• „I er mine vidner“!
    Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker (Bind 2)

    • Guderne stilles for retten

      10. Hvilken udfordring stiller Jehova nationerne og deres guder over for?

      10 Jehova gør nu sit løfte om at udfri Israel til grundlaget for en retssag der omfatter hele universet, og hvori han stiller nationernes guder for retten. Vi læser: „Lad alle nationerne blive samlet på ét sted, og lad folkestammerne blive ført sammen. Hvem [af deres guder] blandt dem kan meddele dette, eller forkynde os de første ting? Lad dem [deres guder] føre deres vidner og få ret, eller lad dem høre og sige: ’Det er sandhed!’“ (Esajas 43:9) Det er en formidabel udfordring Jehova har stillet verdens nationer over for. Han siger i virkeligheden: ’Lad jeres guder bevise at de er guder, ved at forudsige fremtiden nøjagtigt.’ Da det kun er den sande Gud der kan fremsætte ufejlbarlig profeti, vil denne prøve afsløre alle bedragere. (Esajas 48:5) Men den Almægtige fremsætter endnu en betingelse: Alle som gør krav på at være sande guder, må føre vidner, både om deres forudsigelser og om hvordan disse er blevet opfyldt. Jehova udelukker naturligvis ikke sig selv fra dette retslige krav.

      11. Hvilken opgave har Jehova givet sin tjener, og hvad åbenbarer han om sin guddommelighed?

      11 Da de falske guder er magtesløse, kan de ikke stille nogen vidner. Vidneskranken forbliver derfor pinligt tom. Men nu er tiden inde til at Jehova bekræfter sin guddommelighed. Henvendt til sit folk siger han: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser. Det er mig der har forkyndt det og frelst og ladet det høre, da der ingen fremmed gud var iblandt jer. Så I er mine vidner, . . . og jeg er Gud. Og hele tiden er jeg den samme; og der er ingen som kan udfri af min hånd. Jeg handler, og hvem kan afvende det?“ — Esajas 43:10-13.

      12, 13. (a) Hvilket storslået vidnesbyrd har Jehovas folk aflagt? (b) Hvordan er Jehovas navn blevet kendt i vor tid?

      12 Som følge af Jehovas ord fyldes vidneskranken snart til trængsel af glade vidner. Deres vidnesbyrd er klart og utvetydigt. I lighed med Josua aflægger de det vidnesbyrd at ’alt hvad Jehova har sagt, er gået i opfyldelse. Ikke et ord er slået fejl.’ (Josua 23:14) I Jehovas folks ører lyder stadig de samstemmende udsagn fra Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre profeter om judæernes landflygtighed og deres mirakuløse udfrielse. (Jeremias 25:11, 12) Selv navnet på deres befrier, Kyros, blev nævnt, endog før han var blevet født! — Esajas 44:26–45:1.

      13 Hvem kan — i betragtning af dette bjerg af vidneudsagn — benægte at Jehova er den eneste sande Gud? Til forskel fra de hedenske guder er Jehova ikke skabt; han alene er den sande Gud.a Det folk der bærer hans navn, har derfor haft det enestående privilegium at berette om hans underfulde gerninger for kommende generationer og andre som har stillet spørgsmål om ham. (Salme 78:5-7) Jehovas nutidige vidner har desuden det privilegium at forkynde hans navn på hele jorden. I løbet af 1920’erne blev bibelstudenterne mere og mere klar over Guds navns store betydning. Den 26. juli 1931 forelagde Selskabets præsident, Joseph F. Rutherford, ved stævnet i Columbus, Ohio, derfor en resolution med titlen „Et nyt Navn“. Ordene „Vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner,“ begejstrede tilhørerne, som vedtog resolutionen med et rungende „Ja!“ Siden da er Jehovas navn blevet kendt i hele verden. — Salme 83:18.

      14. Hvad minder Jehova israelitterne om, og hvorfor var det på sin plads?

      14 Jehova drager omsorg for dem der bærer hans navn med ære, og betragter dem som sin „øjesten“. Det minder han israelitterne om. Han fortæller hvordan han udfriede dem fra Ægypten og førte dem sikkert gennem ørkenen. (5 Mosebog 32:10, 12) På det tidspunkt var der ingen fremmed gud iblandt dem, for de havde med egne øjne set hvordan alle Ægyptens guder var blevet ydmyget. Hele den ægyptiske gudeverden havde ikke kunnet beskytte ægypterne og heller ikke forhindre israelitterne i at forlade landet. (2 Mosebog 12:12) På samme måde ville det mægtige Babylon, hvor bybilledet domineredes af mindst 50 templer for falske guder, ikke kunne holde den Almægtiges hånd tilbage når tiden kom til at hans folk skulle udfries. Ud over Jehova var der „ingen frelser“.