-
Jehovas hensigt vil blive gennemførtVagttårnet (studieudgave) – 2017 | Februar
-
-
Jehovas hensigt vil blive gennemført
“Jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe. Jeg har udformet det; jeg vil også gennemføre det.” – ES. 46:11.
1, 2. (a) Hvad har Jehova givet os indblik i? (b) Hvad bliver vi forsikret om i Esajas 46:10, 11 og 55:11?
“I BEGYNDELSEN skabte Gud himmelen og jorden.” (1 Mos. 1:1) Sådan lyder de allerførste ord i Bibelen. Vi mennesker har kun en stærkt begrænset viden om de mange ting Jehova har skabt, for eksempel rum, lys og gravitation, og vi har kun set en lille brøkdel af universet. (Præd. 3:11) Men Jehova har givet os indblik i sin hensigt med jorden og menneskeheden. Jorden skulle være et perfekt hjem for mænd og kvinder, der var skabt i Guds billede. (1 Mos. 1:26) Mennesker skulle være Jehovas børn, og han ville være deres Far.
2 Som vi kan se i det tredje kapitel i Første Mosebog, var der dog noget der kom på tværs af Jehovas hensigt. (1 Mos. 3:1-7) Men det var på ingen måde en uoverstigelig hindring. Intet kan standse Jehova. (Es. 46:10, 11; 55:11) Vi kan være sikre på at Jehovas hensigt vil blive gennemført til den fastsatte tid!
3. (a) Hvilke bibelske sandheder er det yderst vigtigt at forstå? (b) Hvorfor drøfter vi disse lærepunkter netop nu? (c) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?
3 Vi er uden tvivl godt inde i hvad Bibelen siger om Guds hensigt med jorden og menneskene og den centrale rolle Jesus har i den forbindelse. Det er yderst vigtig viden og sikkert noget af det første vi lærte da vi begyndte at studere Guds ord. Men vi ønsker også at give andre retsindige mennesker mulighed for at høre om disse sandheder. I de seneste uger har vi gjort en indsats for at invitere så mange som muligt til at overvære højtiden til minde om Kristus’ død. (Luk. 22:19, 20) De der kommer, vil få meget at vide om Guds hensigt. Så i de sidste par dage inden mindehøjtiden vil det være godt at vi tænker over hvordan vi kan give dem vi studerer med, og andre sandhedssøgende mennesker lyst til at komme til denne vigtige begivenhed. I artiklen her vil vi se nærmere på tre spørgsmål vi kan drøfte med folk: Hvad var Guds hensigt med jorden og menneskeheden? Hvad gik galt? Og hvorfor er Jesus’ offer nøglen til gennemførelsen af Guds hensigt?
HVAD VAR SKABERENS HENSIGT?
4. Hvordan er skaberværket til ære for Jehova?
4 Jehovas skaberværk er sublimt og ærefrygtindgydende. (1 Mos. 1:31; Jer. 10:12) Det er både præget af skønhed og orden. Når vi betragter det Jehova har skabt, bliver vi imponeret over hvordan det hele, stort som småt, tjener et formål. Bare en enkelt menneskecelle er utroligt kompleks. Og hvem bliver ikke betaget af en lille nyfødt baby eller en smuk solnedgang? Grunden til at vi fyldes med beundring over skaberværket, er at Jehova har givet os en sans for ægte skønhed. – Læs Salme 19:1; 104:24.
5. Hvordan har Jehova sikret at alt i universet fungerer på en harmonisk måde?
5 Det ses tydeligt i skaberværket at Jehova kærligt har opstillet nogle begrænsninger. For at sikre at alt fungerer på en harmonisk måde, har han både indført naturlove og morallove. (Sl. 19:7-9) Alt i universet har en plads og en funktion. Jehova har opstillet normer for hvordan de forskellige dele af hans skaberværk skal arbejde sammen. Tænk for eksempel på gravitationskraften. Den holder atmosfæren på plads omkring jorden, styrer tidevandet og oceanerne og er afgørende for at der kan være liv på jorden. De naturlove Jehova har opstillet, sørger altså for en helt enestående orden. Den orden der er i skaberværket, vidner om at Jehova har en hensigt med jorden og menneskeheden. Kunne vi i vores forkyndelse henlede opmærksomheden på denne unikke orden og på den Gud der står bag? – Åb. 4:11.
