Jeg fik styrket troen ved selvsyn

’Jeg gad vide hvor man egentlig kan finde de håndskrifter som vores bibel er oversat fra? Hvordan afgør man hvor gamle de er? Hvordan er de blevet bevaret op gennem tiden? Og hvordan kan man efter så mange år være sikker på at de svarer nøjagtig til de originale bibelhåndskrifter?’ Hvad angår min egen tro på Bibelen, er der ikke længere nogen tvivl; men eftersom jeg er blevet opdraget til at betragte Bibelen som et dygtigt bedrag har spørgsmål som disse altid haft min særlige interesse. Drevet af nysgerrighed har jeg derfor rejst rundt i Europa for at besøge nogle af de mest berømte biblioteker. Jeg begyndte mine undersøgelser i Rom, hvor man opbevarer i hundredvis af bibelhåndskrifter.

MAN skal have særlig tilladelse for at kunne komme ind i Vatikanbiblioteket, der ligger i en bygning bag pavens palads. Når man passerer den imponerende mur og de skrappe sikkerhedsforanstaltninger omkring det borglignende Vatikan, fornemmer man tydeligt at man nærmer sig et ægte skatkammer.

Her opbevares det berømte vatikanske manuskript nr. 1209 eller Codex Vaticanus, der internationalt betegnes med symbolet B. Dette håndskrift indeholder De Hebraiske Skrifter og størstedelen af De Græske Skrifter. Det er dateret til begyndelsen af det fjerde århundrede e.v.t., hvilket er mindre end 300 år efter apostlenes tid. Håndskriftet har været i Vatikanbibliotekets eje i hvert fald siden 1481, men det blev ikke tilgængeligt for de lærde førend omkring 1889-90.

Mit første indtryk var at skriften stod forbavsende tydeligt. Men på et tidspunkt begyndte den oprindelige skrift åbenbart at falme, for en skriver har trukket bogstaverne op, hvorved håndskriftet har mistet en del af sin oprindelige skønhed. Det Vatikanske Manuskript er, som stort set alle græske bibelhåndskrifter, en kodeks, det vil sige en bog med sider og ikke en skriftrulle. Siderne er af pergament, et skrivemateriale der er forarbejdet af fint kalve-, lamme- eller gedeskind.

’Hvordan kan man datere et dokument som dette?’ ville jeg gerne vide. Hertil er den anvendte skriftform af stor betydning. Den tilsynsførende for biblioteket var så venlig at vise mig de to tydeligt forskellige skriftformer der er anvendt i dette håndskrift. Stykket fra Første Mosebog til Hebræerbrevet er skrevet med såkaldte majuskler eller uncialer, en skrift der udelukkende består af store bogstaver og som blev anvendt ved nedskrivning af bøger i perioden fra det 4. århundrede f.v.t. og frem til det 8. eller 9. århundrede e.v.t. I denne skriftform er der ingen adskillelse mellem ordene og ingen tegnsætning. Åbenbaringens bog (der ikke er en del af det originale håndskrift) er derimod skrevet med minuskel- eller kursivskrift, der består af mindre bogstaver som for det meste er føjet sammen til en flydende, letløbende skrift. Denne skriftform blev populær i begyndelsen af det 9. århundrede e.v.t.

Den videnskabsgren der beskæftiger sig med gamle skriftformer kaldes palæografi. Ved hjælp af håndskriften alene kan man dog ikke datere et manuskript med mere end 50 års nøjagtighed, eftersom en persons håndskrift almindeligvis ikke ændrer sig væsentligt i løbet af vedkommendes levetid.

