3. Hvordan gik et vigtigt træk ved Bibelen næsten tabt som følge af traditionen?

³ Et enestående træk ved Bibelen, et træk som på grund af traditionen næsten er gået i glemme, er at den gør det muligt for os at få et nært personligt forhold til Gud, vor himmelske Fader og Skaber, ved at bruge hans navn. Hvor findes det menneske som har en kær og elsket ven hvis navn han nægter at bruge, ja, end ikke udtaler når han bliver spurgt? Det er normalt kun en fjende man foragter så meget at man ikke engang vil vise ham den ære at bruge hans navn. Det særlige forhold der herskede mellem fortidens Israel og dets Gud — et forhold der gjorde at folket kendte ham ved hans navn — beskrives smukt af salmisten: „Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit navn.“ — Salme 91:14.

Skal vi bruge Guds navn?

4, 5. Hvilken betydning har Guds navn?

⁴ Bibelsk set har der aldrig været tvivl om den sande Guds navn. Da Gud talte til Moses og forklarede at han ville bruge ham til at føre Israels folk ud fra trældommen i Ægypten, stillede Moses et logisk spørgsmål: „Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?“ Gud svarede: „Således skal du sige til israelitterne: HERREN, [hebraisk: יהוה =JHWH =Jahve eller, siden det 13. århundrede e.v.t., Jehova], eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“ — 2 Mosebog 3:13, 15, kursiveret af os.

⁵ Dette navn er meget beskrivende for den der taler hebraisk. Det kommer af det hebraiske rodord הוה, hwh, der betyder „at blive“. Ifølge den hebraiske grammatik står navnet imidlertid i den kausative form, hif‛īlʹ. Navnets grundbetydning er derfor ikke forbundet med Guds evige eksistens men snarere med det at han lader noget ske eller blive til. Dette gælder især i forbindelse med hans hensigter. Han både besluttede at udfri sit udvalgte folk fra trældommen i Ægypten og lod det ske. Ingen magt kan stille sig hindrende i vejen for hans udtrykkelige vilje. Jehova er den Gud der gennemfører sine hensigter. Han lader således sig selv blive den der opfylder sine løfter. Dette var også tilfældet da han ønskede at udfri sit folk fra fangenskabet i Babylon. Det samme gælder i forbindelse med hans hensigt med at indføre paradisiske tilstande på denne jord. Hans navn giver disse løfter mening og er en garanti for at de vil blive indfriet. — Esajas 41:21-24; 43:10-13; 46:9, 10.

6-9. (a) Hvordan ved vi at Gud ikke forbyder at man bruger hans navn? (b) Hvordan og hvornår blev forbudet mod at bruge Guds navn en del af jødedommen?

⁶ Men forbyder De Ti Bud ikke at man udtaler Guds navn? Slet ikke! Mange har ganske vist tolket det tredje bud således, men bemærk hvad Encyclopaedia Judaica siger: „At man undlader at udtale navnet JHWH . . . beror på en fejlagtig forståelse af det tredje bud (2 Mos. 20:7; 5 Mos. 5:11), som man udlægger: ’Du må ikke tage JHWH din Guds navn forfængeligt,’ mens det i virkeligheden betyder: ’Du må ikke sværge falsk ved JHWH din Guds navn.’“⁵ Det er værd at bemærke at teksten ikke forbyder at man bruger eller udtaler Guds navn. Og selv hvis det betød at man ikke måtte tage Guds navn „forfængeligt“, læg så mærke til hvad Koehler og Baumgartners hebraiske leksikon siger om det hebraiske ord der oversættes med „forfængeligt“ (hebraisk: lasjsjawʹ’): „At udtale et navn uden grund . . . misbruge et navn.“⁶ Dette bud forbyder altså ikke brugen af Guds navn men derimod misbrugen af det.

⁷ Men hvad så med det argument at Guds navn er for helligt til at udtale? Forekommer det ikke rimeligt at hvis Gud mente at hans navn var for helligt til at udtale, så ville han slet ikke have åbenbaret det? Den kendsgerning at Guds navn forekommer over 6800 gange i den hebraiske grundtekst viser at han ønsker at mennesker skal kende ham og bruge hans navn. I stedet for at forbyde brugen af sit navn for at hindre at det blev benyttet respektløst, opfordrer Gud gentagne gange til at man bruger det, ja, han befaler endog sit folk at bruge hans navn og gøre det kendt. Ved at gøre dette ville de vise at de havde et nært forhold til ham og elskede ham. (Salme 91:14) Profeten Esajas viste tydeligt hvad Guds vilje er i dette spørgsmål da han sagde: „Tak HERREN [hebraisk: יהוה = JHWH = Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt!“ — Esajas 12:4. Se også Mika 4:5; Malakias 3:16; Salme 79:6; 105:1; Ordsprogene 18:10.

