Den spanske bibels kamp for at overleve

EN OKTOBERDAG i 1559 stimlede godt 200.000 spanske katolikker sammen i den nordspanske by Valladolid. Tilløbsstykket var en autodafé hvor „to ofre blev brændt levende og ti blev stranguleret“. De var alle blevet dømt som „kættere“.

Den unge, folkekære konge Filip II førte selv forsædet. Da en af de domfældte tryglede om nåde, svarede kongen skarpt: „Hvis min egen søn var en usling som dig, ville jeg selv bære brændeknipperne til kætterbålet.“ Hvori bestod den ulykkelige sjæls forbrydelse? Udelukkende i at han havde læst i Bibelen.

I samme periode havde den katolske inkvisition travlt i den andalusiske by Sevilla. En gruppe munke i klosteret San Isidro del Campo havde modtaget en hemmelig forsendelse af Bibelen på spansk. Ville de blive forrådt? Nogle af dem indså at de var i livsfare og forlod landet. Men 40 af dem der blev tilbage var mindre heldige og endte på bålet, deriblandt den mand som havde smuglet biblerne ind i landet. Det var farligt for bibellæsere at opholde sig i Spanien i det sekstende århundrede — få undgik at falde i inkvisitionens kløer.

Blandt de få var en forhenværende munk, Casiodoro de Reina (cirka 1520-94). Han flygtede til London, men selv dér kunne han ikke vide sig sikker. Inkvisitionen satte en dusør på hans hoved, og den spanske ambassadør ved det engelske hof smedede alle mulige rænker for at lokke og true ham tilbage på spansk territorium. Efter kort tid tvang falske beskyldninger om ægteskabsbrud og homoseksualitet ham til at forlade England.

Småt bemidlet og med en stadig voksende familie at forsørge søgte han asyl i Frankfurt. Hans søgen efter et religiøst tilflugtssted førte ham senere til Frankrig, Holland og til sidst Schweiz. Men i al den tid arbejdede han på højtryk. ’Bortset fra når jeg var syg eller på rejse, . . . lagde jeg ikke pennen fra mig,’ forklarede han. Det tog ham mange år at oversætte Bibelen til spansk. Fra 1568 til 1569 blev Reinas bibel trykt i Schweiz. Den udkom i 2600 eksemplarer. Et særtræk ved Reinas oversættelse var at han, hvor tetragrammet forekom, brugte navnet Iehoua (Jehová) i stedet for Señor. Tetragrammet er de fire hebraiske konsonanter i Guds personlige navn.

Den spanske bibel i støbeskeen

På et tidspunkt hvor biblerne strømmede ud over Europa, takket være opfindelsen af trykkekunsten, blev der paradoksalt nok færre og færre bibler i Spanien. Men sådan havde det ikke altid været. I århundreder var Bibelen Spaniens mest udbredte bog. Der var håndskrevne bibler tilgængelige på latin, og i nogle århundreder på gotisk. En historiker oplyser at i middelalderen „havde Bibelen — som en kilde til inspiration og autoritet, som en norm for tro og adfærd — en mere fremtrædende plads i Spanien end i Tyskland og England“. Bibelhistorier, psaltere (salmer), glossarier, moraliserende historier og lignende arbejder var i høj kurs på den tid.

Professionelle afskrivere kopierede omhyggeligt de smukke bibelhåndskrifter. Skønt det tog 20 skrivere et helt år at fremstille et kvalitetshåndskrift, var der i det 15. århundredes Spanien mange bibler på latin og tusinder af kommentarer til Bibelen på latin.

Da det spanske sprog begyndte at udvikle sig, steg interessen for at have en bibel på modersmålet. Allerede i det 12. århundrede var Bibelen blevet oversat til romansk, forløberen for spansk og det sprog som menigmand talte.

En kort opvågnen

Men denne opvågnen varede ikke længe. Da valdenserne, lollarderne og hussitterne begyndte at bruge Skrifterne til at forsvare deres trossætninger, var kirkens reaktion prompte og voldsom. De katolske myndigheder betragtede bibellæsning med mistro og fór frem med bål og brand imod de nye oversættelser.

