I De Hebraiske Skrifter forekommer ordet ’Adhonajʹ ofte, og udtrykket ’Adhonajʹ Jæhwihʹ (eller Jehwihʹ) 285 gange. ’Adhonajʹ er en flertalsform af ’adhōnʹ, der betyder „herre“. Den almindelige flertalsform ’adhonīmʹ kan anvendes om mennesker hvor det drejer sig om simpelt flertal, altså i betydningen „herrer“. Formen ’Adhonajʹ uden tilføjet suffiks anvendes derimod altid i Bibelen om Gud, idet flertal her bruges til at betegne storhed og majestæt. De fleste oversættere gengiver det med „Herre“. Når det forekommer sammen med Guds navn, Jehova, som for eksempel i Salme 73:28, gengives udtrykket med „den Herre HERREN“ (DA31), „Gud Herren“ (DA92, Li), „Herren Jehova“ (Ka) eller „den suveræne Herre Jehova“ (NV).

Selv om De Hebraiske og De Græske Skrifter ikke har noget selvstændigt tillægsord for „suveræn“, indeholdes tanken altså i ordene ’Adhonajʹ og despoʹtēs når de bruges om Jehova Gud, idet de nærmere betegner hans herredømmes storhed.

Jehovas suverænitet. Jehova er universets suveræn („verdens suveræne hersker“, Sl 47:9, Mo) fordi han er Gud, Skaberen, den Øverste og den Almægtige. (1Mo 17:1; 2Mo 6:3; Åb 16:14) Han ejer alt og er kilden til al magt og myndighed, den øverste Regent. (Sl 24:1; Es 40:21-23; Åb 4:11; 11:15) Salmisten sang om ham: „I himmelen har Jehova grundfæstet sin trone; og hans kongedømme behersker alt.“ (Sl 103:19; 145:13) Jesu disciple bad til Gud: „Suveræne Herre, du er den der frembragte himmelen og jorden.“ (Apg 4:24, NV; Sch) Over for Israels folk varetog Gud selv alle tre statsfunktioner — den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt. Profeten Esajas sagde: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“ (Es 33:22) Moses giver i 5 Mosebog 10:17 en rammende beskrivelse af Gud som den suveræne Hersker.