Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • „Jehova, en barmhjertig og nådig Gud“
    Vagttårnet – 1998 | 1. oktober
    • „Jehova, en barmhjertig og nådig Gud“

      „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.“ — 2 Mosebog 34:6.

      1. (a) Hvilken trøst giver Bibelen dem der har set familiemedlemmer forlade den sande tilbedelse? (b) Hvordan ser Jehova på dem der forlader ham?

      „MIN datter sagde til mig at hun ikke længere ville være et Jehovas vidne,“ fortæller en kristen far. „I flere dage, ja uger og måneder, følte jeg en nagende smerte indvendig. Det var værre end at dø.“ Det er afgjort smerteligt hvis nogen i ens familie forlader den rene tilbedelses vej. Hvis du har oplevet dette, kan det måske trøste dig at Jehova føler med dig. (2 Mosebog 3:7; Esajas 63:9) Men hvordan ser han på dem der forlader ham? Bibelen viser at Jehova barmhjertigt indbyder dem til at genvinde hans gunst. Han bønfaldt de oprørske jøder på Malakias’ tid: „Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.“ — Malakias 3:7.

      2. Hvilke skriftsteder viser at barmhjertighed er en uadskillelig del af Jehovas personlighed?

      2 På Sinaj Bjerg fremhævede Jehova sin barmhjertighed ved at åbenbare sig for Moses som „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Denne erklæring understreger at barmhjertighed er en uadskillelig del af Jehovas personlighed. Han ’ønsker at alle skal nå til en sindsændring,’ skrev apostelen Peter. (2 Peter 3:9) Guds barmhjertighed er selvfølgelig ikke grænseløs. Han sagde til Moses at han „på ingen måde fritager for straf“. (2 Mosebog 34:7; 2 Peter 2:9) Men „Gud er kærlighed“, og barmhjertighed er en fremtrædende side af denne egenskab. (1 Johannes 4:8; Jakob 3:17) Jehova „holder ikke fast ved sin vrede for evigt, for han har behag i loyal hengivenhed“. — Mika 7:18, 19.

      3. Hvordan adskilte Jesu syn på barmhjertighed sig fra de skriftlærdes og farisæernes?

      3 Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin himmelske Fader. (Johannes 5:19) Hans barmhjertige behandling af syndere var ikke et udtryk for at han billigede deres syndige adfærd, men et udtryk for at han følte samme medlidenhed med dem som med de syge. (Jævnfør Markus 1:40, 41.) Jesus betonede barmhjertighed som noget af ’det der var vigtigere’ i Guds lov. (Mattæus 23:23) De skriftlærde og farisæerne gik derimod så højt op i formelle lovkrav at de nærmest ikke levnede plads for barmhjertighed. Da nogle af dem engang så Jesus i selskab med syndere, sagde de kritisk: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“ (Lukas 15:1, 2) Jesus svarede sine anklagere med tre billedtalera der hver især understregede Guds barmhjertighed.

      4. Hvilke to billedtaler fremholdt Jesus, og hvad ville han gerne have at tilhørerne forstod?

      4 Først fortalte Jesus om en mand der forlod 99 får i den hensigt at lede efter et får der var faret vild. Hvilken lære skulle man uddrage af det? At „der [vil] være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind“. Videre fortalte Jesus om en kvinde som ledte efter en bortkommet drakme og glædede sig da hun fandt den. Hvad ville Jesus have sine tilhørere til at forstå? At ’der bliver glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind’. Jesu tredje billedtale regnes af mange for den bedste fortælling der nogen sinde er fortalt. Ved at gennemgå den vil vi bedre kunne forstå Guds barmhjertighed og efterligne den. — Lukas 15:3-10.

      En oprørsk søn rejser hjemmefra

      5, 6. Hvordan viste den yngste søn i Jesu tredje billedtale en chokerende mangel på taknemmelighed?

