LØSESUM, LØSKØBELSE

En „løsesum“ er en pris der betales for at købe noget tilbage eller for at købe en person fri fra en forpligtelse eller fra uønskede omstændigheder. „Løskøbelse“ er den handling at købe noget fri ved hjælp af en løsesum. Den mest betydningsfulde løsesum er Jesu Kristi udgydte blod, som har givet Adams efterkommere mulighed for at blive udfriet fra synden og døden.

De forskellige hebraiske og græske ord der gengives med „løsesum“ og „løskøbe“ (eller „genløse“), har det tilfælles at de alle sigter til at der betales et beløb eller noget andet værdifuldt for at udvirke en løskøbelse, eller genløsning. De indeholder alle tanken om en udveksling eller erstatning og om overensstemmelse og værdilighed. Det vil sige at noget gives i bytte for noget andet, at retfærdighedens krav opfyldes, og at der finder en udligning sted. — Se FORLIGELSE.

En pris der dækker. Det hebraiske navneord koʹfær, „løsesum“, kommer af udsagnsordet kafarʹ, der har grundbetydningen „at dække, tildække“. Det er brugt i denne betydning i 1 Mosebog 6:14, hvor der siges at Noa skulle „stryge“, altså „dække“, arken med tjære. I almindelighed anvendes kafarʹ imidlertid til at beskrive at retfærdigheden sker fyldest ved at der skaffes dækning, eller soning, for synder. Navneordet koʹfær betegner det der gives for at udvirke dette, løsesummen. (Sl 65:3; 78:38; 79:8, 9) Det der anvendes som dækning, må svare til det der skal dækkes, enten i form (som det bogstavelige dække eller låg [kappoʹræth] på pagtens ark; 2Mo 25:17-22) eller i værdi (som for eksempel en skadeserstatning, en betaling til dækning af skader som er blevet forårsaget på en eller anden måde).

Som et middel til at bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt og genoprette israelitternes gode forhold til Jehova fastsatte denne i Moseloven forskellige ofre som sonede, eller dækkede over, synder — det kunne være præsternes og levitternes (2Mo 29:33-37; 3Mo 16:6, 11), andre enkeltpersoners eller folkets som et hele (3Mo 1:4; 4:20, 26, 31, 35) — og som rensede alteret og tabernaklet ved at skaffe det soning på grund af det omgivende folks synder. (3Mo 16:16-20) Offerdyrets liv trådte på en måde i stedet for synderens liv, og dets blod skaffede soning på Guds alter i den udstrækning det var muligt. (3Mo 17:11; jf. He 9:13, 14; 10:1-4.) ’Forsoningsdagen [jōm hakkippurīmʹ]’ kunne lige så godt kaldes ’løskøbelsesdagen’. (3Mo 23:26-28) Disse ofre var nødvendige for at folket og dets tilbedelse fortsat kunne have den retfærdige Guds anerkendelse og godkendelse.

Løskøbelses- eller genløsningsprincippet kommer for eksempel til udtryk i Moselovens bestemmelse om en okse der var tilbøjelig til at stange. Hvis ejeren var blevet advaret, men alligevel lod oksen gå løs så den dræbte et menneske, skulle ejeren selv lide døden og således betale for den dræbtes liv med sit eget liv. Men eftersom han ikke direkte eller med forsæt havde taget det andet menneskes liv, kunne dommerne, hvis de fandt det rigtigt, pålægge ham i stedet at betale „sonepenge [koʹfær, en løsesum]“, og så måtte han betale denne løskøbelsessum. Denne sum blev regnet for at træde i stedet for hans liv og at tjene som erstatning for det liv der var gået tabt. (2Mo 21:28-32; jf. 5Mo 19:21.) Derimod kunne der ikke modtages en løsesum for den forsætlige morder; kun hans eget liv kunne sone offerets død. (4Mo 35:31-33) Øjensynlig fordi folketællinger angik menneskeliv, skulle hver mand over 20 år som blev mønstret, udrede en løsesum (koʹfær) til Jehova på en halv sekel (7 kr.) for sin sjæl, hvad enten han var rig eller fattig. — 2Mo 30:11-16.

Da enhver uretfærdighed mishager såvel Gud som mennesker, kan en løsesum desuden bevirke at vrede afværges eller dæmpes. (Jf. Jer 18:23; også 1Mo 32:20, hvor „forsone“ er oversat fra kafarʹ.) En ægtemand der er forbitret over at en anden mand har begået ægteskabsbrud med hans hustru, vil imidlertid „ikke godtage nogen som helst løsesum [koʹfær]“. (Ord 6:35) Ordet kan også bruges i den forbindelse at nogle som skulle øve ret, i stedet modtager en gave som „stikpenge [koʹfær]“ der skulle ’dække deres øjne til’ for den urette handling, få dem til at lukke øjnene for den. — 1Sa 12:3; Am 5:12.

Løskøbelsen, eller udfrielsen. Det hebraiske udsagnsord padhahʹ betyder „at løskøbe“, og det beslægtede navneord pidhjōnʹ betyder „løskøbelsessum“. (2Mo 21:30) Mens kafarʹ betoner løsesummens kvalitet eller indhold og dens evne til at bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt, lægger padhahʹ og pidhjōnʹ vægten på den udfrielse der opnås.

Jesus Kristus som genløser. På grundlag af det foregående er det muligt at forstå den genløsningsforanstaltning der er truffet for menneskeheden gennem Guds søn, Jesus Kristus. At menneskene har brug for at blive genløst, eller løskøbt, skyldes oprøret i Eden. Adam solgte sig selv til at gøre det onde for den selviske nydelse fortsat at kunne være sammen med sin hustru, som nu var en syndig overtræder, og han kom derfor til at indtage den samme fordømte stilling som hun over for Gud. Han solgte derved sig selv og sine efterkommere til trældom under synden og døden, hvilket var den pris Guds retfærdighed krævede. (Ro 5:12-19; jf. Ro 7:14-25.) Adam havde ejet menneskelig fuldkommenhed, men satte dette værdifulde eje over styr for både sig selv og sine efterkommere.

Under Moseloven, der havde „en skygge af kommende goder“, skulle der bringes dyreofre til soning af synd. Dette udvirkede dog kun en symbolsk soning, for de dyr der blev ofret, var ringere end mennesker, og derfor var det „ikke muligt at blod af tyre og bukke“ virkelig kunne „tage synder bort“, som apostelen påpeger. (He 10:1-4) Disse offerdyr, der tjente som forbilleder, skulle være fuldkomne og fejlfri. (3Mo 22:21) Det sande genløsningsoffer — et menneske der virkelig kunne borttage synder — skulle derfor også være fuldkomment og fejlfrit. For at kunne betale den løsesum der ville befri Adams efterkommere for den skyld, ufuldkommenhed og trældom som deres første fader havde solgt dem til, skulle den pågældende svare til den fuldkomne Adam og eje menneskelig fuldkommenhed. (Jf. Ro 7:14; Sl 51:5.) Kun derved kunne han opfylde Guds fuldkomne retfærdigheds krav om lige for lige, „sjæl for sjæl“. — 2Mo 21:23-25; 5Mo 19:21.

Da Guds retfærdighed stillede dette strenge krav, var det umuligt for menneskene selv at tilvejebringe en genløser. (Sl 49:6-9)