DEN sande Gud siger i sit skrevne ord, Bibelen: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ (Esajas 42:8) Selvom han også har mange titler, såsom „Skaberen“, „den Almægtige“ og „den suveræne Herre“, har han altid vist sine loyale tjenere ære ved at lade dem bruge hans personlige navn når de henvender sig til ham.

Da profeten Moses for eksempel engang bønfaldt Gud, var hans første ord: „Undskyld, Jehova.“ (2 Mosebog 4:10) Da kong Salomon bad en bøn ved indvielsen af templet i Jerusalem, indledte han med at sige: „Jehova.“ (1 Kongebog 8:22, 23) Og da profeten Esajas henvendte sig til Gud på Israels folks vegne, sagde han: „Du, Jehova, [er] vor Fader.“ (Esajas 63:16) Der er ingen tvivl om at vor himmelske Fader ønsker at vi skal bruge hans navn når vi henvender os til ham.

Selvom det er vigtigt at tiltale Jehova ved navn, ligger der mere i virkelig at kende navnet. Jehova har givet følgende løfte til den der elsker ham og stoler på ham: „Jeg [bringer] ham i sikkerhed. Jeg beskytter ham fordi han kender mit navn.“ (Salme 91:14) Der må tydeligvis ligge meget i at kende Guds navn når det er en af de vigtigste betingelser for at opnå Guds beskyttelse. Hvad er det nødvendigt at gøre for at blive kendt med Jehovas navn?

HAR dit navn en særlig betydning? I nogle dele af verden er det skik og brug at man giver sit barn et navn der har en dybere mening. Navnet afspejler måske forældrenes overbevisning og livsværdier eller deres håb og drømme for barnets fremtid.

Skikken med at give navne der har en særlig betydning, er ikke ny. På Bibelens tid fik børn ofte navn efter den betydning der lå i det, og et navn kunne udtrykke de forventninger man havde til en person. Da Jehova for eksempel fortalte David om hans søn Salomons fremtidige rolle, sagde han: „Hans navn skal være Salomon [af en rod der betyder „fred“], og jeg vil give Israel fred og ro i hans dage.“ — 1 Krønikebog 22:9.

Nogle gange gav Jehova et nyt navn til en person som skulle påtage sig en ny opgave. Abrahams ufrugtbare hustru fik navnet Sara, der betyder „fyrstinde“. Hvorfor? Jehova forklarede: „Jeg vil velsigne hende og også give dig en søn ved hende; ja, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer; folkeslags konger vil komme fra hende.“ (1 Mosebog 17:16) For at kunne forstå hvorfor Sara fik et nyt navn, er det nødvendigt at forstå den nye opgave hun fik.

Hvordan forholder det sig med det vigtigste af alle navne — Jehova? Hvad betyder det? Da Moses spurgte Gud hvad hans navn var, svarede Jehova: „Jeg vil være det som Jeg vil være.“ (2 Mosebog 3:14) Rotherhams oversættelse gengiver det således: „Jeg Vil Blive hvad som helst det behager mig.“ Jehovas navn åbenbarer at han er en Gud der påtager sig mange forskellige opgaver. Det kan belyses med en enkel illustration: En mor må hver eneste dag påtage sig mange opgaver for at tage sig af sine børn. Hun må være sygeplejerske, kok, lærer og meget andet, alt afhængig af de behov der opstår. Sådan er det også med Jehova, selvom det er på et langt højere plan. For at gennemføre sin kærlige hensigt med menneskene kan han blive hvad som helst det behager ham, eller påtage sig en hvilken som helst opgave der er nødvendig. At kende Jehovas navn og betydningen af det indebærer altså at man forstår og værdsætter de mange sider af hans virke.

Sørgeligt nok er Guds enestående personlighed skjult for dem der ikke kender hans navn og véd hvad det står for. Men ved at studere Bibelen kan du komme til at kende Jehova som en vís Rådgiver, en magtfuld Frelser og en gavmild Forsørger, for blot at nævne nogle få af de mange opgaver han påtager sig. Jehovas navn er så fyldt med indhold og mening at det indgyder os stor ærefrygt.

Det kan dog godt være svært at lære Guds navn at kende. Den næste artikel vil komme ind på hvorfor.

