„Vil du ikke nok lade os komme hjem!“

Har du på et tidspunkt tjent Jehova? Har du overvejet at begynde at tjene ham igen, men spekuleret på om han mon vil tage imod dig? Så vil vi gerne tilskynde dig til omhyggeligt at læse denne og den følgende artikel. De er blevet udarbejdet specielt med dig i tanke.

„JEG bad Jehova om at lade mig komme hjem og at tilgive mig for at have såret ham.“ Sådan sagde en kvinde der var holdt op med at leve efter de kristne normer hun var opvokset med. Føler du med hende? Tænker du: ’Hvordan ser Gud på dem der tidligere har tjent ham? Husker han dem? Ønsker han at de skal „komme hjem“?’ For at finde svarene vil vi gennemgå nogle vers fra Jeremias’ Bog. Svarene vil uden tvivl virke opmuntrende på dig. — Læs Jeremias 31:18-20.

Lad os se på baggrunden for Jeremias’ ord. I 740 f.v.t., mange år før Jeremias levede, tillod Jehova at tistammeriget Israel blev ført i fangenskab af assyrerne.a Han gjorde det for at tugte sit folk fordi det var begyndt at begå alvorlige synder og havde ignoreret profeternes gentagne advarsler. (2 Kongebog 17:5-18) Ændrede israelitterne indstilling på grund af de trængsler de kom ud for under landflygtigheden mens de var adskilt fra deres Gud og langt borte fra deres hjemland? Havde Jehova glemt alt om dem? Ville han nogen sinde lade dem komme hjem igen?

’Jeg fortrød’

Mens folket var i landflygtighed, kom det til fornuft og angrede oprigtigt. Det undgik ikke Jehovas opmærksomhed. Læg mærke til hvordan Jehova beskriver indstillingen og følelserne hos de landflygtige israelitter, her omtalt som Efraim.

„Jeg har visselig hørt Efraim klage,“ siger Jehova. (Vers 18) Han hørte israelitterne klage da de mærkede konsekvenserne af deres syndige handlinger. Det ord der her er gengivet med ’at klage’, kan også betyde „en rystende eller rokkende bevægelse“, siger en bibelforsker. De var som en egensindig søn der ryster bedrøvet på hovedet mens han tænker på de lidelser han har påført sig selv, og længes efter det liv han havde derhjemme. (Lukas 15:11-17) Hvad sagde folket?

„Du har tugtet mig . . . som en kalv der ikke er tæmmet.“ (Vers 18) Folket erkendte at tugten var velfortjent. De havde jo været som en utæmmet kalv. Denne sammenligning kan betyde at de havde været som en tyrekalv der aldrig ville have „fået pigkæppen at mærke hvis den ikke havde gjort oprør mod åget“, siger et opslagsværk.

„Omvend mig, og jeg vil vende om, for du er Jehova, min Gud.“ (Vers 18) Med ydmyge hjerter kaldte folket på Jehova. De var faret vild på syndens vej, men nu bad de indtrængende om hjælp til at finde tilbage til ham. En bibeloversættelse gengiver verset på denne måde: „Du er vores Gud — vil du ikke nok lade os komme hjem!“ — Contemporary English Version.

„[Jeg] fortrød . . . Jeg blev skamfuld og følte mig også ydmyget.“ (Vers 19) Israelitterne var bedrøvede over at de havde syndet. De vidste at skylden var deres egen, og indrømmede deres fejl. De følte sig skamfulde og nedtrykte. — Lukas 15:18, 19, 21.

Israelitterne angrede oprigtigt. De var dybt bedrøvede, bekendte deres synder over for Gud og vendte om fra deres onde handlinger. Ville deres anger formilde Guds hjerte? Ville han lade dem komme hjem?

„Jeg vil helt sikkert forbarme mig over ham“

Jehova havde et særligt forhold til israelitterne. Han sagde: „Jeg er blevet en fader for Israel; og Efraim er min førstefødte.“ (Jeremias 31:9) Hvordan skulle en kærlig far kunne nægte at tage sin søn tilbage hvis sønnen virkelig angrede af hele sit hjerte? Læg mærke til hvordan Jehova udtrykker sine faderlige følelser over for sit folk.

„Er Efraim en dyrebar søn for mig, eller et barn jeg holder af? For i samme grad som jeg har talt imod ham, vil jeg visselig også huske ham herefter.“ (Vers 20) Er det ikke nogle kærlige ord? Som en bestemt men kærlig far har Gud følt sig nødsaget til at tale „imod“ sine børn ved gentagne gange at advare dem mod deres urette adfærd. Da de stædigt nægtede at lytte, lod han dem komme i landflygtighed — og dermed forlade deres hjem. Men selvom han var nødt til at straffe dem, glemte han dem ikke. Det kunne han aldrig gøre. En kærlig far glemmer ikke sine børn. Men hvad følte Jehova da han så at hans børn angrede oprigtigt?

