Denne profetiske beretning, som blev skrevet på et tidspunkt da Jehovas udvalgte folk havde brudt sin pagt med ham og var begyndt at dyrke hedenske guder, viser at Guds barmhjertighed ikke er begrænset til noget bestemt folk, ikke engang til Israel. Desuden ophøjer den Jehova for hans store barmhjertighed og loyale hengivenhed, der står i kontrast til den mangel på barmhjertighed, tålmodighed og tro der så ofte kendetegner ufuldkomne mennesker.

Jehova viste loyal hengivenhed mod Nineve ved at sende sin profet for at advare om den forestående ødelæggelse, og han var rede til at vise barmhjertighed da byens indbyggere omvendte sig — en barmhjertighed der gjorde det muligt for Nineve at eksistere i yderligere 200 år, indtil byen blev ødelagt af mederne og babylonierne omkring 632 f.v.t.