte i denne forbindelse.

Sindsændring og barmhjertighed i praksis

22. Genfortæl kort den tredje illustration i Lukas 15.

²² Denne illustration er ofte blevet omtalt som lignelsen om den fortabte søn. Men når vi læser den vil vi måske også forstå hvorfor nogle ser den som en beretning om en faders kærlighed. Den handler om en families yngste søn der får sin arv udbetalt af sin fader. (Jævnfør Femte Mosebog 21:17.) Den unge mand rejser til et fjernt land, sætter sin formue til på et udsvævende liv, må påtage sig at vogte svin og kommer så langt ud at han endog hungrer efter svinenes føde. Langt om længe kommer han til fornuft og beslutter sig til at vende hjem, blot han må få lov at arbejde som daglejer for sin fader. Da han nærmer sig hjemmet træffer hans fader forberedelser til at byde ham velkommen, ja endog til at holde en fest for ham. Den ældste søn, der var blevet hjemme for at arbejde, er fortrydelig over den barmhjertighed der bliver vist hans yngre broder. Men faderen siger til ham at der er grund til glæde fordi den søn som var død, nu er kommet til live. — Lukas 15:11-32.

23. Hvad bør vi lære af lignelsen om den fortabte søn?

²³ Nogle af de skriftlærde og farisæerne har sikkert haft på fornemmelsen at de blev sammenlignet med den ældste søn, i modsætning til synderne som blev skildret ved den yngste søn. Men fik de fat i meningen med lignelsen — og gør vi? Denne billedtale kaster lys over en fremtrædende egenskab hos vor barmhjertige himmelske Fader, nemlig hans villighed til at tilgive hvis en synder oprigtigt ændrer sind og vender om. Den burde have bevæget tilhørerne til også at glæde sig over at angrende syndere kunne opnå tilgivelse. Det er sådan Gud ser på sagen, og sådan må de der vil efterligne ham også se på det. — Esajas 1:16, 17; 55:6, 7.

24, 25. Hvilke sider af Guds personlighed bør vi søge at efterligne?

²⁴ Det er tydeligt at alle Guds veje er præget af retfærdighed. De der ønsker at efterligne Jehova må derfor sætte retfærdigheden højt og stræbe efter at følge den. Men Jehova følger ikke blot den strenge retfærdighed; også hans barmhjertighed og kærlighed er stor. Han viser dette ved at han villigt tilgiver dem der angrer oprigtigt. Paulus knyttede derfor meget passende en tilgivende indstilling sammen med det at efterligne Gud: „Idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer. Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ — Efeserne 4:32–5:2.

²⁵ Sande kristne har længe søgt at efterligne både Jehovas retfærdighed, hans barmhjertighed og hans villighed til at tilgive. Jo bedre vi lærer ham at kende, jo lettere skulle det være for os at efterligne ham i disse henseender. Men hvordan kan vi efterleve dette over for en person der retfærdigt er blevet tugtet alvorligt fordi vedkommende har fremturet i overtrædelse? Det vil vi komme nærmere ind på i den følgende artikel.

[Fodnote]

Efterlign Guds barmhjertighed i dag

„Lad os hellere falde i Jehovas hånd, for hans barmhjertighed er stor.“ — 2 SAMUEL 24:14.

1. Hvordan reagerede David på Guds barmhjertighed?

KONG DAVID vidste af erfaring at Jehova er mere barmhjertig end mennesker. I tillid til at Guds veje eller stier er de bedste, ønskede David at lære dem at kende og at vandre i hans sandhed. (1 Krønikebog 21:13; Salme 25:4, 5) Har du det ligesom David?

2. Hvilken vejledning giver Jesus i Mattæus 18:15-17 om hvordan man skal behandle alvorlige synder?

² Gennem Bibelen får vi indsigt i Guds måde at tænke på, også når det drejer sig om hvordan vi skal forholde os hvis nogen synder imod os. Jesus sagde til sine apostle, der senere blev kristne tilsynsmænd: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ Den synd der var tale om her, var ikke blot en mindre, personlig uoverensstemmelse, men en alvorlig synd som bedrageri eller bagvaskelse. Jesus sagde at hvis dette skridt ikke førte til en løsning, skulle den forurettede part tage vidner med som kunne godtgøre at der var tale om en overtrædelse. Ville det være den sidste udvej? Nej, „hvis han ikke hører på dem, så sig det til menigheden. Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver“. — Mattæus 18:15-17.