      5 „Der var en mand som havde to sønner. Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’ Så delte han sine midler mellem dem. Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle sine ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv.“ — Lukas 15:11-13.b

      6 Den yngste søn viste en chokerende mangel på taknemmelighed. Først forlangte han sin arv udbetalt, og så ødslede han den bort ved at „føre et udsvævende liv“. Vendingen „et udsvævende liv“ er oversat fra et græsk ord der betyder „tøjlesløs livsførelse“. Ifølge en bibelkyndig betegner ordet „den fuldstændige karakterløshed“. I engelsk sprogbrug kaldes den unge mand i billedtalen for „prodigal“ (the Prodigal Son). Dette er et tillægsord der betyder ødsel og ekstravagant.

      7. Hvem ligner i dag den fortabte søn, og hvad er grunden til at mange af dem søger uafhængighed i „et fjernt land“?

      7 Er der nogen der i vor tid ligner den fortabte søn? Ja. Nogle, om end kun få, har desværre forladt vor himmelske Faders, Jehovas, trygge ’hjem’. (1 Timoteus 3:15) De begrunder det ofte med at de fandt rammerne i Guds husstand for snævre og betragtede den omstændighed at Jehova vågent holder øje med os, som en hindring og ikke som en beskyttelse. (Jævnfør Salme 32:8.) En ung kvinde var blevet opdraget efter Bibelens principper, men forfaldt til misbrug af alkohol og narkotika. Når hun i dag ser tilbage på denne mørke periode i sit liv, siger hun: „Jeg ville bevise at jeg kunne skabe mig en bedre tilværelse på egen hånd. Jeg ville kun følge mit eget hoved og ikke høre på andres mening.“ Ligesom den fortabte søn ønskede denne unge kvinde uafhængighed. Sørgeligt nok måtte hun udelukkes fra den kristne menighed fordi hun med sin adfærd overtrådte Bibelens normer. — 1 Korinther 5:11-13.

      8. (a) Hvem søger at hjælpe dem der lever i modstrid med Guds normer? (b) Hvorfor bør man alvorligt overveje spørgsmålet om religion?

      8 Det gør ondt at se en trosfælle forkaste Guds normer. (Filipperne 3:18) Når det sker, prøver de ældste og andre der har åndelige kvalifikationer, at hjælpe vedkommende på fode igen. (Galaterne 6:1) Men ingen tvinges til at tage Kristi åg på sig og blive hans discipel. (Mattæus 11:28-30; 16:24) Alle børn af Jehovas vidner bliver nødt til at træffe et personligt valg i spørgsmålet om religion når de kommer til skelsår og alder. I sidste instans er hvert eneste menneske moralsk frit stillet og skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud. (Romerne 14:12) Naturligvis kommer vi alle til at ’høste hvad vi sår’. Det erfarede den fortabte søn i Jesu billedtale snart. — Galaterne 6:7, 8.

      En fortvivlet situation i et fjernt land

      9, 10. (a) Hvordan forandrede den fortabte søns forhold sig, og hvad fik det ham til? (b) Nævn nogle lighedspunkter mellem den fortabte søn og dem der i dag forlader den sande tilbedelse.

      9 „Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham noget.“ — Lukas 15:14-16.

      10 Trods sin dybe nød overvejede den fortabte søn endnu ikke at vende hjem, men blev ansat som svinehyrde. Eftersom svin ifølge Moseloven var urene dyr, kunne en jøde næppe med god samvittighed påtage sig det arbejde. (3 Mosebog 11:7, 8) Men hvis den fortabte søn havde samvittighedskvaler, måtte han betvinge dem. Han kunne ikke forvente at hans arbejdsgiver skulle tage hensyn til en subsistensløs udlændings synspunkter. Den fortabte søns usle kår har et sidestykke i det som mange i dag erfarer når de forlader den sande tilbedelses lige vej. Ikke sjældent kommer de ud i noget som de tidligere ville have betragtet som nedværdigende. For eksempel gjorde en 17-årig ung mand oprør mod sin kristne opdragelse. „Umoralitet og stofmisbrug udviskede det jeg i årenes løb havde lært fra Bibelen,“ indrømmer han. Inden længe sad han fængslet for væbnet røveri og mord. Han genvandt siden sin åndelige sundhed, men havde måttet betale en høj pris for „den midlertidige nydelse af synd“. — Jævnfør Hebræerbrevet 11:24-26.