6, 7. Hvilke gaver fik Adam og Eva af Jehova?
6 Lige fra begyndelsen var det Guds hensigt at mennesker skulle leve for evigt her på jorden. (1 Mos. 1:28; Sl. 37:29) Jehova gav Adam og Eva mange gode gaver der gjorde det muligt for dem at nyde livet. (Læs Jakob 1:17). Blandt andet gav han dem en fri vilje, evnen til at tænke og ræsonnere og evnen til at vise kærlighed og danne venskaber. Skaberen talte direkte til Adam og forklarede ham hvordan han kunne vise lydighed. Adam lærte hvordan han kunne sørge for sig selv, og hvordan han kunne tage sig af dyrene og jorden. (1 Mos. 2:15-17, 19, 20) Jehova skabte også Adam og Eva med nogle fantastiske sanser så de kunne smage, lugte, høre, se og føle. Alt dette satte dem i stand til at nyde livet i deres paradisiske hjem. De havde et tilfredsstillende arbejde og uanede muligheder for at gå på opdagelse og lære nyt.
7 Hvad mere indgik i Guds hensigt? Jehova skabte Adam og Eva med evnen til at få fuldkomne børn, der senere selv kunne sætte børn i verden. Det var Guds tanke at menneskeheden på den måde skulle komme til at fylde hele jorden. Som Far viste han sine to første fuldkomne børn på jorden stor kærlighed, og det var hans ønske at alle forældre skulle elske deres børn på samme måde. Jorden, med alle dens ressourcer, skulle være deres hjem for altid. – Sl. 115:16.
HVAD GIK GALT?
8. Hvilket formål tjente loven i 1 Mosebog 2:16, 17?
8 Guds hensigt blev dog ikke opfyldt lige med det samme. Jehova havde givet Adam og Eva en ukompliceret lov der gav dem mulighed for at vise om de ville respektere grænserne for deres frihed. Loven lød: “Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.” (1 Mos. 2:16, 17) Denne lov var ikke svær at forstå. Den var heller ikke svær at overholde, for haven bugnede med mad de kunne spise.
9, 10. (a) Hvad beskyldte Satan Jehova for? (b) Hvad valgte Adam og Eva at gøre? (Se indledningsbilledet).
9 Ved hjælp af en slange fik Satan Djævelen Eva til at være ulydig mod sin Far, Jehova. (Læs 1 Mosebog 3:1-5; Åb. 12:9). Satan gjorde et stort nummer ud af at menneskene ikke havde lov til at spise af alle træerne i haven. Han sagde i realiteten: ‘Vil det sige at I ikke må gøre hvad I vil?’ Derefter kom han med en direkte løgn: “I skal visselig ikke dø.” Så prøvede han at overbevise Eva om at hun ikke skulle lytte til Gud, med ordene: “Gud véd at den dag I spiser af [frugten], vil jeres øjne blive åbnet.” På den måde antydede han at grunden til at Jehova ikke ville have at de spiste af frugten, var at det ville give dem en særlig indsigt. Til sidst kom Satan med dette tomme løfte: “I vil blive som Gud og kende godt og ondt.”
10 Adam og Eva stod nu over for et valg. Ville de adlyde Jehova, eller ville de lytte til slangen? De valgte at være ulydige mod deres Far, Jehova, og sluttede sig derved til Satans oprør. Nu var de overladt til sig selv og var ikke længere under Jehovas beskyttelse. – 1 Mos. 3:6-13.
