Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Vor store Skaber og hans underværker
    Vagttårnet – 1993 | 1. januar
    • Vor store Skaber og hans underværker

      ’HVOR er det storslået!’ De fleste vil sikkert spontant give udtryk for dyb beundring ved synet af naturens underværker, som for eksempel de tordnende vandfald ved Iguaçú eller Niagara, de mægtige canyons i Colorado eller på Hawaii, eller de prægtige fjorde i Norge eller New Zealand. Er disse underværker da blot resultater af den såkaldte moder Naturs lykkespil? Nej, de er langt mere storslåede. Disse ærefrygtindgydende undere skyldes en stor Skaber, en kærlig himmelsk Fader om hvem den vise kong Salomon skrev: „Alt har han frembragt smukt til rette tid. Også tidens uendelighed har han givet en plads i deres hjerte; dog således at menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden.“ (Prædikeren 3:11) Det vil afgjort tage en evighed for mennesker at udforske alle de underværker Skaberen har fyldt universet med.

      Ja, Skaberen er stor! Og vi kan ydermere glæde os over at denne almægtige Gud „ved slutningen af disse dage [har] talt til os ved en søn, som han har indsat som arving til alle ting, og gennem hvem han har dannet tingenes ordninger“. (Hebræerne 1:2) Denne søn, Jesus Kristus, værdsatte i høj grad alt det betagende som hans Fader havde skabt. Han henviste jævnligt til skaberværket for at tydeliggøre sin Faders hensigt og for at opmuntre sine tilhørere. (Mattæus 6:28-30; Johannes 4:35, 36) Mange har „ved tro“ erkendt at skaberværkets undere „er blevet bragt i stand ved Guds ord.“ (Hebræerne 11:3) En sådan tro bør afspejle sig i ens daglige tilværelse. — Jakob 2:14, 26.

      Det er i sandhed storslåede værker vor Gud har frembragt. De afspejler på vidunderlig måde hans visdom, magt, retfærdighed og kærlighed. For eksempel satte Gud Jorden i kredsløb om Solen og lod dens akse hælde sådan at hans fremtidige skabninger, menneskene, ville kunne glæde sig over skiftende årstider. Gud sagde: „Herefter skal, i alle de dage jorden består, såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre.“ (1 Mosebog 8:22) Endvidere forsynede Gud gavmildt jorden med værdifulde mineraler og andre nyttige stoffer. Navnlig sørgede han for at der var rigeligt med vand, der blev et af de vigtigste stoffer på jorden og fik grundlæggende betydning for livet.

      I ordnet rækkefølge, på seks ’skabelsesdage’, hver med en længde på flere tusind år, blev jorden ved hjælp af „Guds virksomme kraft“ gjort rede som bolig for menneskene. Lyset vi ser ved, luften vi indånder, landjorden vi bor på, plantelivet, det bestandige skift mellem dag og nat, fiskene, fuglene, pattedyrene — alt dette blev frembragt i en bestemt rækkefølge af vor store Skaber, til gavn og glæde for menneskene. (1 Mosebog 1:2-25) Vi kan sige med salmisten der udbrød: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ — Salme 104:24.

      Kronen på Guds skaberværk

      Da den sjette ’skabelsesdag’ nærmede sig sin afslutning skabte Gud manden og hans modstykke, kvinden. Et mesterligt højdepunkt i jordens skabelseshistorie, langt mere vidunderligt end noget af det fysiske skaberværk der var blevet frembragt tidligere. I den forbindelse står der i Salme 115:16: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ Derfor dannede Gud menneskene sådan at de både kunne finde glæde ved det han tidligere havde skabt på jorden og drage nytte af det. Vi bør afgjort være taknemmelige for vore øjne — der er mere avancerede end det fineste fotografiapparat — som kan sanse den farverige verden omkring os! Vi er udstyret med ører — der er finere end noget lydsystem mennesker har konstrueret — som gør det muligt for os at tale sammen og lytte til skøn musik og melodiøs fuglesang. Vi har et indbygget taleorgan, som den alsidige tunge er en del af. Tungens smagsløg bevirker i forening med lugtesansen at vi kan nyde smagen af en uendelig variation af fødevarer. Endelig er en kærlig berøring noget af det bedste vi ved. Vi har god grund til at takke Skaberen, sådan som salmisten gjorde med ordene: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — Salme 139:14.

