Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvem er Jehova?
    Vagttårnet – 1993 | 15. juli
    • Hvem er Jehova?

      „HVEM er Jehova?“ Sådan spurgte den stolte Farao, Ægyptens konge, for 3500 år siden. Tilsyneladende i trods tilføjede han: „Jeg kender overhovedet ikke Jehova.“ De to mænd der stod foran Farao vidste hvem Jehova var. Det var de kødelige brødre Moses og Aron af Levis stamme i Israel. Jehova havde sendt dem for at kræve at Ægyptens hersker lod israelitterne rejse ud i ørkenen for at holde højtid. — 2 Mosebog 5:1, 2.

      Farao ønskede ikke at få svar på sit spørgsmål. Med hans tilladelse fremmede præsterne tilbedelsen af i hundredvis af falske guddomme. Han blev nemlig selv betragtet som en gud! Ifølge Ægyptens mytologi var han søn af solguden Re og en inkarnation af Horus, guden med falkehoved. Farao blev kaldt ved titler som „den stormægtige gud“ og „den evige“. Det var derfor ikke overraskende at han foragteligt spurgte: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst?“

      Moses og Aron behøvede ikke at besvare dette spørgsmål. Farao vidste at Jehova var de trælbundne israelitters Gud. Men Farao og hele Ægypten skulle snart blive klar over at Jehova er den sande Gud. På samme måde vil Jehova i dag gøre sit navn og sin guddommelighed kendt for enhver på jorden. (Ezekiel 36:23) Vi kan derfor lære noget af at betragte hvordan Jehova Gud helligede sit navn i fortidens Ægypten.

      Hævet over Ægyptens guder

      Da Farao trodsigt spurgte hvem Jehova var, forventede han ikke at spørgsmålet ville få konsekvenser. Jehova svarede ved at sende ti plager over Ægypten. Disse plager var ikke kun et slag mod nationen, men endog mod Ægyptens guder.

      Plagerne viste at Jehova var hævet over Ægyptens guder. (2 Mosebog 12:12; 4 Mosebog 33:4) Forestil dig det postyr der blev da Jehova forvandlede Nilen og alle andre vandsamlinger i Ægypten til blod! På grund af dette mirakel lærte Farao og hans folk at Jehova var større end nilguden Hapi. At fiskene i Nilen døde var også et slag mod Ægyptens religion, for visse fiskearter blev holdt i ære. — 2 Mosebog 7:19-21.

      Dernæst sendte Jehova en frøplage over Ægypten. Dette bragte vanære over Ægyptens frøgudinde Heqt. (2 Mosebog 8:5-14) Den tredje plage gjorde magerne til skamme da de ikke kunne gentage Jehovas mirakel — at forvandle støv til myg. „Det er Guds finger!“, råbte de. (2 Mosebog 8:16-19) Den ægyptiske gud Thot, der blev tilskrevet opfindelsen af magien, kunne ikke hjælpe disse fidusmagere.

      Farao var ved at lære hvem Jehova var. Jehova var den Gud der bekendtgjorde sin hensigt gennem Moses og derefter gennemførte den ved at bringe mirakuløse plager over ægypterne. Jehova kunne også påbegynde og ende plagerne efter sin vilje. Denne viden fik imidlertid ikke Farao til at underlægge sig Jehova. I stedet fortsatte Ægyptens hovmodige hersker med hårdnakket at modstå Jehova.

      Under den fjerde plage ødelagde klæger landet, trængte ind i husene og fyldte sandsynligvis luften. Også luften var genstand for tilbedelse, personificeret i guden Shu eller i gudinden Isis, himmelens dronning. Det hebraiske ord for dette insekt er i forskellige danske bibler blevet gengivet med „fluer“, „stikfluer“, „bremser“, „klæger“ og „alle hånde utøj“. Hvis det drejede sig om skarabæer var ægypterne hjemsøgt af insekter som de anså for hellige, og folk kunne ikke undgå at træde på dem. I hvert fald lærte Farao noget nyt om Jehova ved denne plage. Ægyptens guder kunne ikke værne deres tilbedere mod klægerne, men Jehova kunne beskytte sit folk. Denne og alle de efterfølgende plager ramte ægypterne men ikke israelitterne. — 2 Mosebog 8:20-24.

      Den femte plage var pest blandt den ægyptiske husdyrbesætning. Dette slag vanærede Hathor, Apis og himmelgudinden Nut, der blev opfattet som en ko. (2 Mosebog 9:1-7) Den sjette plage bragte bylder over mennesker og dyr og ydmygede guderne Thot, Isis og Ptah, der fejlagtigt blev tillagt helbredende kræfter. — 2 Mosebog 9:8-11.