11. Hvorfor kunne Jehova ikke se gennem fingre med Adam og Evas oprør?
11 Ved at gøre oprør mod Jehova mistede Adam og Eva deres fuldkommenhed. Derudover blev de Jehovas fjender, for Gud hader alt ondt. Hans “øjne er for rene til at se på ondskab”. (Hab. 1:13) Hvis han havde set gennem fingre med Adam og Evas synd, ville det have været katastrofalt for alle hans skabninger. Både engle og mennesker kunne være blevet usikre på om de kunne stole på det Gud sagde. Men Jehova er tro mod sine egne normer; han tilsidesætter dem aldrig. (Sl. 119:142) At Adam og Eva havde en fri vilje, gav dem ikke ret til at ignorere Guds lov. Som en konsekvens af deres oprør døde de og vendte tilbage til det støv de var skabt af. – 1 Mos. 3:19.
12. Hvilke konsekvenser fik Adams valg for hans børn?
12 Da Adam og Eva spiste af frugten, kunne de ikke længere være en del af Jehovas familie. Gud udviste dem af Edens Have, og de ville aldrig få lov til at vende tilbage dertil. (1 Mos. 3:23, 24) Det var kun retfærdigt at Jehova på denne måde lod dem mærke konsekvenserne af det valg de havde truffet. (Læs 5 Mosebog 32:4, 5). Eftersom de nu var ufuldkomne, kunne de ikke længere afspejle Guds egenskaber fuldstændigt. Adam ødelagde ikke kun sin egen fremtid, men også sine efterkommeres. Alt hvad han havde at give videre, var ufuldkommenhed, synd og død. (Rom. 5:12) Han frarøvede sine børn muligheden for at leve evigt. Adam og Eva ville ikke kunne få fuldkomne børn, og det ville deres efterkommere heller ikke. Lige siden Satan fik Adam og Eva til at forlade Jehova, har han forsøgt at få alle andre mennesker til at gøre det samme. – Joh. 8:44.
LØSKØBELSEN GENOPRETTER VORES FORHOLD TIL GUD
13. Hvad ønsker Jehova for menneskeheden?
13 Gud elskede imidlertid stadig menneskeheden. På trods af at Adam og Eva gjorde oprør mod ham, vil han gerne have at mennesker skal have et godt forhold til ham. Han ønsker ikke at nogen skal dø. (2 Pet. 3:9) Så lige efter oprøret sørgede Jehova for en ordning der gjorde det muligt for mennesker at blive venner med ham samtidig med at han holdt fast ved sine retfærdige normer. Hvordan kunne det lade sig gøre?
14. (a) Hvad gjorde Jehova ifølge Johannes 3:16 for at befri mennesker for synd og død? (b) Hvilket spørgsmål kunne vi drøfte med folk?
14 Læs Johannes 3:16. Nogle af dem vi inviterer til mindehøjtiden, kender måske dette vers. Men spørgsmålet er: Hvordan gør Jesus’ offer det muligt at få evigt liv? Det har vi mulighed for at forklare sandhedssøgende mennesker her i mindehøjtidskampagnen, ved selve mindehøjtiden og når vi bagefter besøger dem der var til stede på denne særlige aften. Jo større forståelse de får af løskøbelsen, jo mere vil de kunne se at den er et udtryk for Jehovas store visdom og kærlighed. Hvilke aspekter af løskøbelsen kunne vi fremhæve?
15. Hvordan adskilte Jesus sig fra Adam?
15 Jehova sørgede for et fuldkomment menneske der kunne give sit liv som en løsesum. Dette fuldkomne menneske måtte være loyalt mod Jehova og villigt til at ofre sit liv for menneskeheden. (Rom. 5:17-19) Jehova gav denne opgave til Jesus, den allerførste han havde skabt, og overførte hans liv fra himlen til jorden. (Joh. 1:14) Jesus blev altså et fuldkomment menneske, ligesom Adam havde været. Men i modsætning til Adam levede Jesus op til de forventninger Jehova havde til et fuldkomment menneske. Selv under de værste prøver man kan forestille sig, overtrådte Jesus ikke en eneste af Guds love.
16. Hvorfor er løsesummen en uvurderlig gave?
16 Ved at ofre sit liv som et fuldkomment menneske kunne Jesus befri menneskeheden fra synd og død. Jesus svarede præcist til Adam i den forstand at han var et fuldkomment menneske, men til forskel fra Adam forblev Jesus fuldstændigt loyal og lydig mod Gud. (1 Tim. 2:6) Jesus blev den løsesum der åbnede vejen til evigt liv “for mange” – mænd, kvinder og børn. (Matt. 20:28) Ja, løsesummen er nøglen til gennemførelsen af Jehovas hensigt. – 2 Kor. 1:19, 20.