Den katolske synode i Toulouse (Frankrig), som trådte sammen i 1229, erklærede: „Vi forbyder enhver lægmand at besidde bøger af Det Gamle eller Nye Testamente oversat til hverdagssprog. Hvis en from person ønsker det, kan han have en psalter eller bønnebog . . . men han må under ingen omstændigheder eje ovennævnte bøger oversat til romansk.“ Fire år senere befalede Jakob I af Aragonien at alle, gejstlige som lægfolk, der ejede en bibel på almuemål, inden for otte dage skulle aflevere den til den lokale biskop til afbrænding. Hvis det ikke skete kunne de blive anklaget for kætteri.

Trods disse bestemmelser — som dog ikke altid blev håndhævet lige strengt — var nogle spaniere i slutningen af middelalderen de stolte ejere af en romansk bibel. Dette kom til en brat afslutning med indførelsen af den spanske inkvisition under dronning Isabella og kong Ferdinand i 1478. I 1492 blev der alene i byen Salamanca afbrændt 20 kostbare bibelhåndskrifter. De eneste romanske bibelhåndskrifter som ikke blev ødelagt, var dem der befandt sig i private bogsamlinger tilhørende kongen eller magtfulde adelsmænd som var hævet over mistanke.

I de næste to hundrede år var den eneste officielle katolske bibel som blev udgivet i Spanien — bortset fra den latinske Vulgata — Den Complutensiske Polyglotbibel, som var den første af sin slags, og som kardinal Cisneros havde stået fadder til. Dette lærde værk var bestemt ikke beregnet for menigmand. Det blev kun fremstillet i 600 eksemplarer, og få forstod det eftersom det indeholdt bibelteksten på hebraisk, syrisk, græsk og latin — ikke på spansk. Desuden var prisen svimlende — tre gulddukater pr. eksemplar (hvilket svarede til seks månedslønninger for en almindelig arbejder).

Den spanske bibel går under jorden

I begyndelsen af det 16. århundrede fik Spanien sin „Tyndale“ i skikkelse af Francisco de Enzinas, søn af en velhavende jordbesidder. Han begyndte allerede at oversætte De Kristne Græske Skrifter til spansk i sine studieår. Senere fik han oversættelsen trykt i Nederlandene. I 1544 anmodede han frimodigt om kongelig autorisation til at udgive den i Spanien. Den spanske konge, Karl V, var på det tidspunkt i Bruxelles.

Efter sigende faldt der følgende kommentarer under den usædvanlige ordveksling mellem de to mænd: „Hvad er det for en slags bog?“ spurgte kongen. Enzinas svarede: „Det er den del af De Hellige Skrifter som kaldes Det Nye Testamente.“ „Hvem er bogens forfatter?“ blev han spurgt. „Den hellige ånd,“ svarede Enzinas.

Kongen autoriserede udgivelsen af bogen, men på én betingelse — at hans skriftefader, en spansk munk, også sagde god for den. Uheldigvis var svaret et nej, og snart blev Enzinas taget til fange af inkvisitionen. Men efter to år lykkedes det ham at flygte.

Et par år senere blev der trykt en revideret udgave af hans oversættelse i Venedig i Italien, og det var denne udgave af De Hellige Skrifter som Julián Hernández hemmeligt smuglede ind i Sevilla. Men han blev fanget, og efter to års tortur og indespærring blev han henrettet sammen med andre bibellæsere.a

På Tridentinerkoncilet i 1545-63 gentog den katolske kirke sin fordømmelse af bibeloversættelser på modersmålet. Den offentliggjorde en fortegnelse over forbudte bøger, og blandt dem var alle de bibeloversættelser som var blevet fremstillet uden kirkens godkendelse. Det betød i praksis at alle bibler på spansk var ulovlige og at man blot ved at eje en bibel risikerede dødsstraf.