      Den syvende plage var et voldsomt haglvejr af ild og haglsten. Dette slag var beskæmmende for guden Reshpu, der blev anset for at byde over lynene, og Thot, der mentes at være herre over regn og torden. (2 Mosebog 9:22-26) Det ottende slag, en græshoppeplage, viste Jehovas overlegenhed i forhold til frugtbarhedsguden Min, der blev betragtet som afgrødernes beskytter. (2 Mosebog 10:12-15) Det niende slag, tre dages mørke over Ægypten, vanærede ægyptiske solguder som Re og Horus. — 2 Mosebog 10:21-23.

      Til trods for ni ødelæggende plager nægtede Farao stadig at lade israelitterne drage af sted. Hans hårdhjertethed kom til at koste Ægypten dyrt da Gud sendte den tiende og sidste plage — død over hver førstefødt af mennesker og dyr. Selv Faraos førstefødte søn blev slået ihjel; han blev ellers betragtet som en gud. Jehova eksekverede derved straffedomme „over alle Ægyptens guder“. — 2 Mosebog 12:12, 29.

      Farao tilkaldte nu Moses og Aron og sagde: „Bryd op, drag bort fra mit folk, både I selv og Israels andre sønner, og gå, dyrk Jehova, som I har sagt. Tag både jeres småkvæg og jeres hornkvæg med, sådan som I har sagt, og gå. Og velsign også mig.“ — 2 Mosebog 12:31, 32.

      Beskytter sit folk

      Israelitterne drog af sted, men for Farao så det snart ud som om de flakkede forvirrede rundt i ørkenen. Han og hans tjenere spurgte nu: „Hvad er det vi har gjort, at vi har sendt Israel bort fra trællearbejdet for os?“ (2 Mosebog 14:3-5) Tabet af denne trællenation ville blive et hårdt økonomisk slag for Ægypten.

      Farao mønstrede sin hær og fulgte efter israelitterne så langt som til Pi-Hakirot. (2 Mosebog 14:6-9) Militært set så situationen lovende ud for ægypterne da israelitterne var fanget mellem havet og bjergene. Men Jehova beskyttede israelitterne ved at anbringe en skysøjle mellem dem og ægypterne. På ægypternes side „viste den sig at være en sky sammen med mørke“ og forhindrede et angreb. På den anden side var skysøjlen skinnende og ’oplyste natten’ for israelitterne. — 2 Mosebog 14:10-20.

      Ægypterne var besluttede på at udplyndre og ødelægge men blev forhindret af skysøjlen. (2 Mosebog 15:9) Hvilket mirakel da skysøjlen lettede! Det Røde Havs vande havde delt sig og israelitterne var begyndt at gå over på tør bund! Farao og hans styrker stormede frem mod havbunden, besluttede på at pågribe og udplyndre deres tidligere slaver. Ægyptens stolte hersker havde imidlertid ikke taget hebræernes Gud i betragtning. Jehova skabte forvirring blandt ægypterne og fik hjulene på deres stridsvogne til at falde af. — 2 Mosebog 14:21-25a.

      „Lad os flygte for Israel!“, råbte Ægyptens mægtige mænd, „for det er Jehova der kæmper for dem mod ægypterne.“ Det var for sent at Farao og hans mænd indså dette. I sikkerhed på den anden side af bredden rakte Moses sin hånd ud over havet, og vandene vendte tilbage og dræbte Farao og hans styrker. — 2 Mosebog 14:25b-28.

      Lærte af erfaring

      Hvem er Jehova? Den stolte Farao fik besvaret dette spørgsmål. Begivenhederne i Ægypten viste at Jehova er den eneste sande Gud — helt forskellig fra nationernes afguder. (Salme 96:4, 5) Ved sin vældige magt ’frembragte Jehova himmelen og jorden’. Han er også den store Udfrier, den der ’førte sit folk Israel ud af Ægyptens land, med tegn, mirakler, en stærk hånd og med frygtindgydende vælde’. (Jeremias 32:17-21) Dette viser tydeligt at Jehova kan beskytte sit folk!

      Farao lærte dette af bitter erfaring. Den sidste lektion kostede ham livet. (Salme 136:1, 15) Det ville have været langt klogere om han ydmygt havde spurgt: „Hvem er Jehova?“ — og derpå havde handlet i harmoni med det svar han modtog. I dag er der mange mennesker der lærer hvem Jehova er. Men hvordan er Jehovas personlighed? Hvad forlanger han af os? Vi håber at den næste artikel vil øge din værdsættelse af ham hvis navn er Jehova. — Salme 83:18.

