Jeg længtes efter at tage hjem og begynde forfra. Jeg savnede mine forældre og det liv jeg levede før. Så jeg bad til Jehova om hjælp. Dem jeg havde sværest ved at henvende mig til og bede om tilgivelse, var mine forældre. Til min store glæde var de i stand til at tilgive mig det jeg havde gjort.

De kristne ældste mødtes med mig, og jeg gav udtryk for at jeg ønskede at blive genoptaget i menigheden. Det var ikke let hverken for dem eller mig. Jeg havde ikke kun besvær med abstinenssymptomer efter mit stofmisbrug, men jeg havde også pådraget mig en alvorlig kønssygdom. Min læge fortalte mig at hvis jeg havde ventet bare én måned til, ville jeg have været død. Sikken redelighed!

Med tiden blev jeg genoptaget, og jeg blev endda gift med en ung søster fra en nabomenighed. Alting blev bedre. Men desværre værdsatte jeg stadig ikke Jehovas kærlighed. Jeg prøvede at løse problemerne i egen kraft i stedet for at hente styrke hos Jehova.

Mindre end to år senere blev jeg skilt og igen udstødt på grund af umoralsk opførsel. Jeg var begyndt at komme sammen med nogle verdslige mennesker. I begyndelsen var det hele ret uskyldigt, men Bibelens advarsler viser sig altid at være sande: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

Jeg forstod da at jeg ønskede igen at blive genstand for Jehovas kærlighed. Men hvordan?

Jeg begyndte at bede Jehova om hjælp, men hvor var det svært. Jeg følte mig skamfuld og snavset. Så en dag fik jeg en opringning fra min tante, som jeg ikke havde set i ni år. Hun ville komme og besøge mig. Selv om hun ikke havde den samme tro som mine forældre, fortalte jeg hende at jeg ønskede at ændre mit liv for igen at blive et af Jehovas vidner. Hun kunne se min oprigtighed og ville gerne hjælpe.

Den lange vej tilbage

Min tante tilbød at jeg kunne bo hos hende indtil jeg kom på fode igen. Da hun spurgte om det ville være en hjælp for mig, stod jeg bare og græd. Jeg vidste at det var den udvej jeg havde brug for, så jeg forlod min tidligere omgangskreds. De følgende måneder var ikke lette, men jeg var overbevist om at Jehova ville hjælpe mig. Ordene i Malakias 3:7 viste sig at være sande: „’Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer,’ siger hærstyrkers Jehova.“

Umiddelbart efter at jeg var flyttet ind hos min tante, havde jeg et møde med menighedens ældste. Jeg fortalte dem alt om mig selv og at jeg oprigtigt ønskede at tjene Jehova. Både de og jeg vidste at det ikke ville blive nogen let sag for mig at blive genoptaget. Mit synderegister var det værst tænkelige. Men jeg havde truffet min beslutning. Dag og nat bad jeg uophørligt Jehova om hjælp. Jeg har altid betragtet mig selv som en svag person, hvad jeg vel også er. Men med Jehovas hjælp er det forbavsende hvor stærk man kan blive.

I mange år havde jeg brugt stoffer for at klare hverdagen. Nu var jeg nødt til at undvære dem. Jeg var bange. Jeg blev bogstavelig talt syg af at være sammen med mange mennesker i længere tid ad gangen. Det skræmte mig. Samtidig prøvede jeg at holde op med at ryge efter i lang tid at have røget næsten fire pakker cigaretter daglig. Det eneste der hjalp mig til at stå alt dette igennem var at bede og blive ved med at minde mig selv om at min nye levevis var til behag for Jehova. Jeg fandt også trøst og fred ved regelmæssigt at overvære møderne. Selv om jeg ikke kunne tale med nogen fordi jeg var udstødt, følte jeg alligevel kærligheden og varmen fra mine fremtidige åndelige brødre og søstre.

Omkring et år efter at jeg havde forandret mit liv, fandt Jehova det passende at bevæge sine tjenere til at genoptage mig i hans organisation. Han kendte det nøjagtige tidspunkt til at lade mig komme tilbage. Han lader os ikke blive prøvet ud over hvad vi kan udholde. Kort efter modtog jeg opringningen fra lægen som fortalte mig at jeg havde AIDS. Det er virkelig sandt hvad der siges i Galaterbrevet 6:7: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“

Først græd jeg. Alle slags tanker fløj gennem mit hoved. Billeder fra fortiden passerede revy for mit indre øje. Jeg vidste fra selvsyn hvad denne sygdom gør ved mennesker og hvordan andre reagerer over for ofrene. Hvor tåbeligt af mig at tro at verden havde noget at tilbyde! Og hvilket spild af kostbar tid!

Tilfredshed trods AIDS

Jeg ved at der er unge i samme situation som jeg var i, der ønsker at blive accepteret af verdslige kammerater. Pas på at I ikke, hvis I ignorerer Guds vejledning, bliver narret til at tro at det der skete for mig ikke kan ske for jer på nøjagtig samme måde. Satans lokkemidler kan være forskellige, men resultaterne er altid de samme.

Imidlertid har jeg også lært at uanset hvor dybt man er sunket og hvilke fejl man har begået, vil Jehova stadig hjælpe og tilgive, hvis man for alvor bestræber sig på at behage ham og henvender sig til ham i oprigtig bøn.

Hvad der sker med mig bekymrer mig ikke så meget mere. Det er klart at jeg af og til er lidt langt nede, men det går hurtigt over. Det eneste jeg har tanke for nu er at behage Jehova. Han er den virkelige kilde til glæde og trøst. Jeg ved at hvis jeg gør alt hvad jeg kan for at behage ham, vil han også tage sig af mig og vise mig sin kærlighed.

Jeg er taknemmelig over at være tilbage blandt Jehovas folk, for selv om jeg skulle dø inden han hævder sin retfærdighed i Harmagedon, har jeg håb om en opstandelse. Tro mig, at leve uden Jehovas kærlighed og gunst er langt værre end at have AIDS. — Indsendt.