Få år efter udgivelsen blev Reinas oversættelse revideret af Cipriano de Valera, en anden forhenværende munk som undslap inkvisitionens vrede. Denne udgave blev trykt i Amsterdam i 1602, og nogle eksemplarer af den blev smuglet ind i Spanien. I den oprindelige og i de reviderede udgaver er Reina-Valera-bibelen stadig den mest brugte oversættelse blandt spansktalende protestanter.

Sluseportene åbnes

I 1782 åbnede inkvisitionstribunalet langt om længe mulighed for at Bibelen kunne mangfoldiggøres forudsat den indeholdt noter om historie og troslære. I 1790 oversatte den katolske biskop af Segovia, Felipe Scio de San Miguel, Bibelen til spansk på grundlag af den latinske Vulgata. Desværre var den meget dyr — 1300 realer, en uoverkommelig pris dengang — og sproget var så knudret at en spansk historiker beskrev det som „meget uheldigt“.

Nogle år senere bad kong Ferdinand VII biskoppen af Astorga, Félix Torres Amat, om at udarbejde en forbedret oversættelse, også baseret på den latinske Vulgata. Denne oversættelse udkom i 1823 og vandt større udbredelse end Scios oversættelse. Men den var ikke baseret på grundsprogene hebraisk og græsk og var derfor behæftet med mange af de fejl og mangler der er karakteristiske for en oversættelse af en oversættelse.

Trods disse fremskridt var kirken og landets regenter endnu ikke overbeviste om at Bibelen burde læses af almindelige mennesker. Da George Borrow, en repræsentant for Det Britiske og Udenlandske Bibelselskab, i 1830’erne bad om tilladelse til at trykke bibler på spansk, fik han følgende besked af den spanske minister Mendizábal: „Min gode herre, det er ikke bibler vi ønsker, men snarere skydevåben og krudt, så vi kan nedkæmpe oprørerne, og frem for alt penge, så vi kan betale tropperne.“ Borrow fortsatte imidlertid med at oversætte Lukasevangeliet til de spanske sigøjneres sprog, og i 1837 blev han derfor fængslet!

Til sidst kunne der ikke længere dæmmes op for tidevandsbølgen. I 1944 trykte den spanske kirke sin første oversættelse af De Hellige Skrifter bygget på grundsprogene — 375 år efter at Casiodoro de Reina kom med sin oversættelse. Denne oversættelse var foretaget af de katolske lærde Nácar og Colunga. I 1947 blev den efterfulgt af en oversættelse af Bover og Cantera. Siden da er der kommet en strøm af spanske bibeloversættelser.

Sejren vis

Den spanske bibel måtte i århundreder kæmpe for livet, men til sidst blev sejren vundet. Det var ikke forgæves at modige oversættere som Reina bragte så store ofre. Hvor mange som i dag køber en bibel tænker på at den engang var forbudt ejendom?

I dag er Bibelen en bestseller i Spanien og spansktalende lande, og der er mange oversættelser til rådighed. Blandt dem er Versión Moderna (1893), som konsekvent bruger Guds navn, Jehová. Den Paulinske Udgave af Bibelen (1964) bruger navnet Yavé i De Hebraiske Skrifter. Nueva Biblia Española (1975) bruger desværre hverken Jehová eller Yavé. Traducción del Nuevo Mundo (1967), som er udgivet af Vagttårnsselskabet, bruger navnet Jehová.

Jehovas vidner besøger hver uge millioner af spansktalende hjem for at hjælpe beboerne til at indse Bibelens sande værdi — en bog der er værd at dø for, en bog der er værd at leve efter. Faktisk er den spanske bibels kamp for at overleve et yderligere vidnesbyrd om at „Guds ord vil bestå evindelig“. — Esajas 40:8.

[Fodnote]

[Illustration på side 10]

Den Complutensiske Polyglotbibel er blevet genoptrykt og er nu tilgængelig for studium (Se side 8)

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Biblioteca Nacional, Madrid, Spanien