„Jeg [røres] i mit indre over ham. Jeg vil helt sikkert forbarme mig over ham.“ (Vers 20) Jehova følte en stærk længsel efter sine børn. Deres oprigtige anger rørte hans hjerte, og han havde et dybtfølt ønske om at de skulle vende tilbage til ham. Som faderen i Jesu lignelse om den fortabte søn fik Jehova „inderligt ondt“ af sine børn og var ivrig efter at byde dem velkommen hjem. — Lukas 15:20.

„Jehova lod mig vende hjem!“

Ordene i Jeremias 31:18-20 giver os indblik i Jehovas store medfølelse og barmhjertighed. Gud glemmer ikke dem der engang har tjent ham. Hvis de gerne vil vende tilbage til ham, er han „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Dem der nærmer sig ham i oprigtig anger, vil han aldrig vende ryggen. (Salme 51:17) Han er tværtimod lykkelig over at kunne byde dem velkommen hjem. — Lukas 15:22-24.

Den kvinde der blev nævnt i indledningen, tog initiativet til at vende tilbage til Jehova og tog hen til den lokale menighed af Jehovas Vidner. Men hun måtte først overvinde sine egne negative følelser. „Jeg følte mig så uværdig,“ fortæller hun. Men de ældste i menigheden opmuntrede hende og hjalp hende til at genvinde sin åndelige styrke. Med stor taknemmelighed siger hun: „Jeg er så glad for at Jehova lod mig vende hjem!“

Hvis du engang har tjent Jehova og overvejer at begynde at tjene ham igen, vil vi gerne tilskynde dig til at opsøge den lokale menighed af Jehovas Vidner. Husk at Jehova viser medfølelse og barmhjertighed når de der angrer, indtrængende beder ham: „Vil du ikke nok lade os komme hjem!“

Forslag til bibellæsning i april:

◼ Jeremias 17-31

[Fodnote]

Bibelen forandrer folks liv

HVAD fik en mand som havde forladt den tro han var opdraget i, til at vende tilbage til den? Hvordan gik det til at en ung mand fandt den faderskikkelse han havde savnet hele livet? Læs hvad de selv fortæller.

„Jeg måtte vende tilbage til Jehova.“— ELIE KHALIL

FØDT: 1976

FØDESTED: CYPERN

FORTID: EN FORTABT SØN

MIN BAGGRUND: Jeg er født på Cypern, men voksede op i Australien. Mine forældre er Jehovas Vidner, og de gjorde alt hvad de kunne for at give mig kærlighed til Jehova og hans ord, Bibelen. Men som teenager begyndte jeg at gøre oprør. Jeg sneg mig ud af huset sent om aftenen for at være sammen med mine kammerater. Vi stjal biler og rodede os ud i mange andre problemer.

Til at begynde med skjulte jeg det for mine forældre, af frygt for at gøre dem kede af det. Men efterhånden mistede jeg den frygt. Jeg fik venner som var meget ældre end mig, venner som ikke elskede Jehova, og de havde en dårlig indflydelse på mig. Til sidst fortalte jeg mine forældre at jeg ikke længere ville have noget at gøre med deres tro. De forsøgte tålmodigt at hjælpe mig, men jeg afviste alle deres bestræbelser. Mine forældre var sønderknuste.

Da jeg var flyttet hjemmefra, begyndte jeg at eksperimentere med stoffer, og jeg dyrkede og solgte endda store mængder marihuana. Jeg levede et umoralsk liv og gik ofte på natklub. Jeg udviklede efterhånden også et voldsomt temperament. Hvis nogen sagde eller gjorde noget jeg ikke kunne lide, blev jeg meget hidsig og råbte ofte ad folk og slog dem. Kort sagt gjorde jeg alt det jeg havde lært at en kristen ikke skulle gøre.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: En af mine nære venner var også stofmisbruger, og han havde i en meget ung alder mistet sin far. Vi sad ofte og talte sammen til langt ud på natten. Nogle af disse nætter åbnede han sig og fortalte om hvor meget han savnede sin far. Eftersom jeg fra barn af kendte til håbet om en opstandelse, begyndte jeg at fortælle ham om Jesus — at han havde oprejst nogle fra de døde, og at han har lovet at gøre det igen i fremtiden. (Johannes 5:28, 29) „Forestil dig hvordan det vil være at se din far igen,“ sagde jeg til ham. „Vi kan alle sammen komme til at leve for evigt i Paradiset på jorden.“ Det rørte min vens hjerte at høre disse tanker.

