Vidner mod de falske guder

„’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt.’“ — ESAJAS 43:10.

1. Hvem er den sande Gud, og hvorfor kan man ikke sammenligne ham med de utallige guder der tilbedes i dag?

HVEM er den sande Gud? Dette vigtige spørgsmål må alle i dag tage stilling til. Mennesker tilbeder utallige guder, men der findes kun én Gud der kan give os liv og som kan tilbyde os en lykkelig fremtid. Der findes kun én Gud om hvem man kan sige: „Ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“ (Apostelgerninger 17:28) Kun én Gud er værdig til at blive tilbedt. I Åbenbaringens Bog læser vi at himmelske åndeskabninger siger: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.

2, 3. (a) Hvordan rejste Satan tvivl om Jehovas ret til at blive tilbedt? (b) Hvad blev resultatet af Evas synd for hende selv og hendes børn, og hvad blev resultatet for Satan?

² I Edens have anfægtede Satan løgnagtigt Jehovas ret til at blive tilbedt. Gennem en slange sagde han til Eva, at hvis hun gjorde oprør mod Jehovas lov og spiste af det træ som Jehova havde forbudt hende at spise af, ville hun blive ligesom Gud. Han sagde: „Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:5) Eva troede på slangen og spiste af den forbudte frugt.

³ Satan løj selvfølgelig. (Johannes 8:44) Den eneste måde hvorpå Eva ved sin synd ’blev som Gud’, var i den forstand at hun nu selv påtog sig at afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, noget hun burde have overladt til Jehova. Selv om Satan havde sagt noget andet, døde hun til sidst. Den eneste der fik noget ud af Evas synd var derfor Satan. Selv om han ikke udtrykkeligt havde sagt det, var hans mål med at overtale Eva til at synde, at han selv ønskede at blive en gud. Da Eva syndede blev hun hans første discipel blandt menneskene, og kort efter sluttede Adam sig til hende. Deres børn blev ikke alene født ’med synd’, men de fleste kom også under Satans indflydelse, og i løbet af kort tid opstod der en hel verden der havde fjernet sig fra den sande Gud. — 1 Mosebog 6:5; Salme 51:5.

4. (a) Hvem er denne verdens gud? (b) Hvad er der stort behov for?

⁴ Denne verden blev udslettet i Vandfloden. (2 Peter 3:6) Efter Vandfloden opstod der endnu en verden som fjernede sig fra Jehova, den verden der findes den dag i dag, og hvorom Bibelen siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Eftersom denne verden handler i modstrid med ånden og bogstaven i Jehovas lov, tjener den Satans interesser. Han er dens gud. (2 Korinther 4:4) I alt væsentligt er han dog magtesløs. Han kan ikke gøre folk lykkelige eller give dem liv; det kan kun Jehova. Folk der ønsker et meningsfyldt liv og en bedre verden må derfor først lære at Jehova er den sande Gud og dernæst lære at gøre hans vilje. (Salme 37:18, 27, 28; Prædikeren 12:13) Der er derfor stort behov for at troende mænd og kvinder vidner, eller forkynder sandheden, om Jehova.

5. Hvilken „sky af vidner“ omtalte Paulus? Nævn nogle af dem.

⁵ Lige fra begyndelsen har der levet trofaste mennesker der har været villige til dette. I Hebræerbrevet, kapitel 11, opregner apostelen Paulus en lang række af disse mænd og kvinder og kalder dem ’en stor sky af vidner’. (Hebræerne 12:1) Adam og Evas anden søn, Abel, var den første Paulus nævnte. Af dem der levede før Vandfloden nævnes også Enok og Noa. (Hebræerne 11:4, 5, 7) Abraham, der blev forfader til det jødiske folk, er også fremtrædende i denne forbindelse. Han blev kaldt „Jehovas ven“ og blev forfader til Jesus, „det trofaste og sande vidne“. — Jakob 2:23; Åbenbaringen 3:14.

Abrahams vidnesbyrd om sandheden

6, 7. Hvordan var Abrahams liv og gerninger et vidnesbyrd om at Jehova er den sande Gud?

