Husker du?
Har du tænkt nøje over det du har læst i de seneste udgaver af Vagttårnet? I så fald vil du sikkert finde det interessant at genopfriske følgende punkter:
● Hvilke spørgsmål bør to kristne stille sig selv før de overvejer at forlove sig?
Begge bør spørge sig selv om de er sikre på at den anden er åndeligsindet og tjener Gud helhjertet. Kan de forestille sig at tjene Gud sammen med den anden hele livet? Kender de hinandens personlighed godt? Er det sandsynligt at de vil blive ved med at komme godt ud af det med hinanden? Kender de nok til hinandens fortid og nuværende omstændigheder? — 15/8, side 31.
● Hvad mente Jesus da han sagde til sine disciple: „I er jordens salt“? (Mattæus 5:13)
Jesus lod dem forstå at når hans disciple forkyndte Guds rige for andre, ville det have en bevarende, eller livreddende, betydning for deres tilhørere. De der fulgte Jesu lære, ville blive beskyttet mod det moralske og åndelige fordærv der prægede verden. — 15/8, side 32.
● Hvordan kan to unge der kommer sammen, undgå umoralitetens snare?
Hvis man er forlovet, vil det være klogt at undgå at være alene med sin kommende ægtefælle under upassende omstændigheder. Det vil være bedst at nyde hinandens selskab i samvær med andre eller på offentlige steder. Sæt grænser for hvordan I viser hinanden hengivenhed, og respekter hver især den andens følelser og samvittighed. — 1/9, side 17, 18.
● Hvad er forstand eller forståelse?
Det er evnen til at trænge ind i en sag og finde ud af hvordan den hænger sammen, ved at se forbindelsen mellem de enkelte faktorer og helheden så man fatter meningen. (Ordsprogene 4:1) — 15/9, side 13.
● Hvad kræver Jehova af os i dag?
Dybest set kræver Jehova at vi hører på hans søn og følger hans eksempel og lære. (Mattæus 16:24; 1 Peter 2:21) — 15/9, side 22.
● Hvem er de eneste der kan have fred?
Eftersom Jehova er „den Gud som giver fred“, er det kun dem der elsker Gud og har dyb respekt for hans retfærdige principper, der ejer virkelig fred. (Romerne 15:33) — 1/10, side 11.
● Hvad var det der gav Josef moralsk styrke til dag efter dag at afvise Potifars hustru?
Josef satte sit forhold til Jehova langt højere end en kortvarig nydelse. Og skønt han ikke var underlagt nogen skreven lov fra Gud, havde han klare moralbegreber. (1 Mosebog 39:9) — 1/10, side 29.
● Hvor vigtigt er det at vi er villige til at tilgive vore brødre?
Vore muligheder for fortsat at opnå Guds tilgivelse afhænger for en stor del af om vi er villige til at tilgive vore brødre. (Mattæus 6:12, 14; Lukas 11:4) — 15/10, side 17.
● Hvilken slags synder sigtes der til i Mattæus 18:15-17, og hvoraf fremgår det?
Jesus sigtede til en synd der var så alvorlig at den kunne føre til at overtræderen blev betragtet som „en fra nationerne og en skatteopkræver“. Jøderne ville ikke komme privat sammen med folk fra nationerne, og de havde intet at gøre med skatteopkrævere. I Mattæus 18:15-17 er der derfor tale om alvorlige synder, ikke personlige uoverensstemmelser som man blot kan tilgive og glemme. (Mattæus 18:21, 22) — 15/10, side 19.
● Hvad indebærer det at elske Guds ord?
Kærligheden til Guds ord får os til at leve i overensstemmelse med dets krav. (Salme 119:97, 101, 105) Det kræver at man hele tiden justerer sin tankegang og sin måde at leve på. — 1/11, side 14.
● Hvad kan vi give den største Konge og Giver, Jehova, til gengæld for alt det vi har modtaget?
Bibelen viser at den bedste gave vi kan give Jehova, er et „lovprisningsoffer“. (Hebræerne 13:15) Hvorfor? Fordi dette offer er direkte forbundet med at redde liv, hvilket er noget der ligger Jehova stærkt på sinde her i endens tid. (Ezekiel 18:23) — 1/11, side 21.
● Hvad mente Salomon da han skrev: „De vises ord er som pigkæppe“? (Prædikeren 12:11)
Ord udtalt af dem der ejer guddommelig visdom, ansporer læserne eller tilhørerne til at gøre fremskridt i overensstemmelse med de vise ord de læser eller hører. — 15/11, side 21.
● Hvori består den dømmekraft der stammer fra Gud?
Det er evnen til at skelne mellem det der er rigtigt, og det der er forkert, og så vælge den rette vej. Ved at studere Guds ord og anvende det vi lærer, i praksis opnår vi dømmekraft. — 15/11, side 25.
● Hvad bør villighed til at modtage tjenesteprivilegier være afvejet med? (1 Timoteus 3:1)
En sådan villighed bør være afvejet med dømmekraft. Ingen bør påtage sig så mange opgaver at han mister glæden i tjenesten for Jehova. Det er rosværdigt at have en villig indstilling, men villighed må også afspejle beskedenhed og „et sundt sind“. (Titus 2:12; Åbenbaringen 3:15, 16) — 1/12, side 28.
● Hvordan kan man klare den udfordring det er at opdrage børn?
Gud råder forældre til at være gode eksempler, gode kammerater, gode samtalepartnere og gode undervisere. (5 Mosebog 6:6, 7) — 1/12, side 32.