I værket Theological Wordbook of the Old Testament (Chicago 1980), bd. 1, s. 13, siges der: „For ikke at komme til at tage Guds navn (JHWH) forfængeligt, begyndte fromme jøder at erstatte selve egennavnet med ordet ’ădōnā(j). Selv om masoreterne beholdt de fire oprindelige konsonanter i teksten, tilføjede de vokalerne ĕ (i stedet for ă af andre grunde) og ā for at minde læseren om at udtale ’ădōnā(j) uden hensyn til konsonanterne. Dette fænomen optræder mere end seks tusind gange i den hebraiske bibel. De fleste [engelske] oversættelser skriver titlen ’LORD’ [HERRE] med ene store bogstaver. Undtagelser er ASV [American Standard Version] og New World Translation, som bruger ’Jehovah’, Amplified [Bible], som bruger ’Lord’, og JB [The Jerusalem Bible], som bruger ’Yahweh’. . . . De steder hvor ’ădōnā(j) jhwh forekommer, er det sidste ord forsynet med vokalerne fra ’ĕlōhîm, og derved opstår gengivelser på engelsk som for eksempel ’Lord GOD’ [Herren GUD] (fx Amos 7:1).“

De 134 tekstændringer

De jødiske soferim (lærde afskrivere) har 134 steder ændret den oprindelige hebraiske tekst fra JHWH til ’Adhonajʹ. Gins.^Mas, bd. IV, s. 28, § 115, siger: „Vi har set at i mange af disse 134 tilfælde hvor den nuværende overleverede tekst har Adonaī i overensstemmelse med denne masora, har nogle af de bedste MSS. og tidlige udgaver tetragrammet, og derfor opstår spørgsmålet: hvor stammer denne afvigelse fra? Forklaringen er nærliggende. I umindelige tider har jødiske forskrifter sagt at det usigelige navn skal udtales Adonaī som om det var skrevet אדני [’Adhonajʹ] i stedet for יהוה [JHWH]. Intet var derfor mere naturligt for afskriverne end at indsætte det udtryk der viste hvad man måtte udtale, i stedet for tetragrammet, som det var dem forbudt at udtale.“

Her følger en liste over disse 134 steder, ifølge Gins.^Mas, bd. I, s. 25, 26, § 115 (se også Studien zur biblischen Theologie, Der Gottesname Adonaj und seine Geschichte, Gustaf H. Dalman, Berlin 1889, s. 86-88):

1Mo 18:3, 27, 30, 31, 32; 19:18; 20:4; 2Mo 4:10, 13; 5:22; 15:17; 34:9, 9; 4Mo 14:17; Jos 7:8; Dom 6:15; 13:8; 1Kg 3:10, 15; 22:6; 2Kg 7:6; 19:23; Ezr 10:3; Ne 1:11; 4:14; Job 28:28; Sl 2:4; 16:2; 22:30; 30:8; Sl 35:17, 22, 23; 37:13; 38:9, 15, 22; Sl 39:7; 40:17; 44:23; 51:15; 54:4; Sl 55:9; 57:9; 59:11; 62:12; 66:18; Sl 68:11, 17, 19, 22, 26, 32; 73:20; 77:2, 7; 78:65; 79:12; Sl 86:3, 4, 5, 8, 9, 12, 15; 89:49, 50; 90:1, 17; 110:5; 130:2, 3, 6; Es 3:17, 18; 4:4; 6:1, 8, 11; 7:14, 20; 8:7; Es 9:8, 17; 10:12; 11:11; 21:6, 8, 16; 28:2; Es 29:13; 30:20; 37:24; 38:14, 16; 49:14; Kl 1:14, 15, 15; 2:1, 2, 5, 7, 18, 19, 20; 3:31, 36, 37, 58; Ez 18:25, 29; 21:9; 33:17, 20; Da 1:2; 9:3, 4, 7, 9, 15, 16, 17, 19, 19, 19; Am 5:16; 7:7, 8; 9:1; Mik 1:2; Zak 9:4; Mal 1:12, 14.

Otte andre tekstændringer

Ifølge Gins.^Int, s. 368, 369, har de jødiske soferim i nogle tilfælde indsat ’Ælohīmʹ i stedet for tetragrammet. Vi har genindsat den oprindelige læsemåde 8 steder og gengivet den med „Jehova“, nemlig i Sl 14:1, 2, 5; 53:1, 2, 4, 5, 6.