3. Hvad mente Jesus da han sagde at en uforbederlig synder skulle behandles „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“?

³ Eftersom apostlene selv var jøder, vidste de udmærket hvad det betød at de skulle behandle en synder „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“. Jøderne undgik enhver kontakt med folk fra nationerne, og de foragtede dem af deres egne der arbejdede som skatteopkrævere for romerne.a (Johannes 4:9; Apostelgerninger 10:28) Jesus rådede altså disciplene til at holde op med at omgås en som var blevet bortvist fra menigheden som en synder. Men hvordan harmonerer det med at Jesus selv ved nogle lejligheder var sammen med skatteopkrævere?

4. I betragtning af Jesu ord i Mattæus 18:17, hvordan kunne han da omgås skatteopkrævere og syndere?

⁴ I Lukas 15:1 læser vi: „Alle skatteopkræverne og synderne blev ved med at komme til ham for at høre ham.“ Det var ikke hver eneste skatteopkræver eller synder der kom til ham, men „alle“ i betydningen ’mange’. (Jævnfør Lukas 4:40.) Det var alle dem som ønskede at få deres synd tilgivet. Nogle af disse havde tidligere reageret positivt på det budskab Johannes Døber havde forkyndt om sindsændring. (Lukas 3:12; 7:29) Når Jesus forkyndte for sådanne var det derfor ikke i modstrid med hans vejledning i Mattæus 18:17. Læg mærke til at ’mange skatteopkrævere og syndere lyttede til Jesus og de begyndte at følge ham’. (Markus 2:15) Der var ikke tale om nogle der blot ville fortsætte med deres syndige adfærd og som afviste enhver hjælp. De lyttede til Jesu forkyndelse, og det rørte deres hjerter. Selv om nogle af dem måske stadig begik overtrædelser mens de prøvede at forandre sig, efterlignede „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, sin barmhjertige himmelske Fader ved at forkynde for dem. — Johannes 10:14.

Tilgivelse en kristen pligt

5. Hvordan er Gud indstillet med hensyn til at tilgive?

⁵ Vi får disse hjertevarmende forsikringer om vor himmelske Faders villighed til at tilgive: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ (1 Johannes 1:9; 2:1) Er det også muligt for en der er blevet udstødt at opnå tilgivelse?

6. Hvordan kan en der er blevet udstødt få tilgivelse og blive genoptaget?

⁶ Ja, det er det! Når en bliver udstødt fordi han eller hun ikke vil ændre sind med hensyn til sin overtrædelse, gør de ældste, der repræsenterer menigheden, vedkommende opmærksom på at han eller hun kan ændre sind og få Guds tilgivelse. Den udstødte kan overvære møderne i rigssalen og dér lytte til bibelsk vejledning som kan hjælpe ham eller hende til sindsændring. (Jævnfør Første Korintherbrev 14:23-25.) Efter nogen tid kan vedkommende anmode om at blive genoptaget i menigheden. Når de ældste mødes med den udstødte i forbindelse med en sådan anmodning, vil de søge at finde ud af om han eller hun virkelig har ændret sind og er vendt om fra sin syndige adfærd. (Mattæus 18:18) Hvis det er tilfældet, kan den udstødte genoptages i overensstemmelse med eksemplet i Andet Korintherbrev 2:5-8. Hvis én har været udstødt i mange år, må vedkommende anstrenge sig ihærdigt for at gøre fremskridt. Han eller hun vil også have stort behov for hjælp til at opbygge sit kendskab til Bibelen og sin værdsættelse af den, med henblik på at blive en åndeligt stærk kristen.

Vend om til Jehova

7, 8. Hvilket eksempel satte Gud i forbindelse med sit landsforviste folk?

