Lykkelige for at tjene Gud, også som flygtninge
KRIGE, hungersnød, katastrofer og uroligheder. For nogle er dette blot avisoverskrifter. Men for mange andre er det en del af dagligdagen. Eftersom Jehovas Vidner er et verdensomspændende samfund af kristne, er de udmærket klar over at når som helst der udbryder krig eller indtræffer katastrofer, kan det berøre en del af deres internationale brodersamfund. Og når folk må flygte for deres liv, kan vore brødre være nødt til at gøre det samme.
I årevis har Jehovas vidner i adskillige lande i Afrika været tvunget til at leve under sådanne forhold. Mange har måttet pakke det de har kunnet bære og søge tilflugt et andet sted. Nogle få har haft en eller anden form for transportmiddel, måske en cykel. Hovedparten har imidlertid måttet gå og gå og gå — i dagevis, ja, endog i ugevis — for at nå deres mål.
Et af disse mål har været en lille landsby ved navn Mboki i Den Centralafrikanske Republik. I årenes løb er der kommet i tusindvis af mænd og kvinder, unge og gamle, hertil, deriblandt flere af vore kristne brødre og søstre, ledsaget af nogle der har vist interesse for deres tro. Deres trosfæller ved Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, var meget interesserede i at mødes med disse flygtninge for at hjælpe dem. En repræsentant er fem gange blevet sendt dertil med penge, fødevarer, tøj og medicin der gavmildt er blevet skaffet til veje af forkynderne i Bangui omkring 1100 kilometer derfra. Skønt de der ydede denne gavmilde hjælp kun havde få økonomiske midler, var de glade for at gøre hvad de kunne.
En tur til Mboki
Brødrene fra afdelingskontoret ønskede at se hvad der ellers kunne gøres og hvordan flygtningene kunne hjælpes åndeligt. Min hustru og jeg tog derfor af sted i en firhjulstrukket bil, ledsaget af Symphorien, der er specialpioner, og hans hustru. Symphorien kender vejen udmærket, og han taler sproget zande, ligesom flygtningene i Mboki. Det tog os fire lange dage at nå dertil.
De sidste 400 kilometer gik gennem et smukt kuperet område med store baobabtræer. Her og der passerede vi små landsbyer. På denne vejstrækning talte min hustru nøjagtig 50 broer, hvoraf mange var i særdeles dårlig forfatning og andre ikke lod sig passere. Vi reparerede nogle broer med kæppe og rådne træstammer, slog firhjulstrækket til, bad en bøn og fortsatte meget forsigtigt. Hvis der var en lille landsby i nærheden kom børnene for at hjælpe — mod en beskeden betaling. Det overraskede os at de altid fandt noget tømmer og nogle brædder fra broen i det høje græs og i de nærliggende buske. Vi spekulerede på om de mon var blevet fjernet fra broen og opbevaret dér indtil der kom kunder.
Ved tre lejligheder afslog vi at modtage hjælp fra børnene eftersom broerne så ud til at være for farlige at krydse. Vi kørte derfor fra vejen og ned i vandløbet, over stenene og op på vejen igen på den anden side. Vi var meget glade for at det var tørtid, for ellers ville det have været umuligt at foretage turen, undtagen måske med helikopter!
Hvordan så der mon ud i Mboki? Spørgsmålet dukkede ofte op i vore hoveder mens vi kørte ad denne endeløse „piste“, et fransk ord der benyttes i Den Centralafrikanske Republik for en vej eller et hjulspor af denne art — en vej der har i tusindvis af huller og som består af sand, klippestykker eller murbrokker.
På den fjerde dag, umiddelbart efter middag, pegede Symphorien på nogle græshytter omgivet af papajatræer og kassavamarker. „Voila! Her begynder Mboki,“ råbte han. Vi var ret overraskede over det vi så. „Er det Mboki? Hvor er lejren?“ spurgte vi, for det vi så var ikke en lejr men blot nogle spredte huse. Små, men rene hytter med græstag. Der var også træer og buske overalt og folk dyrkede afgrøder ved siden af deres huse. Vi havde ikke forestillet os at Mboki-lejren så sådan ud; den var omkring 35 kilometer lang og viste sig at være en stor landsby.
Vi møder brødrene
Vore brødre i Mboki vidste at vi ville komme, men de havde forestillet sig at turen ville tage fem dage. Da de hørte vores bil, kom de løbende. Mænd, kvinder og børn løb ud af deres hytter og indelukker og kom ind fra deres marker for at tage imod os. Alle smilede og lo og gav hånd, op til flere gange om muligt. Mødrene bød os velkommen ved at holde deres spædbørn frem. De ønskede alle at hilse på os og gav os en hjertelig modtagelse.
Der var ikke meget min hustru og jeg kunne gøre på dette tidspunkt på grund af sprogbarrieren. Vi forsøgte med lidt fransk, lidt sango, lidt engelsk og arabisk. De fleste af vore brødre taler, læser og skriver zande. Symphorien måtte oversætte og forklare hvad der skulle foregå under vort besøg.
Vi fortsatte nogle få kilometer længere frem og ankom til rigssalen. Det var den første „kirke“ overhovedet der var bygget af flygtninge i Mboki. Her kom der flere brødre med deres børn og interesserede for at byde os velkommen. Også mange af de andre børn fra området kom sammen med brødrene for at hilse på.
