Hvorfor han brugte det største navn

„JEG har syndet, efter hvad en af mine kritikere påstår, ved at indsætte ordet ’Jehova’ hvor man i århundreder traditionelt har omskrevet det med ’Herren’.“

Denne kommentar stod at læse i forordet til anden udgave af J. J. Stewart Perownes oversættelse af Salmernes Bog, der første gang udkom i 1864. Kritikeren, der skrev i The Saturday Review for 2. juli 1864, protesterede mod brugen af Guds navn i oversættelsen fordi det ikke længere blev brugt hverken i de jødiske eller de kristne kirker. Han hævdede at navnet Jehova var for nært forbundet med jøderne og at et andet ord burde bruges, som for eksempel „Herren“ eller „Gud“, „der hverken havde et lokalt eller nationalt anstrøg“.

Heri var Perowne ikke enig, for han „ønskede ikke at trække blot det mindste bogstav fra“ Guds åbenbaring til menneskene. Han hævdede rettelig at oversættere som gengiver det guddommelige hebraiske navn med „Herren“, undlader at skelne mellem to hebraiske ord [nemlig Jehova og Adonaj].

Desuden gjorde Perowne gældende at der var mange særdeles pålidelige autoriteter som foretrak at genindsætte Guds navn. Han citerede den berømte engelske digter Samuel Taylor Coleridge:

„Hvorfor fortsætte med at oversætte fra hebraisk til engelsk på anden hånd med Septuaginta-oversættelsen som mellemled? Har vi ikke antaget det hebraiske ord Jehova? Er det græske ord Κύριος, Herren, i Septuaginta ikke indsat utallige steder hvor det hebraiske ord Jehova forekommer? Hvorfor da ikke genindsætte det oprindelige ord og i Det Gamle Testamente trofast gengive Jehova med Jehova og også, hver gang der i Det Nye Testamente henvises til et skriftsted i Det Gamle Testamente hvor det hebraiske ord forekommer, bruge det dér?“

Perowne indrømmer at den nøjagtige udtale af det hebraiske tetragram er gået tabt, men han bemærker: „Hvis det er ren og skær overtro der er skyld i at navnet er gået af brug i den jødiske kirke, og hvis det er fordi man alt for slavisk har villet følge de græske og latinske oversættelser ved udarbejdelsen af vor [engelske] oversættelse, har disse grunde ingen som helst gyldighed med hensyn til at vende tilbage til den oprindelige brug.“ Perowne foretrak formen „Jehova“ fordi den var almindeligt kendt. Siden da har en del nyere oversættelser også brugt Guds navn. Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter bruger således navnet Jehova over 7200 gange i De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter.

I sin oversættelse af Salmerne prøvede Perowne at ’holde sig nær til det hebraiske, både idiomatisk og grammatikalsk’. Da han oversatte Salme 69, vers 5 og 6, erkendte han behovet for at skelne mellem de hebraiske ord for „Gud“ (’Ælohīmʹ), „Herren“ (’Adhonajʹ) og „Jehova“: „O Gud [’Ælohīmʹ], Du kender min dårskab, og min skyld har ikke været skjult for Dig. Lad ikke dem der bier på Dig, blive til skamme på grund af mig, o Herre [’Adhonajʹ], Hærskarers Jehova. Lad ikke dem der søger Dig, beskæmmes på grund af mig, o Israels Gud.“