⁷ Kan de ældste selv tage skridt til at kontakte en der er udstødt? Ja, det kan de godt. Bibelen viser at barmhjertighed ikke blot kommer til udtryk ved at man passivt afstår fra at straffe, men at den ofte vises aktivt gennem handling. Jehova er selv et godt eksempel heri. Før han landsforviste sit utro folk, lod han fremsætte profetier der gav folket håb om at de kunne vende tilbage: „Husk disse ting, Jakob, ja, Israel, for du er min tjener. . . . Jeg vil feje dine overtrædelser bort som en sky, og dine synder som en skymasse. Vend om til mig, for jeg vil genløse dig.“ — Esajas 44:21, 22.

⁸ Under jødernes eksil tog Jehova yderligere skridt til at hjælpe aktivt. Han sendte profeter som sine repræsentanter for at tilskynde Israel til at ’opsøge ham og finde ham’. (Jeremias 29:1, 10-14) I Ezekiel 34:16 sammenligner han sig selv med en hyrde og Israels folk med bortkomne får: „De bortkomne vil jeg søge efter, og de fordrevne vil jeg føre tilbage.“ Også i Jeremias 31:10 skildrer Jehova sig selv som hyrde for israelitterne — men ikke som en hyrde der blot venter i folden på at de bortkomne skal finde tilbage. Han gik derimod ud for at finde de bortkomne. Læg mærke til at selv om israelitterne var landsforvist, og de fleste af dem ikke havde ændret sind, traf Gud alligevel foranstaltninger til at få dem tilbage. Og i tråd med Malakias 3:6 ændrede Gud ikke handlemåde da den kristne ordning blev indført.

9. Hvordan fulgte man Guds eksempel i den kristne menighed?

⁹ Antyder dette ikke at der kunne være grund til at tage indledende skridt til at hjælpe nogle som er blevet udstødt af den kristne menighed, men som nu måske har ændret sind? Husk at apostelen Paulus gav besked om at overtræderen i Korinth skulle fjernes fra menigheden, men at han senere tilskyndede menighedens medlemmer til at bekræfte deres kærlighed til denne mand fordi denne havde ændret sind så han kunne genoptages i menigheden. — 1 Korinther 5:9-13; 2 Korinther 2:5-11.

10. (a) Hvilket motiv bør der ligge bag enhver henvendelse til udstødte? (b) Hvorfor vil kristne slægtninge til en udstødt ikke indlede en sådan kontakt?

¹⁰ I det opslagsværk vi tidligere har citeret står der: ’Den logiske begrundelse for ekskommunikation var at beskytte gruppens normer: „en smule surdej syrer hele dejen“ (1 Kor. 5:6). Denne begrundelse fremgår klart af de fleste bibelske og ikkekanoniske passager. Men omsorg for den enkelte, selv efter udstødelsen, var baggrunden for Paulus’ krav i 2 Kor. 2:7-10.’ (Kursiveret af os.) De der er hyrder for hjorden i dag bør vise en tilsvarende omsorg. (Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2) Slægtninge eller tidligere venner håber sikkert at den udstødte vil vende tilbage. Men af respekt for påbudet i Første Korintherbrev 5:11 vil de ikke have noget samvær med en der er udstødt.b De overlader det til de udnævnte hyrder at undersøge om en sådan person er interesseret i at vende tilbage.

11, 12. Hvilke udstødte vil ikke engang de ældste kontakte, men hvem vil de måske henvende sig til?

¹¹ Der er imidlertid visse udstødte som det ikke vil være passende at kontakte — heller ikke for ældste. Dette gælder for eksempel frafaldne der ’fremfører fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. Sådanne personer er ’falske lærere der søger at liste ødelæggende sekter ind og udnytte menigheden med falske ord’. (Apostelgerninger 20:30; 2 Peter 2:1, 3) Vi har heller ikke noget bibelsk grundlag for at opsøge udstødte der er aggressive eller aktivt fremmer en ukristen adfærd. — 2 Thessaloniker 2:3; 1 Timoteus 4:1; 2 Johannes 9-11; Judas 4, 11.