⁶ Hvordan tjente Abraham som et vidne? Ved sin stærke tro og sin loyale lydighed mod Jehova. Da Abraham fik påbud om at forlade byen Ur og bo resten af sit liv i et fjernt land, adlød han. (1 Mosebog 15:7; Apostelgerninger 7:2-4) Ofte vælger omvandrende stammefolk at opgive nomadetilværelsen og slå sig ned i en by hvor tilværelsen er mere tryg. Da Abraham forlod byen for at bo i telte, var det derfor et stærkt vidnesbyrd om hans tillid til Jehova Gud. Hans lydighed var et vidnesbyrd for dem der var vidne til det han gjorde, og Jehova velsignede Abraham rigt for hans tro. Selv om Abraham boede i telte blev han rig. Da Lot og hans familie blev taget til fange var Jehova med Abraham, så det lykkedes ham at redde de tilfangetagne. Abrahams hustru fik en søn i sin alderdom, og Jehovas løfte om at Abraham ville få afkom gik således i opfyldelse. Gennem Abraham erfarede folk at Jehova er en levende Gud der indfrier sine løfter. — 1 Mosebog 12:1-3; 14:14-16; 21:1-7.

⁷ Da Abraham vendte tilbage efter at have befriet Lot, blev han mødt af Melkizedek, der var konge i Salem (senere kaldet Jerusalem). Melkizedek sagde: „Velsignet være Abram af den højeste Gud.“ Også Sodomas konge tog ud for at møde ham og ville give ham gaver. Men Abraham afslog at tage imod disse gaver, for han ønskede ikke at der skulle herske tvivl om hvem det var der velsignede ham. Han sagde: „Jeg løfter hermed min hånd til Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord, på at jeg intet, nej, intet vil tage af hvad der er dit, hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: ’Det var mig som gjorde Abram rig.’“ (1 Mosebog 14:17-24) Abraham var således et trofast vidne.

En nation af vidner

8. Hvordan viste Moses stor tro på Jehova?

⁸ Moses, en af Abrahams efterkommere, var også blandt dem Paulus nævnte. Moses forlod Ægyptens rigdomme og trodsede senere modigt herskeren af denne store verdensmagt for at føre Israels børn i frihed. Hvad gav ham det nødvendige mod? Det gjorde hans tro. Paulus siger: „[Moses] holdt stand som så han den usynlige.“ (Hebræerne 11:27) Ægyptens guder kunne man se og røre ved. Selv i dag virker de imponerende på folk. Men selv om Jehova var usynlig var han langt mere virkelig for Moses end alle Ægyptens falske guder. Moses var ikke i tvivl om at Jehova var til og at han ville belønne dem der tilbad ham. (Hebræerne 11:6) Moses var et ganske særligt vidne.

9. Hvordan skulle Israels folk tjene Jehova?

⁹ Efter at Moses havde ført israelitterne i frihed blev han mellemmand for en pagt mellem Jehova og Abrahams efterkommere i Jakobs slægtslinje. Derved blev nationen Israel Jehovas særlige ejendom. (2 Mosebog 19:5, 6) Nu skulle der for første gang aflægges et vidnesbyrd ved hjælp af en hel nation. Jehovas ord gennem Esajas, omkring 800 år senere, gjaldt i princippet allerede fra det tidspunkt nationen blev dannet: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme.’“ (Esajas 43:10) Hvordan skulle medlemmerne af denne nye nation tjene som Jehovas vidner? Ved deres tro og lydighed og ved den måde hvorpå Jehova tog sig af dem.

10. Hvordan blev Jehovas mægtige gerninger til gavn for Israel et stort vidnesbyrd, og hvad blev resultatet?

¹⁰ Omkring 40 år efter at Israel var blevet en nation, stod folket over for at skulle tage det forjættede land i besiddelse. Der blev sendt spioner ud for at rekognoscere byen Jeriko. Rahab, en af Jerikos indbyggere, beskyttede dem, for hun sagde: „Vi har hørt hvordan Jehova udtørrede Det Røde Havs vande foran jer da I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger på den anden side af Jordan, Sihon og Og, som I viede til udslettelse. Da vi hørte om det, smeltede vore hjerter, og der er intet mod tilbage i nogen på grund af jer, for Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.“ (Josua 2:10, 11) Beretningerne om Jehovas mægtige gerninger fik Rahab og hendes familie til at forlade Jeriko og dens falske guder, hvorefter de begyndte at tilbede Jehova sammen med israelitterne. Jehova havde tydeligvis aflagt et magtfuldt vidnesbyrd ved hjælp af Israel. — Josua 6:25.