Andre gange kom min ven ind på emner som de sidste dage og treenighedslæren. Så tog jeg hans bibel og viste ham forskellige skriftsteder som forklarede sandheden om Jehova Gud, Jesus og de sidste dage. (Johannes 14:28; 2 Timoteus 3:1-5) Jo mere jeg fortalte min ven om Jehova, jo mere tænkte jeg selv på Jehova.

De sandhedens sædekorn der lå i dvale i mit hjerte, og som mine forældre havde gjort så meget for at så, begyndte langsomt men sikkert at vokse. Når jeg for eksempel var til fest og tog stoffer sammen med mine venner, begyndte jeg nogle gange pludselig at tænke på Jehova. Mange af mine venner hævdede at de elskede Gud, men deres opførsel vidnede om det modsatte. Sådan ville jeg ikke være, og jeg indså hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte vende tilbage til Jehova.

Ét er at vide hvad man skal gøre, noget helt andet er at gøre det. Nogle af forandringerne var lette at foretage. For eksempel holdt jeg uden større besvær op med at tage stoffer. Jeg brød også med mine venner og begyndte at studere Bibelen sammen med en kristen ældste.

Andre forandringer var imidlertid langt vanskeligere. Jeg havde især svært ved at styre min vrede. Somme tider klarede jeg det godt i en periode, men fik så et tilbagefald. Bagefter havde jeg det dårligt med mig selv og følte at jeg var en fiasko. Nedtrykt henvendte jeg mig til ham der studerede Bibelen med mig. Han var altid tålmodig og venlig og var til stor opmuntring for mig. Ved en lejlighed bad han mig læse en artikel i Vagttårnet om hvor vigtigt det er ikke at give op.a Vi talte om hvad jeg kunne gøre når jeg blev vred. Med artiklen i tanke og efter mange bønner til Jehova lykkedes det mig efterhånden at styre mit temperament. I april 2000 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Mine forældre var naturligvis henrykte.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Jeg har nu fred i sindet og en ren samvittighed fordi jeg ikke længere besmitter min krop med stoffer eller begår umoralske handlinger. Uanset hvad jeg foretager mig, om jeg er på arbejde, til et kristent møde eller dyrker fritidsinteresser, så er jeg meget gladere nu. Jeg har et positivt livssyn.

Jeg takker Jehova for mine forældre, som aldrig glemte mig. Jeg tænker også på Jesu ord i Johannes 6:44: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ Det rører mig dybt når jeg tænker på at det er fordi Jehova har draget mig, at jeg kunne vende tilbage til ham.

„Jeg længtes efter en far.“— MARCO ANTONIO ALVAREZ SOTO

FØDT: 1977

FØDESTED: CHILE

FORTID: MEDLEM AF ET DEATH METAL-BAND

MIN BAGGRUND: Jeg voksede op hos min mor i Punta Arenas, en hyggelig by ved Magellanstrædet nær Sydamerikas sydspids. Mine forældre blev skilt da jeg var fem år, og jeg følte mig svigtet. Jeg længtes efter en far.

Min mor studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og hun tog mig med til deres møder i rigssalen. Men jeg kunne ikke lide at komme der, så jeg fik ofte et raserianfald på vej derhen. Da jeg blev 13, holdt jeg helt op med at komme i rigssalen.

På det tidspunkt var musik blevet min store lidenskab, og jeg fandt ud af at jeg havde talent for at spille. Fra jeg var 15, spillede jeg heavy metal og death metal på festivaler, på barer og ved private fester. Jeg kom sammen med dygtige musikere, og det vakte min interesse for klassisk musik. Jeg begyndte derfor at studere musik på universitetet i Punta Arenas. Da jeg var 20, flyttede jeg til hovedstaden, Santiago, for at læse videre. Jeg fortsatte også med at spille i heavy metal- og death metal-bands.

I al den tid var jeg plaget af en følelse af tomhed. Jeg søgte at dulme denne følelse ved at drikke mig fuld og tage stoffer sammen med de andre medlemmer af bandet, som jeg betragtede som min familie. Jeg havde en oprørsk indstilling, der tydeligt kom til udtryk i mit udseende. Jeg gik i sort tøj, fik skæg og lod håret vokse næsten helt ned til taljen.

