Jehova svigter ikke sine tjenere

Fortalt af Matsue Ishii

I NÆSTEN et år havde jeg, i Sendai i Japan, siddet indespærret i en trang og snavset enecelle der var befængt med lopper. I hele denne periode fik jeg ikke lov til at tage bad. Væggelusene havde givet mig sår overalt, og jeg var så gigtplaget at jeg hverken kunne sidde eller stå. Med mine små 30 kilo var jeg nu kun skind og ben og jeg var døden nær.

Men hvorfor var jeg kommet i fængsel? Hvorfor havde myndighederne hamret på min dør klokken fem om morgenen den 21. juni 1939 for at arrestere mig? Hvad havde jeg gjort? Det var svære tider i Japan dengang for næsten 50 år siden. Jeg vil fortælle lidt om forholdene, om hvad der førte til min fængsling og om hvordan jeg overlevede.

Min opvækst

Jeg er født i 1909 i byen Kure i Japan, kun 25 kilometer fra Hiroshima. Mine forældre drev en risforretning og en kimonoforretning. Da jeg var ni år hærgede den spanske syge på vores egn, og inden længe måtte man stable kisterne op rundt omkring krematoriet. Min storesøster og jeg blev også ramt af sygdommen, og en uge senere døde min søster. Efter hendes pludselige død begyndte jeg at spørge mig selv: ’Hvorfor dør mennesker? Hvad sker der når man dør?’

Min fader var ivrig buddhist, og for at få svar på mine spørgsmål besøgte jeg forskellige buddhistiske templer. Jeg spurgte munkene: „Hvorfor dør mennesker?“

„Du behøver ikke at tænke over den slags,“ svarede de. „Hvis du bliver ved med at stole på Buddha og fremsiger dine mantraer, er du sikker på at nå frem til nirvana og komme i paradiset.“

Da jeg var 17 år hørte jeg om en bog man kaldte for Bibelen. Jeg fik fat i en men kunne ikke forstå den. Senere begyndte jeg at komme i en kirke i Kure. Da jeg fik at vide at døden var en følge af Adams synd, syntes jeg at det lød fornuftigt, og jeg blev et meget aktivt medlem af kirken.

Omkring den tid havde man i mange mindre byer den idé at Yaso-religionen (kristendommen) ville styrte landet i fordærv. Eftersom jeg var den første nidkære ’kristne’ i vores område, beskyldte indbyggerne mig for at kaste skam over byen og tvang mig nærmest til at flytte. Mine forældre var dybt utilfredse med mig.

Jeg lærer Bibelens sandheder at kende

I et forsøg på at få mig til at svigte min tro, arrangerede min fader at jeg skulle giftes med en vildfremmed, Jizo Ishii, der var nidkær buddhist. Hans storebroder var den øverste præst ved et buddhistisk tempel. Jeg fik at vide at Jizo, selv om han ikke var kristen, ville vise forståelse for min tro. Som 19-årig flyttede jeg derfor til Osaka og giftede mig med Jizo, der var skrædder. Men i modsætning til hvad min fader havde sagt, tillod Jizo mig ikke at gå i kirke.

Bag ved vores hus i Tojo-cho i Osaka lå der et hus med et skilt hvorpå der stod: „International Forening for Bibelstudium, Osaka-kontor.“ Da jeg gik ud fra at det var en kristen forening, aflagde jeg huset et besøg.

„Tror du på Herrens andet komme?“ spurgte jeg den unge mand der kom ud til døren.

„Kristi andet komme indtraf i 1914,“ svarede han.

I min forbløffelse sagde jeg til ham at det var umuligt. „De skulle læse denne bog,“ sagde han og gav mig Guds Harpe.

Jeg gemte bogen i en fletkurv med trækul og læste i den når jeg kunne komme til det uden at min mand så det. Hver oplysning slog ned i mig som et lyn — kun 144.000 skal i himmelen; Kristus er ikke en del af en treenighed, men er den almægtige Guds, Jehovas, enestefødte søn; vi lever i endens tid; den spanske syge, som min søster døde af, var et led i opfyldelsen af Bibelens profetier. Jeg var overbevist om at dette var den sandhed jeg havde søgt.