11. Hvilket ansvar for at forkynde havde alle forældre blandt israelitterne?

¹¹ Mens israelitterne stadig befandt sig i Ægypten sendte Jehova Moses til Farao og sagde: „Gå ind til Farao, for det er mig der har gjort hans og hans tjeneres hjerte upåvirkeligt, for at jeg kan gøre disse mine tegn foran ham, og for at du kan forkynde for din søn og din sønnesøn hvordan jeg har faret frem med strenghed mod Ægypten og hvilke tegn jeg har iværksat iblandt dem; og I skal vide at jeg er Jehova.“ (2 Mosebog 10:1, 2) De lydige israelitter ville fortælle deres børn om Jehovas vældige gerninger. Børnene ville igen fortælle dem til deres børn, og sådan ville de blive givet videre fra generation til generation. På den måde ville Jehovas vældige gerninger blive husket. Også i dag har forældre ansvar for at forkynde for deres børn. — 5 Mosebog 6:4-7; Ordsprogene 22:6.

12. Hvordan var dét at Jehova velsignede Salomon og israelitterne et vidnesbyrd?

¹² Når israelitterne var trofaste mod Jehova, velsignede han dem rigt, hvilket var et stort vidnesbyrd for de omboende nationer. Efter at have opregnet de velsignelser Jehova lovede folket, sagde Moses: „Alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnt over dig, og de skal frygte dig.“ (5 Mosebog 28:10) Salomon modtog visdom og rigdom på grund af sin tro. Under hans styre havde folket fremgang og oplevede en lang periode med fred. Om den tid læser vi: „Man kom derfor fra alle folkeslagene for at høre Salomons visdom, fra alle jordens konger som havde hørt om hans visdom.“ (1 Kongebog 4:25, 29, 30, 34) Blandt Salomons prominente gæster var dronningen af Saba. Efter at hun med egne øjne havde set hvordan Jehova velsignede folket og dets konge, sagde hun: „Velsignet være Jehova din Gud, som har fundet behag i dig og sat dig på sin trone som konge for Jehova din Gud; fordi din Gud elsker Israel.“ — 2 Krønikebog 9:8.

13. Hvad har måske været Israels største vidnesbyrd, og hvordan har vi stadig gavn heraf?

¹³ Apostelen Paulus omtalte også det der måske er det bedste vidnesbyrd Israel har aflagt. Da han skrev til den kristne menighed i Rom, omtalte han det kødelige Israel, og sagde: „De [har jo] fået Guds hellige udsagn betroet.“ (Romerne 3:1, 2) Fra og med Moses blev nogle trofaste israelitter inspireret til at nedskrive hvordan Jehova havde taget sig af Israel, foruden at de nedskrev hans vejledning, love og profetier. Gennem disse skrifter aflagde fortidens skribenter vidnesbyrd for alle kommende generationer, deriblandt os der lever i dag, om at der kun findes én Gud hvis navn er Jehova. — Daniel 12:9; 1 Peter 1:10-12.

14. Hvorfor blev nogle der vidnede for Jehova forfulgt?

¹⁴ Desværre undlod israelitterne ofte at vise tro, og Jehova måtte derfor sende vidner til sit eget folk. Mange af disse blev forfulgt, for Paulus sagde at nogle „fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel“. (Hebræerne 11:36) De var afgjort trofaste vidner. Sørgeligt nok blev de ofte forfulgt af nogle der også tilhørte Jehovas udvalgte folk. (Mattæus 23:31, 37) Folkets syndeskyld blev så stor at Jehova i 607 f.v.t. lod babylonierne ødelægge Jerusalem med dets tempel og føre størsteparten af de overlevende israelitter i fangenskab. (Jeremias 20:4; 21:10) Blev det nationale vidnesbyrd om Jehovas navn dermed bragt til ophør? Nej.

Gudernes retssag

15. Hvordan blev der aflagt vidnesbyrd under fangenskabet i Babylon?

¹⁵ Selv da Israel var i fangenskab i Babylon undlod trofaste israelitter ikke at vidne om Jehovas magt og guddommelighed. Daniel tydede for eksempel frimodigt Nebukadnezars drømme, forklarede skriften på væggen for Belsazzar og nægtede under Darius at gå på kompromis i spørgsmålet om bøn. De tre hebræere aflagde også et stort vidnesbyrd over for Nebukadnezar da de nægtede at bøje sig for en billedstøtte. — Daniel 3:13-18; 5:13-29; 6:4-27.