VI KAN IGEN BLIVE EN DEL AF JEHOVAS FAMILIE
17. Hvad er muligt på grund af løsesummen?
17 Det var bestemt ikke uden omkostninger for Jehova at tilvejebringe en løsesum. (1 Pet. 1:19) Jehova elsker menneskeheden så højt at han lod sin enestefødte søn dø for vores skyld. (1 Joh. 4:9, 10) I en vis forstand fik Jesus den plads som vores første forfar, Adam, havde. (1 Kor. 15:45) På den måde har Jesus ikke alene sørget for at mennesker kan få evigt liv, men også for at de med tiden igen kan blive en del af Jehovas familie. Ja, på grund af Jesus’ offer kan vi blive fuldkomne, og det gør det muligt for Jehova at tage os tilbage til sin familie uden at gå på kompromis med sine retfærdige normer. Alle i himlen og på jorden vil blive forenet som en stor familie, og vi vil alle være Guds børn i fuldeste forstand. – Rom. 8:21.
18. Hvornår vil Jehova blive “alt for alle”?
18 Satans oprør kunne ikke forhindre Jehova i at vise menneskeheden kærlighed, og det gør det heller ikke umuligt for ufuldkomne mennesker at være loyale mod Jehova. Gennem løskøbelsen vil Jehova hjælpe os til at blive fuldstændigt retfærdige. Forestil dig hvordan det bliver når alle der anerkender og viser tro på Guds søn, kommer til at leve evigt. (Joh. 6:40) Når vores kærlige og vise Far har gennemført sin hensigt ved at hjælpe menneskeheden frem til fuldkommenhed, vil han blive “alt for alle”. – 1 Kor. 15:28.
19. (a) Hvordan kan vi vise at vi er taknemmelige for løskøbelsen? (Se boksen “Bliv ved med at søge efter dem der fortjener det”). (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
19 Vi kan vise vores taknemmelighed for løsesummen ved at gøre alt hvad vi kan, for at fortælle andre om denne uvurderlige gave. Folk skal vide at Jehova gennem løskøbelsen giver alle mennesker mulighed for at få evigt liv. Men løskøbelsen gør meget mere end det. I den næste artikel vil vi se på hvordan Jesus’ offer også afklarede de spørgsmål Satan rejste i Edens Have.
-
-
Løsesummen – en fantastisk gave fra vores Far!Vagttårnet (studieudgave) – 2017 | Februar
-
-
Løsesummen – en fantastisk gave fra vores Far!
‘Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er fra Faderen.’ – JAK. 1:17.
1. Hvad er muligt på grund af løskøbelsen?
LØSESUMMEN som Gud har betalt ved Jesus Kristus, har uendelig stor betydning for os. På grund af den kan de af Adams børn som elsker retfærdighed, igen blive en del af Guds familie. Kristus’ offer gør det også muligt for os at få et evigt liv fyldt med glæde og lykke. Men det er ikke det eneste denne fantastiske gave udretter. Det at Jesus var villig til at give sit liv og stå op for Jehovas retfærdighed, er forbundet med spørgsmål af universel betydning. – Hebr. 1:8, 9.
2. (a) Hvilke emner af universel betydning tog Jesus op i bønnen Fadervor? (Se indledningsbilledet). (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
2 Omkring to år før Jesus døde og gav sit liv som en løsesum, lærte han sine disciple at bede: “Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.” (Matt. 6:9, 10) For at få større værdsættelse af løskøbelsen vil vi se på hvordan den er forbundet med helligelsen af Jehovas navn, Guds riges styre og gennemførelsen af Jehovas hensigt.
