Hvem tilvejebringer løsesummen?

13, 14. (a) Hvordan tilvejebragte Jehova løsesummen for menneskeslægten? (b) Hvem betales løsesummen til, og hvorfor er denne betaling nødvendig?

¹³ Kun Jehova kunne tilvejebringe det „lam som tager verdens synd bort“. (Johannes 1:29) Men han sendte ikke en hvilken som helst engel for at frelse menneskene. Han sendte den der én gang for alle kunne give det afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjenere. Han bragte det enestående offer at sende sin enestefødte søn, „den han holdt af dag efter dag“. (Ordsprogene 8:30) Og Guds søn „tømte sig selv“ og gav villigt afkald på sin himmelske natur. (Filipperne 2:7) Mirakuløst overførte Jehova sin førstefødte himmelske søns liv og personlighedsmønster til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Lukas 1:27, 35) Hans navn som menneske på jorden var Jesus. Men i juridisk forstand kunne han kaldes den anden Adam, for han svarede fuldkomment til Adam. (1 Korinther 15:45, 47) Jesus kunne således bringe sig selv som et offer og en løsesum for den syndige menneskehed.

¹⁴ Hvem skulle løsesummen betales til? I Salme 49:7 siges det direkte at løsesummen gives til Gud. Men er det da ikke ham der fra begyndelsen har bragt genløsningen i stand? Jo, men det gør ikke betalingen af løsesummen til en mekanisk og meningsløs handling — som at tage penge fra den ene lomme og komme dem i den anden. Man må forstå at genløsningen ikke er en håndgribelig betaling, men en juridisk transaktion. Ved at tilvejebringe løsesummen — og dét med store omkostninger for sig selv — bekræftede Jehova at han holdt urokkeligt fast ved sin egen fuldkomne retfærdighed. — 1 Mosebog 22:7, 8, 11-13; Hebræerne 11:17; Jakob 1:17.

11. (a) Hvordan ville genløseren komme til at ’smage døden for ethvert menneske’? (b) Hvorfor kunne Adam og Eva ikke få gavn af genløsningen? (Se fodnoten.)

¹¹ Jehova sørgede for at et fuldkomment menneske frivilligt gav afkald på sit liv. Ifølge Romerbrevet 6:23 er „den løn synden betaler“, døden. Ved at ofre sit liv kom genløseren til at ’smage døden for ethvert menneske’. Med andre ord betalte han lønnen for Adams synd. (Hebræerne 2:9; 2 Korinther 5:21; 1 Peter 2:24) Det ville få dybtgående juridiske konsekvenser. Dødsdommen over Adams lydige efterkommere ville blive annulleret og syndens destruktive magt fjernet helt ved roden.a — Romerne 5:16.

Jesus fuldfører genløsningen

16, 17. (a) Hvordan fortsatte Jesus sit værk som genløser? (b) Hvorfor var det nødvendigt at Jesus trådte frem for „Guds person til bedste for os“?

¹⁶ Det stod endnu tilbage for Jesus at fuldføre sit værk som genløser. På tredjedagen efter hans død oprejste Jehova ham fra de døde. (Apostelgerninger 3:15; 10:40) Med denne skelsættende handling belønnede Jehova sin søn for hans trofaste tjeneste og gav ham mulighed for at fuldføre sin opgave som ypperstepræst og genløser. (Romerne 1:4; 1 Korinther 15:3-8) Apostelen Paulus forklarer hvad der skete: „Men da Kristus kom som ypperstepræst . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ — Hebræerne 9:11, 12, 24.

¹⁷ Kristus kunne ikke tage sit bogstavelige blod med til himmelen. (1 Korinther 15:50) Men han tog dét med som blodet repræsenterede: den juridiske værdi af sit opofrede fuldkomne menneskeliv. Han trådte derefter frem for Jehova og overbragte ham formelt værdien af sit liv som en løsesum for den syndige menneskehed. Tog Jehova imod dette offer? Ja. Det fik man bevis for på pinsedagen i år 33 da den hellige ånd blev udgydt over omkring 120 disciple i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1-4)