Guds retfærdighed kræver „sjæl for sjæl“. (2 Mosebog 21:23) Der må altså tilbydes et liv til gengæld for det liv der gik tabt. Men ikke et hvilket som helst menneskeliv. Om ufuldkomne mennesker siges der i Salme 49:7, 8: „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham, (nej, prisen for løskøbelsen af deres sjæl er så høj at den må opgives for stedse).“ Ser det da håbløst ud for os? Nej!

11. (a) Hvad ligger der i det hebraiske ord for „løsesum“? (b) Hvem var den eneste der kunne løskøbe menneskene, og hvorfor?

¹¹ Det hebraiske ord for „løsesum“ hentyder til en sum der betales for at løskøbe en fange, men betegner også lighed i værdi. Kun en fuldkommen mand kunne tilbyde et menneskeliv af samme værdi som det Adam mistede. Efter Adams tid var Jesus Kristus det eneste fuldkomne menneske der blev født på jorden. Derfor kalder Bibelen ham for „den sidste Adam“ og forvisser os om at Jesus „gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Korinther 15:45; 1 Timoteus 2:5, 6) Mens Adam gav døden i arv til sine børn, giver Jesus evigt liv i arv. Vi får følgende at vide i Første Korintherbrev 15:22: „Ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ Det er derfor helt på sin plads at Jesus kaldes „Evig Fader“. — Esajas 9:6, 7.

Jesu død understreger også for os at Jehova er den fuldkomne retfærdigheds Gud. (5 Mosebog 32:4) Nogle vil spørge hvorfor Gud ikke kunne se stort på det princip der krævede sjæl for sjæl, og blot glemme hvad Adams synd var kommet til at koste. Men forklaringen er at Jehova altid holder sig til sine love, også når det indebærer store omkostninger for ham selv.