      [Kildeangivelse på side 3]

      Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

  • Jehova — Den sande og levende Gud
    Vagttårnet – 1993 | 15. juli
    • Jehova — Den sande og levende Gud

      ÆGYPTENS Farao talte i trods og med foragt da han spurgte: „Hvem er Jehova?“ (2 Mosebog 5:2) Som vist i den foregående artikel resulterede denne indstilling i plager og død for ægypterne samt en våd grav for Farao og hans hær.

      I fortidens Ægypten viste Jehova Gud sin overhøjhed i forhold til de falske guder. Men vi kan lære meget mere om ham. For eksempel kan vi lære hans personlighed bedre at kende, og hvad han kræver af os.

      Hans navn og berømmelse

      Da Moses fremsatte Guds krav for Ægyptens Farao sagde han ikke: „Herren siger sådan og sådan.“ Farao og ægypterne betragtede deres mange falske guder som herrer. Nej, Moses brugte Guds navn, Jehova. Han havde selv hørt det udtalt fra himmelen ved den brændende busk i Midjans land. Bibelen siger:

      „Gud fortsatte med at tale til Moses og sagde til ham: ’Jeg er Jehova. . . . Jeg har også hørt Israels sønner stønne fordi ægypterne holder dem i trældom, og jeg husker min pagt. Sig derfor til Israels sønner: „Jeg er Jehova, og jeg vil føre jer ud fra de byrder ægypterne lægger på jer og udfri jer fra deres trællearbejde, og jeg vil udløse jer med udrakt arm og med store straffedomme. Og jeg vil tage jer til mig som et folk og være jeres Gud; og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud som fører jer ud fra de byrder Ægypten lægger på jer. Og jeg vil føre jer ind i det [Kana’ans] land som jeg løftede min hånd på at ville give [jeres forfædre] Abraham, Isak og Jakob; og jeg vil give jer det i eje. Jeg er Jehova.“’“ — 2 Mosebog 6:1-8.

      Jehova holdt sit ord. Som lovet udfriede han israelitterne fra trældommen i Ægypten og gjorde det muligt for dem at indtage Kana’ans land. Det er derfor passende at hans navn, Jehova, betyder „Han lader blive“. I Bibelen betegnes Jehova med titler som „Gud“, „suveræne Herre“, „Skaber“, „Fader“, „den Almægtige“ og „den Højeste“. Hans navn Jehova identificerer ham som den sande Gud, der til stadighed fuldfører sin hensigt. — Esajas 42:8.

      Hvis vi læser Bibelen på originalsprogene vil vi møde Guds navn i tusindvis af gange. På hebraisk repræsenteres det ved de fire konsonanter jōdh, he, waw, he (יהוה), der kaldes tetragrammet og læses fra højre mod venstre. De der talte hebraisk indføjede selv vokallydene, men i dag ved man ikke med sikkerhed hvilke lyde det var. Mens nogle foretrækker stavemåden Jahve, eller Jahveh, er Jehova den gamle kendte form og identificerer på en passende måde Skaberen.

      Ved at bruge navnet Jehova adskilles Gud også fra den der i Salme 110:1 kaldes „min Herre“. I den danske autoriserede oversættelse af 1992 står der her: „Herren [hebraisk, יהוה] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!’“ I erkendelse af at der i den hebraiske tekst benyttes Guds navn siger Ny Verden-oversættelsen: „Jehovas udsagn til min Herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’“ Disse ord af Jehova Gud henviser profetisk til Jesus Kristus som salmisten kalder „min Herre“.

      På Faraos tid skabte Jehova sig et navn. Ved hjælp af Moses sagde Gud til denne hårdhjertede hersker: „Denne gang sender jeg alle mine plager mod dit hjerte og mod dine tjenere og dit folk, for at du kan vide at der ingen er som jeg på hele jorden. For nu kunne jeg have rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, så du var blevet udslettet fra jorden. Men netop af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mosebog 9:14-16.

      Om Israels udgang fra Ægypten og besejringen af visse kana’anæiske konger sagde kvinden Rahab fra Jeriko til to hebraiske spioner: „Jeg véd at Jehova vil give jer [israelitter] landet, og at der er kommet skræk for jer over os, og at alle landets indbyggere har mistet modet på grund af jer. For vi har hørt hvordan Jehova udtørrede Det røde Havs vande foran jer da I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger på den anden side af Jordan, Sihon og Og, som I viede til udslettelse. Da vi hørte om det, smeltede vore hjerter, og der er intet mod tilbage i nogen på grund af jer, for Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.“ (Josua 2:9-11) Ja, Jehovas berømmelse var rygtedes.