¹² Der findes imidlertid mange udstødte som ikke er sådan indstillede. Én er måske ophørt med den alvorlige, syndige adfærd som vedkommende blev udstødt for. En anden har måske røget tobak eller drukket for meget alkohol, men prøver ikke at få andre til det. Husk at Gud sendte repræsentanter til de landsforviste israelitter for at tilskynde dem til at vende tilbage, endog før de begyndte at vende om til Gud. Hvorvidt Paulus eller de ældste i menigheden i Korinth tog initiativ til at kontakte den udstødte mand fremgår ikke af Bibelen. Men da denne mand havde ændret sind og var ophørt med sin umoralske levevis, gav Paulus menigheden besked på at genoptage ham.

13, 14. (a) Hvad tyder på at nogle udstødte vil reagere positivt på en barmhjertig henvendelse? (b) Hvordan kan ældsterådet gribe en sådan henvendelse an?

¹³ I den senere tid har der været flere tilfælde hvor ældste er truffet på udstødte.c I de tilfælde hvor det har været passende, har de fortalt den udstødte hvad han eller hun kunne gøre for at blive genoptaget. Nogle udstødte har ændret sind og er blevet genoptaget. Sådanne glædelige erfaringer viser at nogle som er blevet udstødt eller som har afskåret sig selv, senere vil reagere positivt på en barmhjertig henvendelse fra hyrderne i menigheden. Hvad kan de ældste gøre i denne forbindelse? De bør én gang om året i ældsterådet overveje om der bor sådanne personer i menighedens distrikt.d De ældste vil her interessere sig for nogle som har været udstødt i mere end ét år. Afhængigt af omstændighederne vil de — hvis det vil være passende — give to ældste (helst nogle der kender til sagen) til opgave at besøge den udstødte. Man vil imidlertid ikke kontakte nogen der har en åbenlys kritisk og farlig indstilling eller som har frabedt sig hjælp. — Romerne 16:17, 18; 1 Timoteus 1:20; 2 Timoteus 2:16-18.

¹⁴ De to ældste kan telefonisk aftale et kort besøg hos vedkommende, eller blot kigge indenfor ved en passende lejlighed. De har ingen grund til under besøget at optræde strengt eller ligefrem køligt, men bør helhjertet give udtryk for barmhjertig omsorg. I stedet for at rippe op i fortiden kan de drøfte skriftsteder som Esajas 1:18 og 55:6, 7 samt Jakob 5:20. Hvis vedkommende er interesseret i at vende tilbage til Guds menighed, kan de venligt forklare hvad han eller hun bør gøre — for eksempel læse i Bibelen og Vagttårnsselskabets publikationer og begynde at overvære møderne i rigssalen.

15. Hvad bør de ældste have i tanke når de henvender sig til en udstødt?

¹⁵ De ældste vil have brug for visdom og skelneevne for at kunne afgøre om der er tegn på sindsændring og om det vil være tilrådeligt at aflægge et opfølgende besøg. De bør naturligvis have i tanke at der findes udstødte som aldrig vil kunne ’vækkes til sindsændring’. (Hebræerne 6:4-6; 2 Peter 2:20-22) Efter besøget vil de to brødre give en kort mundtlig redegørelse til menighedens tjenesteudvalg, som derefter vil orientere hele ældsterådet næste gang det mødes. De ældste vil da barmhjertigt have afspejlet Guds måde at betragte sagen på: „’Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer,’ siger hærstyrkers Jehova.“ — Malakias 3:7.

Andre former for barmhjertig hjælp

16, 17. Hvordan bør vi betragte kristne slægtninge til en der er blevet udstødt?

¹⁶ Hvad så med dem iblandt os der ikke er tilsynsmænd og som derfor ikke vil få til opgave at kontakte udstødte? Hvad kan de gøre for at støtte denne ordning og efterligne Jehova?

¹⁷ Så længe en er udstødt eller har afskåret sig fra menigheden, må vi følge vejledningen: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Korinther 5:11) Dette bibelske påbud bør imidlertid ikke påvirke vort syn på medkristne der bor sammen med et udstødt familiemedlem. Jøderne i fortiden reagerede så stærkt over for skatteopkræverne at deres had endog gik ud over skatteopkrævernes familie. Det var ikke i overensstemmelse med Jesu vejledning. Han sagde at en synder der afviste hjælp skulle behandles „som en fra nationerne og en skatteopkræver“. Han sagde ikke at den udstødtes kristne familie skulle behandles sådan. — Mattæus 18:17.

