Kapitel 1

Hvorfor skulle Jehova have vidner?

JEHOVAS VIDNER er kendt i hele verden for altid og overalt at tale med andre om Jehova Gud og hans rige. De har også ry for at holde fast ved deres tro trods alle former for modstand, ja selv når de trues med døden.

„I det tyvende århundrede har Jehovas vidner været den religiøse forfølgelses foretrukne mål i De Forenede Stater,“ siges der i bogen The Court and the Constitution af Archibald Cox (1987). „Jehovas vidner . . . er blevet chikaneret og forfulgt af regeringer i hele verden,“ udtaler Tony Hodges. „I Nazityskland blev de arresteret og sendt til koncentrationslejre. Under den anden verdenskrig var [Vagttårns]selskabet forbudt i Australien og Canada. . . . Nu [i 1970’erne] jages Jehovas vidner i Afrika.“ — Jehovah’s Witnesses in Africa, 1985-udgaven.

Hvorfor bliver Jehovas vidner forfulgt? Hvad er formålet med deres forkyndelse? Er de bemyndiget af Gud? Hvorfor skulle Jehova overhovedet have vidner — til og med i skikkelse af ufuldkomne mennesker? Svarene har at gøre med nogle stridsspørgsmål der nu behandles i en universel retssag — den mest afgørende sag der nogen sinde er blevet ført. For at kunne forstå hvorfor Jehova har vidner og hvorfor disse vidner er villige til at udholde selv den hårdeste modstand, må vi undersøge disse stridsspørgsmål.

Jehovas suverænitet udfordres

Disse vigtige stridsspørgsmål drejer sig blandt andet om retmæssigheden af Jehova Guds suverænitet, hans overherredømme. Som Skaber og almægtig Gud er Jehova universets Suveræn. (1 Mos. 17:1; 2 Mos. 6:3; Åb. 4:11) Det er derfor med rette at han hersker over alt hvad der findes i himmelen og på jorden. (1 Krøn. 29:12, fdn.) Men han udøver altid sin suverænitet i kærlighed. (Jævnfør Jeremias 9:24.) Hvad kræver han da til gengæld af sine fornuftbegavede skabninger? At de elsker ham og viser værdsættelse af hans suveræne herredømme. (Sl. 84:10) For flere tusind år siden blev Jehovas retmæssige suverænitet imidlertid udfordret. Hvordan? Af hvem?

Første Mosebog, der indleder den bibelske beretning, kaster lys over dette. Den fortæller at Gud skabte de to første mennesker, Adam og Eva, i en smuk have, og at han derefter gav dem dette påbud: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mos. 2:16, 17) Hvad var „træet til kundskab om godt og ondt“, og hvad ville det indebære at spise af dets frugt?

Det var et bogstaveligt træ, men Gud brugte det som et symbol. Eftersom han kaldte det „træet til kundskab om godt og ondt“ og forbød de første mennesker at spise af det, var det et passende symbol på hans ret til at afgøre for menneskene hvad der er „godt“ (hvad der behager Gud) og hvad der er „ondt“ (hvad der mishager Gud). Dette satte menneskets respekt for Guds suverænitet på prøve. Ulykkeligvis var de første mennesker ulydige mod Gud og spiste af den forbudte frugt. De bestod ikke denne enkle men vigtige prøve på deres lydighed og værdsættelse. — 1 Mos. 3:1-6.

Denne tilsyneladende ubetydelige handling var et oprør mod Jehovas suverænitet. Hvordan det? For at kunne se betydningen af det Adam og Eva gjorde, må vi forstå hvordan vi mennesker er skabt. Da Jehova skabte de første mennesker, gav han dem en bemærkelsesværdig gave — en fri vilje. Som et supplement til denne gave skænkede Jehova dem mentale evner, deriblandt opfattelsesevne, tænkeevne og dømmekraft. (Hebr. 5:14) De var hverken skabt som fornuftløse robotter eller som dyr, der hovedsagelig handler pr. instinkt. Deres frihed var imidlertid relativ, for den var underlagt Guds love. (Jævnfør Jeremias 10:23, 24.) Adam og Eva valgte at spise af den forbudte frugt. Derved misbrugte de deres frihed. Hvad fik dem til at gøre det?

Bibelen forklarer at en af Guds åndeskabninger med overlæg var begyndt at modarbejde og modstå Gud. Denne åndeskabning, der senere blev kendt som Satan, talte gennem en slange i Eden og fik Eva og, gennem hende, Adam til at løsrive sig fra Guds suveræne herredømme. (Åb. 12:9) Ved at spise af træet viste Adam og Eva at de stolede mere på deres egen dømmekraft end på Guds, og at de selv ønskede at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt. — 1 Mos. 3:22.

Det stridsspørgsmål der derved blev rejst, lød: Har Jehova ret til at herske over menneskeheden, og udøver han sin suverænitet på en måde som er til gavn for hans undersåtter? Det var tydeligvis dette der lå i slangens ord til Eva: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Slangen antydede at Gud uretmæssigt forholdt kvinden og hendes mand noget godt. — 1 Mos. 3:1.

Oprøret i Eden rejste også et andet stridsspørgsmål: Kan mennesker være trofaste mod Gud under prøve? Dette beslægtede stridsspørgsmål blev bragt i fokus 2400 år senere i forbindelse med den trofaste Job. Satan, ’stemmen’ bag slangen, udfordrede Jehova lige op i hans ansigt ved at sige: „Er det for intet Job frygter Gud? Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet.“ Derved insinuerede Satan at Job kun var retskaffen fordi det kunne betale sig for ham. Satan sagde videre: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ Eftersom Jehova havde sagt at ’der ingen var som Job på jorden’, påstod Satan i virkeligheden at han kunne vende hvem som helst af Guds tjenere bort fra ham. (Job 1:8-11; 2:4) Der blev således rejst tvivl om alle Guds tjeneres uangribelighed og loyalitet mod hans suveræne herredømme.

Når disse stridsspørgsmål først var rejst, måtte de afgøres. Den tid der er gået — cirka 6000 år — og det faktum at de jordiske styreformer er kommet sørgeligt til kort, viser tydeligt at mennesker har behov for Guds herredømme. Men ønsker de det? Findes der mennesker som vil vise at de af hjertet anerkender Jehovas retmæssige suverænitet? Ja! Jehova har sine vidner! Men før vi ser nærmere på deres vidnesbyrd, lad os da undersøge hvad det indebærer at være et vidne.

