I M’Clintock og Strongs Cyclopædia står der: „Om Gud siges det at han ændrer sind [nachamʹ, fortryder]; det kan imidlertid kun forstås sådan at han ændrer sin adfærd over for sine skabninger, enten ved at skænke dem noget godt eller ved at påføre dem noget ondt. Guds ændrede adfærd skyldes en ændret adfærd hos hans skabninger, og det er i den forstand at man med en menneskelig udtryksform kan sige at Gud ændrer sind.“ (1894, bd. VIII, s. 1042) Guds retfærdige normer er faste, stabile og uforanderlige. (Mal 3:6; Jak 1:17) Ingen omstændigheder der måtte opstå, kan få ham til at skifte mening om disse normer, at afvige fra dem eller frafalde dem. Men hans fornuftbegavede skabningers indstilling til og reaktion på dem og på hans anvendelse af dem kan enten være positiv eller negativ. Hvis den er positiv, glæder det Gud. Hvis den er negativ, reagerer han med sorg eller beklagelse. Desuden kan hans skabninger ændre indstilling fra det positive til det negative eller omvendt, og da Gud ikke ændrer sine normer af hensyn til sine skabninger, kan hans glæde (og den dermed forbundne velsignelse) skifte til sorg og beklagelse (og den dermed forbundne tugt eller straf) eller omvendt. Hans domme og afgørelser er derfor på ingen måde præget af lunefuldhed, vægelsind, upålidelighed eller fejlbedømmelse; han optræder hverken uberegneligt eller excentrisk. — Ez 18:21-30; 33:7-20.

En pottemager begynder måske på én slags kar, men laver det derefter om til en anden slags hvis det bliver „ødelagt i hans hånd“. (Jer 18:3, 4) Med dette eksempel viser Jehova ikke at han er som en jordisk pottemager der ’ødelægger med sin hånd’, men at han har guddommelig myndighed over menneskene, myndighed til at ændre sin adfærd over for dem, afhængigt af hvordan de reagerer på hans retfærdighed og barmhjertighed. (Jf. Es 45:9; Ro 9:19-21.) Han kan derfor „fortryde den ulykke som [han] havde tænkt at fuldbyrde“ på en nation, eller „fortryde det gode som [han] sagde til [sig] selv at [han] ville gøre til bedste for den“, alt efter hvordan nationen reagerer på det han har gjort for den indtil da. (Jer 18:5-10) Det er altså ikke sådan at Jehova, den store Pottemager, begår fejl. Derimod kan det menneskelige „ler“ undergå en „metamorfose“ (en forvandling i form eller sammensætning) hvad angår hjertetilstand, og det kan fremkalde beklagelse, eller fortrydelse, hos Jehova.

Dette gælder både enkeltpersoner og hele folkeslag, og den omstændighed at Jehova Gud taler om at han ’fortryder’ noget i forbindelse med visse af sine tjenere, som for eksempel kong Saul, der vendte sig bort fra retfærdighedens vej, viser at Gud ikke forudbestemmer det enkelte menneskes fremtid. (Se FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE.) At Saul blev troløs og fik Gud til at fortryde, betyder ikke at Gud havde begået en fejl da han valgte ham til konge, og at Gud af den grund skulle angre, eller fortryde. Gud havde derimod god grund til at beklage at Saul, som et menneske med en fri vilje, ikke gjorde brug af den store forret og mulighed Gud havde givet ham; Saul ændrede adfærd, og derfor ændrede Gud adfærd over for ham. — 1Sa 15:10, 11, 26.

På samme måde kan Gud ’forbarme sig’ og ’vende sig fra’ at eksekvere en straf hvis hans advarsel får overtræderne til at ændre indstilling og adfærd. (5Mo 13:17; Sl 90:13) Hvis de vender tilbage til ham, vil han „vende tilbage“ til dem. (Zak 8:3; Mal 3:7) Da vil hans ’bedrøvelse’ blive afløst af glæde, for han finder ikke behag i at lade syndere dø. (Lu 15:10; Ez 18:32) Samtidig med at Gud aldrig afviger fra sine retfærdige normer, hjælper og tilskynder han kærligt syndere til at vende om til ham idet han ’breder sine hænder ud’ og siger gennem sine sendebud: „Vend dog om, . . . så vil jeg ikke volde jer ulykke.“ „Gør dog ikke denne vederstyggelighed som jeg hader.“ (Es 65:1, 2; Jer 25:5, 6; 44:4, 5) Han giver menneskene rigelig tid til at foretage forandringer (Ne 9:30; jf. Åb 2:20-23) og viser stor tålmodighed og overbærenhed, da „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2Pe 3:8, 9; Ro 2:4, 5) Til tider har han kærligt sørget for at hans budskab blev ledsaget af kraftige gerninger, mirakler, der styrkede tilhørernes tro og viste at hans sendebud var bemyndiget af ham. (Apg 9:32-35) Når hans budskab bliver afvist, anvender han tugt; han tilbageholder sin gunst og beskyttelse og lader derved forhærdede syndere lide afsavn og sult eller blive undertrykt af deres fjender. Det kan måske bringe dem til fornuft, give dem deres rette gudsfrygt tilbage eller få dem til at indse at deres handlemåde er tåbelig og deres værdinormer forkerte. — 2Kr 33:10-13; Ne 9:28, 29; Am 4:6-11.