DER er en der gerne vil hindre dig i at lære Jehovas navn at kende og få et nært forhold til ham. Hvem er denne onde fjende? Bibelen forklarer: „Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikketroendes forstand.“ Det er Satan Djævelen der er denne ugudelige verdens gud. Han ønsker at holde dig i mørke så dit hjerte ikke bliver oplyst med „den herlige kundskab om Gud“. Satan ønsker ikke at du skal kende Jehovas navn. Men hvordan bærer han sig ad med at forblinde folks forstand? — 2 Korinther 4:4-6.

Satan har brugt falsk religion til at hindre folk i at lære Guds navn at kende. I fortiden valgte nogle jøder for eksempel at tilsidesætte de inspirerede skrifter til fordel for en overlevering som sagde at man skulle undgå at bruge Guds navn. I de første århundreder efter vor tidsregning var jøder der læste op i synagogen, åbenbart blevet pålagt ikke at læse Guds navn som det forekom i De Hebraiske Skrifter, men at erstatte det med ordet ’Adhonajʹ, der betyder „Herre“. Der er ingen tvivl om at denne praksis medvirkede til at folk blev fremmedgjort over for Gud. Mange gik derved glip af goderne ved at have et nært personligt forhold til ham. Men hvordan var det med Jesus? Hvilken indstilling havde han til Jehovas navn?

Jesus og hans disciple gjorde Guds navn kendt

Jesus erklærede i en bøn til sin Fader: „Jeg har bekendtgjort dit navn . . . , og jeg vil bekendtgøre det.“ (Johannes 17:26) Jesus har utvivlsomt udtalt Guds navn ved utallige lejligheder når han læste, citerede fra eller forklarede passager fra De Hebraiske Skrifter der indeholdt dette vigtige navn. Jesus må således have brugt Guds navn lige så frit og naturligt som alle profeterne før ham. Hvis der allerede på Jesu tid var nogle jøder der undgik at bruge Guds navn, har Jesus helt sikkert ikke fulgt den tradition. Han kritiserede de religiøse ledere stærkt da han sagde til dem: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering.“ — Mattæus 15:6.

Trofaste disciple af Jesus fortsatte med at bekendtgøre Guds navn efter Jesu død og opstandelse. (Se rammen „Brugte de første kristne Guds navn?“). Da apostelen Peter talte til en stor skare af jøder og proselytter på pinsedagen år 33, samme dag som den kristne menighed blev dannet, citerede han fra en profeti af Joel: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ (Apostelgerninger 2:21; Joel 2:32) De første kristne hjalp folk fra mange nationer til at lære Jehova at kende og forstå betydningen af hans navn. Ved et møde for apostlene og de ældste i Jerusalem sagde disciplen Jakob derfor: „Gud . . . vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.“ — Apostelgerninger 15:14.

Men Guds navns fjende gav ikke op. Så snart apostlene døde, gik Satan i gang med at ’så’ frafald. (Mattæus 13:38, 39; 2 Peter 2:1) Omkring det tidspunkt da Johannes, den sidste af apostlene, døde, blev den kristne apologet Justinus Martyr født. Justinus hævdede gentagne gange i sine skrifter at alle tings Ophav er „en Gud som ikke kan påkaldes med noget egennavn“.

Da frafaldne kristne lavede afskrifter af De Kristne Græske Skrifter, fjernede de øjensynlig Jehovas personlige navn fra teksten og erstattede det med Kyʹrios, det græske ord for „Herre“. Noget lignende skete i forbindelse med De Hebraiske Skrifter. Frafaldne jødiske skriftlærde læste ikke længere Guds navn højt, og de erstattede navnet med ’Adhonajʹ mere end 130 steder i deres afskrifter. Også den betydningsfulde latinske oversættelse af Bibelen som blev fuldført af Hieronymus i år 405 og senere blev kaldt Vulgata, udelod Guds personlige navn.

Forsøg på at udviske Guds navn i dag

I dag er forskere klar over at Jehovas personlige navn forekommer omkring 7000 gange i Bibelen. Nogle vidt udbredte oversættelser, som for eksempel den katolske Jerusalem Bible (engelsk), den katolske La Biblia Latinoamérica (spansk) og den populære Reina-Valera-oversættelse (spansk), bruger derfor rask væk Guds personlige navn. Nogle oversættelser gengiver Guds navn med „Jahve“.