Hvad det vil sige at være et vidne

De ord i Bibelens grundtekst der oversættes med „vidne“, giver os indblik i hvad det vil sige at være et vidne for Jehova. Det navneord der i De Hebraiske Skrifter gengives med „et vidne“ (‛edh) er afledt af et udsagnsord (‛udh) der betyder „at vende tilbage“ eller „at gentage, at gøre igen“. Om navneordet (‛edh) siges der i Theological Wordbook of the Old Testament: „Et vidne er en person der ved gentagelse eftertrykkeligt bekræfter sit vidnesbyrd. Ordet [‛edh] hører hjemme i retslig sprogbrug.“ En etymologisk ordbog tilføjer: „Den oprindelige betydning [af udsagnsordet ’udh] var sandsynligvis ’han sagde gentagne gange og med overbevisning’.“ — A Comprehensive Etymological Dictionary of the Hebrew Language for Readers of English.

De ord der i De Kristne Græske Skrifter er gengivet med „et vidne“ (marʹtys) og „at vidne“ (martyreʹō) havde også tilknytning til retssproget, skønt de med tiden fik en bredere betydning. Ifølge Theological Dictionary of the New Testament bruges „begrebet vidne både i betydningen vidne til kendsgerninger der kan bekræftes, og i betydningen sandhedsvidne, dvs. en der forkynder og bekender en overbevisning“. Et vidne fortæller altså om faktiske forhold ud fra direkte personlig viden, eller han forkynder synspunkter eller sandheder som han er overbevist om.a

De første kristne blev årsag til at ordet „vidne“ fik en udvidet betydning. Mange af disse kristne i det første århundrede aflagde vidnesbyrd under forfølgelse og trussel om dødsstraf. (Apg. 22:20; Åb. 2:13) Som følge deraf begyndte det græske ord for vidne (marʹtys, hvoraf ordet „martyr“ er afledt) omkring det andet århundrede at blive brugt om personer som var villige til at „besegle alvoren i deres vidnesbyrd eller bekendelse med døden“. De blev ikke kaldt vidner fordi de døde; de døde fordi de var loyale vidner.

Hvem var så de første vidner for Jehova? Hvem var villige til „gentagne gange og med overbevisning“ — i ord og ved deres livsførelse — at forkynde at Jehova er den retmæssige Suveræn? Hvem var villige til at forblive uangribelige i forholdet til Gud, helt til døden?

De første vidner for Jehova

Apostelen Paulus siger: „Vi har så stor en sky [gr.: neʹfos, der betegner en skymasse] af vidner der omgiver os.“ (Hebr. 12:1) Denne ’skymasse’ af vidner begyndte at dannes kort efter oprøret mod Guds suverænitet i Eden.

I Hebræerbrevet 11:4 nævner Paulus at Abel var det første vidne for Jehova: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død.“ På hvilken måde tjente Abel som et vidne for Jehova? Svaret har at gøre med årsagen til at Abels offer var „af større værdi“ end Kains.

Enkelt udtrykt bragte Abel det rette offer med det rette motiv og bekræftede det ved de rette gerninger. Han frembar et blodigt offer der repræsenterede hans hjords førstefødtes liv — hvorimod Kain ofrede livløse afgrøder. (1 Mos. 4:3, 4) Kains offer blev ikke bragt i tro; det var Abels tro der gjorde hans offer antageligt i Guds øjne. Kain måtte ændre sin måde at tilbede Gud på. Men han viste i stedet sin dårlige hjertetilstand ved at afvise Guds råd og advarsel og ved at myrde den trofaste Abel. — 1 Mos. 4:6-8; 1 Joh. 3:11, 12.

Abel havde den tro som hans forældre manglede. Ved sin trofasthed viste han at han var overbevist om at Jehovas suveræne herredømme var retfærdigt og retmæssigt. I de cirka hundrede år Abel levede, viste han at et menneske kan være så trofast mod Gud at det er villigt til at besegle sit vidnesbyrd med døden. Og Abels blod „taler“ fortsat, for den inspirerede beretning om hans martyrdød er blevet bevaret i Bibelen til gavn for fremtidige generationer.

Omkring fem hundrede år efter Abels død begyndte Enok at ’vandre med Gud’, at leve i overensstemmelse med Jehovas normer for hvad der var godt og hvad der var ondt. (1 Mos. 5:24) På det tidspunkt havde mange vendt sig bort fra Guds herredømme og levede på en ugudelig måde. Enok var overbevist om at den øverste Suveræn ville gribe ind over for de ugudelige, og Guds ånd fik ham til at forkynde at de ville blive udslettet. (Jud. 14, 15) Enok forblev et trofast vidne til sin død, for Jehova ’tog ham bort’, øjensynlig for at han ikke skulle lide en voldsom død for sine fjenders hånd. (Hebr. 11:5) Enoks navn kunne således føjes til den voksende ’sky af vidner’ fra den førkristne tid.

En ugudelighedens ånd fortsatte med at præge menneskenes liv. Omkring 70 år efter Enoks død blev Noa født, og i hans levetid kom nogle engle, gudssønner, til jorden. De havde materialiseret sig, iklædt sig menneskeskikkelse, og levede sammen med smukke kvinder. Deres afkom blev kaldt nefilim; de var kæmper blandt menneskene. (1 Mos. 6:1-4) Hvad blev resultatet af at åndeskabninger og mennesker indgik denne unaturlige forbindelse og fik et bastardafkom? Den inspirerede beretning svarer: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang. Da så Gud på jorden, og se! den var ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden.“ (1 Mos. 6:5, 12) Jorden, Guds fodskammel, var sørgeligt nok blevet „fuld af vold“. — 1 Mos. 6:13; Es. 66:1.

Noa var derimod „en retfærdig mand“, „uangribelig blandt sine samtidige“. (1 Mos. 6:9) Han viste sin respekt for Guds suveræne herredømme ved at gøre „ganske som Gud havde påbudt ham“. (1 Mos. 6:22) I tro ’byggede han en ark til redning for sin husstand’. (Hebr. 11:7) Men Noa nøjedes ikke med at bygge; som „en forkynder af retfærdighed“ advarede han om den kommende ødelæggelse. (2 Pet. 2:5) Trods Noas frimodige forkyndelse gav hans onde generation imidlertid ikke agt „før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — Matt. 24:37-39.