      Skaberens loyale hengivenhed

      Salmisten skrev: „Sig tak til Jehova, for han er god . . .; til ham der alene gør store undere: for hans loyale hengivenhed varer evindelig.“ (Salme 136:1-4) Denne loyale hengivenhed bevæger ham nu til at skabe endnu mere storslåede underværker end dem vi netop har omtalt. Ja, selv mens Jehova hviler med hensyn til sit fysiske skaberværk er han i færd med at skabe på det åndelige plan. Denne aktivitet er en reaktion på en ondskabsfuld udfordring der blev rettet direkte imod ham. Hvordan det?

      Den første mand og kvinde blev sat i et vidunderligt paradis, Edens have. Men en frafalden engel, Satan, fremstillede sig selv som en gud og forledte dette menneskepar til at gøre oprør imod Jehova. Gud dømte dem retfærdigt til døden. Dette medførte at deres børn — hele menneskeslægten — er kommet til verden i en syndig, døende tilstand. (Salme 51:5) Bibelens beretning om Job viser at Satan udfordrede Gud idet han hævdede at intet menneske ville bevare sin uangribelighed over for Jehova under prøve. Men både Job og mange andre trofaste tjenere for Gud har lige fra Bibelens tid og indtil nu bevist at Satan er en grov løgner. (Job 1:7-12; 2:2-5, 9, 10; 27:5) Jesus satte som fuldkomment menneske et uforligneligt eksempel i det at bevare sin uangribelighed. — 1 Peter 2:21-23.

      Derfor kunne Jesus sige: „Verdens hersker [Satan] har ikke noget tag i mig.“ (Johannes 14:30) Men det gælder stadig at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Eftersom Satan satte spørgsmålstegn ved retmæssigheden af Jehovas suverænitet, har han nu fået omkring 6000 år til at vise om hans herredømme over menneskeheden kan fungere. Og hvor er Satan kommet sørgeligt til kort! Det fremgår tydeligt af verdensforholdene, som fortsat forværres. Vor kærlige Gud, Jehova, vil snart fjerne dette fordærvede verdenssamfund og hævde sin retmæssige suverænitet over jorden. Det vil være en befrielse for de mennesker der længes efter et fredeligt og retfærdigt herredømme! — Salme 37:9-11; 83:17, 18.

      Men Guds loyale hengivenhed rækker endnu videre. Den vil også manifestere sig på baggrund af Jesu ord i Johannes 3:16: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Opfyldelsen af dette fornyede håb om evigt liv for menneskeheden indebærer at der skabes noget helt nyt. I hvilken forstand? Og hvordan vil det blive til gavn for den plagede menneskehed? Det vil den følgende artikel gøre rede for.

  • Nye skabninger!
    Vagttårnet – 1993 | 1. januar
    • Nye skabninger!

      DEN vise kong Salomon sagde engang: „Der er slet intet nyt under solen.“ (Prædikeren 1:9) Det er sandt for så vidt angår den fysiske verden vi lever i. Men hvordan forholder det sig i Jehovas vidtstrakte åndelige domæne? Inden for dette område er en der er større end Salomon — ja, det største menneske der har levet — blevet en enestående ny skabning. Hvordan gik det til?

      I år 29 e.v.t. fremstillede dette fuldkomne menneske, Jesus, sig for at blive døbt af Johannes i Jordanfloden. „Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den som jeg har godkendt.’“ (Mattæus 3:16, 17) Derved blev Kristus Jesus den første af en ny skabning, salvet til at gøre Guds vilje. Senere blev Jesus, på grundlag af sin offerdød, mellemmand for en ny pagt mellem Gud og en udvalgt gruppe mennesker. Hver af disse er blevet „en ny skabning“ idet de er blevet avlet af Guds ånd til et himmelsk håb, med udsigt til at herske sammen med Jesus i hans himmelske rige. — 2 Korinther 5:17; 1 Timoteus 2:5, 6; Hebræerne 9:15.