En affaldsdynge i et kloster

Næste mål på min rejse var England. Her findes en af verdens største samlinger af bibelhåndskrifter. Og min forventning steg mens jeg gik op ad trappen til det imponerende indgangsparti til British Museum i London. Her opbevares det berømte Codex Sinaiticus. (Den bemærkelsesværdige beretning om hvordan nogle sider af dette håndskrift i 1844 blev fundet i en affaldskurv i et kloster i Sinaj stod at læse i udgaven af Vågn op! for 22. april 1980.) Dette håndskrift danner sammen med Det Vatikanske Manuskript grundlaget for den græske tekst hvorfra Ny Verden-oversættelsen af De Hellige Skrifter er blevet oversat. Det er udstillet ved siden af Codex Alexandrinus.

Af format er siderne i Det Sinaitiske Manuskript mere end dobbelt så store som dette blad. Det er et pergamenthåndskrift med fire spalter på hver side. Det Sinaitiske Manuskript betegnes internationalt med symbolet „א“, ’aʹlæf, der er det første bogstav i det hebraiske alfabet. Det er blevet dateret til det fjerde århundrede e.v.t., men man regner det for at være en smule yngre end Det Vatikanske Manuskript.

Fund af håndskrifter som for eksempel Codex Sinaiticus har stor betydning fordi man før måtte oversætte fra langt nyere afskrifter der var behæftet med en del skrivefejl og tilmed indeholdt uægte passager. For eksempel fandt man ved hjælp af Det Sinaitiske og Det Vatikanske Manuskript ud af at beretningen i Johannes 7:53 til 8:11 om ægteskabsbrydersken var en senere tilføjelse, eftersom ingen af disse håndskrifter indeholder denne beretning.

Reddet fra en ildebrand

Ved siden af Codex Sinaiticus ligger Codex Alexandrinus (A), som er blevet dateret til 400- 450 e.v.t. I mine øjne var dette håndskrift det smukkeste af alle de håndskrifter jeg fik at se. Det er opkaldt efter byen Alexandria i Ægypten, hvor det blev opbevaret i Det Patriarkalske Bibliotek før det blev skænket som gave til kong James I af England, den konge der i 1611 autoriserede den berømte engelske bibeludgave. Det Alexandrinske Manuskript blev dog først endeligt overdraget i 1627 til kong James I’s efterfølger på tronen, Charles I, i 1627, længe efter at arbejdet med King James-oversættelsen var fuldført.

Det betyder ikke at håndskriftet altid er blevet omhyggeligt beskyttet i det kongelige bibliotek. I 1731 undgik det med nød og næppe at blive ødelagt. Der udbrød ildebrand i værelset lige under det sted hvor håndskriftet blev opbevaret. Dog var nogle åbenbart klar over værdien af dette håndskrift for „et øjenvidne beretter at den lærde dr. Bentley, iført ’nattøj og en stor paryk’, kom spankulerende ud af bygningen med Codex Alexandrinus under armen“.

I den sidste halvdel af det 19. århundrede blev de tre store håndskrifter, Det Vatikanske, Det Sinaitiske og Det Alexandrinske Manuskript, offentliggjort særskilt i faksimileudgaver. De to førstnævnte håndskrifter er fra den tid da man begyndte at bruge pergament til at skrive på når man fremstillede bøger. Det forekom usandsynligt at man nogen sinde skulle finde håndskrifter der var ældre, i betragtning af at papyrus, der havde været brugt som skrivemateriale i tidligere tider, havde forholdsvis ringe holdbarhed. Men i 1931 gjorde man et vigtigt fund af 11 meget gamle papyrushåndskrifter.

Skatte i Irland

I et beboelseskvarter i Dublin, blandt smukke grønne haver som kun det kølige og fugtige irske klima kan fostre, ligger den amerikanske samler Chester Beattys museum og bibliotek. Han var interesseret i gamle håndskrifter og erhvervede sig hvad der på det tidspunkt var det betydeligste fund af bibelhåndskrifter siden fundet af Codex Sinaiticus. Det drejer sig øjensynlig om en bogsamling fra et kristent samfund der fandtes i det 4. århundrede i Ægypten. Skrifterne blev fundet „på et sted i nærheden af Nilen hvor der havde ligget en gammel kirke“.