Efter Noas tid havde Jehova vidner blandt patriarkerne. Abraham, Isak, Jakob og Josef nævnes blandt de første i den store sky af førkristne vidner. (Hebr. 11:8-22; 12:1) Ved at bevare deres uangribelighed viste de at de gik ind for Jehovas suveræne herredømme. (1 Mos. 18:18, 19) Derved var de med til at hellige Jehovas navn. I stedet for at søge sikkerhed i et jordisk rige, „bekendte [de] offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet“, idet de i tro „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. (Hebr. 11:10, 13) De anerkendte Jehova som deres hersker og baserede deres håb på det lovede himmelske rige som et udtryk for hans retmæssige suverænitet.

I det 16. århundrede f.v.t. var Abrahams efterkommere trælle i Ægypten. På det tidspunkt kom Moses og hans broder Aron til at spille en vigtig rolle i en ’gudernes kamp’. De trådte frem for Farao og afleverede Jehovas ultimatum: „Send mit folk bort.“ Men den stolte Farao forhærdede sit hjerte; han ønskede ikke at miste hele dette folk af trælle. „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort?“ svarede han. „Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ (2 Mos. 5:1, 2) Farao, der selv blev betragtet som en levende gud, viste med dette hånlige svar at han nægtede at anerkende Jehova som Gud.

Da stridsspørgsmålet om hvem der er den sande Gud nu var blevet rejst, tog Jehova skridt til at bevise at det er han. Gennem sine magere påkaldte Farao alle Ægyptens guder for at trodse Jehovas magt. Men Jehova sendte ti plager, der alle først blev forkyndt af Moses og Aron, for at vise sin magt over naturkræfterne og skabningerne på jorden, og at han var højt hævet over Ægyptens guder. (2 Mos. 9:13-16; 12:12) Efter den tiende plage førte Jehova „med stærk hånd“ Israel ud af Ægypten. — 2 Mos. 13:9.

Moses var ’den sagtmodigste af alle mennesker’, og det krævede et stort mod og en stærk tro af ham at træde frem for Farao, ikke bare én gang, men mange gange. (4 Mos. 12:3) Men han udvandede aldrig det budskab Jehova havde befalet ham at overbringe Farao. Ikke engang en trussel om dødsstraf kunne bringe ham til tavshed. (2 Mos. 10:28, 29; Hebr. 11:27) Moses var et vidne i ordets sande betydning; han vidnede „gentagne gange og med overbevisning“ om at Jehova er den sande Gud.

Efter udfrielsen fra Ægypten i 1513 f.v.t. skrev Moses Første Mosebog. Dermed begyndte en ny æra — den æra hvori Bibelen blev skrevet. Da det efter alt at dømme var Moses der skrev Jobs Bog, havde han åbenbart en vis forståelse af stridsspørgsmålet mellem Gud og Satan. Efterhånden som nedskrivningen af Bibelen skred frem, ville stridsspørgsmålene vedrørende Guds suverænitet og menneskets uangribelighed blive skrevet ned, så alle de berørte parter kunne få fuld forståelse af de store stridsspørgsmål der var blevet rejst. I mellemtiden lagde Jehova grundvolden til en nation af vidner i 1513 f.v.t.

En nation af vidner

I den tredje måned efter at israelitterne var gået ud af Ægypten bragte Jehova dem ind i et nært pagtsforhold til sig; han gjorde dem til sin „særlige ejendom“. (2 Mos. 19:5, 6) Gennem Moses behandlede han dem nu som et folk og gav dem en teokratisk regering baseret på Lovpagten, der skulle tjene som deres grundlov. (Es. 33:22) De var Jehovas udvalgte folk, organiseret til at repræsentere ham som deres suveræne Herre.

I de følgende århundreder anerkendte folket imidlertid ikke altid Jehovas suverænitet. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land faldt de til tider fra og dyrkede andre folkeslags dæmonguder. Da de ikke adlød Jehova som deres retmæssige Suveræn, tillod han at de blev plyndret. Det så derfor ud som om de andre nationers guder var stærkere end Jehova. (Es. 42:18-25) Men i det ottende århundrede f.v.t. udfordrede Jehova åbent nationernes guder for at rydde denne misforståelse af vejen og afgøre spørgsmålet: Hvem er den sande Gud?

Gennem profeten Esajas sagde Jehova udfordrende: „Hvem blandt dem [nationernes guder] kan meddele dette [fremsætte nøjagtige profetier], eller forkynde os de første ting [det vil sige forudsigelser]? Lad dem [som guder] føre deres vidner og få ret, eller lad dem [nationernes indbyggere] høre og sige: ’Det er sandhed!’“ (Es. 43:9) Ja, lad nationernes guder føre vidner som kan bevidne at det deres guder profeterer er sandt! Men ingen af disse guder kunne føre sande vidner for deres guddommelighed!

Jehova understregede over for israelitterne hvilket ansvar de havde i forbindelse med spørgsmålet om hvem der var den sande Gud. Han sagde: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser. Det er mig der har forkyndt det og frelst og ladet det høre, da der ingen fremmed gud var iblandt jer. Så I er mine vidner, . . . og jeg er Gud.“ — Es. 43:10-12.

Jehovas folk, Israel, udgjorde altså en nation af vidner. De kunne med eftertryk bekræfte at Jehova er den retmæssige Suveræn. På grundlag af egne erfaringer kunne de med overbevisning forkynde at Jehova er sit folks store Befrier og de sande profetiers Gud.

Vidner om Messias

Skønt ’skymassen’ af førkristne vidner aflagde et omfattende vidnesbyrd, var dette ikke nok til fuldstændig at afgøre de stridsspørgsmål der var blevet rejst. Hvorfor ikke? Fordi Gud til sin fastsatte tid, efter at det er blevet klart at mennesker har behov for hans herredømme og ikke formår selv at styre med et godt resultat, må eksekvere dommen over alle dem der nægter at respektere hans retmæssige myndighed. Desuden rækker stridsspørgsmålene langt videre end til menneskers forhold. Eftersom en engel havde gjort oprør i Eden, omfattede spørgsmålet om troskab mod Guds suverænitet også hans skabninger i himmelen. Jehova havde derfor besluttet at lade en åndesøn komme til jorden, hvor Satan ville få lejlighed til at prøve ham. Denne åndesøn ville få mulighed for på en fuldkommen måde at afgøre spørgsmålet: Vil nogen være trofast mod Gud uanset hvilke prøvelser han udsættes for? Når denne søn af Gud således havde bevist sin loyalitet, ville han blive bemyndiget til at ophøje Jehova ved at udslette de onde og til fulde gennemføre Guds oprindelige hensigt med jorden.