“LAD DIT NAVN BLIVE HELLIGET”
3. Hvad står Jehovas navn for, og hvordan tilsmudsede Satan det?
3 Det første Jesus bad om i bønnen Fadervor, var at Guds navn måtte blive helliget. Jehovas navn står for den han er; han er den højeste i universet og indbegrebet af magt og retfærdighed. I en anden bøn kaldte Jesus ham “Hellige Fader”. (Joh. 17:11) Eftersom Jehova er hellig, er hans principper og love også hellige. Alligevel satte Satan i Edens Have spørgsmålstegn ved Guds ret til at opstille normer for mennesker. Med sine udspekulerede løgne tilsmudsede Satan Jehovas hellige navn. – 1 Mos. 3:1-5.
4. Hvordan var Jesus med til at hellige Guds navn?
4 I modsætning til Satan havde Jesus stor kærlighed til Jehovas navn, og han gjorde alt hvad han kunne, for at hellige det. (Joh. 17:25, 26) Gennem sin undervisning og ved sin måde at leve på hjalp han andre til at se at Jehovas normer er retfærdige, og at det er til menneskers eget bedste at følge dem. (Læs Salme 40:8-10). Selv da Satan sørgede for at Jesus led en smertefuld død, forblev Jesus fuldstændigt loyal mod sin himmelske Far. På den måde beviste Jesus at det er muligt for et fuldkomment menneske at overholde Jehovas retfærdige normer fuldt ud.
5. Hvordan kan vi være med til at hellige Guds navn?
5 Hvordan kan vi vise vores kærlighed til Jehovas navn? Gennem vores måde at leve på. Jehova kræver at vi er hellige. (Læs 1 Peter 1:15, 16). Det indebærer at vi kun tilbeder Jehova, og at vi adlyder ham af hele vores hjerte. Selv i situationer hvor vi bliver forfulgt, gør vi vores bedste for at leve efter hans love og principper. Når vores opførsel afspejler Jehovas retfærdige normer, lader vi vores lys skinne og ærer på den måde Jehovas navn. (Matt. 5:14-16) Vores måde at leve på kan være med til at bevise at Jehovas love er til gavn for os, og at Satans beskyldninger er falske. Vi begår selvfølgelig alle sammen fejl. Men når det sker, angrer vi oprigtigt og holder op med at gøre det der bringer skam over Jehovas navn. – Sl. 79:9.
6. Hvorfor kan Jehova betragte os som retfærdige selvom vi er ufuldkomne?
6 Hvis vi har tro, vil Jehova tilgive vores synder på grundlag af Kristus’ offer. Når vi indvier os til Gud, får vi det privilegium at blive hans tilbedere. Jehova erklærer salvede kristne retfærdige som sine sønner og de “andre får” som sine venner. (Joh. 10:16; Rom. 5:1, 2; Jak. 2:21-25) Så allerede nu gør løsesummen det muligt for os at have et godt forhold til Jehova og være med til at hellige hans navn.
“LAD DIT RIGE KOMME”
7. Hvilke velsignelser er mulige på grund af løsesummen?
7 Det næste Jesus bad om i Fadervor, var: “Lad dit rige komme.” Hvilken forbindelse er der mellem løskøbelsen og Guds rige? Det er på grund af løsesummen at de 144.000 kan få liv i himlen, hvor de skal være konger og præster sammen med Kristus i tusind år. (Åb. 5:9, 10; 14:1) Jesus og hans medregenter, der tilsammen udgør Guds rige, vil i løbet af denne periode hjælpe menneskeheden til at få gavn af løskøbelsen. Jorden vil blive omdannet til et paradis, og alle trofaste mennesker vil opnå fuldkommenhed. Til sidst vil den himmelske og den jordiske del af Guds familie være helt forenet. (Åb. 5:13; 20:6) Jesus vil knuse slangens hoved og rense universet for ethvert spor af Satans oprør. – 1 Mos. 3:15.
8. (a) Hvordan hjalp Jesus sine disciple til at forstå hvor stor betydning Guds rige har? (b) Hvordan kan vi vise at vi støtter Riget?