16. Hvordan forudsagde Jehova at Israel ville vende tilbage til sit land, og hvad var hensigten med denne tilbagevenden?

¹⁶ Det var imidlertid Jehovas hensigt at en samlet nation igen skulle aflægge et vidnesbyrd på Israels jord. Ezekiel, der profeterede blandt de landflygtige jøder i Babylon, beskrev Jehovas hensigt med det land der nu var lagt øde: „Jeg gør mennesker talrige på jer, hele Israels hus, det hele, og byerne skal bebos, og de øde steder skal genopbygges.“ (Ezekiel 36:10) Hvorfor ville Jehova gøre dette? Hovedsagelig for at der kunne blive aflagt et vidnesbyrd om hans navn. Gennem Ezekiel sagde han: „Det er ikke for jeres skyld jeg gør det, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, det som I har vanæret blandt de nationer som I kom til.“ — Ezekiel 36:22; Jeremias 50:28.

17. Hvad fremgår af den sammenhæng Esajas 43:10 forekommer i?

¹⁷ Det var da profeten Esajas profeterede om at israelitterne ville vende tilbage fra Babylon at han blev inspireret til at nedfælde ordene i Esajas 43:10, hvor der siges at Israel var Jehovas vidne, hans tjener. I Esajas, kapitel 43 og 44, bliver Jehova beskrevet som Israels Skaber, Gud, Hellige, Frelser, Genløser, Konge og den der havde frembragt og dannet det. (Esajas 43:3, 14, 15; 44:2) Jehova tillod at israelitterne blev ført i fangenskab fordi de gentagne gange undlod at herliggøre ham som sådan. De var dog stadig hans folk, for Jehova havde sagt til dem: „Vær ikke bange, for jeg har genløst dig. Jeg har kaldt dig ved dit navn. Du er min.“ (Esajas 43:1) På et tidspunkt ville Israel blive udfriet fra fangenskabet i Babylon.

18. Hvordan var Israels udfrielse fra Babylon et bevis på at Jehova er den eneste sande Gud?

¹⁸ Jehova gjorde Israels udfrielse fra Babylon til en retssag mellem guder. Han opfordrede nationernes falske guder til at føre vidner, og udpegede Israel som sit eget vidne. (Esajas 43:9, 12) Da han udfriede israelitterne fra fangenskabet beviste han at Babylons guder var falske og at han selv er den eneste sande Gud. (Esajas 43:14, 15) Da han omkring 200 år forud for denne begivenhed havde omtalt perseren Kyros ved navn og kaldt ham sin tjener, var det et yderligere bevis på hans guddommelighed. (Esajas 44:28) Israel ville blive udfriet. Hvorfor? Jehova forklarer: „For at de [israelitterne] skal forkynde min pris.“ (Esajas 43:21) Dermed ville der kunne aflægges endnu et vidnesbyrd.

19. Hvilket vidnesbyrd aflagde Kyros da han opfordrede israelitterne til at vende tilbage til Jerusalem, og hvilket vidnesbyrd aflagde de trofaste jøder der vendte tilbage ved det de udrettede?

¹⁹ Til den fastsatte tid indtog perseren Kyros Babylon, nøjagtig som det var forudsagt. Skønt Kyros var ikkejøde, forkyndte han at Jehova er den sande Gud da han udstedte følgende dekret til jøderne i Babylon: „Hvem der end er iblandt jer af hele hans folk, med ham være hans Gud, så han drager op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygger Jehovas, Israels Guds, hus — han er den sande Gud — som er i Jerusalem.“ (Ezra 1:3) Mange jøder fulgte opfordringen og rejste tilbage til det forjættede land, hvor de rejste et alter det sted templet havde ligget. Trods modløshed og stærk modstand lykkedes det dem til sidst at genopbygge templet og byen Jerusalem. Som Jehova sagde, skete alt dette „ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved [hans] ånd“. (Zakarias 4:6) Disse begivenheder var et yderligere vidnesbyrd om at Jehova er den sande Gud.

