Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehova er vor Hjælper
    Vagttårnet – 2004 | 15. december
    • Jehova er vor Hjælper

      „Min hjælp er fra Jehova, som frembragte himmel og jord.“ — SALME 121:2.

      1, 2. (a) Hvorfor kan det siges at vi alle fra tid til anden har brug for hjælp? (b) Hvordan er Jehova som Hjælper?

      HVEM af os har aldrig brug for en hjælpende hånd? Sandheden er at vi alle fra tid til anden har brug for hjælp — til at klare et tyngende problem, til at bære et smerteligt tab eller til at holde ud under en vanskelig prøve. Når man har brug for hjælp, henvender man sig ofte til en omsorgsfuld ven. At betro sine problemer til en sådan ven kan gøre byrden lettere at bære. Men det er begrænset hvad et menneske kan gøre for at hjælpe. Og desuden er andre måske ikke altid i stand til at træde til når der er brug for hjælp.

      2 Der findes imidlertid en hjælper som har ubegrænset magt og styrke. Og han forsikrer os tilmed om at han aldrig vil svigte os. Han er den om hvem salmisten med fuld tillid sagde: „Min hjælp er fra Jehova.“ (Salme 121:2) Hvorfor var denne salmist overbevist om at Jehova ville hjælpe ham? Lad os for at finde svaret på det spørgsmål se nærmere på Salme 121. Det vil hjælpe os til at forstå hvorfor også vi med tillid kan se hen til Jehova som vor Hjælper.

      En aldrig svigtende Hjælper

      3. Hvilke bjerge har salmisten måske løftet sine øjne til, og hvorfor?

      3 Som indledning pegede salmisten på at vi har grund til at vise tillid til Jehova fordi han er Skaberen: „Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp er fra Jehova, som frembragte himmel og jord.“ (Salme 121:1, 2) Det var ikke et hvilket som helst bjerg salmisten løftede sine øjne til. Da disse ord blev nedskrevet, lå Jehovas tempel i Jerusalem. Denne by, der var højt beliggende i Judas bjerge, var det sted hvor Jehovas symbolske bolig var. (Salme 135:21) Salmisten har måske løftet sine øjne til Jerusalems bjerge, hvor Jehovas tempel lå, og tillidsfuldt set hen til Jehova efter hjælp. Hvorfor var salmisten så sikker på at Jehova kunne hjælpe ham? Fordi han er den „som frembragte himmel og jord“. I virkeligheden sagde salmisten: ’Intet som helst kan hindre den almægtige Skaber i at hjælpe mig!’ — Esajas 40:26.

      4. Hvordan viste salmisten at Jehova altid er opmærksom på sit folks behov, og hvorfor er det en trøstende tanke?

      4 Salmisten fremhævede dernæst at Jehova altid er opmærksom på sine tjeneres behov: „Han kan umuligt tillade din fod at vakle. Han som vogter dig kan umuligt blive døsig. Se! Han bliver ikke døsig og sover ikke, han som vogter Israel.“ (Salme 121:3, 4) Det er umuligt for Gud at lade dem der stoler på ham, „vakle“ eller falde på en sådan måde at de ikke kan komme på fode igen. (Ordsprogene 24:16) Hvorfor? Fordi Jehova er som en lysvågen hyrde der vogter sine får. Er det ikke en trøstende tanke? Ikke et øjeblik vil han lukke øjnene for sit folks behov. Dag og nat er de genstand for hans årvågne opmærksomhed.

      5. Hvorfor siges der at Jehova står ved den „højre hånd“?

      5 I tillid til at Jehova er sit folks loyale Beskytter, skrev salmisten: „Jehova vogter dig. Jehova er skygge for dig ved din højre hånd. Om dagen skal solen ikke plage dig; heller ikke månen om natten.“ (Salme 121:5, 6) For en der rejste til fods i Mellemøsten, ville et skyggefuldt sted yde en kærkommen beskyttelse mod den brændende sol. Jehova er som en skygge for sit folk, der beskytter dem mod ulykkens brændende hede. Læg mærke til at Jehova siges at være ved den „højre hånd“. I oldtidens krigsførelse var soldatens højre hånd til en vis grad ubeskyttet af skjoldet, som blev holdt i den venstre hånd. En loyal ven kunne yde beskyttelse ved at stå og kæmpe ved soldatens højre hånd. Som en sådan ven står Jehova ved sine tilbederes side, altid parat til at hjælpe dem.

      6, 7. (a) Hvordan forsikrer salmisten os om at Jehova aldrig vil høre op med at hjælpe sit folk? (b) Hvorfor kan vi nære den samme tillid som salmisten?

