Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • „Gud er kærlighed“
    Vagttårnet – 2003 | 1. juli
    • Hvordan Jehova forsikrer os om sin kærlighed

      9. Hvad vil Satan gerne have os til at tro, men hvad forsikrer Jehova os om?

      9 Det rejser imidlertid et vigtigt spørgsmål: Elsker Jehova os som enkeltpersoner? Nogle vil måske gå med til at Gud elsker menneskeheden i almindelighed, sådan som der siges i Johannes 3:16. Men inderst inde siger de: ’Det er utænkeligt at Gud kunne elske mig.’ Satan vil gerne have os til at tro at Jehova Gud hverken elsker os eller anser os for at være noget værd. Men Jehova forsikrer os om at hver eneste af hans trofaste tjenere er dyrebar for ham, uanset hvor uværdige eller værdiløse vi føler os.

      10, 11. Hvordan viser Jesu illustration med spurvene at vi er meget værd i Jehovas øjne?

      10 Tænk for eksempel over Jesu ord der er gengivet i Mattæus 10:29-31. Her beskrev Jesus ved hjælp af en illustration hvor værdifulde hans disciple var. Han sagde: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ Lad os se på hvad disse ord betød for Jesu tilhørere i det første århundrede.

      11 På Jesu tid var en spurv den billigste fugl man kunne købe til føde. Læg mærke til at man fik to spurve for en ringe mønt. Men ved en senere lejlighed sagde Jesus, ifølge Lukas 12:6, 7, at man for to småmønter kunne få, ikke fire, men fem spurve. Det vil sige at den fugl man fik i tilgift, faktisk ikke havde nogen værdi! Det kan godt være at disse små skabninger ikke var noget værd i menneskers øjne, men hvordan så Skaberen på dem? Jesus sagde at „ikke én af dem“, heller ikke den man fik i tilgift, var „glemt hos Gud“. Nu begynder vi måske at forstå hvad Jesus mente. Hvis Jehova anser en enkelt spurv for at have så stor værdi, hvor langt mere værd er da ikke et menneske! Som Jesus forklarede, kender Jehova hver eneste lille detalje ved os. Selv vores hovedhår har han tal på!

      12. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus ikke overdrev da han sagde at vores hovedhår var talt?

      12 Nogle vil måske mene at her overdrev Jesus. Men tænk engang på opstandelseshåbet. Hvis Jehova skal genskabe os, må han have et indgående kendskab til os. Vi er så meget værd i hans øjne at han husker alle detaljer ved os, inklusive vores genetiske kode og alt hvad vi har samlet i vores hukommelse af oplysninger, minder og erfaringer. At tælle vores hovedhår — hvoraf vi gennemsnitlig har 100.000 — ville være en simpel sag i sammenligning hermed. Jesu ord er en smuk forsikring om at Jehova tager sig af os som enkeltpersoner.

      13. Hvordan viser tilfældet med kong Josafat at Jehova spejder efter det gode i os selv om vi er ufuldkomne?

      13 Bibelen åbenbarer også noget andet der forsikrer os om Jehovas kærlighed. Han spejder efter og mærker sig det gode i os. Tag for eksempel den gode kong Josafat. Da kongen havde indladt sig på noget tåbeligt, sagde Jehovas profet til ham: „På grund af dette er der kommet harme over dig fra Jehova.“ Hvilken foruroligende udtalelse! Men Jehovas budskab endte ikke her. Profeten fortsatte: „Alligevel er der fundet noget godt hos dig.“ (2 Krønikebog 19:1-3) Jehovas retfærdige harme overskyggede altså ikke det gode der fandtes i Josafat. Det er trøstende at vide at Gud spejder efter det gode i os, selv om vi er ufuldkomne!

      En Gud der er „rede til at tilgive“

      14. Hvilke tanker kan vi føle os tynget af når vi synder, men hvordan kan vi få gavn af Jehovas tilgivelse?

      14 Når vi synder, kan den skuffelse, skam og skyld vi føler, få os til at tænke at vi aldrig vil blive værdige til at tjene Jehova. Men husk at Jehova er „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Ja, hvis vi angrer vore synder og bestræber os for ikke at gentage dem, kan vi få gavn af Jehovas tilgivelse. Læg mærke til hvordan Bibelen beskriver denne bemærkelsesværdige side af Jehovas kærlighed.