20. Hvad kan man trods israelitternes svagheder sige om det vidnesbyrd de aflagde om Jehovas navn i fortiden?

²⁰ Jehova fortsatte således med at benytte Israel som sit vidne, til trods for at nationen var ufuldkommen og nogle gange oprørsk. I førkristen tid var dette folk, med dets tempel og præsteskab, verdenscenteret for den sande tilbedelse. Når man i De Hebraiske Skrifter læser om hvordan Jehova handlede med Israel, er man ikke i tvivl om at der kun findes én sand Gud hvis navn er Jehova. (5 Mosebog 6:4; Zakarias 14:9) Der skulle imidlertid aflægges et langt større vidnesbyrd om Jehovas navn, hvilket vi vil komme nærmere ind på i den næste artikel.

Kristne vidner forkynder Guds suverænitet

„’I [skal vidt og bredt] forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 PETER 2:9.

1. Hvilket stort vidnesbyrd blev der aflagt om Jehova i førkristen tid?

I FØRKRISTEN tid fandtes der en lang række vidner der frimodigt forkyndte at Jehova er den eneste sande Gud. (Hebræerne 11:4–12:1) De havde en stærk tro og adlød derfor frygtløst Jehovas love og nægtede at gå på kompromis med hensyn til deres tilbedelse. De aflagde et magtfuldt vidnesbyrd om Jehovas universelle suverænitet. — Salme 18:21-23; 47:1, 2.

2. (a) Hvem er Jehovas største vidne? (b) Hvem har erstattet nationen Israel som Jehovas vidne, og hvordan ved vi det?

² Den sidste i rækken af bemærkelsesværdige vidner i førkristen tid var Johannes Døber. (Mattæus 11:11) Han fik den forret at forkynde den udvalgtes komme, og det var ham der præsenterede Jesus som den lovede Messias. (Johannes 1:29-34) Jesus er Jehovas største vidne, „det trofaste og sande vidne“. (Åbenbaringen 3:14) Eftersom de kødelige israelitter forkastede Jesus, forkastede Jehova dem og valgte en ny nation til at være hans vidne, nemlig det åndelige Guds Israel. (Esajas 42:8-12; Johannes 1:11, 12; Galaterne 6:16) Peter citerede en profeti om Israel og viste at den skulle møntes på „Guds Israel“, den kristne menighed, da han sagde: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:9; 2 Mosebog 19:5, 6; Esajas 43:21; 60:2.

3. Hvilken hovedopgave har Guds Israel og ’den store skare’?

³ Peters ord viser at Guds Israels hovedopgave er at aflægge offentligt vidnesbyrd om Jehovas herlighed. Denne åndelige nation har i vor tid fået tilslutning af „en stor skare“ af vidner der også offentligt herliggør Gud. De råber med høj røst så alle kan høre det: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10; Esajas 60:8-10) Hvad sætter Guds Israel og dets medarbejdere i stand til at fuldføre deres vidnegerning? Det gør deres tro og deres lydighed.

Falske vidner

4. Hvorfor var jøderne på Jesu tid falske vidner?

⁴ Man viser sin tro og lydighed ved at leve efter Guds principper. At dette er vigtigt fremgår af noget Jesus sagde om sin tids jødiske religiøse ledere. De ’havde taget sæde på Moses’ stol’ som lovlærere. De sendte endog missionærer ud for at omvende ikketroende. Alligevel sagde Jesus til dem: „I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv.“ Disse religionsudøvere var falske vidner — arrogante, hykleriske og ukærlige. (Mattæus 23:1-12, 15) Ved en lejlighed sagde Jesus til nogle jøder: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ Hvorfor sagde han dette til nogle der tilhørte Guds udvalgte folk? Fordi de undlod at give agt på det Jehovas mest fremtrædende vidne forkyndte. — Johannes 8:41, 44, 47.

5. Hvordan ved vi at kristenheden har aflagt et falsk vidnesbyrd om Gud?

⁵ I de århundreder der er gået siden Jesu tid, har hundreder af millioner i kristenheden hævdet at være hans disciple. De har imidlertid ikke gjort Guds vilje og vil derfor ikke blive godkendt af Jesus. (Mattæus 7:21-23; 1 Korinther 13:1-3) Kristenheden har udsendt missionærer, hvoraf mange uden tvivl har været oprigtige. Ikke desto mindre har de lært andre at tilbede en treenig gud der brænder syndere i helvede, og størsteparten af dem de har omvendt viser ingen særlige tegn på at være kristne. I det afrikanske land Rwanda har katolske missionærer for eksempel haft stor fremgang. Ikke desto mindre har katolikker i Rwanda deltaget ivrigt i den senere tids etniske krig i landet. Den frugt man kan se i denne missionsmark viser at kristenheden ikke har aflagt det rette kristne vidnesbyrd. — Mattæus 7:15-20.

