Et karakteristisk navn

Man må forvente at en gud som har en personlighed, har et personligt navn som adskiller ham fra alle andre guder. Et navn som denne gud selv har valgt, vil være at foretrække frem for et navn som gudens tilbedere har fundet på.

I den forbindelse er det forvirrende at de fleste veletablerede religioner har personlige navne på deres guder, hvorimod jøderne og hovedparten af kristenhedens kirker undlader at identificere den gud de tilbeder, med et karakteristisk, personligt navn. De anvender i stedet titler som Herren, Gud, den Almægtige og Faderen.

Skribenten David Clines skriver i tidsskriftet Theology: „På et eller andet tidspunkt mellem det femte og det andet århundrede før vor tidsregning kom Gud ud for en tragisk ulykke: han mistede sit navn. Mere præcist skete der dét at jøderne holdt op med at bruge Guds personlige navn, Jahve. I stedet henviste man til ham ved hjælp af forskellige omskrivninger som Gud, Herren, Navnet, Den Hellige, Den Nærværende, ja endog Stedet. Selv dér hvor der stod Jahve i bibelteksten, læste man Adonaj. Da templet blev endeligt ødelagt, ophørte de sjældne liturgiske ceremonier hvor man brugte navnet, og endog kendskabet til den rette udtale af navnet gik tabt.“ Ingen kan imidlertid sige nøjagtig hvornår de ortodokse jøder holdt op med at udtale Guds navn og i stedet begyndte at sige de hebraiske ord for Gud og suveræne Herre.

Det ser derfor ud til at den første vigtige faktor i bestræbelserne for at identificere „den eneste sande Gud“ er at finde frem til hans navn, og det er slet ikke vanskeligt. Navnet på Skaberen, den almægtige Gud, er nemlig tydeligt anført i Salme 83:18: „At mennesker må kende at du, hvis navn alene er JEHOVA, er den højeste over hele jorden.“ (King James Version) Eller som den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger [i vers 19]: „Til de forstår, at du alene — Jahve er dit navn — er den Højeste over hele jorden.“

Har det nogen betydning?

Nogle vil måske indvende at det ikke har nogen større betydning om man bruger et personligt navn når man henvender sig til den almægtige Gud. De er tilfredse med at omtale og tiltale Gud som Faderen eller slet og ret Gud. Men begge disse betegnelser er titler og ikke navne, og de er hverken personlige eller karakteristiske. På Bibelens tid brugte man ordet Gud (hebraisk: ’Ælohīmʹ) som betegnelse for enhver gud, endog filistrenes hedenske gud Dagon. (Dommerne 16:23, 24) Hvis en hebræer sagde til en filister at han dyrkede „Gud“, uden at oplyse filisteren om navnet på ham, ville filisteren derfor ikke forstå hvilken Gud hebræeren mente.

The Imperial Bible-Dictionary fra 1874 har en interessant kommentar om navnet Jehova: „Det er alle steder et egennavn der betegner Gud personligt og ham alene, hvorimod Elohim mere har karakter af et fællesnavn der som regel, men ikke nødvendigvis og heller ikke hver gang, betegner den Allerhøjeste. . . . Hebræeren kan sige Elohim med den bestemte artikel foran og dermed mene den sande Gud i modsætning til alle falske guder, men han siger aldrig Jehova med den bestemte artikel foran, for Jehova er navnet på den sande Gud alene. Han siger igen og igen min Gud . . ., men aldrig min Jehova, for når han siger min Gud, mener han Jehova. Han taler om Israels Gud, men aldrig om Israels Jehova, for der er ingen anden Jehova. Han taler om den levende Gud, men aldrig om den levende Jehova, for han kan ikke forestille sig Jehova som andet end levende.“