Men hvordan kunne man vide hvem denne søn af Gud var? I Eden havde Jehova Gud givet løfte om at et „afkom“ ville knuse den slangelignende modstanders hoved og hævde Guds suverænitet. (1 Mos. 3:15) Gennem de hebraiske profeter oplyste Jehova mange detaljer om dette messianske „afkom“ — dets baggrund og virksomhed, og endda på hvilket tidspunkt det ville fremstå. — 1 Mos. 12:1-3; 22:15-18; 49:10; 2 Sam. 7:12-16; Es. 7:14; Dan. 9:24-27; Mika 5:2.

I midten af det femte århundrede f.v.t. var De Hebraiske Skrifter fuldført, og dermed var profetierne nedskrevet. Nu måtte Messias komme og opfylde dem. I det næste kapitel vil vi betragte det vidnesbyrd som blev aflagt af dette vidne — Guds største vidne.

[Fodnote]

Kapitel 2

Jesus Kristus, det trofaste vidne

GENNEM cirka 4000 år havde en lang række førkristne vidner aflagt deres vidnesbyrd. Men stridsspørgsmålene om Guds suverænitet og hans tjeneres uangribelighed var langtfra afgjort. Tiden var nu inde til at det lovede kongelige „afkom“, Messias, skulle fremstå på jorden. — 1 Mos. 3:15.

Hvem valgte Jehova til denne opgave blandt alle sine millioner af åndesønner? De havde alle været vidner til det der var sket i Eden og kendte uden tvivl de universelle stridsspørgsmål som var blevet rejst. Men hvem var mest opsat på at rense Jehovas navn og hævde hans suverænitet? Hvem kunne give det mest afgørende svar på Satans påstand om at ingen kunne forblive trofast over for Guds suverænitet under prøve? Jehova valgte sin førstefødte, sin enestefødte søn, Jesus. — Joh. 3:16; Kol. 1:15.

Jesus påtog sig ivrigt og ydmygt denne opgave, selv om det betød at han måtte forlade himmelen, hvor han havde været sammen med sin Fader længere end nogen anden. (Joh. 8:23, 58; Fil. 2:5-8) Hvad var hans motiv? En dyb kærlighed til Jehova og et oprigtigt ønske om at hans navn måtte blive renset for al vanære. (Joh. 14:31) Jesus handlede også af kærlighed til menneskeheden. (Ordsp. 8:30, 31; jævnfør Johannes 15:13.) Det var hellig ånd der gjorde det muligt for ham at blive født på jorden, hvilket skete først på efteråret i år 2 f.v.t. Ved hjælp af hellig ånd overførte Jehova Jesu liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Matt. 1:18; Luk. 1:26-38) Jesus blev derfor født som et medlem af Israels folk. — Gal. 4:4.

Mere end nogen anden israelit forstod Jesus at han måtte være et vidne for Jehova. Han tilhørte jo det folk til hvem Jehova havde sagt gennem profeten Esajas: „I er mine vidner.“ (Es. 43:10) Da Jesus blev døbt i Jordanfloden i år 29 e.v.t. salvede Jehova ham desuden med sin hellige ånd. (Matt. 3:16) Derved blev han bemyndiget til at „udråbe et velviljens år fra Jehova“, som han senere sagde. — Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-19.

Jesus udførte trofast sin opgave og blev det største vidne Jehova nogen sinde har haft på jorden. Apostelen Johannes, der var hos Jesus da han døde, kunne derfor med fuld ret kalde Jesus „det trofaste vidne“. (Åb. 1:5) Og i Åbenbaringen 3:14 omtaler den herliggjorte Jesus sig selv som „Amen“ og „det trofaste og sande vidne“. Hvilket vidnesbyrd aflagde dette „trofaste vidne“ da?

’At vidne om sandheden’

Da Jesus blev forhørt af den romerske landshøvding Pilatus, sagde han: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (Joh. 18:37) Hvilken sandhed var det Jesus vidnede om? Det var Guds sandhed, åbenbarelsen af Jehovas evige hensigter. — Joh. 18:33-36.

Hvordan vidnede Jesus da om denne sandhed? Det græske udsagnsord der oversættes med „at vidne“ (martyreʹō) betyder også „at erklære, at bekræfte, at aflægge et gunstigt vidnesbyrd, at tale godt (om), at billige“. I gamle græske papyrusdokumenter forekom en anden form af udsagnsordet (martyroʹ) ofte efter en underskrift, for eksempel i forretningsaftaler. Ved sin tjeneste bekræftede Jesus altså sandheden om Gud. Det krævede at han forkyndte denne sandhed for andre — men det i sig selv var ikke nok. Der skulle langt mere til.

„Jeg er . . . sandheden,“ sagde Jesus. (Joh. 14:6) Ja, han levede på en sådan måde at han opfyldte Guds sandhedsord. Guds hensigt i forbindelse med Riget og dets messianske hersker var blevet forklaret tydeligt i profetierne. Ved sit jordiske livsløb, som sluttede med offerdøden, opfyldte Jesus alt det der var blevet forudsagt om ham. Derved bekræftede og garanterede han at Jehovas profetiske ord talte sandt. Apostelen Paulus kunne derfor sige: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham. Og derfor siges der gennem ham amen [der betyder: „lad det være sådan“ eller „sikkert“] til Gud, ham til ære gennem os.“ (2 Kor. 1:20) Ja, det er gennem Jesus Guds løfter opfyldes. — Åb. 3:14.

At vidne om Guds navn

Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget [eller: „anset for helligt“, „behandlet som helligt“].“ (Matt. 6:9, fdn.) Den sidste nat Jesus var på jorden, sagde han i en bøn til sin himmelske Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord. Og jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ (Joh. 17:6, 26) Dette var den væsentligste grund til at Jesus kom til jorden. Men hvad vil det sige at han bekendtgjorde Guds navn?