Papyrus er helt forskelligt fra pergament. Det fremstilles af papyrusplanten der vokser i vandet i Nildeltaet. Indtil det 4. århundrede e.v.t. brugte man i vid udstrækning papyrus frem for pergament.

Hvis man besøger Dublin kan man se en del af denne store samling papyrusmanuskripter udstillet. Et af disse håndskrifter, der bærer betegnelsen P⁴⁵, indeholder, skønt det er svært beskadiget, dele af de fire evangelier og Apostelgerninger. Det er dateret til begyndelsen af det 3. århundrede e.v.t.

Håndskriftet P⁴⁷, der ligeledes stammer fra det tredje århundrede, består af ti sider af Åbenbaringens bog. Yderligere interesse knytter sig til manuskriptet P⁴⁶, der stammer fra omkring år 200 e.v.t. Denne kodeks indeholder ni af Paulus’ breve. Det er interessant at Hebræerbrevet er med i denne samling og at det er anbragt umiddelbart efter Romerbrevet. Dengang anerkendte man altså at det er Paulus der har skrevet Hebræerbrevet (skønt det ikke indeholder hans navn), hvilket nogle moderne bibelkritikere har betvivlet.

Et bemærkelsesværdigt træk ved alle de græske manuskripter jeg indtil da havde set, var at ingen af dem indeholdt Guds navn, Jehova. Hvorfor bruger man det i Ny Verden-oversættelsen hvis disse håndskrifter er det ældste og mest pålidelige tekstgrundlag? Håndskriftfragmenter der først blev undersøgt i Cambridge giver en del af svaret.

Guds navn afdækkes

Jeg nød i høj grad besøget i Cambridge, hvor hængepilene danner en smuk ramme om de gamle klosteragtige universitetsbygninger med deres buegange. Det var til dette lærdomssæde man bragte en stor del af indholdet fra genizaen i den gamle synagoge i Kairo. Genizaen var et opbevarings- eller pulterrum hvor jøderne gemte gamle dokumenter.

I det gamle Kairo herskede den overtro at en giftslange bevogtede indgangen til genizaen, klar til at angribe eventuelle samlere, hvilket medvirkede til at indholdet blev bevaret indtil dr. Solomon Schechter i 1898 fik tilladelse til at bringe det hele til Cambridge. Samlingen indeholdt dokumenter fra en periode på næsten tusind år. En bibliotekar viste mig et fotografi af manuskripterne da de ankom, proppet i tekasser som en anden bunke affald.

Blandt alle disse håndskrifter fandt man en såkaldt palimpsest af stor interesse. Betegnelsen „palimpsest“ betyder „kradset eller skrabet igen“ og bruges om et dokument hvor man har udraderet den først skrevne tekst for at kunne genbruge det kostbare skrivemateriale. Ofte kan man dog stadig skelne den oprindelige tekst.

I dette tilfælde fandt man under en nyere tekst en afskrift af en del af De Hebraiske Skrifter, oversat til græsk af Aquila, en jødisk proselyt der levede i det andet århundrede e.v.t. Det var betagende at man flere steder i den græske tekst kunne se at Jehovas navn var skrevet med gamle hebraiske skrifttegn. Dette viser at man helt frem til det 2. århundrede e.v.t. stadig skrev Jehovas navn på hebraisk i græske håndskrifter. Der er derfor ingen grund til at betvivle at Jesu disciple også brugte det da de oprindelig skrev De Kristne Græske Skrifter under guddommelig inspiration.

Bibelforskeren Sir Frederic Kenyon skrev i sin tid: „Hvad angår bøgerne i Bibelen samt alle værker af de klassiske forfattere og næsten alle værker fra middelalderen, er de originale manuskripter og alle de første afskrifter forsvundet.“ Det kunne ikke desto mindre være interessant at vide hvilket af håndskrifterne til De Kristne Græske Skrifter der er det ældste.

