Åbenbaret for mennesket i Eden. Hvilket indtryk fik Jehovas første jordiske børn af ham? Der er ingen tvivl om at den fuldkomne Adam ville have været enig med salmisten, der senere sagde: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ (Sl 139:14) Lige fra sit eget legeme — overordentlig alsidigt begavet af en jordisk skabning at være — til de ting han fandt rundt om sig, havde mennesket al grund til at fyldes med respekt og ærefrygt for sin Skaber. Hver fugl, hver fisk, hvert landdyr; hver plante, hver blomst, hvert træ; hver mark, hver skov, hver bakke, dal og flod som menneskets øje faldt på, vidnede om dybden og bredden af Faderens visdom og Jehovas farverige personlighed der genspejledes i hans skaberværkers storslåede mangfoldighed. (1Mo 2:7-9; jf. Sl 104:8-24.) Alle menneskets sanser — synet, hørelsen, smagen, lugte- og følesansen — gav det modtagelige menneskesind en klar fornemmelse af en overmåde gavmild og omsorgsfuld Skaber.

Heller ikke Adams intellektuelle behov blev glemt, hans behov for at tale med nogen og at være sammen med nogen hvis selskab han kunne nyde, for Faderen sørgede for et fornuftbegavet kvindeligt modstykke til ham. (1Mo 2:18-23) De kunne begge have sunget for Jehova med salmistens ord: „Man mættes af fryd for dit ansigt; liflighed er ved din højre for bestandig.“ (Sl 16:8, 11) Efter at have været genstand for så megen kærlighed burde Adam og Eva have vidst at „Gud er kærlighed“ — selve ophavet til og det ypperste eksempel i kærlighed. — 1Jo 4:16, 19.

Som noget meget væsentligt opfyldte Jehova Gud menneskets åndelige behov. Adams Fader åbenbarede sig for sin jordiske søn og kommunikerede med ham idet han gav ham en opgave og et arbejde at udføre. Menneskenes gudsdyrkelse ville for en stor del bestå i deres lydighed under varetagelsen af deres tildelte opgave. — 1Mo 1:27-30; 2:15-17; jf. Am 4:13.

Selve skabelseshandlingen vidner om hans kærlighed og uegennytte, for selv var han ikke afhængig af at andre var til, og han savnede ikke nogen eller noget. Skønt han skabte millioner af åndesønner, kunne ikke én af dem føje noget til hans viden eller udbygge hans personlighed med en ønskværdig egenskab som han ikke allerede til fulde besad. — Da 7:9, 10; He 12:22; Es 40:13, 14; Ro 11:33, 34.

Det betyder naturligvis ikke at Jehova ikke finder glæde ved sine skabninger. Eftersom mennesket blev skabt „i Guds billede“ (1Mo 1:27), er den glæde som en jordisk fader finder ved sit barn — især hvis barnet nærer kærlighed til sine forældre og handler med visdom — en genspejling af den glæde som Jehova finder ved sine fornuftbegavede skabninger hvis de elsker og tjener ham. (Ord 27:11; Mt 3:17; 12:18) Denne glæde føler han ikke på grund af nogen materiel eller fysisk gevinst, men ved at se at hans skabninger villigt holder sig til hans retfærdige normer og lægger uselviskhed og gavmildhed for dagen. (1Kr 29:14-17; Sl 50:7-15; 147:10, 11; He 13:16) Når nogle derimod handler uret og viser foragt for hans kærlighed, vanærer hans navn og udsætter andre for svære lidelser, bevirker det at han ’føler sig såret i sit hjerte’. — 1Mo 6:5-8; Sl 78:36-41; He 10:38.

Jehova finder også glæde ved at anvende sin magt enten til at skabe noget eller til at udføre andre ting, da der altid ligger en hensigt og et godt motiv bag alt hvad han gør. (Sl 135:3-6; Es 46:10, 11; 55:10, 11) Som den der gavmildt skænker „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“, glæder han sig over at belønne sine trofaste sønner og døtre med velsignelser. (Jak 1:5, 17; Sl 35:27; 84:11, 12; 149:4) Men selv om han er en kærlig og omsorgsfuld Gud, er hans lykke tydeligvis ikke afhængig af hans skabninger, og han afviger ikke fra retfærdige principper af sentimentale grunde.

Jehova udviste også kærlighed ved at lade den åndesøn som han skabte først, være med til at frembringe hele det øvrige skaberværk, både det åndelige og det materielle, og ved ædelmodigt at lade dette blive kendt så Sønnen kunne blive æret. (1Mo 1:26; Kol 1:15-17) Han frygtede altså ikke for konkurrence, men viste at han stolede fuldt ud på sin egen retmæssige suverænitet (2Mo 15:11) og på sin søns loyalitet og hengivenhed. Han har givet sine åndesønner relativ frihed i varetagelsen af deres pligter, sådan at de til tider endog har lov at stille forslag til hvordan de vil udføre bestemte opgaver. — 1Kg 22:19-22.