      I århundredernes løb er disse salvede, åndsavlede kristne blevet indsamlet i samfund med Kristus, som den sande kristne menighed — der i sig selv er en ny skabning. Gud har skilt denne menighed ud fra verden i en ganske bestemt hensigt, som apostelen Peter skriver: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) Ligesom den første af Guds nye skabninger, Kristus Jesus, har denne efterfølgende nye skabning først og fremmest til opgave at forkynde den gode nyhed. (Lukas 4:18, 19) De enkelte medlemmer af denne „skabning“, der med tiden skulle tælle 144.000, må „iføre [sig] den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Efeserne 4:24; Åbenbaringen 14:1, 3) Dette indebærer at de opdyrker „åndens frugt“ som er omtalt i Galaterbrevet 5:22, 23, og at de trofast tager vare på deres husholdergerning. — 1 Korinther 4:2; 9:16.

      Hvordan forholder det sig med denne nye skabning i vor tid? Ifølge Bibelens kronologi gik ordene i Åbenbaringen 11:15 i opfyldelse i 1914: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehovas] og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Det første Kristus gjorde som nyindsat konge var at kaste Satan og hans dæmonengle ud af himmelen og ned i jordens nærhed. Dette medførte et ’ve for jorden og havet’ i form af den første verdenskrig og de efterfølgende plager. — Åbenbaringen 12:9, 12, 17.

      Dette tjente også som et tegn til resten af den nye skabning på jorden om at de skulle tage del i opfyldelsen af Jesu profeti: „Denne gode nyhed om [det oprettede rige] vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Hvilken „ende“? Jesus forklarer videre: „For der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Mattæus 24:3-14, 21, 22.

      Jehovas ånd bevægede de salvede medlemmer af hans nye skabning til at engagere sig helt og fuldt i det største forkyndelsesarbejde der nogen sinde vil blive udført på jorden. Antallet af disse nidkære forkyndere af Riget voksede fra nogle få tusind i 1919 til omkring 50.000 i midten af 1930’erne. Det er gået nøjagtig som beskrevet i profetien: „Deres røst er kommet ud over hele jorden, og deres udsagn til den beboede jords fjerneste egne.“ — Romerne 10:18.

      Vil de medlemmer af den nye skabning som er tilbage være de eneste der indsamles for at blive frelst? Nej, for profetien viser at Guds engle vil holde den store trængsels vinde tilbage indtil indsamlingen er fuldført, ikke blot af de åndelige israelitter med et himmelsk håb men også af andre, nemlig „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Hvilket håb er der for disse mennesker? Jo, de vil komme uskadte „ud af den store trængsel“ og vil kunne leve evigt i et paradis på jorden! — Åbenbaringen 7:1-4, 9, 14.

      Det er meget glædeligt at denne store skare er vokset til næsten 4.500.000 aktive forkyndere i 229 lande. Endnu flere er på vej, hvilket fremgår af at 11.431.171 den 17. april 1992 overværede højtiden til minde om Jesu død. Af disse millioner var der kun 8683 som ved at nyde af symbolerne ved mindehøjtiden bekendte sig til resten af den nye skabning. Medlemmerne af denne lille gruppe kunne aldrig alene have fuldført det enorme forkyndelsesarbejde i dag. De millioner der nu udgør den store skare, arbejder skulder ved skulder med resten af de salvede for at få dette arbejde gjort. (Zefanias 3:9) Desuden tager erfarne medlemmer af den store skare sig nu af administrative og andre opgaver sammen med de salvede brødre som udgør Det Styrende Råd — ligesom de ikkeisraelitiske netinim-folk sammen med præsterne arbejdede på at reparere Jerusalems mure. — Nehemias 3:22-26.

