I Bibelen nævnes herlighed ofte i forbindelse med Jehova Gud. Om ordets betydning i disse tilfælde forklarer Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel: „Hvis [kavōdhʹ], når det bruges i forbindelse med mennesker, betegner det som gør dem imponerende og aftvinger anerkendelse, enten det er materielle besiddelser eller iøjnefaldende [værdighed eller betydning], må det, når det bruges i forbindelse med Gud, betegne det der gør Gud imponerende i menneskers øjne.“ (Oversat til engelsk af G. Bromiley, 1971, bd. II, s. 238) Herlighed kan derfor sigte til et imponerende vidnesbyrd om Guds almagt. Der siges således at de synlige himmellegemer „forkynder Guds herlighed“. (Sl 19:1) Og på Sinaj Bjerg viste „Jehovas herlighed“ sig ved ærefrygtindgydende manifestationer, deriblandt „en fortærende ild“. — 2Mo 24:16-18; jf. 16:7, 10; 40:34.

Guds tjenere formanes til at gøre „alt til Guds ære [form af doʹxa]“. (1Kor 10:31) Når man ærer og lovpriser Gud, bliver hans herlighed gjort kendt. Man kan også med sin adfærd udvirke at andre ’herliggør Gud’. (Mt 5:16; 1Pe 2:12) De kristne der trofast lader sig lede af Jehova, „forvandles . . . fra herlighed til herlighed“, idet de stadig gør fremskridt med hensyn til at genspejle Guds herlighed. (2Kor 3:18)