De almindeligt brugte tekstudgaver af den græske Septuaginta (LXX), den syriske Pesjitta (Sy) og den latinske Vulgata (Vg) erstatter Guds enestående navn med „Herre“, hvilket blot er en titel. — Se Till. 1C.

Den praksis der udviklede sig blandt jøderne med at erstatte Guds navn med titler, vandt indpas i senere afskrifter af den græske Septuaginta, i den latinske Vulgata og i mange andre oversættelser, både ældre og nyere. Derfor hedder det i EWNT, bd. II, sp. 816: „I de store pergamentkodekser med LXX bliver det hebr. jhwh oversat med κ[ύριος, kyʹrios].“ På samme måde siges der i TWNT, bd. 3, s. 1056: „Men som regel står det [kyʹrios] som fortolkende omskrivning for gudsnavnet יהוה.“ (Se også LSJ, s. 1013; Greek Lexicon of the Roman and Byzantine Periods, E. A. Sophocles, Cambridge [USA] og Leipzig 1914 [genoptryk: Hildesheim/Zürich/New York 1983], s. 699.) Dictionnaire de la Bible, F. Vigouroux, Paris 1926, bd. 1, sp. 223, siger at „Septuaginta og Vulgata har Κύριος og Dominus, ’Herre’, hvor originalen har Jehova“. Om Guds navn siger A Compendious Syriac Dictionary, J. Payne Smith, Oxford 1903 (genoptryk 1979), s. 298, at Marja’ „i Pesjitta-oversættelsen [syrisk] af GT gengiver tetragrammet“.

I en note i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Siden da har engelske bibeloversættere fulgt den praksis at bruge Jehovas navn nogle få steder men ellers skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste steder hvor tetragrammet forekommer på hebraisk. For eksempel forekommer Jehovas navn kun fire gange i King James Version fra 1611, nemlig i 2Mo 6:3; Sl 83:18; Es 12:2; 26:4.

I værket Theological Wordbook of the Old Testament (Chicago 1980), bd. 1, s. 13, siges der: „For ikke at komme til at tage Guds navn (JHWH) forfængeligt, begyndte fromme jøder at erstatte selve egennavnet med ordet ’ădōnā(j). Selv om masoreterne beholdt de fire oprindelige konsonanter i teksten, tilføjede de vokalerne ĕ (i stedet for ă af andre grunde) og ā for at minde læseren om at udtale ’ădōnā(j) uden hensyn til konsonanterne. Dette fænomen optræder mere end seks tusind gange i den hebraiske bibel. De fleste [engelske] oversættelser skriver titlen ’LORD’ [HERRE] med ene store bogstaver. Undtagelser er ASV [American Standard Version] og New World Translation, som bruger ’Jehovah’, Amplified [Bible], som bruger ’Lord’, og JB [The Jerusalem Bible], som bruger ’Yahweh’. . . . De steder hvor ’ădōnā(j) jhwh forekommer, er det sidste ord forsynet med vokalerne fra ’ĕlōhîm, og derved opstår gengivelser på engelsk som for eksempel ’Lord GOD’ [Herren GUD] (fx Amos 7:1).“

Martin Luther fulgte i sin oversættelse af Bibelen det der var religiøs praksis på hans tid. I sit forord til Det Gamle Testamente fra 1523 skriver han: „Den der læser denne bibel bør også vide at jeg har beflittet mig på at skrive jødernes gudsnavn, der kaldes tetragrammaton, med store bogstaver, nemlig altså HERRE.“ (Citeret fra D. Martin Luthers Werke, Die Deutsche Bibel, bd. 8, Weimar 1934, s. 30.) Christoph Walther, korrekturlæser hos Luthers bogtrykker H. Lufft, fortæller i et skrift fra 1563: „Alle bibler trykt i Wittenberg har ’HERRE’ med ene store bogstaver dér hvor der i stedet på hebraisk står Guds særegne store navn ’Jehouah’.“ (Citeret fra Die gantze Heilige Schrifft Deudsch, udgivet af Hans Volz i samarbejde med Heinz Blanke, München 1972, s. 273 i Anhang und Dokumente).

Die Bibel in heutigem Deutsch, udgivet af Det Tyske Bibelselskab for det tysksprogede katolske og evangeliske bibelarbejde i Europa (Stuttgart 1982), oplyser i tillægget på s. 314: „Da de jødiske lærde som forsynede den hebraiske tekst med vokaler, af frygtsomhed ikke længere udtalte Guds navn, indsatte de vokalerne til det hebraiske ord for ’Herre’ i stedet for de oprindelige vokaler, så man sagde dette ord når man oplæste stedet (adonaj; forlyden a blev ændret til e).“ I TBNT, bd. 1, s. 665, siges der endvidere: „Den der læser i de tyske oversættelser af GT, møder ordet ’Herre’ når der er tale om Gud. Oversættelserne har dermed overtaget en læsemåde fra jødedommen; de har ikke fulgt selve grundteksten. I grundteksten står der hver gang Guds egennavn, Jahwe, hvormed han åbenbarede sig for sit folk og hvormed han ville påkaldes.“

Der findes dog også tyske bibeloversættelser som i deres hovedtekst har gengivet Guds navn med enten Jehova eller Jahwe.

Den første officielle oversættelse af hele Bibelen til dansk, Christian III’s Bibel fra 1550, fulgte nøje Luthers tyske oversættelse, også med hensyn til at skrive „HERRE“ i stedet for Guds navn. Denne skik har holdt sig i alle danske kirkebibler helt op til vor tid. I ordforklaringen til den autoriserede oversættelse (GT) af 1931 hed det under HERREN: „Omskrivning for navnet Jahveh, Israels Gud, stundom afkortet til Jah eller Jahu. Man udelader gerne det sidste h og skriver Jahve.“

I forordet til en prøveoversættelse med henblik på en ny autoriseret oversættelse til dansk (Davids Salmer, 1977) siger oversætterne: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet. Til forskel fra tidligere dansk oversættelse skrives det dog Herren.“ Da denne oversættelse blev autoriseret og udkom i 1992, viste det sig at den i hvert fald 12 gange gengiver navnet som Jahve uden at omskrive det til Herren.

Der har imidlertid været adskillige danske privatoversættelser som mere konsekvent har gengivet navnet med enten Jehova eller Jahve. Som de mest fremtrædende kan nævnes J. D. Michaëlis’ (oversat fra tysk), Chr. Kalkars og F. Buhls oversættelser.