Den øverste Dommer og Lovgiver (Es 33:22), Jehova Gud, „elsker retfærdighed og ret“. (Sl 33:5) „Ret og sand retfærdighed ringeagter han ikke.“ (Job 37:23) Dette er en garanti for at han aldrig vil forlade sine loyale. (Sl 37:28) Jehova viser ingen partiskhed over for sine skabninger, men tager imod og velsigner enhver som frygter ham og øver retfærdighed. (Apg 10:34, 35) Både enkeltpersoner og nationer bliver straffet eller belønnet efter deres gerninger. (Ro 2:3-11; Ef 6:7-9; Kol 3:22–4:1) Jehovas upartiske retfærdighed er også afvejet med barmhjertighed, idet han giver mennesker og nationer lejlighed til at vende om fra deres onde veje så de undgår at blive ramt af hans ugunstige dom. — Jer 18:7-10; Ez 33:14-16; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.

Da Jehovas visdom er langt højere end ufuldkomne menneskers, er det menneskene, og ikke Gud, der har brug for at lære rettens sti at kende. (Es 40:14) Menneskene kan derfor ikke bedømme om Guds handlinger er rette eller urette, men må justere deres tanker efter den retfærdsnorm Jehova har åbenbaret i sit ord. Gud sagde til israelitterne: „Er det mine veje der ikke er rigtige, Israels hus? Er det ikke jeres veje som ikke er rigtige?“ (Ez 18:29) At Jehova er Skaberen, udelukker også at nogen skulle kunne betvivle retmæssigheden af det han gør. — Ro 9:20, 21; se også Job 40:8–41:34.

Jehova har derfor altid med rette krævet at de der ønsker at opnå hans godkendelse, gør sig bekendt med hans retsnorm og følger den. (Es 1:17, 18; 10:1, 2; Jer 7:5-7; 21:12; 22:3, 4; Ez 45:9, 10; Am 5:15; Mik 3:9-12; 6:8; Zak 7:9-12) Ligesom Gud må de være upartiske, da det modsatte vil være uretfærdigt og en krænkelse af kærlighedens lov. (Jak 2:1-9) Det er imidlertid ikke nogen byrde at øve ret efter Guds norm, men i virkeligheden en forudsætning for menneskets lykke. (Sl 106:3; jf. Es 56:1, 2.) Denne sandhed erkendtes af den berømte engelske jurist William Blackstone, der skrev: „[Gud] har så nøje forbundet, så uadskilleligt sammenflettet den evige retfærdigheds love med den enkeltes lykke at det sidste ikke kan opnås uden at man overholder det første; og hvis det første overholdes punktligt, kan det kun føre til det sidste.“ — Chadman’s Cyclopedia of Law, 1912, bd. I, s. 88.

Gud fastsætter normen. Den græskkyndige Kenneth S. Wuest siger: „Gud er den objektive norm, den der fastsætter betydningsindholdet af dikaios [retfærdig], og som samtidig sørger for at dette betydningsindhold bevares konstant og uændret eftersom Han er uforanderlig.“ Derefter citerer han Cremer, som siger: „Retfærdighed i bibelsk forstand vil sige at noget er ret og rigtigt ifølge Guds norm, at det er vurderet efter Guds norm, ytrer sig ved en adfærd Gud kan godkende, og frem for alt har noget at gøre med forholdet til Gud og med det at vandre for Hans ansigt. Den er, og den kaldes dikaiosune theou (Guds retfærdighed) (Rom. 3:21, 1:17), retfærdighed som den findes hos Gud og er af værdi for Gud, guddommelig retfærdighed, se Ef. 4:24; med en retfærdighed defineret på denne måde kommer evangeliet (Rom. 1:17) ind i en verden af nationer som har været vant til at følge en anden norm.“ — Studies in the Vocabulary of the Greek New Testament, 1946, s. 37.

Lukas viser hvad det vil sige at være retfærdig, når han om præsten Zakarias og hans hustru Elisabet (Johannes Døbers forældre) siger: „De var begge retfærdige for Gud, idet de vandrede udadleligt, i overensstemmelse med alle Jehovas bud og lovbestemmelser.“ (Lu 1:6) Om noget er retfærdigt, afhænger af om det stemmer med Guds vilje og befalinger. Hvad han befaler, kan variere fra ét tidspunkt til et andet og fra én person til en anden — hans befaling til Noa om at bygge en ark er aldrig blevet gentaget for andre, og budet om omskærelse gælder ikke for de kristne. Men Guds personlige normer, hans personlighed, det han er, og som kommer til udtryk i hans ord og gerninger, varierer aldrig og udgør således en fuldkommen, stabil og klippefast norm som alle hans skabningers adfærd kan måles efter. — 5Mo 32:4; Job 34:10; Sl 92:15; Ez 18:25-31; 33:17-20.

Jehova — den Retfærdige. De hebraiske ord tsæʹdhæq og tsedhaqahʹ og det græske ord dikaiosyʹnē bruges ofte til at beskrive at Gud handler rigtigt: som den suveræne Hersker (Job 37:23; Sl 71:19; 89:14), når han afsiger og eksekverer sine domme (Sl 9:8; 85:11; Es 26:9; 2Kor 3:9), når han straffer sit folk (Es 10:22), når han forsvarer sig selv for retten (Sl 51:4; Ro 3:4, 5), og når han forsvarer sit folk (Mik 7:9).

Jehova kaldes „retfærdighedens bosted“. (Jer 50:7) Han er derfor selv den Retfærdige, og alle hans skabningers retfærdighed udspringer af deres forhold til ham. Jehova afviger aldrig fra sin retfærdige norm. Hans skabninger kan derfor have den største tillid til ham. Der står skrevet om ham: „Retfærdighed og ret er din trones fundament.“ — Sl 89:14.

Også retfærdig når han viser barmhjertighed. I sin retfærdighed, hellighed og renhed kan Jehova ikke billige nogen synd. (Sl 5:4; Es 6:3, 5; Hab 1:13; 1Pe 1:15) Følgelig kunne han ikke tilgive menneskenes synder uden at retfærdighedens krav blev tilfredsstillet — eller uden at der var et juridisk grundlag for det. I sin ufortjente godhed sørgede han for dette grundlag ved at sende sin søn som et sonoffer, et offer der kunne dække menneskers synder. Derved kan han på et retfærdigt grundlag vise barmhjertighed mod de syndere der benytter sig af denne ordning. Paulus forklarer det på denne måde: „Men uden lov er Guds retfærdighed nu blevet gjort kendt, . . . ja, Guds retfærdighed gennem tro på Jesus Kristus . . . For alle har syndet og mangler Guds herlighed, og det er som en fri gave at de ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. . . . at [Gud] måtte være retfærdig, også når han erklærer det [fra fødselen syndige] menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ — Ro 3:21-26; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.