      11. Hvad forværrede den fortabte søns situation, og hvordan har nogle i dag opdaget at verdens tillokkelser kun er ’tomt bedrag’?

      11 Den fortabte søns situation blev forværret af at „ingen gav ham noget“. Hvor var hans nye venner nu? Da pengene slap op, havde de intet tilovers for ham. (Ordsprogene 14:20) Mange af dem der i dag forlader troen, opdager at denne verdens tillokkelser og holdninger kun er ’tomt bedrag’. (Kolossenserne 2:8) „Uden Jehovas ledelse måtte jeg lide meget ondt,“ fortæller en ung kvinde som for en tid forlod Guds organisation. „Jeg forsøgte at tilpasse mig verden, men da jeg ikke var helt som de andre, ville de ikke vide af mig. Jeg følte mig som et forvildet barn der manglede en far til at vise mig vej. Da gik det op for mig at jeg behøvede Jehova. Jeg har aldrig siden ønsket at gøre mig uafhængig af ham.“ Den fortabte søn i Jesu billedtale nåede til samme erkendelse.

      Den fortabte søn kommer til fornuft

      12, 13. Hvad har i vor tid fået nogle til at komme til fornuft? (Se rammen.)

      12 „Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! Jeg vil bryde op og rejse til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ Så brød han op og gik til sin fader.“ — Lukas 15:17-20.

      13 Den fortabte søn „kom til fornuft“. En tid havde det været som befandt han sig i en drømmeverden, opslugt som han var af fornøjelser. Men nu mærkede han tydeligt hvordan hans åndelige tilstand virkelig var. Ganske vist var han sunket dybt, men der var stadig håb for ham. Der fandtes noget godt hos ham. (Ordsprogene 24:16; jævnfør Anden Krønikebog 19:2, 3.) Vil det være rimeligt at mene at de der i dag forlader Guds hjord, er redningsløst fortabt, at hver eneste af dem ved deres oprør har vist at de har syndet mod Guds hellige ånd? (Mattæus 12:31, 32) Ikke nødvendigvis. Nogle af dem plages af samvittighedsnag over deres egensindighed, og med tiden kommer mange til fornuft. „Ikke en eneste dag var Jehova ude af mine tanker,“ fortæller en søster om den tid hun var borte fra Guds organisation. „Jeg bad hele tiden om at han en dag ville tage imod mig når jeg vendte tilbage til sandheden.“ — Salme 119:176.

      14. Hvad besluttede den fortabte søn, og hvordan viste han ydmyghed?

      14 Men hvad kan man gøre hvis man har forvildet sig bort fra Jehovas folk? I Jesu billedtale besluttede den fortabte søn at rejse hjem og bede sin far om tilgivelse. Han ville sige: „Gør mig til en af dine daglejere.“ Som navnet siger, var en daglejer kun ansat for én dag ad gangen og rangerede således lavere end en træl, der i en vis forstand hørte til familien. Han tænkte derfor ikke på at bede om at blive regnet for en søn af huset igen, men ville gerne tage til takke med den ringeste stilling sådan at han dag for dag kunne vise at han igen var loyal over for sin far. Men der ventede den fortabte søn en overraskelse.

      En hjertelig modtagelse

      15-17. (a) Hvordan reagerede faderen da han så sin søn? (b) Hvad betød det at faderen gav sin søn en smuk klædning, en ring og sandaler på fødderne? (c) Hvad viste faderen ved at han holdt en fest?

      15 „Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’ Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.“ — Lukas 15:20-24.