      15. Hvor langt fjerner Jehova vore synder fra os?

      15 Salmisten David beskrev Jehovas tilgivelse med et meget malende udtryk: „Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.“ (Kursiveret af os; Salme 103:12, den danske autoriserede oversættelse) Hvor langt ligger øst fra vest? Man kan sige at øst altid ligger så langt fra vest som man overhovedet kan tænke sig; de to punkter mødes aldrig. En bibelforsker siger at udtrykket betyder „så langt som muligt; så langt man kan forestille sig“. Davids inspirerede ord fortæller at når Jehova tilgiver, fjerner han vore synder så langt fra os som overhovedet muligt.

      16. Hvorfor kan vi være forvissede om at Jehova betragter os som rene når han har tilgivet vore synder?

      16 Har du nogen sinde prøvet at fjerne en plet fra et lyst stykke stof? Måske har du erfaret at pletten stadig kunne ses trods alle dine anstrengelser. Læg mærke til hvordan Jehova beskriver sin evne til at tilgive: „Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne; om så de skulle være røde som højrødt klæde, vil de blive som uld.“ (Esajas 1:18) „Skarlagen“ er en strålende rød farve.a „Højrødt“ betegnede en anden af de stærke farver hvormed man farvede stof. Vi kan aldrig selv fjerne en plet som synden har sat. Men Jehova kan fjerne pletter der er som skarlagen og højrødt klæde, og gøre dem hvide som sne eller ufarvet uld. Når Jehova tilgiver vore synder, behøver vi ikke at føle at vi må bære disse pletter af synd resten af livet.

      17. I hvilken forstand kaster Jehova vore synder bag sin ryg?

      17 Da Ezekias var blevet helbredt for en dødbringende sygdom, takkede han Jehova i en gribende sang hvori han sagde: „Du har kastet alle mine synder bag din ryg.“ (Esajas 38:17) Her bruges det billede at Jehova har taget en angrendes synder og kastet dem bag sin ryg, hvor han ikke længere ser dem eller lægger mærke til dem. Ifølge et opslagsværk er tanken den at Gud nu ’betragter Ezekias’ synder som om de aldrig var begået’. Er det ikke en opmuntrende tanke?

      18. Hvordan giver profeten Mika udtryk for at Jehova fjerner vore synder for bestandig når han tilgiver os?

      18 I en genoprettelsesprofeti gav profeten Mika udtryk for den overbevisning at Jehova ville tilgive sit angrende folk: „Hvem er en Gud som du, der . . . forbigår overtrædelse hos sin arvelods rest? . . . Og du vil kaste alle deres synder i havets dyb.“ (Mika 7:18, 19) Forestil dig hvad disse ord betød for nogle der levede på Bibelens tid. Kunne man dengang få noget tilbage som var kastet „i havets dyb“? Disse ord viser at når Jehova tilgiver, fjerner han vore synder for bestandig.

  • „Gud er kærlighed“
    Vagttårnet – 2003 | 1. juli
    • 23. (a) Hvordan forsikrer salmistens ord os om at Jehova har stor omsorg for os som enkeltpersoner? (b) På hvilke måder hjælper Jehova os?

      23 Jehova viser ikke kun medfølelse med sit folk som gruppe betragtet. Han har stor omsorg for os som enkeltpersoner. Hvis vi er udsat for lidelser, kan vi være sikre på at han er fuldstændig klar over det. Salmisten skrev: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp. Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:15, 18) Hvordan hjælper Jehova os da som enkeltpersoner? Han fjerner ikke nødvendigvis årsagen til vore lidelser, men han har på mange forskellige måder sørget for dem der beder ham om hjælp. Hans ord giver praktiske råd som har stor betydning. I menigheden sørger Jehova for åndeligt kvalificerede tilsynsmænd der søger at genspejle hans medfølelse når de skal hjælpe deres trosfæller. (Jakob 5:14, 15) Som den der „hører bøn“, giver Jehova „hellig ånd til dem der beder ham“. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Alt dette er et udtryk for Jehovas „inderlige medfølelse“. — Lukas 1:78.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del