På grund af min væremåde kom jeg igen og igen i slagsmål og på kant med loven. Ved en lejlighed hvor jeg var beruset, gik jeg til angreb på en gruppe narkohandlere som generede mine venner og mig. Narkohandlerne gennembankede mig så voldsomt at jeg brækkede kæben.

Men det værste jeg blev udsat for, kom fra mine nærmeste. En dag fandt jeg ud af at min kæreste havde bedraget mig i flere år med min bedste ven, og at alle mine venner havde holdt det hemmeligt for mig. Jeg var fuldstændig knust.

Jeg flyttede tilbage til Punta Arenas, hvor jeg fik arbejde som musiklærer og cellist. Jeg fortsatte også med at optræde og indspille musik sammen med heavy metal- og death metal-bands. Jeg mødte en dejlig pige der hed Sussan, og vi flyttede sammen. På et tidspunkt fandt Sussan ud af at hendes mor troede på treenighedslæren, og at jeg ikke gjorde. „Så hvad er rigtigt?“ spurgte hun mig. Jeg svarede at jeg vidste at treenighedslæren er forkert, men at jeg ikke kunne bevise det ud fra Bibelen. Jeg vidste imidlertid hvem der kunne. Jeg fortalte hende at Jehovas Vidner ud fra Bibelen kunne vise hende hvad der var rigtigt. Og så gjorde jeg noget jeg ikke havde gjort i mange år — jeg bad Gud om at hjælpe mig.

Et par dage senere så jeg en mand som virkede bekendt, og jeg spurgte ham om han var et af Jehovas Vidner. Han var tydeligvis chokeret over hvordan jeg så ud, men han besvarede venligt mine spørgsmål om møderne i rigssalen. Jeg var overbevist om at det var svaret på min bøn. Jeg tog hen i rigssalen og satte mig på den bagerste række så der ikke var nogen der skulle lægge mærke til mig. Men efterhånden var der mange der genkendte mig fra dengang jeg som barn kom til møderne. De bød mig velkommen og tog så kærligt imod mig at jeg følte en stor indre fred. Det var som om jeg var kommet hjem. Da jeg så den mand der havde undervist mig i Bibelen da jeg var lille, bad jeg ham om igen at studere med mig.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: En dag læste jeg Ordsprogene 27:11, hvor der står: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig.“ Tanken om at et dødeligt menneske kan få universets Skaber til at fryde sig, gjorde indtryk på mig. Det gik op for mig at Jehova var den Far jeg hele livet havde søgt efter!

Jeg ønskede at behage min himmelske Far og gøre hans vilje, men jeg havde i mange år været slave af stoffer og alkohol. Efterhånden forstod jeg betydningen af Jesu ord i Mattæus 6:24, hvor der står at „ingen kan trælle for to herrer“. Mens jeg kæmpede for at gøre forandringer, gik sandheden i Første Korintherbrev 15:33 for alvor op for mig: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ Jeg indså at jeg ikke kunne få bugt med mine skadelige vaner så længe jeg fortsatte med at færdes de samme steder og omgås de samme mennesker. Bibelens vejledning var klar: Jeg måtte tage nogle drastiske skridt for at kunne bryde med det der fik mig til at snuble. — Mattæus 5:30.

Min passion for musik gjorde bruddet med heavy metal til det vanskeligste jeg nogen sinde har måttet gøre. Men med hjælp fra mine venner i menigheden lykkedes det mig endelig. Jeg holdt op med at drikke for meget og tage stoffer. Jeg blev også klippet, ragede mit fuldskæg af og holdt op med kun at gå i sort tøj. Da jeg fortalte Sussan at jeg ville klippes, kunne hun ikke styre sin nysgerrighed længere. Hun sagde: „Jeg vil med dig hen og se hvad der foregår i den rigssal!“ Hun syntes rigtig godt om det hun så dér, og snart begyndte hun også at studere Bibelen. Senere giftede vi os, og i 2008 blev vi døbt som Jehovas Vidner. Vi er glade for nu at tjene Jehova sammen med min mor.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Jeg er sluppet væk fra en verden hvor lykke er en illusion og man ikke kan stole på sine venner. Jeg holder stadig meget af musik, men nu er jeg mere selektiv. Jeg bruger mine erfaringer til gavn for min familie og andre, især unge. Jeg vil gerne hjælpe dem til at forstå at meget af det denne verden har at byde på, og som kan virke tiltalende, i virkeligheden blot er „en bunke affald“. — Filipperne 3:8.

Jeg har fundet loyale venner i den kristne menighed, som er kendetegnet af kærlighed og fred. Frem for alt har jeg, ved at komme nær til Jehova, endelig fundet den Far jeg har længtes efter.

[Fodnote]