      6 Vil Jehova nogen sinde høre op med at hjælpe sit folk? Nej, det er helt utænkeligt. Salmisten sluttede: „Jehova vil vogte dig mod al ulykke. Han vil vogte din sjæl. Jehova vil vogte din udgang og din indgang fra nu og til fjerne tider.“ (Salme 121:7, 8) Bemærk at skribenten på dette sted skiftede fra nutid til fremtid. Tidligere, i vers 5, sagde salmisten: „Jehova vogter dig.“ Men i disse vers skrev han: „Jehova vil vogte dig.“ Sande tilbedere forsikres således om at Jehovas hjælp vil strække sig ud i fremtiden. Uanset hvor de befinder sig, og uanset hvilke trængsler de bliver udsat for, vil de aldrig være uden for hans hjælpende hånds rækkevidde. — Ordsprogene 12:21.

      7 Skribenten til Salme 121 var overbevist om at den almægtige Skaber våger over sine tjenere med en omsorgsfuld hyrdes nænsomhed og en årvågen vagts opmærksomhed. Vi har al mulig grund til at nære den samme tillid som salmisten, for Jehova forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) Betyder det at vi altid vil blive fysisk beskyttet? Nej, men så længe vi ser hen til ham som vor Hjælper, vil han værne os mod alt hvad der kunne skade os åndeligt. Det er kun naturligt at spørge: ’Hvordan hjælper Jehova os?’ Lad os se på fire måder. I denne artikel vil vi komme ind på hvordan han hjalp sine tjenere på Bibelens tid, og i den næste artikel vil vi se på hvordan han hjælper sit folk i dag.

      Hjælp fra engle

      8. Hvorfor er det ikke overraskende at englene nærer en dyb interesse for Guds jordiske tjeneres ve og vel?

      8 Jehova har befalingen over millioner af engle. (Daniel 7:9, 10) Disse åndesønner udfører trofast hans vilje. (Salme 103:20) De er fuldt ud klar over at Jehova har stor kærlighed til mennesker der tilbeder ham, og at han ønsker at hjælpe dem. Det er ikke overraskende at englene nærer stor interesse for Guds jordiske tjeneres ve og vel. (Lukas 15:10) De glæder sig helt sikkert over at blive brugt af Jehova til at hjælpe mennesker. På hvilke måder gjorde Jehova brug af engle til at støtte og styrke sine jordiske tjenere i fortiden?

      9. Nævn et eksempel på hvordan engle fik kraft og myndighed fra Gud til at beskytte trofaste mennesker.

      9 Engle fik kraft og myndighed fra Gud til at beskytte og udfri troende og trofaste mennesker. To engle hjalp Lot og hans døtre til at undslippe Sodomas og Gomorras ødelæggelse. (1 Mosebog 19:1, 15-17) Én engel dræbte 185.000 assyriske soldater som truede Jerusalem. (2 Kongebog 19:35) Da Daniel blev kastet i en løvekule, ’sendte Jehova sin engel og lukkede løvernes gab’. (Daniel 6:21, 22) Og da apostelen Peter kom i fængsel, blev han udfriet af en engel. (Apostelgerninger 12:6-11) Bibelen nævner mange andre eksempler på engles beskyttelse, og det bekræfter hvad der siges i Salme 34:7: „Jehovas engel lejrer sig rundt om dem der frygter ham, og han redder dem.“

      10. Hvordan brugte Jehova en engel til at opmuntre profeten Daniel?

      10 I nogle tilfælde brugte Jehova englene til at opmuntre og styrke trofaste mennesker. Et rørende eksempel på det findes i Daniels Bog, kapitel 10. På dette tidspunkt var Daniel måske tæt på de hundrede år. Profeten var meget modløs, øjensynlig på grund af Jerusalems ødelagte tilstand og forsinkelsen i genopbygningen af templet. Han blev også foruroliget over et frygtindgydende syn han fik. (Daniel 10:2, 3, 8) Gud sendte i hast en engel for at opmuntre ham. Mere end én gang mindede engelen Daniel om at han var ’højt skattet’ i Guds øjne. Hvad førte det til? Den aldrende profet sagde til engelen: „Du har styrket mig.“ — Daniel 10:11, 19.