Jesu disciple kendte og brugte i forvejen Guds navn. De så det og læste det i de hebraiske skriftruller som fandtes i deres synagoger. De kunne også se det og læse det i Septuaginta — den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter som de brugte når de underviste og når de skrev breve. Hvis de allerede kendte Guds navn, i hvilken forstand gjorde Jesus det da kendt for dem?

På Bibelens tid var et navn ikke bare en benævnelse. I A Greek-English Lexicon of the New Testament af J. H. Thayer siges der: „Guds navn i Det Nye Testamente står for alle de egenskaber som hans tilbedere forbinder med dette navn, og hvorved Gud gør sig selv kendt for menneskene.“ Jesus bekendtgjorde ikke blot Guds navn ved at bruge det, men også ved at åbenbare personen bag navnet — hans hensigter, handlinger og egenskaber. Som den der havde ’ligget op mod Faderens bryst’ kunne Jesus forklare Faderen på en måde som ingen anden var i stand til. (Joh. 1:18) Jesus genspejlede desuden sin Fader på en så fuldkommen måde at hans disciple kunne ’se’ Faderen i Sønnen. (Joh. 14:9) Jesus vidnede om Guds navn gennem det han sagde og gjorde.

Jesus vidnede om Guds rige

Som „det trofaste vidne“ var Jesus først og fremmest en forkynder af Guds rige. Han sagde: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige . . .; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Luk. 4:43) Han forkyndte om dette himmelske rige i hele Palæstina og tilbagelagde hundreder af kilometer til fods. Han forkyndte hvor som helst der var mennesker som ville lytte: på søbredder og bjergskråninger, i byer og landsbyer, i synagoger og i templet, på torve og i folks hjem. Men han vidste at det var begrænset hvor stort et område han kunne dække og hvor mange han kunne forkynde for. (Jævnfør Johannes 14:12.) Med tanke på at budskabet skulle forkyndes i hele verden oplærte Jesus derfor sine disciple og sendte dem ud for at forkynde om Riget. — Matt. 10:5-7; 13:38; Luk. 10:1, 8, 9.

Jesus var et flittigt og nidkært vidne, og han tillod ikke sig selv at komme ind på et sidespor. Selv om han viste personlig interesse for folks behov, blev han ikke så optaget af at yde en hjælp der kun kunne give midlertidig lindring, at han forsømte den opgave Gud havde givet ham, nemlig at vise mennesker den varige løsning på deres problemer — Guds rige. Da han ved en lejlighed mirakuløst havde bespist omkring 5000 mænd (med kvinder og børn var der måske langt over 10.000 mennesker) ønskede en gruppe jøder at få fat i ham for at gøre ham til konge. Hvad gjorde Jesus? Han ’trak sig igen tilbage til bjerget, helt alene’. (Joh. 6:1-15; jævnfør Lukas 19:11, 12; Apostelgerninger 1:6-9.) Selv om han udførte mange mirakuløse helbredelser var han ikke i første række kendt som en mirakelmager; både troende og ikketroende anerkendte ham som „Lærer“. — Matt. 8:19; 9:11; 12:38; 19:16; 22:16, 24, 36; Joh. 3:2.

At vidne om Guds rige var tydeligvis det vigtigste arbejde Jesus kunne udføre. Det er Jehovas vilje at alle skal vide hvad hans rige er og hvordan det vil gennemføre hans hensigter. Riget ligger ham på sinde, for det er gennem dét han vil hellige sit navn og rense det for al forsmædelse. Det vidste Jesus, og han gjorde derfor Riget til temaet for sin forkyndelse. (Matt. 4:17) Ved at forkynde helhjertet om Guds rige hævdede Jesus Jehovas retmæssige suverænitet.

Et vidne der var trofast til døden

Ingen kunne elske Jehova og hans suverænitet højere end Jesus gør. Som „al skabnings førstefødte“ kendte Jesus Faderen „fuldt ud“, for han havde været nært knyttet til ham som en åndeskabning i himmelen. (Kol. 1:15; Matt. 11:27) Han havde villigt underordnet sig Guds suverænitet gennem umindelige tider før de første mennesker blev skabt. (Jævnfør Johannes 8:29, 58.) Han må have følt sig dybt såret da Adam og Eva vendte Guds suveræne herredømme ryggen! Alligevel ventede han tålmodigt i himmelen i omkring 4000 år indtil tiden endelig var inde til at han skulle tjene som det største vidne Jehova nogen sinde har haft på jorden.

Jesus var helt på det rene med at de universelle stridsspørgsmål berørte ham direkte. Det kan have set ud som om Jehova havde „sat hegn rundt om ham“. (Jævnfør Job 1:9-11.) Han havde rigtignok bevist sin trofasthed og hengivenhed i himmelen, men ville han bevare sin uangribelighed som menneske på jorden, uanset hvilke prøver han blev udsat for? Kunne han modstå Satan under forhold hvor fjenden tilsyneladende havde overtaget?

Den slangelignende modstander spildte ikke tiden. Kort efter at Jesus var blevet døbt og salvet, prøvede Satan at friste ham til at vise selviskhed, til at ophøje sig selv og endelig til at forkaste sin Faders suverænitet. Men Jesu utvetydige svar til Satan: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste,“ viste hvor han stod med hensyn til stridsspørgsmålene. Hvilken modsætning til Adam! — Matt. 4:1-10.

Den kurs der var afstukket for Jesus betød lidelse og død, og det var han fuldstændig klar over. (Luk. 12:50; Hebr. 5:7-9) Ikke desto mindre læser vi at „da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Fil. 2:7, 8) Derved beviste Jesus at Satan er en nedrig løgner, og han afgjorde én gang for alle spørgsmålet: Vil nogen bevare sin trofasthed mod Guds suverænitet hvis Satan får lov at sætte ham på prøve? Ved sin død udrettede Jesus imidlertid langt mere end dette.

Ved sin død på marterpælen gav Jesus også „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Matt. 20:28; Mark. 10:45) Hans fuldkomne menneskeliv tjente som et offer. At Jesus ofrede sit liv gør det ikke blot muligt for os at få tilgivelse for vore synder, men det giver os også mulighed for at opnå evigt liv på en paradisisk jord, i overensstemmelse med Guds oprindelige hensigt. — Luk. 23:43; Apg. 13:38, 39; Hebr. 9:13, 14; Åb. 21:3, 4.