Et lille klenodie i Manchester

Det ældste man kender er et fragment — altså blot et brudstykke — af Johannes 18:31-34, 37, 38 og måler 8,9 × 5,7 centimeter. Johannesevangeliet blev oprindelig skrevet omkring år 98 e.v.t. Dette fragment stammer fra en afskrift der blev lavet kort efter. Det er dateret til år 100-150 e.v.t. Det opbevares nu i John Rylands-biblioteket i Manchester. Håndskriftfragmentet bliver dog kun vist frem for offentligheden ved sjældne lejligheder.

Bibliotekaren fortalte mig venligt hvordan man kunne beregne størrelsen af den oprindelige bog, blot ved hjælp af et sådant fragment. Man antager at det stammer fra en kodeks af Johannesevangeliet på 130 sider der i format svarer til dette blad. Fragmentet er monteret mellem to glasplader og ser overordentlig sprødt og skrøbeligt ud. Men jeg fik at vide at mange papyrusstykker ikke desto mindre er forbavsende bøjelige.

Hvordan har man båret sig ad med at aldersbestemme dette fragment? Her fik jeg at vide at arten af papyrus, fragmentets udseende og skriftformen giver et fingerpeg. Selv jeg kunne se at håndskriften, der ikke anses for at tilhøre en professionel skriftlærd, var anderledes end den der var på de pergamentmanuskripter jeg tidligere havde set, hvor de lodrette streger var tykkere og de vandrette streger var kraftigere i enderne.

Men hvilken betydning har dette lille fragment? Det modbeviser den teori nogle kritikere har fremsat, at evangelierne i virkeligheden skulle være falsknerier fra det andet århundrede, at de slet ikke er skrevet af Jesu disciple. Men eftersom det er almindeligt anerkendt at Mattæus-, Markus- og Lukasevangeliet blev skrevet før Johannesevangeliet har vi her bevis for at de alle blev skrevet i det første århundrede. Bedragere kunne umuligt have skrevet disse beretninger i det første århundrede mens der stadig levede øjenvidner til de omtalte begivenheder som kunne have afsløret ethvert falskneri.

Det er bemærkelsesværdigt at vi efter så mange århundreder har adgang til nøjagtige afskrifter af Bibelen der er fremstillet så kort tid efter nedskrivningen af de originale håndskrifter. Som forskeren Sir Frederic Kenyon har skrevet om Bibelen: „Der findes ingen anden bog fra oldtiden hvor teksten i samme grad støttes af så gamle og rigelige vidnesbyrd, og ingen uhildet forsker vil benægte at den tekst der er blevet overleveret os i alt væsentligt er pålidelig.“

Efter at jeg på denne måde selv har undersøgt sagen har jeg fået endnu større tillid til at de ord David blev inspireret til at nedskrive er sande: „Ord fra Jehova er ord der er rene, som sølv der er rensmeltet i en jordovn, lutret syv gange.“ (Salme 12:6) — Indsendt.

[Illustration på side 20]

Codex Sinaiticus udgør en del af grundlaget for den græske tekst hvorefter Ny Verden-oversættelsen er udarbejdet

[Kildeangivelse]

Velvilligt stillet til rådighed af British Museum, London

[Illustration på side 21]

Codex Alexandrinus (A) er dateret til 400-450 e.v.t. og er opkaldt efter byen Alexandria i Ægypten, hvor det blev opbevaret i Det Patriarkalske Bibliotek.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra The British Library

[Illustration på side 22]

Dette fragment fra begyndelsen af det 2. århundrede med en del af Johannes, kapitel 18, anses for at være den ældste kendte tekst af De Kristne Græske Skrifter

[Kildeangivelse]

Velvilligt stillet til rådighed af John Rylands Universitetsbibliotek, Manchester