      11. Nævn et eksempel på at engle blev brugt til at lede arbejdet med at forkynde den gode nyhed.

      11 Jehova brugte også engle til at lede arbejdet med at forkynde den gode nyhed. En engel ledede Filip hen til en ætiopisk eunuk for at forkynde budskabet om Kristus for ham, hvorefter eunukken blev døbt. (Apostelgerninger 8:26, 27, 36, 38) Kort tid efter var Guds vilje at den gode nyhed skulle forkyndes for uomskårne hedninger. I et syn viste en engel sig for Kornelius, en gudfrygtig hedning, og gav ham besked på at sende bud efter apostelen Peter. Da Kornelius’ udsendinge fandt Peter, sagde de: „Kornelius . . . har ved en hellig engel fået guddommelig besked på at lade dig hente til sit hus og at høre det du har at sige.“ Peter fulgte med, og de første uomskårne blev således en del af den kristne menighed. (Apostelgerninger 10:22, 44-48) Forestil dig hvordan du ville have det hvis du vidste at en engel havde hjulpet dig til at komme i kontakt med et menneske der var ret indstillet!

      Hjælp gennem hellig ånd

      12, 13. (a) Hvorfor havde Jesu apostle god grund til at tro at den hellige ånd kunne hjælpe dem? (b) Hvad gav den hellige ånd de kristne i det første århundrede kraft til?

      12 Kort før Jesus døde, forsikrede han sine apostle om at de ikke ville blive ladt i stikken. Faderen ville give dem en ’hjælper, den hellige ånd’. (Johannes 14:26) Apostlene havde god grund til at tro at den hellige ånd kunne hjælpe dem. De inspirerede Skrifter er jo fyldt med eksempler på hvordan Jehova brugte sin hellige ånd, den stærkeste kraft der findes, til at hjælpe sit folk.

      13 Ved mange lejligheder blev den hellige ånd brugt til at give mennesker kraft til at udføre Jehovas vilje. Den hellige ånd gav dommerne kraft til at udfri Israel. (Dommerne 3:9, 10; 6:34) Og den samme ånd gav de kristne i det første århundrede kraft til at fortsætte med at forkynde med frimodighed trods alle former for modstand. (Apostelgerninger 1:8; 4:31) De gode resultater de opnåede i deres tjeneste, var et magtfuldt vidnesbyrd om den hellige ånds virke. Hvad ellers kunne være forklaringen på at „ulærde og almindelige mennesker“ kunne sprede budskabet om Riget til hele den dakendte verden? — Apostelgerninger 4:13; Kolossenserne 1:23.

      14. Hvordan har Jehova brugt sin hellige ånd til at oplyse sit folk?

      14 Jehova brugte også sin hellige ånd til at oplyse sit folk. Med Guds ånds hjælp var Josef i stand til at tyde Faraos profetiske drømme. (1 Mosebog 41:16, 38, 39) Ved hjælp af sin ånd åbenbarede Jehova sine hensigter for ydmyge mennesker, men skjulte dem for de stolte. (Mattæus 11:25) Om de ting Jehova skænker „dem der elsker ham“, sagde apostelen Paulus: „Det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden.“ (1 Korinther 2:7-10) Kun med den hellige ånds hjælp ville et menneske kunne forstå Guds vilje fuldt ud.

      Hjælp fra Guds ord

      15, 16. Hvad fik Josua besked på at gøre for at kunne handle med indsigt?

      15 Jehovas inspirerede ord er ’gavnligt til undervisning’ og gør Guds tjenere ’fuldt ud dygtige, fuldt udrustede til enhver god gerning’. (2 Timoteus 3:16, 17) Bibelen indeholder mange eksempler på at Guds folk i fortiden blev hjulpet af de dele af De Hellige Skrifter som allerede var nedskrevet.

      16 Gennem Skrifterne fik Guds tilbedere sund vejledning. Da Josua fik overdraget hvervet som Israels leder, lød denne befaling til ham: „Denne lovbog [som var blevet nedskrevet af Moses] skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ Læg mærke til at Gud ikke lovede at Josua mirakuløst ville få visdom. Nej, for at kunne handle med indsigt måtte han læse og grunde over ’lovbogen’. — Josua 1:8; Salme 1:1-3.

      17. Hvordan blev både Daniel og kong Josias hjulpet af de dele af Skrifterne som de havde adgang til?

      17 Gud brugte også sit skrevne ord til at åbenbare sin vilje og hensigt. For eksempel lagde Daniel i Jeremias’ skrifter mærke til hvor længe Jerusalem skulle ligge øde. (Jeremias 25:11; Daniel 9:2) Tænk også over hvad der skete da kong Josias regerede over Juda. På daværende tidspunkt var nationen kommet bort fra Jehova, og kongerne havde tydeligvis undladt at lave en personlig afskrift af Loven og følge den. (5 Mosebog 17:18-20) Men i forbindelse med reparationen af templet fandt man „lovbogen“, sandsynligvis originalen som Moses havde nedskrevet omkring 800 år tidligere. Efter at have hørt Lovens indhold læst op indså Josias hvor langt nationen var afveget fra Jehovas vilje, og kongen traf nogle gennemgribende forholdsregler for at følge det der stod skrevet i bogen. (2 Kongebog 22:8; 23:1-7) Er det ikke tydeligt at Guds folk i fortiden blev hjulpet af de dele af De Hellige Skrifter som de havde adgang til?