Jehova bekræftede sin kærlighed til Jesus og viste at han havde godkendt ham som „det trofaste vidne“ da han oprejste ham fra de døde på den tredje dag. Dette var et bevis for at det vidnesbyrd Jesus havde aflagt om Riget, var sandt. (Apg. 2:31-36; 4:10; 10:36-43; 17:31) Efter at Jesus havde opholdt sig i jordens nærhed i 40 døgn og vist sig for apostlene ved adskillige lejligheder, steg han op til himmelen. — Apg. 1:1-3, 9.

Jesus havde antydet at Guds messianske rige først ville blive oprettet i en fjern fremtid. (Luk. 19:11-27) Denne begivenhed skulle også markere begyndelsen til Jesu „nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3) Men hvordan kunne hans disciple på jorden se hvornår disse ting indtraf? Jesus gav dem et „tegn“ — et sammensat tegn som bestod af mange faktorer, deriblandt krige, jordskælv, fødevaremangel, pest og en tiltagende lovløshed. En fremtrædende del af dette tegn skulle være at den gode nyhed om Riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord som et vidnesbyrd for alle nationerne. Alle dele af dette bemærkelsesværdige tegn kan iagttages i vor tid, hvilket viser at vi lever i den periode hvor Jesus er nærværende som konge i himmelen og hvor afslutningen på tingenes ordning er nær.a — Matt. 24:3-14.

Hvordan forholder det sig da med Jesu disciple? Nu i tiden for Jesu nærværelse hævder mange mennesker fra forskellige religiøse retninger at de følger Kristus. (Matt. 7:22) Men Bibelen siger at der kun er „én tro“. (Ef. 4:5) Hvordan kan man da finde den sande kristne menighed, den der har Guds godkendelse og som ledes af ham? Det kan man ved at undersøge hvad der står i Bibelen om den kristne menighed i det første århundrede, og derefter se hvem der følger det samme mønster i dag.

[Fodnote]

[Helsides illustration på side 23]

Kapitel 3

Kristne vidner for Jehova i det første århundrede

„I SKAL være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Med disse afskedsord bemyndigede Jesus sine disciple til at være vidner. Men vidner om hvem? „Vidner om mig,“ sagde Jesus. Vil det sige at de ikke skulle være vidner om Jehova? Bestemt ikke!

Jesu disciple fik i virkeligheden en forret som ingen før havde haft — at være både Jehovas og Jesu vidner. Som trofaste jøder var Jesu første disciple allerede vidner for Jehova. (Es. 43:10-12) Men nu skulle de også vidne om Jesu vigtige rolle i forbindelse med helligelsen af Jehovas navn. De skulle forkynde at dette navn helliges ved hans messianske rige. Når de vidnede om Jesus var det således til ære for Jehova. (Rom. 16:25-27; Fil. 2:9-11) De vidnede om at Jehova ikke havde løjet, at han efter mere end 4000 år endelig havde ladet den længe ventede Messias eller Kristus fremstå!

De kristne vidner for Jehova i det første århundrede fik også et enestående ansvar — et ansvar som stadig påhviler sande kristne den dag i dag.

„Gå . . . og gør disciple“

Efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde, viste han sig for sine disciple, som var samlet på et bjerg i Galilæa. Dér forklarede Jesus hvilket arbejde de skulle udføre: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20) Tænk engang over hvad denne store opgave indebar.

Jesus sagde at de skulle ’gå ud’ — men til hvem? Til „folk af alle nationerne“. Dette var en ny befaling, og den udgjorde en særlig udfordring for jødiske troende. (Jævnfør Apostelgerninger 10:9-16, 28.) Før Jesu tid var hedninger blevet budt velkommen når de kom til Israel fordi de var interesserede i den sande tilbedelse. (1 Kong. 8:41-43) Jesus havde tidligere befalet apostlene at gå ud og forkynde; men dengang gjaldt forkyndelsen kun „de bortkomne får af Israels hus“. (Matt. 10:1, 6, 7) Nu skulle de gå ud til folk af alle nationer. Hvorfor?

„Gør disciple,“ befalede Jesus. Ja, hans disciple blev bemyndiget til at gøre andre til disciple. Hvad indebærer det? En discipel er en lærling, en der oplæres — dog ikke blot en elev, men en tilhænger. En discipel anerkender ikke kun Jesu myndighed i sit indre, ved at tro på ham, men også i det ydre, ved at adlyde ham. Theological Dictionary of the New Testament siger om det græske ord der oversættes med „discipel“ (mathētēsʹ) at det „indeholder tanken om en personlig tilknytning som former hele tilværelsen for den der beskrives som [en discipel]“.

„Idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer,“ tilføjede Jesus. For at opdyrke en personlig tilknytning til Jesus må man lære at „holde alt det“ han har befalet, deriblandt at „denne gode nyhed om riget“ skal forkyndes. (Matt. 24:14) Kun på den måde kan man blive en discipel i ordets sande betydning. Og det er kun dem der tager imod undervisning og bliver sande disciple, som bliver døbt.

„Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning,“ lovede Jesus sine disciple. Jesu lære er altid aktuel, den bliver aldrig forældet. De kristne er derfor den dag i dag forpligtede til at gøre andre til disciple.

Kristi disciple fik således tildelt en ansvarsfuld opgave, nemlig at gøre disciple blandt alle nationerne. For at gøre mennesker til disciple af Kristus måtte de imidlertid forkynde om Jehovas navn og rige, for det var det deres forbillede, Jesus, havde gjort. (Luk. 4:43; Joh. 17:26) De der lyttede til Kristi lære og blev disciple, blev dermed kristne vidner for Jehova. Nu blev man ikke længere et vidne for Jehova ved fødselen, ved at blive født ind i den jødiske nation. Nu var det noget man selv valgte at blive. De der blev vidner gjorde det fordi de elskede Jehova og oprigtigt ønskede at indordne sig under hans suveræne herredømme. — 1 Joh. 5:3.

Men fuldførte Jehovas vidner i det første århundrede deres opgave? Tjente de som vidner for Gud og Kristus, og gjorde de ’disciple af folk af alle nationer’?