      16 Alle kærlige forældre til børn der har forladt Guds folk, ønsker at se dem genvinde deres åndelige sundhed. Det er derfor let at forestille sig hvordan den fortabte søns far hver dag har set længselsfuldt ned ad stien foran huset, i håb om at hans søn ville vende tilbage. Og en dag ser han ham komme gående op mod huset! Den mellemliggende tid er afgjort ikke gået sporløst hen over den unge mand. Men faderen genkender ham ’mens han endnu er langt borte’. Han ser ikke kun den pjaltede, bedrøvelige skikkelse. Han ser sin søn og løber ham i møde!

      17 Da faderen nåede hen til sønnen, faldt han ham om halsen og kyssede ham ømt. Derpå befalede han sine trælle at give sønnen en lang klædning, en ring og sandaler på fødderne. Han blev ikke iført hverdagstøj, men „den bedste“ klædning, måske en smukt broderet dragt af den slags som æresgæster fik på. Slaver gik normalt ikke med ring eller sandaler, så faderen har villet markere at han bød sin søn velkommen tilbage som fuldgyldigt medlem af familien. Men faderen gjorde endnu mere. Han holdt en fest for at fejre sønnens hjemkomst. Han tilgav ikke vrangvilligt eller fordi han ikke kunne være andet bekendt. Nej, han ønskede at tilgive og gjorde det med glæde.

      18, 19. (a) Hvad lærer billedtalen om den fortabte søn os om Jehova? (b) Hvordan viser Jehovas indstilling over for Juda og Jerusalem at han ’nærer forventning’ om at syndere vender tilbage til ham?

      18 Hvad har billedtalen om den fortabte søn indtil nu lært os om den Gud vi har fået lov at tilbede? Først og fremmest at Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Ja, barmhjertighed er en fremtrædende egenskab hos Gud. Det er naturligt for ham at være barmhjertig mod dem der er i nød. Dernæst lærer Jesu billedtale os at Jehova er „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Han spejder efter ethvert tegn på at mennesker angrer deres synder og derved giver ham grundlag for at vise barmhjertighed. — 2 Krønikebog 12:12; 16:9.

      19 Tænk for eksempel på Guds indstilling over for Juda og Jerusalem på profeten Esajas’ tid. Jehova inspirerede Esajas til at beskrive Juda og Jerusalem som ’syge fra fodsål til hoved’. Men han sagde også: „Derfor nærer Jehova forventning om at vise jer sin gunst, og derfor vil han rejse sig for at vise jer barmhjertighed.“ (Esajas 1:5, 6; 30:18; 55:7; Ezekiel 33:11) Ligesom faderen i Jesu billedtale holder Jehova øje med den ’sti’ der fører tilbage til ham. Han længes efter at blive opsøgt af enhver der har forladt hans ’hus’. Er det ikke en sådan indstilling vi forbinder med en kærlig far? — Salme 103:13.

      20, 21. (a) Hvordan drages mange i dag af Guds barmhjertighed? (b) Hvad vil vi komme ind på i den følgende artikel?

      20 Hvert år bringer Jehovas barmhjertighed mange til fornuft så de vender tilbage til den sande tilbedelse. Det vækker stor glæde hos deres familie. For eksempel oplevede den kristne far der blev nævnt i artiklens indledning, at hans datter genvandt sin åndelige sundhed og nu tjener som heltidsforkynder. „Jeg er så glad som nogen kan være i denne gamle tingenes ordning,“ siger han. „Sorgens tårer er for mig blevet til glædestårer.“ Og Jehova glæder sig helt sikkert også. — Ordsprogene 27:11.

      21 Men vi kan få mere ud af billedtalen om den fortabte søn. Jesus føjede noget til sin fortælling for at belyse modsætningen mellem Jehovas barmhjertighed og de skriftlærdes og farisæernes stejle og fordømmende holdning. I den efterfølgende artikel vil vi se hvordan han bar sig ad, og hvad det betyder for os der lever i dag.

  • Efterlign Jehovas barmhjertighed
    Vagttårnet – 1998 | 1. oktober
    • Efterlign Jehovas barmhjertighed

      „Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ — Lukas 6:36.