Senere fandt min mand ud af at jeg læste i en kristen bog. Men da han kunne se at jeg havde taget et fast standpunkt, begyndte han selv at læse Guds Harpe for at finde ud af hvad det var der kunne være så betydningsfuldt. Jeg blev døbt det følgende år, den 23. marts 1929, og min mand blev døbt kort tid efter.

Tjeneste som kolportører

Vi afskedigede personalet og lukkede skrædderiet. Fyldt med glæde tog vi fat på hus-til-hus-forkyndelsen i Osaka. I september 1929 blev jeg Japans anden kolportør, som man kaldte heltidstjenerne dengang, og min mand gjorde mig følgeskab senere. Sammen dækkede vi tre fjerdedele af Japan, hvilket indbefattede Osaka, Kyoto, Nagoya, Tokyo, Sendai, Sapporo, Okayama og øen Shikoku. Vi opholdt os et halvt års tid hvert sted, hvor vi lejede en lejlighed og koncentrerede os om at sprede vore publikationer.

Vi benyttede de publikationer der var oversat til japansk: Guds Harpe, Verdensbefrielsen, Skabelsen, Forligelse og Regering samt Den Gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) og Vagttårnet. Som kolportører brugte vi 180 timer om måneden på at gå fra hus til hus. Selv om det var fysisk udmattende, var glæden ved at virke i tjenesten kolossal.

Dengang fik de japanske kolportører ikke godtgjort deres udgifter, men de kunne beholde halvdelen af det de fik for bøger og blade til at dække deres leveomkostninger med. Tilværelsen var ikke nem. En af kolportørerne døde af dysenteri. Mens jeg passede ham blev jeg selv smittet og måtte indlægges. I Nagoya udbrød der brand hos naboen. Vi løb fra første sal ned ad trappen uden andet end det tøj vi gik og stod i, og undslap kun med livet i behold. Vore få ejendele og de bøger og blade vi skulle have spredt, gik op i luer og vi stod på gaden uden noget som helst.

Mens vi virkede i Okayama fik min mand høj feber i flere dage i træk. Det viste sig at han havde fået lungetuberkulose. Tuberkulose var en meget alvorlig sygdom dengang. Hvis han inden længe ville dø, ønskede vi at tage til Sapporo på den nordligste ø, Hokkaido, for at forkynde et sted hvor der aldrig var blevet forkyndt før.

I september 1930 flyttede vi så til Hokkaido, hvor jeg var indstillet på at min mand ville dø. Men luften var friskere der, og mælk og kartofler var ikke særlig dyrt, så min mands helbred blev lidt efter lidt bedre. Jehova forlod os aldrig, men velsignede os med en særlig stor glæde i vores tjeneste.

Da vi første gang arbejdede i Sendai opnåede jeg at få en personlig samtale med hr. Inoue, der var rektor for Tohokus kejserlige universitet. Han tog imod de bøger jeg havde med mig og fulgte mig til døren da jeg skulle gå. I hus-til-hus-arbejdet traf jeg også Bansui Doi, en kendt litterat som havde oversat Homers Iliaden og Odysseen til japansk. Han tog imod bogen Skabelsen.

Blandt dem der tog imod vort budskab med værdsættelse var familien Miura fra Ishinomori. Hustruen, Hagino, var 17 år da hun besøgte vort hjem i Sendai. Efter at vi havde drøftet Bibelen hele natten, var hun blevet overbevist om at vi havde sandheden. Kort efter flyttede hele familien til Tokyo, hvor Hagino og hendes mand, Katsuo, virkede som kolportører. Katsuo døde som et trofast Vidne, og Hagino yder stadig en trofast tjeneste. Deres søn, Tsutomu, har været oversætter på det japanske afdelingskontor i mange år.

Midlertidig beteltjeneste

I 1930’erne plejede min mand og jeg at arbejde nogle få måneder om året på betelhjemmet i Ogikubo i Tokyo. Dengang var der omkring 20 medarbejdere på Betel. Man fremstillede Den Gyldne Tidsalder på to støjende trykkemaskiner. Jizo og jeg arbejdede i tøjafdelingen. Når årstiden skiftede sendte kolportørerne det af deres tøj til Betel som trængte til at blive repareret. Vi vaskede, reparerede og strøg det, hvorefter vi sendte det tilbage til kolportørerne. Vi syede endda nyt tøj til dem. Når vi var færdige med alt dette, vendte vi tilbage til kolportørarbejdet.