      Hjælp gennem trosfæller

      18. Hvorfor kan vi sige at det er Jehova der står bag det når hans sande tilbedere hjælper hinanden?

      18 Den hjælp Jehova giver, kommer ofte gennem trosfæller. Ja, i virkeligheden er det Gud der står bag det når en af hans sande tilbedere yder en anden hjælp. Hvorfor kan vi sige det? Af to grunde. For det første er Guds hellige ånd involveret. Denne ånd frembringer frugt som kærlighed og godhed hos dem der søger dens påvirkning. (Galaterne 5:22, 23) Når en af Guds tjenere bliver bevæget til at hjælpe en anden, er det derfor et bevis på at Jehovas ånd er i virksomhed. For det andet er vi skabt i Guds billede. (1 Mosebog 1:26) Det betyder at vi er i stand til at afspejle hans egenskaber, deriblandt hans venlighed og medfølelse. Den virkelige kilde til den hjælp Jehovas tjenere yder andre, er derfor Ham hvis egenskaber vi derved afspejler.

      19. Nævn nogle bibelske eksempler på at Jehova sørgede for hjælp gennem trosfæller.

      19 Hvordan sørgede Jehova for hjælp gennem trosfæller på Bibelens tid? Jehova fik ofte en af sine tjenere til at give andre en vejledning, som for eksempel da Jeremias gav Baruk en vejledning der reddede hans liv. (Jeremias 45:1-5) Fra tid til anden blev sande tilbedere bevæget til at yde materiel hjælp til deres trosfæller, som da kristne i Makedonien og Achaia viste stor iver efter at hjælpe deres nødlidende brødre i Jerusalem. Apostelen Paulus bemærkede at en sådan gavmildhed med rette fremkaldte „taksigelse til Gud“. — 2 Korinther 9:11.

      20, 21. Under hvilke omstændigheder blev apostelen Paulus styrket af brødre fra Rom?

      20 Særlig gribende er beretninger om Jehovas tjenere som gjorde en indsats for at styrke og opmuntre hinanden. Lad os se på et eksempel der har at gøre med apostelen Paulus. Mens Paulus var på vej til Rom som fange, rejste han ad den romerske landevej Via Appia. Den sidste del af rejsen var særlig ubehagelig, da den førte de rejsende gennem et sumpet lavlandsområde.a Brødrene i menigheden i Rom vidste at Paulus var på vej. Hvad ville de gøre? Ville de blive hjemme i byen hvor der var trygt og behageligt, og vente indtil Paulus kom, og så gå ud og hilse på ham?

      21 Bibelskribenten Lukas, som ledsagede Paulus på denne rejse, fortæller os hvad der skete: „Derfra [fra Rom] kom brødrene, da de havde hørt nyheden om os, for at møde os helt ude ved Appius’ Torv og De Tre Kroer.“ Kan du se det for dig? Brødrene vidste at Paulus var på vej, og en delegation af brødre rejste ud for at møde ham. En del af delegationen ventede på Appius’ Torv, den velkendte station på landevejen, 74 kilometer uden for Rom. De øvrige af brødrene ventede ved De Tre Kroer, en rasteplads omkring 58 kilometer uden for byen. Hvordan reagerede Paulus? Lukas fortæller: „Da Paulus fik øje på dem takkede han Gud og fattede mod.“ (Apostelgerninger 28:15) Forestil dig det! Alene synet af brødrene som havde brugt kræfter på at rejse hele den lange vej, virkede styrkende og trøstende på Paulus! Og hvem takkede Paulus for denne hjælp og støtte? Han takkede den der stod bag — Jehova Gud.

      22. Hvad er vores årstekst for 2005, og hvad vil vi se på i den næste artikel?

      22 Den inspirerede beretning om Guds måde at handle på taler sit eget tydelige sprog om at Gud er en uforlignelig Hjælper. Jehovas Vidner vil meget passende have ordene fra Salme 121:2 som deres årstekst for 2005: „Min hjælp er fra Jehova.“ Men hvordan hjælper Jehova os i dag? Det vil vi se på i den næste artikel.