      1. Hvordan viste farisæerne at de var ubarmhjertige?

      SKØNT vi er skabt i Guds billede, forsømmer mange af os at efterligne hans barmhjertighed. (1 Mosebog 1:27) Tænk for eksempel på farisæerne. Som gruppe betragtet kunne de ikke få sig selv til at glæde sig da Jesus barmhjertigt havde helbredt en mands visne hånd på en sabbat. Tværtimod lagde de råd op imod Jesus „for at de kunne få ham ryddet af vejen“. (Mattæus 12:9-14) Ved en anden lejlighed helbredte Jesus en blindfødt mand, og igen var det „nogle af farisæerne“ der ikke brød sig om at Jesus viste medfølelse. I stedet klagede de: „Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbatten.“ — Johannes 9:1-7, 16.

      2, 3. Hvad mente Jesus med ordene: „Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej“?

      2 Farisæernes følelseskolde indstilling var en synd imod både Gud og mennesker. (Johannes 9:39-41) Med god grund advarede Jesus sine disciple mod den „surdej“ som kom fra farisæernes religiøse elite og fra andre grupper, som for eksempel saddukæerne. (Mattæus 16:6) I Bibelen skildrer surdej synd og fordærv. Med andre ord sagde Jesus at de skriftlærdes og farisæernes lære kunne fordærve den rene tilbedelse. Hvordan? Ved at den lærte folk at Guds lov udelukkende skulle betragtes i lyset af deres vilkårlige regler og ritualer, mens de tilsidesatte ’det der var vigtigere i loven’, for eksempel barmhjertighed. (Mattæus 23:23) Dette formvæsen gjorde dyrkelsen af Gud til en uudholdelig byrde.

      3 I anden del af billedtalen om den fortabte søn afslørede Jesus de jødiske religiøse lederes fordærvede tankegang. Faderen, som er et billede på Jehova, tilgav beredvilligt sin angrende søn. Men den unge mands storebroder, der skildrede „farisæerne og de skriftlærde“, havde den stik modsatte holdning. — Lukas 15:2.

      En vred broder

      4, 5. Hvorfor var den fortabte søns broder også ’fortabt’?

      4 „Nu var hans ældste søn ude på marken; og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. Han sagde til ham: ’Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ Men han blev vred og ville ikke gå ind.“ — Lukas 15:25-28.

      5 I Jesu billedtale var det tydeligvis ikke kun den fortabte søn der handlede uret. Et opslagsværk siger: „Begge de portrætterede sønner er fortabte — den ene på grund af den uretfærdighed der fornedrer ham, den anden på grund af den selvretfærdighed der forblinder ham.“ Læg mærke til at den fortabte søns broder ikke kun undlod at glæde sig, men også „blev vred“. Det græske rodord for „vrede“ rummer ikke så meget tanken om et vredesudbrud som tanken om en vedvarende sindsstemning. Den fortabte søns broder bar åbenbart et indgroet nag til broderen og fandt det upassende at fejre hans hjemkomst når han i det hele taget ikke burde have været rejst hjemmefra.

      6. Hvem skildrer den fortabte søns broder? Begrund svaret.

      6 Den fortabte søns broder skildrer træffende dem der tog Jesu medfølende opmærksomhed over for syndere fortrydeligt op. I deres selvretfærdighed forblev de upåvirkede af Jesu barmhjertighed og tog ikke del i den glæde der er i himmelen når en synder bliver tilgivet. Jesu barmhjertighed harmede dem så de begyndte at ’tænke ondt i deres hjerter’. (Mattæus 9:2-4) Ved en lejlighed blev nogle farisæere så vrede at de tilkaldte en mand som Jesus havde helbredt, og „stødte . . . ham ud“. Det betyder sandsynligvis at de ekskommunikerede ham. (Johannes 9:22, 34) Ligesom den fortabte søns broder, der ’ikke ville gå ind’, nægtede de jødiske religiøse ledere forstokket at ’glæde sig med dem der glæder sig’. (Romerne 12:15) Jesus blotlagde yderligere deres ondsindede tankegang i fortsættelsen af billedtalen.