18, 19. Nævn nogle af de måder hvorpå vi kan vise kristen omsorg for, og barmhjertighed mod, trofaste slægtninge til en udstødt.

¹⁸ Tværtimod bør vi i særlig grad støtte dem i den udstødtes familie som er trofaste kristne. De lider måske i forvejen under de smertelige forhold som kan være forbundet med det at bo under tag med en udstødt der måske søger at nedbryde deres åndelige sundhed. Den udstødte ønsker måske ikke at tidligere trosfæller kommer i hjemmet. Eller måske viser han ikke så meget hensyn at han holder sig væk når de kommer for at besøge de loyale familiemedlemmer. Måske søger den udstødte også at besværliggøre familiens bestræbelser for at overvære alle de kristne møder og stævner. (Jævnfør Mattæus 23:13.) De af vore medkristne som under sådanne forhold er vanskeligt stillede, fortjener afgjort vor barmhjertighed. — 2 Korinther 1:3, 4.

¹⁹ En af de måder hvorpå vi kan vise inderlig barmhjertighed er ved at ’trøste de modfaldne’ som er trofaste, gennem opmuntrende samtaler. (1 Thessaloniker 5:14) Der er også gode muligheder for at yde støtte før og efter møderne, i forkyndelsen eller når vi er sammen ved andre lejligheder. Vi behøver ikke at tale om udstødelse. Der er mange opbyggende emner vi kan tage op. (Ordsprogene 25:11; Kolossenserne 1:2-4) De ældste vil fortsat aflægge hyrdebesøg hos de kristne i familien. Men vi andre vil måske også kunne besøge familien, uden dog at have kontakt med den udstødte. Hvis det er den udstødte der tager telefonen eller åbner døren når vi henvender os, kan vi blot spørge efter den i familien vi ønsker at tale med. Fra tid til anden vil de kristne medlemmer i familien måske kunne besøge os i vort hjem, til et opbyggende samvær. Det væsentlige er altså at vi ikke må svigte disse trofaste! De er vore medtjenere — unge såvel som ældre — og elskede medlemmer af Guds menighed. — Salme 10:14.

20, 21. Hvordan bør vi reagere når én bliver genoptaget?

²⁰ En anden lejlighed vi har til at vise barmhjertighed, melder sig når en udstødt bliver genoptaget. Jesu lignelser viser hvor stor glæde der er i himmelen når ’en synder ændrer sind’. (Lukas 15:7, 10) Paulus skrev til korintherne angående den mand der havde været udstødt: „I [skal] frit . . . tilgive og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skal blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse. Derfor tilskynder jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed til ham.“ (2 Korinther 2:7, 8) Lad os besindigt og kærligt følge dette råd i de første dage og uger efter at vedkommende er blevet genoptaget.

²¹ Jesu lignelse om den fortabte søn gør os opmærksomme på en fare vi må undgå. Den ældre broder glædede sig ikke over at hans yngre broder var vendt hjem, men var fortørnet. Lad os aldrig være som han, og nære modvilje mod nogen på grund af tidligere synder eller have ondt af at vedkommende bliver genoptaget. Vort mål bør i stedet være at reagere ligesom faderen, der afspejlede Jehovas reaktion. Faderen var lykkelig for at hans søn, der var så godt som død, nu var fundet eller kommet til live. (Lukas 15:25-32) Derfor vil vi tale frit med vor broder som er blevet genoptaget og på forskellige måder søge at opmuntre ham. Ja, vi bør tydeligt vise at vi ønsker at være barmhjertige ligesom vor himmelske Fader er det. — Mattæus 5:7.

22. Hvad indbefatter det at vi efterligner Gud?

²² Der er ingen tvivl om at vi, hvis vi ønsker at efterligne vor Gud, må vise barmhjertighed i overensstemmelse med hans love og retfærdige normer. Salmisten beskriver ham således: „Jehova er nådig og barmhjertig, sen til vrede og stor i loyal hengivenhed. Jehova er god mod alle, og hans barmhjertighed hviler over alt hvad han har frembragt.“ (Salme 145:8, 9) Hvilket forbillede i kærlighed — et forbillede der er værd at efterligne for sande kristne!

[Fodnoter]