„Til jordens fjerneste egne“

Kort efter at Jesus havde overdraget sine disciple deres opgave, vendte han tilbage til sin Fader i himmelen. (Apg. 1:9-11) Ti dage senere, på pinsedagen i år 33, begyndte det omfattende arbejde med at gøre disciple. Jesus udgød den hellige ånd over sine ventende disciple, som han havde lovet. (Apg. 2:1-4; jævnfør Lukas 24:49 og Apostelgerninger 1:4, 5.) Det førte til at de blev fyldt med iver efter at forkynde om den opstandne Kristus og hans fremtidige genkomst i Rigets magt.

I overensstemmelse med Jesu anvisninger begyndte disciplene i det første århundrede at forkynde om Gud og Kristus dér i Jerusalem. (Apg. 1:8) Apostelen Peter gik foran og ’vidnede grundigt’ for de tusinder af jøder der var kommet til Jerusalem fra mange lande for at fejre pinsen. (Apg. 2:5-11, 40) Snart var antallet af troende mænd kommet op på cirka 5000. (Apg. 4:4; 6:7) Senere forkyndte Filip „den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn“ for samaritanerne. — Apg. 8:12.

Men der var meget mere der skulle gøres. Fra og med år 36, da Kornelius, en uomskåren hedning, blev omvendt, blev den gode nyhed forkyndt for ikkejøder af alle nationer. (Apg., kap. 10) Den gode nyhed spredtes så hurtigt at apostelen Paulus omkring år 60 kunne sige at den var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kol. 1:23) Ved udløbet af det første århundrede havde Jesu trofaste efterfølgere således gjort disciple i hele Romerriget — i Asien, Europa og Afrika!

I betragtning af at de kristne vidner for Jehova i det første århundrede udrettede så meget på så kort tid, må vi spørge: Var de organiserede? Og i så fald, hvordan?

Den kristne menigheds organisering

Fra Moses’ tid indtog det jødiske folk en særstilling — det tjente som Guds menighed. Denne menighed var af Gud godt organiseret under ældste, overhoveder, dommere og forstandere. (Jos. 23:1, 2) Men det jødiske folk mistede sin privilegerede stilling fordi det forkastede Jehovas søn. (Matt. 21:42, 43; 23:37, 38; Apg. 4:24-28) På pinsedagen år 33 blev Israels menighed afløst af Guds kristne menighed.a Hvordan var denne kristne menighed organiseret?

Allerede på Pinsedagen var disciplene „helt optaget af apostlenes lære“, hvilket viser at de fra begyndelsen var forenede i lærespørgsmål. Lige fra denne første dag mødtes de „i enighed“. (Apg. 2:42, 46, DA92) Efterhånden som antallet af disciple steg begyndte der at blive dannet menigheder af troende, først i Jerusalem og siden andre steder. (Apg. 8:1; 9:31; 11:19-21; 14:21-23) De havde for vane at samles både offentligt og i private hjem. — Apg. 19:8, 9; Rom. 16:3, 5; Kol. 4:15.

Hvad hindrede den voksende kristne menighed i at blive et løst forbund af uafhængige lokale menigheder? At de var forenede under én leder. Jesus Kristus var helt fra begyndelsen menighedens udnævnte herre og hoved, og alle menighederne anerkendte ham som sådan. (Apg. 2:34-36; Ef. 1:22) Fra himmelen ledede Kristus aktivt sin menighed på jorden. Hvordan? Ved hjælp af hellig ånd og engle, som Jehova havde stillet til hans rådighed. — Apg. 2:33; jævnfør Apostelgerninger 5:19, 20; 8:26; Første Petersbrev 3:22.

Kristus havde også noget andet til rådighed som hjalp ham til at bevare den kristne menigheds enhed — et synligt styrende råd. I begyndelsen bestod det styrende råd af Jesu trofaste apostle. Senere omfattede det andre ældste i menigheden i Jerusalem samt apostelen Paulus, selv om han ikke boede i Jerusalem. Hver menighed anerkendte den myndighed der blev udøvet af dette centrale råd af ældste, og de henvendte sig til det for at få vejledning når der opstod organisations- eller læremæssige spørgsmål. (Apg. 2:42; 6:1-6; 8:14-17; 11:22; 15:1-31) Med hvilket resultat? „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apg. 16:4, 5.

Under den hellige ånds ledelse førte det styrende råd tilsyn med udnævnelsen af tilsynsmænd og deres assistenter, menighedstjenere, som skulle tage sig af de enkelte menigheder. Disse mænd skulle have nogle åndelige kvalifikationer som krævedes i alle menighederne; de skulle ikke bare opfylde nogle normer som var fastlagt lokalt. (1 Tim. 3:1-13; Tit. 1:5-9; 1 Pet. 5:1-3) Tilsynsmændene blev opfordret til at følge Bibelen og underordne sig den hellige ånds ledelse. (Apg. 20:28; Tit. 1:9) Alle menighedens medlemmer blev tilskyndet til at ’være lydige mod dem der førte an’. (Hebr. 13:17) På denne måde blev enheden bevaret, ikke blot i de enkelte menigheder, men i den kristne menighed som et hele.

Selv om nogle mænd havde ansvarsfulde stillinger, var de kristne i det første århundrede ikke delt op i et præsteskab og et lægfolk. De var alle brødre; der var kun én leder, Kristus. — Matt. 23:8, 10.

Kendt på deres hellige adfærd og kærlighed

Det vidnesbyrd Jehovas vidner i det første århundrede aflagde, var ikke begrænset til „frugt af læber“. (Hebr. 13:15) At de kristne vidner var disciple prægede hele deres tilværelse. De nøjedes ikke med at forkynde deres tro; de lod deres tro forme deres liv. De afførte sig den gamle personlighed med dens syndige forehavender og bestræbte sig for at iføre sig den nye personlighed der var skabt i overensstemmelse med Guds vilje. (Kol. 3:5-10) De var sandfærdige og ærlige, arbejdsomme og pålidelige. (Ef. 4:25, 28) De var moralsk rene — kønslig umoralitet var strengt forbudt. Det samme gjaldt drukkenskab og afgudsdyrkelse. (Gal. 5:19-21) Det var derfor med god grund at kristendommen blev kendt som „Vejen“, en livsform der drejede sig om troen på Kristus. De der fulgte „Vejen“, fulgte lige i hans fodspor. — Apg. 9:1, 2; 1 Pet. 2:21, 22.