Lev efter Guds principper

6. Hvorfor er den rette adfærd en vigtig del af vidnesbyrdet?

⁶ Når de der hævder at være kristne har en uret adfærd, bringer det skam over „sandhedens vej“. (2 Peter 2:2) Sande kristne lever efter Guds principper. De hverken stjæler, lyver, bedrager eller begår umoralitet. (Romerne 2:22) De slår afgjort heller ikke deres næste ihjel. Kristne ægtemænd tager sig kærligt af deres familie. Kristne hustruer støtter respektfuldt deres mands ledelse. Kristne forældre opdrager deres børn til at blive ansvarsbevidste kristne som voksne. (Efeserne 5:21–6:4) Vi er ganske vist alle ufuldkomne og begår fejl. Men sande kristne respekterer Bibelens normer og gør en ihærdig indsats for at følge dem. Det lægger andre mærke til, og derved aflægges der et godt vidnesbyrd. Det sker at nogle der tidligere har været modstandere af sandheden, har iagttaget en kristens gode adfærd og har ændret indstilling. — 1 Peter 2:12, 15; 3:1.

7. Hvor vigtigt er det at kristne elsker hinanden?

⁷ Jesus pegede på et vigtigt aspekt ved den kristne adfærd da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Satans verden er kendetegnet af ’uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, misundelse, mord, strid, svig, ondsindethed’. Mange er „sladderagtige, bagtalere, gudshadere, uforskammede, hovmodige, pralende, opfindsomme med hensyn til at gøre fortræd, ulydige mod forældre“. (Romerne 1:29, 30) I et sådant miljø vil en verdensomspændende organisation der er kendetegnet af kærlighed være et magtfuldt vidnesbyrd om Guds ånds virke. Jehovas Vidner udgør en sådan organisation. — 1 Peter 2:17.

Sande vidner studerer Bibelen

8, 9. (a) Hvordan blev salmisten styrket ved at studere Guds lov og grunde over den? (b) Hvordan vil bibelstudium og meditation styrke os til at fortsætte med at vidne?

⁸ For at kunne aflægge et godt vidnesbyrd må kristne kende og elske Jehovas retfærdige principper og virkelig hade verdens fordærv. (Salme 97:10) Verden gør en ihærdig indsats for at fremme sin tankegang, og den ånd der præger verden kan være vanskelig at modstå. (Efeserne 2:1-3; 1 Johannes 2:15, 16) Hvad kan hjælpe os til at bevare den rette indstilling? Det kan et regelmæssigt og meningsfyldt bibelstudium. Den der skrev Salme 119 gentog mange gange at han elskede Jehovas lov. Han læste og grundede over den „dagen lang“. (Salme 119:92, 93, 97-105) Derfor kunne han skrive: „Falskhed hader, ja, afskyr jeg. Din lov elsker jeg.“ Desuden tilskyndede hans dybe kærlighed ham til handling. Han sagde: „Syv gange om dagen har jeg lovsunget dig for dine retfærdige domme.“ — Salme 119:163, 164.

⁹ Når vi regelmæssigt studerer og grunder over Guds ord, vil det også påvirke vort hjerte og bevæge os til ofte, „syv gange om dagen“, at lovsynge Jehova eller vidne om ham. (Romerne 10:10) Den der nedskrev den første salme siger også at den der regelmæssigt grunder over Jehovas ord „skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes“. (Salme 1:3) Apostelen Paulus viste også kraften i Guds ord da han skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

10. Hvad er tydeligt når man betragter Jehovas folk her i de sidste dage?

¹⁰ Den hast hvormed antallet af sande tilbedere vokser her i det 20. århundrede, vidner om at Jehova velsigner arbejdet. Som gruppe betragtet har disse nutidige vidner for Guds suverænitet opdyrket kærlighed til Jehovas love i deres hjerte. De har ligesom salmisten lyst til at adlyde Jehovas love og trofast vidne om hans herlighed „dag og nat“. — Åbenbaringen 7:15.

Jehovas vældige gerninger

11, 12. Hvilket formål tjente de mirakler Jesus og hans disciple udførte?