      En forvrænget tankegang

      7, 8. (a) Hvordan viste den fortabte søns broder at han havde misforstået hvad det vil sige at være en god søn? (b) Hvilken forskel var der på den ældste søn og hans far?

      7 „Så kom hans fader ud og bønfaldt ham. Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men så snart din søn her, som har opædt dine midler sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven til ham.’“ — Lukas 15:28-30.

      8 Med disse ord viste den fortabte søns broder at han havde misforstået hvad det egentlig vil sige at være en god søn. Han betragtede nærmest sin far som en arbejdsgiver, hvilket fremgår af hans ord til faderen om at han ’havde trællet for ham’. Sandt nok havde denne søn aldrig forladt hjemmet eller overtrådt faderens bud. Men var det af kærlighed at han var lydig? Tjente han sin far med ægte glæde, eller var han selvretfærdigt overbevist om at han var en god søn blot fordi han gjorde sin pligt „ude på marken“? Hvis han nærede ægte hengivenhed for sin far, hvorfor genspejlede han da ikke sin fars sind? Hvorfor følte han ikke med sin broder da han fik mulighed for at vise ham barmhjertighed? — Jævnfør Salme 50:20-22.

      9. Hvori lignede de jødiske religiøse ledere den ældste søn?

      9 De jødiske religiøse ledere havde meget tilfælles med den ældste søn. De mente at deres lydighed mod en lov var et udtryk for loyalitet mod Gud. Det er rigtigt at lydighed er påkrævet. (1 Samuel 15:22) Men de overbetonede gerningerne og forvandlede tilbedelsen af Gud til en mekanisk rutine, en from facade uden ægte åndeligt indhold. De gik op i overleveringer og var blottede for kærlighed. De regnede ikke jævne mennesker for mere værd end det snavs de trådte på. Med foragt omtalte de dem som „forbandede“. (Johannes 7:49) Hvordan skulle Gud kunne finde behag i sådanne lederes gerninger når deres hjerte var langt borte fra ham? — Mattæus 15:7, 8.

      10. (a) Hvorfor citerede Jesus meget passende ordene: „Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer“? (b) Hvor alvorligt er det at være ubarmhjertig?

      10 Jesus formanede engang farisæerne: „Gå . . . hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’“ (Mattæus 9:13; Hoseas 6:6) Farisæerne satte det forkerte på førstepladsen, for uden barmhjertighed var alle deres ofre uden værdi. Dette er en alvorlig sag, da Bibelen nævner at de ubarmhjertige hører til dem der „fortjener døden“. (Romerne 1:31, 32) Det er derfor ikke overraskende at Jesus sagde at de religiøse ledere som skare betragtet var hjemfaldne til evig tilintetgørelse. Deres ubarmhjertighed bidrog i høj grad til at gøre denne dom velfortjent. (Mattæus 23:33) Men måske kunne enkelte af dem hjælpes. I afslutningen af sin billedtale søgte Jesus at ændre sådanne jøders tankegang ved hjælp af faderens ord til sin ældste søn. Lad os se hvordan.

      En barmhjertig far

      11, 12. Hvordan forsøgte faderen i Jesu billedtale at ræsonnere med sin ældste søn, og hvad lå der sikkert i at faderen brugte udtrykket „din broder“?

      11 „Så sagde han til ham: ’Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.’“ — Lukas 15:31, 32.

      12 Læg mærke til at faderen siger „din broder“. Hvorfor? Sikkert fordi den ældste søn lige har omtalt den fortabte søn som „din søn“ — ikke „min broder“. Han følte sig tilsyneladende ikke knyttet til broderen, og derfor siger faderen i virkeligheden til sin ældste søn: ’Han er ikke kun min søn. Han er også din broder, dit eget kød og blod. Du har al grund til at glæde dig over at han er vendt hjem!’ De jødiske ledere burde have opfattet Jesu budskab. De syndere som de foragtede, var i virkeligheden deres ’brødre’. Faktisk er der „intet menneske som er retfærdigt på jorden, som altid gør det gode og ikke synder“. (Prædikeren 7:20) De fremtrædende jøder havde derfor al grund til at glæde sig når syndere vendte om.