8 Mens Jesus var på jorden, hjalp han sine disciple til at forstå hvor stor betydning Guds rige har. Hvordan gjorde han det? Efter sin dåb begyndte han at forkynde “den gode nyhed om Guds rige” vidt og bredt. (Luk. 4:43) Og lige inden han vendte tilbage til himlen, gav han disciplene besked på at vidne om ham og udbrede budskabet “til jordens fjerneste egne”. (Apg. 1:6-8) På grund af forkyndelsen af Guds rige får folk på hele jorden i dag mulighed for at lære om løskøbelsen og komme til at leve under Rigets styre. Vi kan vise at vi støtter Guds rige ved at hjælpe Kristus’ brødre på jorden med at udføre dette vigtige arbejde. – Matt. 24:14; 25:40.
“LAD DIN VILJE SKE”
9. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova vil gennemføre sin hensigt med menneskeheden?
9 Det næste Jesus sagde i bønnen Fadervor, var: “Lad din vilje ske.” Når vores store Skaber siger at noget vil ske, er det allerede så godt som sket. (Es. 55:11) Satans oprør kan ikke forhindre gennemførelsen af Guds hensigt med menneskeheden. Lige fra begyndelsen var det Jehovas vilje at jorden skulle fyldes med Adam og Evas fuldkomne børn. (1 Mos. 1:28) Hvis Adam og Eva døde barnløse, ville Guds hensigt – at deres efterkommere skulle fylde hele jorden – være slået fejl. Så efter at Adam og Eva havde syndet, tillod Jehova at de fik børn. Ved hjælp af løsesummen giver Gud alle der viser tro, mulighed for at blive fuldkomne og få evigt liv. Jehova elsker mennesker, og det er hans vilje at lydige mennesker skal leve på den måde som han oprindeligt havde bestemt.
10. Hvordan er løsesummen til gavn for de døde?
10 Hvad med de milliarder af mennesker der er døde uden at have haft mulighed for at lære Jehova at kende? Jehova ønsker at mennesker skal leve, og løsesummen åbner op for at døde kan få livet igen. Vores kærlige himmelske Far vil oprejse dem og give dem mulighed for at lære om hans hensigt og opnå evigt liv. (Apg. 24:15) Det er ham der er “livets kilde”, og han bliver Far til alle dem han oprejser. (Sl. 36:9) Meget passende opfordrede Jesus os til at bede: “Vor Fader i himlene.” (Matt. 6:9) Jehova har givet Jesus en vigtig rolle i forbindelse med at oprejse de døde. (Joh. 6:40, 44) I Paradiset vil Jesus fuldføre sin opgave som “opstandelsen og livet”. – Joh. 11:25.
11. Hvad er Guds hensigt i forbindelse med den store skare?
11 Jehovas store godhed er ikke forbeholdt nogle få udvalgte, for Jesus sagde: “Enhver der gør Guds vilje, dét er min broder og søster og moder.” (Mark. 3:35) Jehova har forudsagt at “en stor skare” af mennesker fra forskellige lande og sproggrupper vil tilbede ham. De der viser at de har tro på Kristus’ offer, og adlyder Gud, kan prise Jehova med ordene: “Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.” – Åb. 7:9, 10.
12. Hvad lærer vi om Jehovas hensigt i bønnen Fadervor?
12 Ja, ordene i Fadervor er nært forbundet med Jehovas hensigt med menneskeheden. I harmoni med denne bøn ønsker vi at gøre alt hvad vi kan, for at hellige Jehovas navn. (Es. 8:13) Det at vi bliver frelst gennem Jesus’ offer, er også med til at ære Jehovas navn. Faktisk betyder Jesus’ navn “Jehova er frelse”. Gennem Guds rige vil lydige mennesker få gavn af løskøbelsen. Vi kan have tillid til at der ikke er noget som helst der kan forhindre at Jehovas vilje sker. – Sl. 135:6; Es. 46:9, 10.