¹¹ I det første århundrede satte den hellige ånd trofaste kristne vidner i stand til at udføre mirakler, hvilket var et stærkt bevis for at deres vidnesbyrd var sandt. Da Johannes Døber sad fængslet, sendte han sine disciple hen for at spørge Jesus: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“ Jesus svarede ikke direkte, men sagde i stedet: „Gå blot og meddel Johannes hvad I hører og ser: Blinde ser igen og halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst og fattige får den gode nyhed forkyndt; og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“ (Mattæus 11:3-6) Disse kraftige gerninger var for Johannes et vidnesbyrd om at Jesus virkelig var ’den der skulle komme’. — Apostelgerninger 2:22.

¹² Også nogle af Jesu disciple helbredte syge og oprejste døde. (Apostelgerninger 5:15, 16; 20:9-12) Disse mirakler var som et vidnesbyrd fra Gud selv. (Hebræerne 2:4) De viste desuden Jehovas almagt. Det er sandt at Satan, „verdens hersker“, er i stand til at forårsage død. (Johannes 14:30; Hebræerne 2:14) Men da Peter oprejste den trofaste kvinde Dorkas fra de døde, kunne han kun gøre det ved hjælp af kraften fra Jehova, da han er den eneste der kan give mennesker livet igen. — Salme 16:10; 36:9; Apostelgerninger 2:25-27; 9:36-43.

13. (a) Hvordan er Bibelens mirakler stadig et vidnesbyrd om Jehovas magt? (b) Hvordan vidner profetiernes opfyldelse om Jehovas guddommelighed?

¹³ I dag finder der ikke længere sådanne mirakler sted. De har tjent deres hensigt. (1 Korinther 13:8) Beretningerne herom findes dog stadig i Bibelen, og mange var vidne til disse mirakler. Når kristne i dag henviser til disse historiske beretninger, er de stadig med til at aflægge et vældigt vidnesbyrd om Jehovas magt. (1 Korinther 15:3-6) På Esajas’ tid pegede Jehova desuden på at hans nøjagtige profetier er et stærkt bevis for at han er den sande Gud. (Esajas 46:8-11) Mange af de profetier der er inspireret af Gud får deres opfyldelse i dag, og flere af dem opfyldes på den kristne menighed. (Esajas 60:8-10; Daniel 12:6-12; Malakias 3:17, 18; Mattæus 24:9; Åbenbaringen 11:1-13) Foruden at opfyldelsen af disse profetier er et vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“, viser de at Jehova er den eneste sande Gud. — 2 Timoteus 3:1.

14. Hvordan er Jehovas Vidners historie i nyere tid et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova er den suveræne Herre?

¹⁴ Jehova gør stadig store og underfulde ting for sit folk. Jehovas ånd medvirker til at der bliver kastet større lys over sandheden i Bibelen. (Salme 86:10; Åbenbaringen 4:5, 6) Den store vækst der finder sted rundt om i verden, vidner om at Jehova ’fremskynder det når tiden er inde til det’. (Esajas 60:22) Når der her i de sidste dage er udbrudt voldsom forfølgelse i det ene land efter det andet, har Jehovas folk modigt kunne holde ud fordi han har styrket det ved hjælp af sin hellige ånd. (Salme 18:1, 2, 17, 18; 2 Korinther 1:8-10) Jehovas Vidners historie i nyere tid er således et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova er den suveræne Herre. — Zakarias 4:6.

Den gode nyhed skal forkyndes

15. Hvilket stort vidnesbyrd skulle aflægges af den kristne menighed?

¹⁵ Jehova udpegede Israel til at være sit vidne over for nationerne. (Esajas 43:10) Gud befalede imidlertid kun nogle få israelitter at forkynde for ikkeisraelitter, og dette skete normalt for at bekendtgøre Jehovas domme. (Jeremias 1:5; Jonas 1:1, 2) Profetier i De Hebraiske Skrifter viser ikke desto mindre at Jehova en dag i stor målestok ville vende sin opmærksomhed mod nationerne, og det har han gjort gennem det åndelige Guds Israel. (Esajas 2:2-4; 62:2) Før Jesus steg til himmelen gav han sine disciple følgende befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (Mattæus 28:19) Mens Jesus koncentrerede sig om at forkynde for „de bortkomne får af Israels hus“, blev hans disciple sendt ud til „alle nationerne“, ja, „til jordens fjerneste egne“. (Mattæus 15:24; Apostelgerninger 1:8) Det kristne vidnesbyrd skulle høres af alle mennesker.