      Der skabes „nye himle og en ny jord“

      Der er stor glæde forbundet med denne indsamling! Det er nøjagtig som Jehova har sagt det ville være: „Jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber. For se, jeg skaber Jerusalem til jubel og dets folk til glæde. Og jeg vil juble over Jerusalem og glæde mig over mit folk; og der skal ikke mere høres lyd af gråd eller lyd af klageskrig i det.“ (Esajas 65:17-19) De nye himle som Jehova skaber vil til sidst komme til at bestå af Jesus Kristus og de 144.000 oprejste medlemmer af den nye skabning som er blevet købt fra menneskeheden i løbet af de sidste 1900 år. Dette styre besidder langt større herlighed end nogen af de regeringer der har hersket i det bogstavelige Jerusalem — selv på kong Salomons tid. Den nye himmel omfatter det ny Jerusalem — en himmelsk by — som er beskrevet i al sin strålende skønhed i Åbenbaringen, kapitel 21.

      Det ny Jerusalem er Kristi åndelige brud, hans 144.000 salvede disciple, som forenes med deres brudgom i himmelen efter deres død og opstandelse til liv som åndeskabninger. I Åbenbaringen 21:1-4 står der at dette ny Jerusalem ’kommer ned fra himmelen fra Gud’, hvilket vil sige at Gud vil benytte det til at viderebringe velsignelser til menneskeheden her på jorden. Da vil denne profeti blive opfyldt: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“

      Hvor kan vi være taknemmelige for at Gud skaber disse nye himle! Til forskel fra de ustadige, fordærvede styreformer der så længe har plaget menneskeheden, vil denne regering som er dannet af Gud være permanent. Den nye skabning og dens åndelige børn, den store skare, jubler over Guds løfte: „’For ligesom de nye himle og den nye jord som jeg frembringer, består for mit ansigt,’ lyder Jehovas udsagn, ’således kommer jeres afkom og jeres navn til at bestå.’“ — Esajas 66:22.

      „Den nye jord“ vil i første række bestå af dette afkom af de salvede medlemmer af den nye skabning. Det er det nye, gudfrygtige menneskesamfund på jorden. Alt det had og al den kriminalitet, vold, korruption og umoralitet der præger menneskesamfundet i dag, understreger kraftigt at der er behov for et fuldstændigt skift, til en ny verdens samfund der virker under ledelse af de menneskekærlige nye himle. Dette er hvad Jehova lover. Ligesom han har skabt nye himle, sådan er han i færd med at skabe den nye jord idet han indsamler den store skare, som vil udgøre kernen i en fredelig ny verdens samfund. Dette samfund vil alene komme frelst „ud af den store trængsel“. — Åbenbaringen 7:14.

      Hvad vil der følge efter den kommende store trængsel? Til apostlene, som var de første af den skare der skulle udgøre de nye himle som skal regere over jorden, gav Jesus dette løfte: „Jeg skal sige jer sandheden: I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner.“ (Mattæus 19:28) Alle 144.000 medlemmer af dette ny Jerusalem vil sammen med Jesus dømme menneskeheden. Selviskhed og had vil vige for kærligheden, som vil blive det grundlag hvorpå menneskesamfundet hviler. Alle problemer der udspringer af forskelle i stamme, race og nationalitet vil blive fjernet. Opstandelsen vil gradvis bringe vore kære tilbage. Den trofaste menneskehed der vil tælle milliarder, vil blive én stor forenet familie som genrejses til evigt liv på en jord der vil være omdannet til et paradis.

      Der er her tale om langt mere end et Utopia eller Shangri-la. Det der her skabes vil forblive evindelig. „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) Dette er i sandhed et vidunderligt fremtidsperspektiv, et storslået løfte givet af ham der sagde: „Se! Jeg gør alting nyt,“ og som tilføjede denne trosstyrkende udtalelse: „Disse ord er troværdige og sande.“ — Åbenbaringen 21:5.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del