      [Fodnote]

      a Den romerske digter Horats (65-8 f.v.t.), som foretog samme rejse, udtalte sig om de ubehageligheder der var på denne strækning af turen. Horats beskrev Appius’ Torv som et sted der var „fuldt af Matroser og snedige Krofolk“. Han beklagede sig over „Frøer og giftige Myg“ og over at „Vandet var slet“. — Horats’ Satirer og Breve ved Axel Juel, 1945, side 21, 22.

  • Tager du imod Jehovas hjælp?
    Vagttårnet – 2004 | 15. december
    • Tager du imod Jehovas hjælp?

      „Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.“ — HEBRÆERNE 13:6.

      1, 2. Hvorfor er det vigtigt at vi tager imod Jehovas hjælp og vejledning i vores liv?

      FORESTIL dig at du vandrer ad en bjergsti. Du er dog ikke alene, for en guide har tilbudt at følges med dig, og han er den bedste guide der findes. Han er langt mere erfaren og udholdende end du er, men alligevel følges han tålmodigt med dig. Han lægger mærke til at du en gang imellem snubler. Af hensyn til din sikkerhed rækker han sin hånd ud for at hjælpe dig over et særlig farligt sted. Ville du afvise hans hjælp? Nej, selvfølgelig ikke! Din sikkerhed står på spil.

      2 Som kristne må vi vandre ad en vanskelig sti. Skal vi gå alene på denne trange vej? (Mattæus 7:14) Nej, Bibelen viser at den bedste ’guide’ som overhovedet findes, Jehova Gud, lader mennesker vandre med ham. (1 Mosebog 5:24; 6:9) Hjælper Jehova sine tjenere på deres vandring? Han siger: „Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“ (Esajas 41:13) Ligesom guiden i vores illustration tilbyder Jehova venligt sin hjælpende hånd og sit venskab til dem der ønsker at vandre med ham. Ingen af os kunne tænke sig at afvise hans hjælp, vel?

      3. Hvilke spørgsmål vil vi få besvaret under denne drøftelse?

      3 I den foregående artikel drøftede vi fire måder hvorpå Jehova hjalp sit folk i fortiden. Hjælper han sit folk på de samme måder i dag? Og hvordan kan vi sikre os at vi tager imod en sådan hjælp? Lad os finde svarene på disse spørgsmål og derved få større tillid til at Jehova virkelig er vores hjælper. — Hebræerne 13:6.

      Hjælp fra engle

      4. Hvorfor kan Guds tjenere i dag have tillid til at englene støtter dem?

      4 Hjælper englene Jehovas tjenere i dag? Ja, det gør de. De viser sig ganske vist ikke synligt for at udfri sande tilbedere af fare i dag. Selv på Bibelens tid var det sjældent at engle greb ind på en sådan måde. Ligesom det er tilfældet i dag, var det meste af det de gjorde, usynligt for menneskers øjne. Men tjenere for Gud som forstod at englene var parate til at støtte dem, følte sig ikke desto mindre meget opmuntrede af denne viden. (2 Kongebog 6:14-17) Vi har god grund til at føle det på samme måde.

      5. Hvordan viser Bibelen at englene er engageret i forkyndelsesarbejdet i dag?

      5 Jehovas engle er særlig interesserede i et specielt arbejde som vi er med i. Hvad er det for et arbejde? Vi kan finde svaret i Åbenbaringen 14:6: „Jeg så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk.“ Denne ’evigvarende gode nyhed’ er nært knyttet til den „gode nyhed om riget“, som ifølge Jesu profeti „vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“ før enden på denne tingenes ordning kommer. (Mattæus 24:14) Englene forkynder naturligvis ikke direkte, for dette vigtige hverv har Jesus overdraget mennesker. (Mattæus 28:19, 20) Er det ikke godt at vide at vi får hjælp fra hellige engle, magtfulde og vise åndeskabninger, til at fuldføre dette hverv?

      6, 7. (a) Hvad viser at englene støtter vores forkyndelsesarbejde? (b) Hvordan kan vi sikre os støtte fra Jehovas engle?

      6 Der er mange vidnesbyrd om at englene støtter vores arbejde. Vi hører for eksempel ofte om at Jehovas Vidner i forkyndelsen møder nogen som ganske kort forinden har bedt til Gud om hjælp til at finde sandheden. Sådanne oplevelser er alt for hyppige til at man kan affærdige dem som rene og skære tilfældigheder. Takket være hjælp fra englene lærer flere og flere mennesker at gøre som ’engelen der flyver midt på himmelen’, forkyndte: „Frygt Gud og giv ham ære.“ — Åbenbaringen 14:7.