      13. Hvilket ransagende spørgsmål får den bratte afslutning på Jesu billedtale os til at stille os selv?

      13 Billedtalen slutter brat med faderens indtrængende ord til den ældste søn. Det er som om Jesus opfordrer sine tilhørere til selv at give fortællingen en slutning. Datidens tilhørere fik ikke at vide hvordan sønnen reagerede, men blev selv personligt konfronteret med spørgsmålet: ’Føler du også glæde når der i himmelen er glæde over at en synder ændrer sind?’ Også i dag har vi som kristne mulighed for i gerning at svare på det spørgsmål. Hvordan?

      Efterlign Guds barmhjertighed i dag

      14. (a) Hvordan kan vi følge Paulus’ formaning i Efeserbrevet 5:1 i spørgsmålet om barmhjertighed? (b) Hvilken misforståelse angående Guds barmhjertighed må vi tage os i agt for?

      14 Paulus formanede efeserne: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ (Efeserne 5:1) Som kristne bør vi værdsætte Guds barmhjertighed, lade den prente sig dybt i vore hjerter og selv praktisere den. Et advarende ord er imidlertid på sin plads. Man bør ikke fejlfortolke Guds barmhjertighed og tro at han bagatelliserer synd. Hvis man tager let på det at synde og ræsonnerer at man altid bare kan bede Gud om tilgivelse og gøre regning på hans barmhjertighed, hører man til dem der ifølge bibelskribenten Judas „forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed“. (Judas 4) Nok er Jehova barmhjertig, men han ’fritager på ingen måde’ uforbederlige overtrædere for straf. — 2 Mosebog 34:7; jævnfør Josua 24:19; Første Johannesbrev 5:16.

      15. (a) Hvorfor må især de ældste bevare et ligevægtigt syn på barmhjertighed? (b) Hvad må de ældste bestræbe sig for, samtidig med at de ikke tolererer forsætlige overtrædelser, og hvad er grunden?

      15 På den anden side må vi tage os lige så meget i agt for at gå til den modsatte yderlighed og blive strenge og fordømmende over for dem der virkelig ændrer sind og bedrøves over deres synder på en måde som Gud vil det. (2 Korinther 7:11) Eftersom de ældste har fået omsorgen for Jehovas hjord betroet, er det vigtigt at de bevarer et ligevægtigt syn på tingene, især når de skal dømme i en sag. Den kristne menighed skal bevares ren, og det er bibelsk set helt rigtigt at ’fjerne det onde menneske’ ved at udelukke vedkommende. (1 Korinther 5:11-13) Samtidig er det rigtigt at vise barmhjertighed når der er tydeligt grundlag for det. Uden dog at se gennem fingre med forsætlige overtrædelser, gør de ældste hvad de kan for at vise kærlighed og barmhjertighed inden for retfærdighedens grænser. De minder hele tiden sig selv om den bibelske regel: „Dommen vil være ubarmhjertig mod den der ikke har øvet barmhjertighed. Barmhjertigheden triumferer over dommen.“ — Jakob 2:13; Ordsprogene 19:17; Mattæus 5:7.

      16. (a) Begrund ved hjælp af Bibelen at Jehova ønsker at de der har overtrådt hans lov, vender tilbage til ham. (b) Hvordan kan vi vise at vi også ønsker at angrende syndere skal føle sig velkomne?

