Lad os ikke følge „samme eksempel på ulydighed“

6. Hvem tjener som advarende eksempler for os, og hvad kan vi lære af dem?

⁶ Gud havde tydeligt forklaret Adam og Eva hvad hans hensigt var, men de valgte at modarbejde den. Siden da er der millioner af mennesker der har været ulydige mod Gud. Selv Guds udvalgte folk, Israel, var ofte ulydigt. Og Paulus advarede kristne i det første århundrede om at nogle af dem kunne falde i den samme snare som fortidens israelitter. Han skrev: „Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.“ (Hebr. 4:11) Det Paulus siger, er at de der er ulydige, ikke kan gå ind til Guds hvile. Hvad betyder det for os? Hvis vi på en eller anden måde gjorde oprør mod Guds hensigt, ville vi så være i fare for ikke at kunne gå ind til hans hvile? Det er naturligvis meget vigtigt for os at få svar på dette spørgsmål, men først vil vi undersøge hvad mere vi kan lære om det at gå ind til Guds hvile ved at betragte israelitternes dårlige eksempel.

„De skal ikke gå ind til min hvile“

7. Hvad var Jehovas hensigt med at udfri israelitterne fra trældommen i Egypten, og hvad forventede han af dem?

⁷ I 1513 f.v.t. åbenbarede Jehova for sin tjener Moses hvad der var hans hensigt med israelitterne. Gud sagde: „Jeg vil stige ned for at udfri dem af ægypternes hånd og føre dem op fra det land [Egypten] til et godt og vidtstrakt land, til et land der flyder med mælk og honning.“ (2 Mos. 3:8) Jehovas hensigt med at udfri israelitterne „af ægypternes hånd“ var at gøre dem til sit folk, sådan som han havde lovet deres forfader Abraham. (1 Mos. 22:17) Gud gav israelitterne en lovsamling der ville gøre det muligt for dem at have fred med ham. (Es. 48:17, 18) Han sagde til dem: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt [som beskrevet i Moseloven], så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden.“ (2 Mos. 19:5, 6) For at israelitterne kunne være i et særligt begunstiget forhold til Gud, var det altså nødvendigt at de adlød hans røst.

8. Hvordan ville det have været for israelitterne hvis de havde været lydige mod Gud?

⁸ Tænk på hvordan det ville have været for israelitterne hvis de blot havde adlydt Guds røst! Jehova ville have velsignet deres marker, deres vingårde og deres hjorde. Han ville have beskyttet dem mod deres fjender. (Læs Første Kongebog 10:23-27). Når Messias kom, ville det sikkert ikke have været til en nation der havde måttet bøje sig under det romerske åg, men til en uafhængig, velfungerende nation. Israel ville have været et mønstersamfund for de omboende nationer, et synligt vidnesbyrd om at lydighed mod den sande Gud medfører åndelige og materielle velsignelser.

9, 10. (a) Hvorfor var det meget forkert af israelitterne at ønske at vende tilbage til Egypten? (b) Hvordan kunne det have påvirket israelitternes tilbedelse af Jehova hvis de vendte tilbage til Egypten?

⁹ Israelitterne havde den særlige forret at de kunne medvirke til fuldførelsen af Jehovas hensigt, hvilket ville føre til velsignelser både for dem selv og med tiden for alle jordens folkeslag. (1 Mos. 22:18) Men de fleste i denne oprørske generation viste ingen interesse for at opbygge et mønstersamfund under teokratisk styre. De sagde endda at de ønskede at vende tilbage til Egypten. (Læs Fjerde Mosebog 14:2-4). Hvordan kunne de medvirke til at fuldføre Guds hensigt, at gøre Israel til et mønstersamfund, hvis de vendte tilbage til Egypten? Hvis israelitterne vendte tilbage til trældommen i det hedenske Egypten, ville de aldrig få mulighed for at følge Moseloven og nyde gavn af Jehovas ordning for tilgivelse af synder. Hvor var de dog kortsynede og selviske! Det kan ikke undre os at Jehova sagde om disse oprørere: „Jeg [følte] lede ved den generation og sagde: ’De farer altid vild i deres hjerte, og selv har de ikke lært mine veje at kende.’ Så jeg svor i min vrede: ’De skal ikke gå ind til min hvile.’“ — Hebr. 3:10, 11; Sl. 95:10, 11.

¹⁰ Ved at søge at vende tilbage til Egypten viste denne egensindige nation at den ikke satte særlig stor pris på de åndelige velsignelser den havde modtaget, men foretrak porrerne og løgene og hvidløgene som fandtes i Egypten. (4 Mos. 11:5) Ligesom den utaknemmelige Esau var disse oprørere villige til at give en dyrebar åndelig arv i bytte for et velsmagende måltid. — 1 Mos. 25:30-32; Hebr. 12:16.