16. Hvilken opgave udførte den kristne menighed i det første århundrede, og i hvilket omfang?

¹⁶ Paulus var udmærket klar over dette. Omkring år 61 e.v.t. kunne han sige at den gode nyhed „bærer frugt og vokser i hele verden“. Den gode nyhed blev ikke blot forkyndt for en enkelt nation eller en enkelt sekt, som for eksempel dem der gav sig af med „engletilbedelse“. Den blev derimod åbent forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:6, 23; 2:13, 14, 16-18) Guds Israel i det første århundrede fuldførte sin opgave med ’vidt og bredt at forkynde hans dyder som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. — 1 Peter 2:9.

17. Hvordan fortsætter Mattæus 24:14 med at blive opfyldt i stort omfang?

¹⁷ Dette forkyndelsesarbejde i det første århundrede var blot en forsmag på det der ville blive udrettet i de sidste dage. Det var især med henblik på vor tid at Jesus sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Er denne profeti gået i opfyldelse? Så afgjort. Fra en ringe begyndelse i 1919 er forkyndelsen af den gode nyhed i dag nået ud til over 230 lande. Der er blevet aflagt vidnesbyrd i det kolde nord og i de hede troper. Der forkyndes på store kontinenter, og fjerntliggende øer besøges så der kan blive aflagt et vidnesbyrd for indbyggerne. Selv når der er krig, som for eksempel i Bosnien-Hercegovina, forkyndes den gode nyhed fortsat. Ligesom i det første århundrede bærer forkyndelsen frugt „i hele verden“. Den gode nyhed forkyndes åbent „blandt al skabningen under himmelen“. Med hvilket resultat? For det første er de resterende af Guds Israel blevet indsamlet fra „hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. For det andet er millioner af mennesker der tilhører ’den store skare’ blevet indsamlet blandt „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 5:9; 7:9) Mattæus 24:14 fortsætter med at blive opfyldt i stort omfang.

18. Hvad udrettes blandt andet ved den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed?

¹⁸ Den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed er med til at bevise at Jesu nærværelse som Konge er begyndt. (Mattæus 24:3) Desuden er det hovedsagelig gennem forkyndelsen at „jordens høst“ indsamles, eftersom forkyndelsen henleder folks opmærksomhed på det eneste virkelige håb for menneskeheden, nemlig Jehovas rige. (Åbenbaringen 14:15, 16) Eftersom det kun er sande kristne der deltager i forkyndelsen af den gode nyhed, hjælper dette vigtige arbejde os til at skelne de sande kristne fra de falske. (Malakias 3:18) Forkyndelsen er desuden til frelse både for dem der forkynder og for dem der reagerer positivt på forkyndelsen. (1 Timoteus 4:16) Det vigtigste er dog at forkyndelsen af den gode nyhed priser og ærer Jehova Gud, der har befalet at dette arbejde skal udføres og som støtter dem der udfører det og får arbejdet til at bære frugt. — 2 Korinther 4:7.

19. Hvad opfordres alle kristne til nu hvor de er gået ind i et nyt tjenesteår?

¹⁹ Apostelen Paulus følte sig bevæget til at sige: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ (1 Korinther 9:16) Kristne i dag føler det på samme måde. Det er en stor forret at være „Guds medarbejdere“ og lade sandhedens lys skinne i en formørket verden. (1 Korinther 3:9; Esajas 60:2, 3) Det arbejde der havde en ringe begyndelse i 1919, har nu nået et forbløffende omfang. I dag forkynder omkring fem millioner kristne om Guds suverænitet, og de bruger over en milliard timer om året på at bringe frelsesbudskabet ud til andre. Det er en stor glæde at have en andel i dette arbejdet med at hellige Jehovas navn. Lad os nu da vi er begyndt på tjenesteåret 1996 være besluttede på ikke at sætte tempoet ned. Lad os i stedet, mere end nogen sinde, følge den opfordring Paulus gav Timoteus: „Forkynd ordet, vær på færde.“ (2 Timoteus 4:2) Samtidig beder vi inderligt om at Jehova fortsat vil velsigne vort arbejde.