      16 Billedtalen om den fortabte søn viser tydeligt at Jehova ønsker at de der har overtrådt hans lov, vender tilbage til ham. Faktisk lader han indbydelsen stå åben til dem indtil de selv viser at de ikke længere står til at redde. (Ezekiel 33:11; Malakias 3:7; Romerne 2:4, 5; 2 Peter 3:9) Ligesom den fortabte søns far tager Jehova hensyn til de tilbagevendtes værdighed og antager dem igen som fuldgyldige medlemmer af familien. Efterligner du Jehova i den henseende? Hvordan reagerer du når en medtroende bliver genoptaget efter at have været udstødt? Vi har allerede set at det vækker „glæde i himmelen“. (Lukas 15:7) Men er der også glæde på jorden — i din menighed og i dit hjerte? Eller er du fortørnet ligesom den ældste søn i billedtalen, idet du mener at den der i det hele taget ikke burde have forladt Guds hjord, ikke fortjener nogen velkomst?

      17. (a) Hvilken situation var opstået i Korinthermenigheden i det første århundrede, og hvordan anviste Paulus at sagen skulle behandles? (b) Hvorfor var Paulus’ vejledning nyttig, og hvordan kan vi efterleve den i dag? (Se også rammen til højre.)

      17 Lad os ransage os selv i lyset af en episode der fandt sted i Korinth i år 55. En mand som havde været udelukket fra menigheden, rettede på ny sit liv ind efter de kristne normer. Hvad skulle brødrene gøre? Burde de være forbeholdne angående hans sindsændring og fortsat undgå ham? Nej, Paulus formanede korintherne til ’tværtimod frit at tilgive og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skulle blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse’. Han tilføjede: „Derfor tilskynder jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed til ham.“ (2 Korinther 2:7, 8) Det sker ofte at angrende overtrædere føler sig uværdige og fortvivlede. De trænger derfor til at blive forsikret om at deres trosfæller og Jehova elsker dem. (Jeremias 31:3; Romerne 1:12) Det er yderst vigtigt. Hvorfor?

      18, 19. (a) Hvordan havde Korinthermenigheden tidligere været for lemfældig? (b) Hvordan kunne en ubarmhjertig holdning bevirke at de kristne i Korinth blev „overlistet af Satan“?

      18 Da Paulus tilskyndede korintherne til at være tilgivende, gav han blandt andet denne begrundelse: „For at vi ikke skal blive overlistet af Satan; hans planer er vi jo ikke uvidende om.“ (2 Korinther 2:11) Hvad mente Paulus? Det forstår vi når vi tænker på at han tidligere havde måttet irettesætte menigheden i Korinth fordi den lemfældigt havde ladet førnævnte mand fremture i synd ustraffet. Derved var menigheden, især de ældste, gået Satans ærinde, for han frydede sig over at bringe menigheden i vanry. — 1 Korinther 5:1-5.

      19 Hvis korintherne nu gik til den modsatte yderlighed og nægtede at tilgive den angrende, ville Satan overliste dem på en anden måde. Hvordan? Ved at udnytte deres hårdhjertethed og ubarmhjertighed. Hvis den angrende synder blev „opslugt af en alt for stor bedrøvelse“, eller, som Today’s English Version siger, ’blev så bedrøvet at han gav helt op’, ville de ældste pådrage sig et tungt ansvar over for Jehova. (Jævnfør Ezekiel 34:6; Jakob 3:1.) Med god grund advarede Jesus sine disciple mod at bringe „en af disse små“ til snublen og fald og sagde derefter: „Vær opmærksomme på jer selv. Hvis din broder begår en synd, så giv ham en irettesættelse, og hvis han ændrer sind, så tilgiv ham.“a — Lukas 17:1-4.

      20. Hvordan bliver der glæde både i himmelen og på jorden når en synder ændrer sind?

      20 Hvert år vender tusinder tilbage til den sande tilbedelse, og de er taknemmelige for den barmhjertighed Jehova har vist dem. „Jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt i mit liv har været så glad for noget,“ siger en kristen søster om sin genoptagelse. Naturligvis glæder englene sig med hende. Måtte vi da også føje vor glæde til den glæde der er i himmelen når en synder ændrer sind. (Lukas 15:7) Derved vil vi efterligne Jehovas barmhjertighed.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del