      7 Længes du efter at Jehovas mægtige engle skal støtte dig? Så gør alt hvad du kan, for at være optaget af din tjeneste. (1 Korinther 15:58) Når vi frit giver af os selv i denne særlige opgave som Jehova har betroet os, kan vi regne med hans engles hjælp.

      Hjælp fra den øverste engel

      8. Hvilken ophøjet stilling indtager Jesus i himmelen, og hvorfor er det opmuntrende for os at vide?

      8 Jehova giver os også en anden hjælp gennem engle. Åbenbaringen 10:1 beskriver et syn af en ærefrygtindgydende „stærk engel“ hvis „ansigt var som solen“. Denne engel skildrer åbenbart den herliggjorte Jesus Kristus i himmelsk magt. (Åbenbaringen 1:13, 16) Men er Jesus virkelig en engel? Ja, i en vis forstand, for han er ærkeengel. (1 Thessaloniker 4:16) Hvad er en ærkeengel? Ordet betyder ’den øverste engel’, eller ’overengelen’. Jesus er den mægtigste af alle Jehovas åndesønner. Jehova har givet ham befalingen over alle sine englehære. Denne ærkeengel er en virkelig magtfuld hjælper. På hvilke måder?

      9, 10. (a) Hvordan er Jesus en „hjælper“ for os når vi synder? (b) Hvordan er Jesu eksempel en hjælp for os?

      9 Den aldrende apostel Johannes skrev: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ (1 Johannes 2:1) Hvorfor nævnte Johannes at Jesus i særlig grad er vor „hjælper“ når vi „begår en synd“? Jo, vi synder daglig, og synd fører til død. (Prædikeren 7:20; Romerne 6:23) Men Jesus gav sit liv som et offer for vore synder. Og han befinder sig ved vor barmhjertige Faders side for at gå i forbøn for os. Hver eneste af os har brug for en sådan hjælp. Hvordan kan vi tage imod den? Ved at angre vore synder og søge tilgivelse på grundlag af Jesu offer. Desuden må vi undgå at gentage vore synder.

      10 Ud over at Jesus døde for os, efterlod han os et fuldkomment forbillede. (1 Peter 2:21) Ved sit eksempel viser han os vej og hjælper os til at afstikke kursen så vi kan undgå alvorlig synd og behage Jehova Gud. Er vi ikke lykkelige for at have en sådan hjælp? Jesus lovede sine disciple at der også ville blive sørget for en anden hjælper.

      Hjælpen fra den hellige ånd

      11, 12. Hvad er Jehovas ånd, hvor magtfuld er den, og hvorfor har vi brug for den i dag?

      11 Jesus gav dette løfte: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt, sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod.“ (Johannes 14:16, 17) „Sandhedens ånd“, den hellige ånd, er ikke en person, men en kraft — Jehovas egen virksomme kraft. Det er en ubegrænset kraft. Og det var ved hjælp af denne kraft at Jehova skabte universet, udførte bemærkelsesværdige mirakler og åbenbarede sin vilje i syner. Eftersom Jehova ikke bruger sin ånd på disse specifikke måder i dag, betyder det så at vi ikke har brug for den?

      12 Nej, tværtimod! I disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“, har vi mere end nogen sinde brug for Jehovas ånd. (2 Timoteus 3:1) Den styrker os til at holde ud under prøvelser. Og den hjælper os til at opdyrke smukke egenskaber som knytter os nærmere til Jehova og til vore åndelige brødre og søstre. (Galaterne 5:22, 23) Men hvordan kan vi få gavn af denne enestående hjælp fra Jehova?

      13, 14. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova villigt giver hellig ånd til sit folk? (b) Hvilken handlemåde ville vise at man ikke tager imod den hellige ånds gave?

      13 For det første er det nødvendigt at vi beder om hellig ånd. Jesus sagde: „Hvis . . . I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:13) Ja, Jehova er den bedste Fader man kan forestille sig. Hvis vi beder ham om hellig ånd, er det utænkeligt at han ville nægte os denne gave. Spørgsmålet er da: Beder vi om den? Vi har gode grunde til hver eneste dag at anmode om den i vore bønner.