Vore brødre havde sørget for at vi som deres gæster kunne bo i to af de små huse. De var meget rene og der stod spande med rent vand som vi kunne benytte. Vi havde selv taget mad og drikkevand med, da vi havde ventet det værste og ikke ville ligge vore brødre til byrde. Men da vi var ved at pakke bilen ud, kom en pige og spurgte hvordan vi ville have kyllingen tilberedt til aftensmad, stegt eller tilberedt i sovs? Vi havde aldrig forventet at blive budt på kylling og spurgte hvad de havde planlagt at spise til. Svaret var kassava eller maniok. Vi valgte derfor kyllingen tilberedt i en krydret sovs. Vores umådelige sult blev rigeligt stillet den aften. Men de blev ved med at bespise os hver dag, både til middag og til aften. Vi kunne næppe tro det — flygtninge der gav os mad og tog sig af os, skønt de selv ikke havde meget at gøre godt med.
En lille glad menighed
Her på dette fjerntliggende sted befandt vi os blandt 21 af vore brødre. Kun to af dem var døbt da de kom hertil. Resten havde blot været interesserede. De var blevet ved med at studere, og var blevet døbt inden for de foregående to år. Fire andre blev døbt i en nærliggende flod under vort besøg.
Faustinos eksempel er noget særligt. Før han kom til Mboki havde han lært nogle grundlæggende sandheder ud fra Bibelen af en ven. Faustino værdsatte det han lærte. Inden længe var han og hans ven begyndt at forkynde for andre, men de mødte modstand og blev sat i fængsel med den begrundelse at de „skabte uro i befolkningen“ med deres religion. Mens de sad i fængsel gav Faustinos ven op på grund af frygt og blev løsladt. To måneder senere kom Faustinos sag for en domstol. Det stod imidlertid klart at anklagerne mod ham var grundløse, og han blev derfor løsladt. Da der udbrød krig dér hvor Faustino boede, flygtede han til Den Centralafrikanske Republik, hvor han mødte brødrene og genoptog sit bibelstudium. Han blev døbt i juli 1991, og i 1992 begyndte han i heltidstjenesten som pioner.
Den lykkelige og imødekommende lille menighed i Mboki består i øjeblikket af én specialpioner og 21 forkyndere. To engelsktalende brødre tjener som ældste, og de er i stand til at opretholde en god kommunikation med afdelingskontoret i Bangui. Vi havde forventet at vore flygtningebrødre befandt sig i en forfærdelig og desperat situation, men det var ikke tilfældet. Skønt de materielt set er fattige, var der ingen der beklagede sig, bekymrede sig eller knurrede. Siden deres ankomst havde de bygget deres hytter og huse og var begyndt at dyrke fødevarer og opdrætte høns. De har mindre end før, men de er i live og er sammen med deres medkristne.
Eftersom der er mellem 17.000 og 20.000 flygtninge i Mboki, og der hver måned kommer nye til, har vore brødre mange at forkynde for. Vi var med dem i tjenesten, hvilket var meget spændende. De bruger ofte Bibelen på zande, og denne oversættelse indeholder Guds navn i De Hebraiske Skrifter og flere steder i De Kristne Græske Skrifter. For disse mennesker er Gud ikke blot „Mboli“ (ordet for „Gud“ på zande) men „Yekova“, hvilket er den måde de udtaler Guds personnavn på. „Mboli Yekova“ er et almindeligt udtryk. Protestantiske oversættelser på mange andre afrikanske sprog har ikke denne korrekte gengivelse, men har erstattet „Jehova“ med „Nzapa“, „Nzambe“ eller andre afrikanske udtryk for Gud.
I overensstemmelse med Jesu profeti bliver den gode nyhed om Riget forkyndt overalt på jorden, selv i Mboki. (Mattæus 24:14) Menigheden er nu velforsynet med bibler, bøger, blade, brochurer og traktater på alle de sprog de behøver. Måske vil der i fremtiden blive flere publikationer tilgængelige på sproget zande.
Mens de venter på et permanent hjem
Den første aften viste vi Selskabets lysbilledforedrag „Glade stævnedeltagere i Østeuropa lovpriser Jehova“, og den følgende aften foredraget „Mange føres til retfærdighed i endens tid“. Lysbillederne blev vist udendørs ved siden af rigssalen i måneskin under en stjerneklar himmel. En helt speciel atmosfære. I hundredvis kom for at se disse lysbilleder, og vore brødre var glade for og stolte over at kunne vise befolkningen noget særligt.
Da det blev mandag gjorde vi os klar til hjemrejsen. Det ville igen tage fire dage — ad de samme veje og over de samme 50 broer. En søster insisterede på at tilberede noget mad til rejsen — to stegte kyllinger krydret med hvidløg. De fyldte bilen med en indbydende aroma da vi om morgenen kørte af sted. Ved middagstid standsede vi i bushen for at spise stegt kylling mens vi tænkte på vore brødre i Mboki. Skønt tvunget til at være flygtninge fortsætter de trofast med at tjene Jehova mens de venter på at få et permanent hjem i fredfyldte omgivelser på ’den nye jord’ Gud har lovet. (2 Peter 3:13) — Indsendt.