HVORDAN VI KAN VISE TAKNEMMELIGHED FOR LØSKØBELSEN
13. Hvad viser vi når vi lader os døbe?
13 Vi kan vise vores taknemmelighed for løskøbelsen ved at indvi os til Jehova og lade os døbe. Gennem vores dåb viser vi at vi har tro på løsesummen, og at vi ‘tilhører Jehova’. (Rom. 14:8) Dåben er også “en anmodning til Gud om en god samvittighed”. (1 Pet. 3:21) Jehova besvarer denne anmodning ved at lade Jesus’ udgydte blod dække vores synder. Vi kan have fuld tillid til at han vil give os alt det han har lovet. – Rom. 8:32.
Hvordan kan vi vise at vi er taknemmelige for løskøbelsen? (Se paragraf 13, 14)
14. Hvorfor skal vi elske vores medmennesker?
14 Hvordan kan vi ellers vise vores taknemmelighed for løskøbelsen? Eftersom alt hvad Jehova gør, er motiveret af kærlighed, forventer han at alle hans tjenere viser kærlighed. (1 Joh. 4:8-11) Vi kan vise at vi virkelig ønsker at være “sønner af [vores] Fader som er i himlene”, ved at elske vores medmennesker. (Matt. 5:43-48) Buddet om at elske Jehova er det vigtigste, og lige derefter følger buddet om at elske vores næste. (Matt. 22:37-40) En af de vigtigste måder at vise næstekærlighed på er ved at forkynde den gode nyhed om Riget. Når vi elsker vores medmennesker, genspejler vi Jehovas kærlighed. Faktisk bliver kærligheden til Gud gjort “fuldkommen i os” når vi følger buddet om at elske andre, ikke mindst vores trosfæller. – 1 Joh. 4:12, 20.
LØSKØBELSEN MEDFØRER VELSIGNELSER FRA JEHOVA
15. (a) Hvordan bliver vi allerede nu velsignet af Jehova? (b) Hvordan vil Jehova velsigne os i fremtiden?
15 Jehova forsikrer os om at vores synder ‘slettes ud’ når vi viser at vi har tro på Jesus’ offer. Han kan altså tilgive os helt og fuldt. (Læs Apostelgerninger 3:19-21). Som vi var inde på tidligere, antager, eller adopterer, Jehova på grundlag af løsesummen sine salvede tjenere som sine børn. (Rom. 8:15-17) Og hvad angår dem af os der hører til de “andre får”, så er det som om Jehova har gjort vores personlige adoptionspapirer klar. Når vi er nået frem til fuldkommenhed og er forblevet loyale under den sidste prøve, vil Jehova så at sige skrive under på papirerne og adoptere os så vi kan blive hans jordiske børn. (Rom. 8:20, 21; Åb. 20:7-9) Han vil for altid elske sine børn. De velsignelser vi får på grund af løskøbelsen, vil vare evigt. (Hebr. 9:12) Jehova har givet os en fantastisk gave, som ingen kan tage fra os.
16. Hvordan giver løsesummen os sand frihed?
16 Hvis vi oprigtigt angrer vores synder, kan Djævelen ikke på nogen måde forhindre os i med tiden at blive en del af Jehovas familie. Jesus døde “én gang for alle”, så løsesummen er altså betalt for altid. (Hebr. 9:24-26) Den vil fuldstændigt ophæve den forbandelse der hviler over Adams efterkommere. På grund af Jesus’ offer bliver vi ikke længere “holdt i trældom” i Satans verden, og vi behøver ikke mere at frygte døden. – Hebr. 2:14, 15.
17. Hvad betyder Jehovas kærlighed for dig?
17 Vi kan have fuld tillid til Guds løfter. Lige så sikkert som det er at naturlovene aldrig svigter, lige så sikkert er det at Jehova, der har fastlagt dem, aldrig svigter. Jehova forandrer sig ikke. (Mal. 3:6) Vores Far har ikke alene givet os livet; han viser os også en enorm kærlighed. “Vi har selv fået kundskab om og tro på den kærlighed som Gud har i vort tilfælde. Gud er kærlighed.” (1 Joh. 4:16) Snart vil hele jorden blive lavet om til et vidunderligt paradis, og alle der bor der, vil genspejle Jehovas kærlighed. Vi vil have god grund til at sige som Guds tjenere i himlen: “Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder. Amen.” – Åb. 7:12.
-