      14 For det andet må vi tage imod denne gave ved at arbejde i harmoni med den. Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig at en kristen kæmper med en tilbøjelighed til at se pornografi. Han har bedt om den hellige ånds hjælp til at modstå denne urene vane. Han har søgt vejledning hos kristne ældste, og de har rådet ham til at handle beslutsomt og helt undgå at komme i nærheden af den slags nedbrydende materiale. (Mattæus 5:29) Men hvad nu hvis han ignorerer deres vejledning og udsætter sig selv for yderligere fristelse? Arbejder han så i harmoni med sin bøn om at få den hellige ånds hjælp? Eller løber han en risiko for at bedrøve Guds ånd og miste denne gave? (Efeserne 4:30) Faktisk har vi alle brug for at gøre alt hvad vi kan, for at sikre os at vi kan blive ved med at modtage denne vidunderlige hjælp fra Jehova.

      Hjælp fra Guds ord

      15. Hvordan kan vi vise at vi ikke tager Bibelen for givet?

      15 Bibelen har i mange århundreder været en hjælp for Jehovas trofaste tjenere. Vi bør dog ikke tage De Hellige Skrifter for givet, men derimod huske at de kan være til stor hjælp for os. Det kræver en indsats at tage imod denne hjælp, og vi må derfor gøre bibellæsning til en del af vores daglige rutine.

      16, 17. (a) Hvordan beskriver Salme 1:2, 3 velsignelserne ved at læse i Guds lov? (b) Hvad viser at Salme 1:3 skulle lede tanken hen på en flittig indsats?

      16 Om den mand der frygter Gud, siger Salme 1:2, 3: „Til Jehovas lov har han lyst, og i hans lov læser han dæmpet dag og nat. Og han skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes.“ Forstår du pointen i versene? Det er nemt at læse disse ord og slutte at de blot skildrer et smukt og fredfyldt sceneri — et skyggefuldt træ der vokser ved en flod. Det ville være skønt at tage sig en eftermiddagslur et sådant sted! Men salmen opfordrer os ikke til at tænke på hvile. Den maler et helt andet billede, et der leder tanken hen på en flittig indsats. Hvordan det?

      17 Læg mærke til at træet her ikke blot er et skyggefuldt træ der tilfældigvis vokser ved en flodbred. Det er et frugtbærende træ, der med velberåd hu er „plantet“ på et nøje udvalgt sted — „ved strømme af vand“. Hvordan kunne et træ vokse ved flere strømme af vand? Jo, ejeren af en frugtplantage ville måske grave kanaler for at lede vandet hen til rødderne af hans værdifulde træer. Aha, nu bliver pointen tydelig! Hvis vi i åndelig forstand trives ligesom dette træ, er det fordi der er blevet gjort et stort arbejde til gavn for os. Vi er tilknyttet en organisation som bringer sandhedens rene vand helt hen til os, men vi må selv gøre vores del. For at få sandhederne fra Guds ord ind i vores sind og hjerte må vi sikre os at vi er dér hvor vi kan suge til os af dette dyrebare vand. Vi må desuden bruge tid på at grunde over det vi læser, og fordybe os i det. På den måde vil vi også kunne bære god frugt.

      18. Hvad kræver det at finde Bibelens svar på vore spørgsmål?

      18 Vi får ikke nogen gavn af Bibelen hvis den blot står i reolen. Den er heller ikke et tryllemiddel eller en talisman — som om vi bare kunne lukke øjnene, lade Bibelen slå op på et tilfældigt sted og så forvente at svaret på vores spørgsmål stod at læse på siden foran os. Når vi skal træffe beslutninger, er vi nødt til at grave efter ’kundskaben om Gud’ som efter en skjult skat. (Ordsprogene 2:1-5) For at finde bibelsk vejledning angående de specifikke behov vi har, er en flittig og grundig undersøgelse ofte nødvendig. Vi har mange bibelske publikationer som kan hjælpe os i vores studium. Når vi bruger disse redskaber til ivrigt at grave efter visdommens skatte i Guds ord, drager vi virkelig nytte af Jehovas hjælp.

      Hjælp gennem trosfæller

      19. (a) Hvorfor kan man betragte artikler i Vagttårnet og Vågn op! som hjælp der er tilvejebragt gennem trosfæller? (b) Hvordan er du blevet hjulpet af en specifik artikel i et af vore blade?

      19 Jehova har altid ladet mennesker der tjener ham, være en hjælp for hinanden. Har Jehova forandret sig? Nej, ikke det mindste. Uden tvivl kan vi hver især komme i tanker om tilfælde hvor trosfæller har givet os lige præcis den hjælp vi havde brug for, på det helt rigtige tidspunkt. Kan du for eksempel genkalde dig nogle artikler i Vagttårnet og Vågn op! som trøstede dig da du havde behov for det, eller hjalp dig til at løse et problem eller klare en udfordring som satte din tro på prøve? Jehova skaffede dig denne hjælp gennem „den trofaste og kloge træl“ som har fået overdraget det hverv at sørge for „mad i rette tid“. — Mattæus 24:45-47.