Et af mine dyrebareste minder fra Betel har forbindelse med det historiske stævne i Columbus, Ohio, i 1931. En broder havde bygget en kortbølgeradio til modtagelse af udenlandske programmer. Vi indstillede på den hele dagen og hele natten, idet vi fortvivlet forsøgte at opfange stævneprogrammet. Lige pludselig, midt om natten, hørte vi Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, hvis stemme gik klart igennem med fuld styrke. Øjeblikkelig begyndte en broder at oversætte. Derefter hørte vi resolutionen om at vi antog det nye navn, „Jehovas Vidner“, og et tordnende bifald fulgte efter. Langt borte på det japanske Betel opløftede vi vore stemmer i glædesråb sammen med vore brødre i Amerika. Nogle få minutter senere blev radiomodtagelsen dårligere og vi hørte ikke mere. Men Jehova havde sørget for at vi havde været med i dette historiske øjeblik.

Forkyndelse trods modstand

Under den verdensomfattende økonomiske depression efter første verdenskrig fejede en nationalistisk og militaristisk bølge hen over Japan. Kejseren blev betragtet som en levende gud der havde krav på alle borgernes hengivenhed. Men vi fortalte folk: „Der er kun én Gud.“

„Mener du ikke at kejseren er Gud?“ spurgte de.

„Guds rige vil skabe en vidunderlig fremtid,“ forklarede vi så.

„Vil I have et andet styre end kejserens?“ spurgte de. Ligegyldigt hvad vi sagde blev vores ord fordrejet, og vi blev stemplet som forrædere. Myndighederne strammede censuren af vore publikationer, og vi blev stadig oftere skygget af civilklædte betjente.

En gang om året blev der sædvanligvis holdt et offentligt foredrag. Selv om der kun var 20 forkyndere i Tokyo, kom der omkring 500 for at høre foredraget „Den kristne civilisations fald“ i en hal vi havde lejet. Platformen med taleren var omringet af politifolk, og hver gang taleren sagde et eller andet de fandt anstødeligt, brølede en af dem: „Taler, stop!“ Derefter henviste taleren taktfuldt til et skriftsted og læste det højt. Bibelen var nemlig ikke forbudt, så han fik lov til at fortsætte.

Arrestation og fængsling

Knap ti år efter at vi var begyndt i kolportørarbejdet blev så godt som alle Jehovas vidner i Japan arresteret. Den skæbnesvangre morgen, den 21. juni 1939, blev jeg ført til politistationen i Ishinomaki og kastet i detentionen, et mørkt rum med et tykt lag sod hængende under loftet. Kort efter blev jeg overført til Sendai og sat i enecelle. Min mand blev også arresteret, og jeg mistede enhver kontakt med ham indtil krigen var slut.

Et år lå jeg i den snavsede celle der nær havde kostet mig livet. Senere fandt jeg ud af at myndighederne i den periode havde undersøgt Junzo Akashis forhold, da han var den ansvarshavende for det japanske afdelingskontor. Til sidst blev jeg også forhørt. „Kast Bibelen på gulvet og tramp på den,“ kommanderede forhørslederen. Han viste mig så forhørsprotokollen om Akashi. Først troede jeg at det var en fælde.

„Tror De på Akashi?“ spurgte han.

„Akashi er kun et ufuldkomment menneske,“ svarede jeg. „Så længe Akashi fulgte Bibelen blev han brugt af Gud. Men siden hans udtalelser afviger fra Bibelen, er han ikke længere min broder.“ Desværre havde Akashi forladt sandheden.

Til sidst faldt dommen, og jeg blev overført til kvindefængselet i Sendai. Igen blev jeg sat i enecelle. Mad fik vi da, selv om den var tarvelig. Hver morgen fik jeg lov til at spadsere en halv time under opsyn af en kvindelig vagt. Engang sagde en vagt til mig: „Hvis tiderne havde været bedre ville du undervise os andre. Men fordi tiderne er onde må du være tålmodig.“ Jeg blev meget opmuntret af hendes ord.

I mellemtiden kastede Japan sig ud i krigen med USA, og det optog hele verden. I slutningen af 1944, fem og et halvt år efter min arrestation, blev jeg løsladt. I august 1945 blev atombomberne kastet over Hiroshima og Nagasaki, og Japan tabte krigen.