      Jehova og hans egenskaber

      Salmisten udtrykker dette inderlige ønske: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ (Salme 83:18) Eftersom Jehovas suverænitet er universel kunne Jesu forfulgte disciple bede: „Suveræne Herre, du er den der frembragte himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.“ (Apostelgerninger 4:24) Og hvor er det opmuntrende at vide at Jehova er den „som hører bøn“! — Salme 65:2.

      Jehovas hovedegenskab er kærlighed. „Gud er kærlighed“ — indbegrebet af denne egenskab. (1 Johannes 4:8) Desuden er der „visdom og vælde“ hos ham. Jehova er alvidende og almægtig, men han misbruger aldrig sin magt. (Job 12:13; 37:23) Vi kan også have tillid til at Jehova altid vil behandle os retfærdigt, for „retfærdighed og ret er hans trones fundament“. (Salme 97:2) Hvis vi begår fejl men angrer, kan vi finde trøst i visheden om at Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Intet under at vi kan finde glæde i at tjene Jehova! — Salme 100:1-5.

      En uforlignelig himmelsk konge

      Jehovas søn, Jesus Kristus, sagde: „Gud er en ånd.“ (Johannes 4:24) Derfor er Jehova usynlig for det menneskelige øje. Jehova fortalte i virkeligheden Moses: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ (2 Mosebog 33:20) Denne himmelske konge er omgivet af en sådan stråleglans at mennesker ikke kan tåle at se ham.

      Jehova er ganske vist usynlig for vore øjne, men der er en overflod af vidnesbyrd om hans eksistens som almægtig Gud. I Romerbrevet 1:20 står der: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ Græsset, træerne, frugterne, grøntsagerne og blomsterne er et vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed. I modsætning til værdiløse afguder giver Jehova regn og frugtbare tider. (Apostelgerninger 14:16, 17) Betragt engang stjernerne på himmelen! Et stort vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed og organisationstalent.

      Jehova har også organiseret sine hellige, fornuftbegavede åndeskabninger i himmelen. Som en harmonisk organisation udfører de Guds vilje, som salmisten siger: „Velsign Jehova, I hans engle, som er vældige i kraft, som udfører hans ord, ved at høre når hans ord lyder. Velsign Jehova, alle hans hærstyrker, hans tjenere som udfører hans vilje.“ (Salme 103:20, 21) Jehova har også organiseret sit folk på jorden. Nationen Israel var godt organiseret, ligesom de første disciple af Guds søn var. På lignende måde har Jehova i dag en verdensomspændende organisation af nidkære vidner der forkynder den gode nyhed om at hans rige er nær. — Mattæus 24:14.

      Jehova er den sande og levende Gud

      Jehovas guddommelighed er kommet til udtryk på mange måder! Han ydmygede Ægyptens falske guder og førte israelitterne sikkert ind i det forjættede land. Skaberværket er fyldt med vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed, og der er ganske enkelt ingen sammenligning mellem ham og den falske religions værdiløse afguder.

      Profeten Jeremias viste den store kontrast mellem Jehova, den levende Gud, og menneskeskabte, livløse afguder. Denne kontrast er meget fint beskrevet i Jeremias, kapitel 10. Jeremias skrev blandt andet: „Jehova er Gud i sandhed. Han er en levende Gud og konge til alle tider.“ (Jeremias 10:10) Den levende og sande Gud, Jehova, har skabt alle ting. Han udfriede israelitterne der led under at være i trældom i Ægypten. Intet er umuligt for ham.

      Jehova, „evighedens Konge“, vil besvare bønnen: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (1 Timoteus 1:17; Mattæus 6:9, 10) Det himmelske, messianske rige er allerede underlagt Jesu Kristi ledelse og vil snart gribe ind over for de onde og tilintetgøre alle Jehovas fjender. (Daniel 7:13, 14) Riget vil også være begyndelsen til en ny verden med uendelig mange velsignelser til den lydige menneskehed. — 2 Peter 3:13.

      Man kan lære meget mere om Jehova og hans hensigter. Hvorfor ikke beslutte dig til at få del i denne viden og handle i overensstemmelse med den? Hvis du gør det, vil du blive velsignet med evigt liv i et jordisk paradis under Guds rige. Du vil være fri for sorg og smerte, ja selv døden vil være borte, og jorden vil være „fyldt med kundskab om Jehova“. (Esajas 11:9; Åbenbaringen 21:1-4) Sådan kan din fremtid komme til at se ud hvis du søger, finder og handler i overensstemmelse med Bibelens svar på spørgsmålet: „Hvem er Jehova?“

      [Kildeangivelse på side 7]

      Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del