Jødedommen og Guds navn

38. (a) Hvad er der sket i århundredernes løb med hensyn til brugen af Guds navn? (b) Hvordan kan man sige hvad Guds navn er?

³⁸ Jødedommen lærer at selv om Guds navn findes i skriftlig form, er det for helligt til at blive udtalt.h Det har medført at den rigtige udtale er gået tabt i løbet af de sidste 2000 år. Men jøderne har ikke altid haft denne holdning til Guds navn. For omkring 3500 år siden sagde Gud til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: Herren [hebraisk: יהוה, JHWH], jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg nævnes fra slægt til slægt.“ (2 Mosebog 3:15, Mel; Salme 135:13) Hvad var navnet? Fodnoten til dette vers i den jødiske bibeloversættelse Tanakh siger: „Navnet JHWH (traditionelt læst Adonaj, „HERREN“) sættes her i forbindelse med roden hajah, ’at være’.“ Vi finder altså her Guds hellige navn, tetragrammet, de fire hebraiske konsonanter JHWH (Jahve), der i tidens løb er blevet kendt i den latiniserede form JEHOVA.

39. (a) Hvorfor har Guds navn så stor betydning? (b) Hvorfor holdt jøderne op med at udtale Guds navn?

³⁹ Op gennem historien har jøderne altid tillagt Guds personlige navn stor betydning, men den vægt de lægger på brugen af navnet har ændret sig radikalt siden gammel tid. Dr. A. Cohen siger i Everyman’s Talmud: „Man viste særlig ærbødighed for Guddommens ’særegne navn’ (Sjem Hameforasj), som Han havde åbenbaret for Israels folk, nemlig tetragrammet, JHWH.“ Navnet blev vist ærbødighed fordi det repræsenterede Gud og kendetegnede ham. Det var Gud selv der havde kundgjort det og sagt at hans tilbedere skulle bruge det. Dette understreges ved at navnet forekommer 6828 gange i den hebraiske Bibel. Fromme jøder mener imidlertid at det er respektløst at udtale Guds personlige navn.i