Fra mørket ind i lyset

Min mand og jeg vendte tilbage til Kure og tjente møjsommeligt til livets ophold i efterkrigstidens kaos. Vore gamle venner var blevet spredt, og vi havde mistet næsten al kontakt med dem. Men omkring fire år efter krigen hørte vi at der var missionærer på vej fra USA og at Rigets arbejde ville blive genoptaget i Japan.

I Kobe overværede min mand det første efterkrigsstævne. Han tog vores seksårige søn med, som vi havde adopteret efter krigen. Stævnet blev afholdt i slutningen af december 1949. Siden 1939 havde forkyndelsen i Japan været inde i en ’mørk periode’, men endelig var vi kommet ud i lyset igen!

I 1951 hørte vi at Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, planlagde at besøge Japan, men vi kendte ikke tidspunktet. Den 27. april, hvor vi til midnat havde været i gang med at sy noget tøj, hørte vi den seneste nyhedsudsendelse i radioen meddele: „Hr. N. H. Knorr, præsident for Vagttårnet, vil besøge Japan og holde et foredrag i Kyoritsu-auditoriet.“ Næste dag steg jeg på et tog og rejste de 900 kilometer til Tokyo midt i efterkrigstidens kaos og fattigdom. Den 29. april sad jeg og lyttede til broder Knorr.

Det var gribende for første gang efter krigen at overvære udgivelsen af Vagttårnet på japansk. Jeg rejste hjem med det nyudgivne 1. maj-nummer. Jeg kan ikke erindre at jeg på noget tidspunkt i mit liv har været lykkeligere. „Nu er arbejdet i Japan officielt genåbnet,“ tænkte jeg, „og nøjagtig som forudsagt vil Jehovas gerning vokse, og én blive til tusind.“

Siden da har vi haft konstant forbindelse med Jehovas organisation. I august 1951 besøgte broder Adrian Thompson os for første gang som kredstilsynsmand. Møderne blev organiseret, og de to første specialpionerbrødre i Japan blev tildelt distrikt i Kure. Menigheden voksede, og min mand virkede som menighedstjener.

Hvad skete der med de cirka 130 der havde været Jehovas vidner i Japan før krigen? Afdelingstilsynsmandens, Junzo Akashis, dårlige eksempel havde nærmest haft en chokvirkning på mange, og nogle få fulgte ham. Andre blev spredt. Nogle døde øjensynlig under forfølgelsen. En halv snes stykker forblev trofaste i Jehovas tjeneste, og nogle af dem er så heldige at de stadig har et godt helbred og tjener nidkært.

Efterhånden som mit helbred blev bedre kunne jeg virke som almindelig pioner i nogle få år. Da min mand var 71 blev han syg og kastede store mængder blod op, og han blev øjeblikkelig bragt til hospitalet. Vi var taknemmelige for at lægerne respekterede hans vægring ved at modtage blod. Selv om han kom sig nogenlunde, døde han seks måneder senere. Vores adoptivsøn Kozo har været specialpioner i mange år og virker nu som ældste.

Når jeg ser tilbage på tiden før krigen, forekommer det mig at de fleste af dem der forlod Jehovas organisation under forfølgelsen var dem der udmærkede sig mest ved forstandsevner. Måske stolede de for meget på sig selv. De der forblev trofaste var ikke specielt dygtige og gjorde sig heller ikke særligt bemærkede. Vi må alle fuldt ud stole på Jehova til enhver tid. — Ordsprogene 3:5.

’Den store trængsel’ vil helt sikkert snart indtræffe. (Mattæus 24:21) Til den tid kommer vi måske ud for vanskeligheder der langt vil overgå det vi hidtil har set. Det er ikke sikkert at det vil være så let at stå dem igennem som vi tror. Men hvis vi sætter hele vor lid til Jehova, virkelig elsker ham og af hjertet anråber ham om hjælp, vil han ikke svigte os når vi kæmper for at tjene ham trofast, ligesom han ikke har svigtet mig. — Salme 37:25.

[Illustration på side 23]

Jeg blev gift med Jizo Ishii, som jeg aldrig før havde set

[Illustration på side 25]

Da broder Knorr besøgte Japan i 1951, betjente han missionærer og stævner i Tokyo, Nagoya og Kobe (billedet)