Retten til at have et navn

ALLE mennesker har ret til at have et navn. På Tahiti navngives selv spædbørn der er blevet forladt af deres forældre. Folkeregisteret giver det forladte barn både et fornavn og et efternavn.

Men der er én som i en vis forstand er blevet nægtet denne almene rettighed, en rettighed der stort set indrømmes alle mennesker. Forbavsende nok drejer det sig om „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. (Efeserne 3:14, 15) Mange mennesker vægrer sig tydeligvis ved at bruge Skaberens navn som det forekommer i Bibelen. De foretrækker at erstatte det med titler som „Gud“, „Herren“, eller „den Evige“. Hvad er da hans navn? Salmisten skrev således: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

I den første halvdel af det nittende århundrede kom der missionærer fra London Missionary Society til Tahiti hvor øboerne dyrkede mange guder. Hver af guderne havde sit eget navn, hvoraf de vigtigste guder var Oro og Taaroa. For at adskille Bibelens Gud fra andre guder gjorde missionærerne udbredt brug af Guds navn, der på tahitisk gengives Iehova.

Navnet blev derfor meget kendt og almindeligt brugt i daglig tale og korrespondance. Den tahitiske konge, Pomare II, der regerede i begyndelsen af det nittende århundrede, brugte det jævnligt i sin personlige korrespondance. Det er brevet som er vist på denne side, et vidnesbyrd om. Det er skrevet på engelsk og kan ses på museet for Tahiti og de omliggende øer. Brevet bekræfter at man på hans tid ikke nærede fordom med hensyn til at bruge Guds navn. Desuden forekommer Guds personlige navn flere tusinde gange i den første tahitiske oversættelse af Bibelen, der blev fuldført i 1835.

[Illustration på side 32]

Kong Pomare II

[Kildeangivelse på side 32]

Konge og brev: Collection du Musée de Tahiti et de ses Îles, Punaauia, Tahiti