⁸ Hvis Jehova ikke ønskede at mennesker skulle udtale hans navn, kunne han udtrykkeligt have forbudt det. Men Bibelen forbyder intetsteds den rette brug af hans navn eller at man udtaler det. Trofaste mænd på Bibelens tid brugte hans navn frit. (1 Mosebog 12:8; Rut 2:4; 4:11, 14) Gud fordømte derimod gentagne gange dem der prøvede at få hans folk til at glemme hans hellige navn. — Jeremias 23:26, 27; Salme 44:21, 22 (44:20, 21, NV).

⁹ Men hvordan blev dette forbud en del af den jødiske tankegang, eftersom det tydeligvis ikke er en del af Bibelen? Nogle udtalelser af dr. A. Cohen, rabbiner og forfatter af bogen Everyman’s Talmud, viser at denne tradition opstod gradvist gennem en periode på mange hundrede år. Dr. Cohen skriver: „Det ser ikke ud til at man i bibelsk tid har haft nogen betænkeligheder ved at bruge [Guds navn] i daglig tale. Det at man føjede Jah eller Jahu til personnavne, hvilket man også gjorde efter det babyloniske fangenskab, viser at der ikke fandtes noget forbud mod at bruge navnet med de fire bogstaver. Men i den tidlige rabbinske periode blev udtalen af navnet begrænset til tempeltjenesten.“ Om den videre udvikling i denne periode siger han: „I stedet for JHWH blev Navnet udtalt ’Adhonajʹ (min Herre) under gudstjenesten i synagogen; men ifølge traditionen overleverede vismændene med mellemrum den oprindelige udtale til deres disciple — en eller to gange hvert syvende år (Kiddushin 71a). Med tiden ophørte også denne praksis, og man ved ikke længere med sikkerhed hvordan Navnet udtales.“⁷ Dette var resultatet af at man opstillede „menneskebud“. — Esajas 29:13; 5 Mosebog 4:2; se kapitlet „Er Bibelen inspireret af Gud?“, paragraf 15, 16.

[Ramme på side 20, 21]

SHOWING HONOR TO THE DIVINE NAME

GUDS NAVN I BIBELEN — HVAD GUD HAR SAGT

„Og Gud sagde fremdeles til Moses: ’Således skal du sige til israelitterne: HERREN [hebraisk: יהוה = JHWH = Jehova], eders fædres Gud, . . . har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.’“ — 2 Mosebog 3:15, kursiveret af os.

„Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til høstfolkene: ’HERREN [יהוה] være med eder!’ Og de svarede: ’HERREN [יהוה] velsigne dig!’“ — Rut 2:4.

„Tak HERREN [יהוה], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt!“d — Esajas 12:4, kursiveret af os; Salme 105:1.

„Thi da vil jeg give folkene rene læber, så de alle påkalder HERREN [יהוה] og tjener ham endrægtigt.“ — Zefanias 3:9, kursiveret af os.

„Udøs din vrede på folk, der ikke kender dig, på riger, som ikke påkalder dit navn.“ — Salme 79:6, kursiveret af os.

GUDS NAVN I TALMUD — HVAD MENNESKER HAR SAGT

„Det blev bestemt at et menneske skulle hilse på sine venner ved at nævne Navnet.“ — Berakhot 9:5.

„Således talte han [ypperstepræsten på forsoningsdagen]: O JHVH, dit folk, Israels hus, har begået uret, har forset sig, har syndet mod dig. Jeg bønfalder dig ved navnet JHVH . . . Og når præsterne og folket der stod i forgården hørte det glorværdige og ærefulde navn udtalt frit af ypperstepræstens mund, i hellighed og renhed, knælede de og kastede sig til jorden idet de faldt på deres ansigter og udbrød: Velsignet være Hans strålende, suveræne navn for evigt og altid.“ — Yoma 6:2.

„I helligdommen blev navnet udtalt som det er skrevet; men uden for dens grænser anvendte man et andet navn.“ — Sotah 7:6.

„Først plejede ypperstepræsten at fremsige Navnet med høj røst; men da ryggesløse mænd bredte sig, fremsagde han det med lav stemme.“ — Den Palæstinensiske Talmud, Yoma 40d.

„[Blandt dem der udelukkes fra den kommende verden er] de der udtaler Navnet efter dets bogstaver.“ — Sanhedrin 10:1.

„Enhver der udtrykkeligt udtaler Navnet gør sig skyldig i en dødssynd.“ — Pesikta 148a.

[Fodnote]