      20. På hvilke måder viser kristne ældste sig at være „gaver i form af mennesker“?

      20 Ofte er den hjælp vi modtager fra trosfæller, dog mere direkte. En kristen ældste holder måske et foredrag der rører vores hjerte, han aflægger et hyrdebesøg som hjælper os gennem en vanskelig tid, eller han giver os en venlig vejledning som hjælper os til at se eller overvinde en svaghed. En taknemmelig kristen søster har skrevet følgende om den hjælp en ældste gav hende: „Mens vi gik i forkyndelsen, tog han sig tid til at lade mig komme frem med det der tyngede mig. Aftenen forinden havde jeg bedt Jehova om at der måtte være en jeg kunne tale med. Denne broder talte med mig på en meget medfølende måde. Han hjalp mig til at se hvordan Jehova i årevis havde hjulpet mig. Jeg er Jehova taknemmelig for at han sendte denne ældstebroder til mig.“ På alle disse måder viser kristne ældste at de er „gaver i form af mennesker“, som Jehova stiller til rådighed gennem Jesus Kristus for at hjælpe os til at forblive på vejen til livet. — Efeserne 4:8.

      21, 22. (a) Hvad resulterer det i når menighedens medlemmer følger rådet i Filipperbrevet 2:4? (b) Hvorfor har selv små udtryk for venlighed betydning?

      21 Det er ikke kun de ældste, men hver eneste trofast kristen, der gerne vil følge den inspirerede vejledning om ’ikke hver især blot at have øje for sine egne interesser, men også hver især for de andres’. (Filipperne 2:4) Når medlemmerne af den kristne menighed følger denne vejledning, fører det til smukke gerninger som vidner om venlighed. En familie blev for eksempel udsat for en pludselig og voldsom tragedie. Faderen havde taget den lille datter med på indkøb, og på hjemvejen blev de impliceret i en bilulykke. Datteren blev dræbt, og faderen blev alvorligt kvæstet. Da han blev udskrevet fra hospitalet, var han til at begynde med så hårdt medtaget at han intet kunne gøre selv. Hans kone var følelsesmæssigt helt ødelagt og ikke i stand til at pleje ham alene. Et ægtepar fra menigheden lod derfor det ulykkelige par bo hos sig i flere uger hvor de tog sig af dem.

      22 Venlige gerninger er naturligvis ikke altid forbundet med tragiske omstændigheder og personlige ofre. Den hjælp vi modtager, er ofte i en langt mindre målestok. Men uanset hvor lille en venlighed der bliver vist os, værdsætter vi den, ikke sandt? Kan du komme i tanker om tilfælde hvor en broder eller søster med et kærligt ord eller en venlig gestus gav dig netop den hjælp du havde brug for? Jehova drager gang på gang omsorg for os på sådanne måder. — Ordsprogene 17:17; 18:24.

      23. Hvordan betragter Jehova det når vi bestræber os for at hjælpe hinanden?

      23 Ønsker du at Jehova vil gøre brug af dig til at hjælpe andre? Det er et privilegium der står åbent for dig. Og faktisk sætter Jehova pris på at du gør noget for andre. Hans ord siger: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“ (Ordsprogene 19:17) Det giver stor glæde at give af sig selv til gavn for sine brødre og søstre. (Apostelgerninger 20:35) De der med vilje holder sig for sig selv, vil hverken opleve glæden ved at give en sådan hjælp eller blive styrket ved at modtage den. (Ordsprogene 18:1) Lad os derfor trofast komme sammen ved de kristne møder så vi kan opmuntre hinanden. — Hebræerne 10:24, 25.

      24. Hvorfor bør vi ikke føle os forfordelt fordi vi ikke har været vidne til Jehovas iøjnefaldende mirakler i fortiden?

      24 Er det ikke skønt at tænke nærmere over de måder Jehova hjælper os på? Selvom vi ikke lever på en tid hvor Jehova udfører iøjnefaldende mirakler for at gennemføre sine hensigter, har vi ingen grund til at føle os forfordelt. Det der virkelig tæller, er at Jehova giver os al den hjælp vi behøver for at forblive trofaste. Og hvis vi sammen holder ud i tro, vil vi leve og komme til at se Jehovas mest storslåede og underfulde gerninger i historien! Lad os være besluttede på at tage imod og gøre fuld brug af Jehovas kærlige hjælp så vi kan tilslutte os ordene i årsteksten for 2005: „Min hjælp er fra Jehova.“ — Salme 121:2.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del