Én af deres egenskaber var særlig fremtrædende — deres kærlighed. De første kristne viste kærlig omsorg for deres trosfæller. (Rom. 15:26; Gal. 2:10) De elskede dem, ikke som sig selv, men højere end sig selv. (Jævnfør Filipperbrevet 2:25-30.) De var endda villige til at dø for hinanden. Men det er faktisk ikke overraskende. Var Jesus ikke også villig til at dø for dem? (Joh. 15:13; jævnfør Lukas 6:40.) Han kunne sige til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:34, 35) Kristus sagde at hans disciple skulle vise en sådan selvopofrende kærlighed, og hans efterfølgere i det første århundrede fulgte nøje denne befaling. — Matt. 28:20.

’Ikke en del af verden’

Hvis de kristne i det første århundrede skulle leve op til deres ansvar for at gøre disciple og være vidner for Gud og Kristus, kunne de ikke tillade sig at blive distraheret af verdslige anliggender; de måtte koncentrere sig om den opgave de havde fået. Det havde Jesus gjort. Han sagde til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Og til sine disciple sagde han: ’I er ikke en del af verden.’ (Joh. 15:19) I lighed med Jesus holdt de første kristne sig derfor adskilt fra verden; de tog ikke del i politik eller krige. (Jævnfør Johannes 6:15.) De lod sig heller ikke lokke i en snare af verdens livsform — dens jag efter materielle ting og dens overdrevne trang til nydelser. — Luk. 12:29-31; Rom. 12:2; 1 Pet. 4:3, 4.

Ved at holde sig adskilt fra verden blev det første århundredes kristne vidner som et samfund for sig selv. Historikeren E. G. Hardy skriver i sin bog Christianity and the Roman Government: „De kristne var fremmede og pilgrimme i verden; deres borgerskab var i himmelen; det rige de så frem til var ikke af denne verden. Den heraf følgende mangel på interesse for offentlige anliggender blev således fra første færd et bemærkelsesværdigt træk ved kristendommens tilhængere.“

Forfulgt for retfærdigheds skyld

„En træl er ikke større end sin herre,“ sagde Jesus advarende. „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Før Jesus døde på marterpælen blev han udsat for hård forfølgelse. (Matt. 26:67; 27:26-31, 38-44) Og som Jesus havde forudsagt, fik hans disciple snart en lignende behandling. (Matt. 10:22, 23) Men hvorfor?

Det varede ikke længe før de første kristne blev bemærket af andre. Det var mennesker med høje principper hvad moral og uangribelighed angik. De arbejdede frimodigt og nidkært på at gøre disciple, og resultatet blev at tusinder af mennesker forlod falsk religion og blev kristne. De nægtede at blande sig i verdens anliggender. De ville ikke være med til at tilbede kejseren. Det er derfor ikke overraskende at de snart blev udsat for en ondsindet forfølgelse som var anstiftet af falske religiøse ledere og forkert informerede politiske herskere. (Apg. 12:1-5; 13:45, 50; 14:1-7; 16:19-24) Disse var imidlertid blot jordiske redskaber for den egentlige forfølger — „slangen fra fortiden“, Satan. (Åb. 12:9; jævnfør Åbenbaringen 12:12, 17.) Hvad ønskede han at opnå? At undertrykke kristendommen og sætte en stopper for de kristnes frimodige forkyndelse.

Men ingen form for forfølgelse kunne lukke munden på Jehovas vidner i det første århundrede. Det var Gud der gennem Kristus havde givet dem deres bemyndigelse til at forkynde, og de var fast besluttede på at adlyde Gud mere end mennesker. (Apg. 4:19, 20, 29; 5:27-32) De stolede på Jehovas styrke, i tillid til at han ville belønne sine loyale vidner for deres udholdenhed. — Matt. 5:10; Rom. 8:35-39; 15:5.

Historien bekræfter at de romerske myndigheder ikke kunne udrydde Jehovas første kristne vidner gennem deres forfølgelse. Josefus, en jødisk historiker fra det første århundrede e.v.t., skriver: „Og den stamme som kaldes de kristne efter [Jesus], er den dag i dag [omkring år 93 e.v.t.] ikke forsvundet.“ — Jødernes Oldtidshistorie, XVIII, 64 (iii, 3).

Beretningen om det vidnesbyrd Jehovas vidner aflagde i det første århundrede, åbenbarer en række tydelige kendetegn: De fulgte frimodigt og nidkært befalingen til at vidne om Gud og Kristus og gøre disciple, de havde en organisationsmæssig opbygning hvori alle var brødre og der ikke var nogen opdeling i præsteskab og lægfolk, de holdt fast ved høje moralnormer og elskede hinanden, de tog afstand fra verdens livsform og anliggender, og de blev forfulgt for retfærdigheds skyld.

Men ved udløbet af det første århundrede blev den forenede kristne menighed truet af en alvorlig og snigende fare.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 26]

De nye disciple skulle ikke blot være passive troende, men aktive efterlignere af Kristus

[Tekstcitat på side 27]

Nu blev man ikke født som et vidne for Jehova; det var noget man selv valgte at blive

[Tekstcitat på side 28]

Ved udløbet af det første århundrede havde de kristne vidner for Jehova gjort disciple i Asien, Europa og Afrika!

[Tekstcitat på side 29]

De kristne i det første århundrede var ikke delt op i et præsteskab og et lægfolk

[Ramme på side 27]

Kristendommen spredtes som følge af nidkær forkyndelse

Drevet af en uudslukkelig nidkærhed gjorde de første kristne vidner for Jehova sig de største anstrengelser for at give den gode nyhed den størst mulige udbredelse. Edward Gibbon skriver i „Det romerske riges forfald og undergang“ at „de kristnes virksomme trosiver . . . havde ført til kristendommens udbredelse over alle rigets [Romerrigets] provinser og til næsten hver eneste by“. Professor J. W. Thompson skriver i „History of the Middle Ages“: „Kristendommen havde med bemærkelsesværdig hast bredt sig i den romerske verden. Omkring år 100 fandtes der sikkert kristne samfund i hver eneste provins der grænsede op til Middelhavet.“

[Ramme på side 30]

’Kristendommens sejre’

Ikkebibelske kilder bekræfter at de første kristne udmærkede sig ved deres livsførelse og kærlighed. Historikeren John Lord skrev: „Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære. . . . Vi har vidnesbyrd om deres ulastelige liv, deres udadlelige moral, deres gode borgerskab og deres kristne barmhjertighed.“ — „The Old Roman World.“