Mange af de kirker som giver økonomisk støtte til bibeloversættelser, lægger sørgeligt nok pres på forskere for at få dem til at udelade Guds navn af deres oversættelser af Bibelen. For eksempel erklærede Vatikanet følgende i et brev af 29. juni 2008 som var stilet til præsidenter for katolske bispekonferencer: „I de seneste år har der indsneget sig den praksis at man udtaler Israels Guds egennavn.“ Brevet indeholder dette tydelige direktiv: „Guds navn . . . må hverken bruges eller udtales.“ Desuden nævnes det at „i oversættelser af bibelteksten til nutidssprog . . . skal det guddommelige tetragram gengives med det der svarer til Adonaj/Kyrios: ’Herre’.“ Formålet med dette direktiv fra Vatikanet er tydeligvis at undgå brugen af Guds navn.

Protestanter har været lige så respektløse i deres måde at behandle Jehovas navn på. En talsmand for bibeloversættelsen New International Version, der blev finansieret af den protestantiske kirke og udkom på engelsk i 1978, skrev: „Jehova er et særegent navn for Gud, og ret beset burde vi have brugt det. Men vi har ofret 2¹/4 million dollars på denne oversættelse, og en sikker vej til at smide disse penge ud ad vinduet ville have været at oversætte for eksempel Salme 23: ’Jahve er min hyrde.’“

Hertil kommer at visse kirker har hindret latinamerikanere i at lære Guds navn at kende. Steven Voth, der er oversættelseskonsulent for United Bible Societies (De Forenede Bibelselskaber), skriver: „En af de stående debatter i latinamerikanske protestantiske kredse drejer sig om brugen af navnet Jehová . . . Interessant nok sagde en af de nye store og voksende pinsekirker . . . at de gerne ville have en Reina-Valera 1960-oversættelse, men uden navnet Jehová. I stedet ville de have ordet Señor [Herre].“ Ifølge Steven Voth afviste United Bible Societies til at begynde med denne anmodning, men gav senere efter og trykte en udgave af Reina-Valera-bibelen „uden ordet Jehová“.

Når man fjerner Guds navn fra hans skrevne ord og erstatter det med „Herre“, hindrer man læserne i virkelig at finde ud af hvem Gud er. En sådan tekstændring skaber forvirring. En læser vil måske ikke kunne afgøre om udtrykket „Herre“ henviser til Jehova eller til hans søn, Jesus. Det skriftsted hvor apostelen Peter citerer David for at sige: „Jehova sagde til min Herre [den opstandne Jesus]: ’Sæt dig ved min højre hånd’“, gengives for eksempel i mange bibeloversættelser på følgende måde: „Herren sagde til min herre.“ (Apostelgerninger 2:34, da. aut.) Desuden peger David Clines på følgende i sit essay „Jahve og den kristne teologis Gud“: „Som et resultat af at Jahve mangler i den kristne bevidsthed, er der blevet en tendens til at fokusere på Kristi person.“ Mange kirkegængere er derfor næppe opmærksomme på at den sande Gud som Jesus bad til, er en person med et navn — Jehova.

Satan har sat meget ind på at forblinde folks forstand og gøre dem fremmede over for Jehova. Men alligevel er det muligt for dig at få et nært forhold til ham.

Du kan lære Jehova at kende og forstå hvad hans navn står for

Satan har tydeligvis ført krig mod gudsnavnet, og i den forbindelse har han gjort snedig brug af falsk religion. Men ingen magt i himmelen eller på jorden kan hindre den suveræne Herre Jehova i at gøre sit navn kendt for dem der gerne vil kende sandheden om ham og hans vidunderlige hensigt med trofaste mennesker.

Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at finde ud af hvordan du kan komme nær til Gud gennem et studium af Bibelen. De efterligner Jesus, der sagde til Gud: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem.“ (Johannes 17:26) Når du grunder over de skriftsteder der fortæller om de forskellige opgaver Jehova har påtaget sig til gavn for menneskeheden, vil du lære mange smukke facetter af hans ophøjede personlighed at kende.

Den trofaste patriark Job havde „Guds fortrolighed“, og det vil du også kunne få. (Job 29:4) Når du får kundskab fra Guds ord, kan du lære Jehova at kende og forstå hvad hans navn står for. En sådan kundskab vil give dig tillid til at Jehova vil handle i overensstemmelse med betydningen af sit navn — ’Jeg vil blive hvad som helst det behager mig’. (2 Mosebog 3:14, fodnote) Han vil altså helt sikkert opfylde alle de gode løfter han har givet menneskeheden.