11. Påvirkede det Guds hensigt at israelitterne på Moses’ tid var troløse?

¹¹ Selvom den generation af israelitter der kom ud af Egypten, viste sig troløs, blev Jehova „ved med at arbejde“ tålmodigt på at gennemføre sin hensigt, idet han nu rettede sin opmærksomhed mod den næste generation. De der udgjorde denne nye generation, var mere lydige end deres fædre havde været. Som Jehova havde påbudt, gik de ind i det forjættede land og begyndte at tage det i besiddelse. I Josua 24:31 læser vi: „Israel vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længere end Josua og som kendte til hele den gerning som Jehova havde gjort for Israel.“

12. Hvordan ved vi at det er muligt at gå ind til Guds hvile i dag?

¹² Denne lydige generation blev imidlertid efterfulgt af en generation der „ikke kendte Jehova eller den gerning som han havde gjort for Israel“. Resultatet blev at „Israels sønner [gav] sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne og dyrke ba’alerne“. (Dom. 2:10, 11) Det forjættede land blev ikke et „hvilens sted“ for dem. På grund af deres ulydighed havde de ikke varig fred med Gud. Paulus skrev: „Hvis Josua havde ført [israelitterne] ind til hvilens sted, ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag. Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.“ (Hebr. 4:8, 9) Med udtrykket „Guds folk“ henviste Paulus til de kristne. Betyder det at kristne kan gå ind til Guds hvile? Helt sikkert — både jødiske og ikkejødiske kristne.

Nogle undlader at gå ind til Guds hvile

13, 14. (a) Hvad havde israelitterne skullet gøre i omkring 1500 år for at gå ind til Guds hvile? (b) Hvad forklarede Paulus at kristne skulle gøre for at gå ind til denne hvile?

¹³ Da Paulus skrev til de kristne hebræere, var han bekymret for at nogle af dem ikke handlede i harmoni med Guds fremadskridende hensigt. (Læs Hebræerbrevet 4:1). Hvad var det de gjorde forkert? Paradoksalt nok havde det noget at gøre med at overholde Moseloven. I omkring 1500 år havde enhver israelit der ville leve i harmoni med Guds hensigt, skullet overholde Loven. Men med Jesu død var Loven blevet ophævet. Alligevel var der nogle kristne som insisterede på at blive ved med at overholde visse dele af Loven.b

¹⁴ Paulus forklarede disse kristne som fortsat ville overholde Loven, at i forhold til det man havde haft under Lovpagten, var Jesu embede som ypperstepræst, den nye pagt og det åndelige tempel af langt større værdi. (Hebr. 7:26-28; 8:7-10; 9:11, 12) På samme måde kan Paulus have haft i tanke at i forhold til at holde den ugentlige sabbat under Loven var det en stor forret at kunne gå ind til Jehovas store hviledag: „Der [står] en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ (Hebr. 4:8-10) Disse kristne hebræere måtte holde op med at tro at de kunne gøre sig fortjent til Jehovas godkendelse ved at gøre gerninger der byggede på Moseloven. Siden pinsedagen i år 33 e.v.t. er det dem der viser at de har tro på Jesus Kristus, der bliver godkendt af Gud og modtager hans ufortjente godhed.

15. Hvorfor er det meget vigtigt at vi er lydige hvis vi ønsker at gå ind til Guds hvile?

¹⁵ Hvad var det der forhindrede israelitterne på Moses’ tid i at gå ind i det forjættede land? Ulydighed. Hvad var det der forhindrede nogle kristne på Paulus’ tid i at gå ind til Guds hvile? Det samme — ulydighed. De anerkendte ikke at Loven havde tjent sit formål, og at Jehova nu førte sit folk i en anden retning.

Hvordan vi kan gå ind til Guds hvile i dag

16, 17. (a) Hvad indebærer det at gå ind til Guds hvile i dag? (b) Hvad skal vi tale om i den næste artikel?

¹⁶ I dag er der ingen af os der tror at kristne skal holde noget af Moseloven for at opnå frelse. Paulus forklarer det meget tydeligt i sit brev til efeserne: „Ved denne ufortjente godhed er I frelst ved tro; og det skyldes ikke jer; det er Guds gave. Nej, det skyldes ikke gerninger, for at ikke nogen skulle kunne rose sig.“ (Ef. 2:8, 9) Hvad indebærer det så for kristne at gå ind til Guds hvile? Jehova satte den syvende dag, sin hviledag, til side for at hans hensigt med jorden kunne blive fuldstændig gennemført. Vi kan gå ind til Jehovas hvile — slutte os til ham i hans hvile — ved lydigt at handle i harmoni med hans fremadskridende hensigt efterhånden som den åbenbares gennem hans organisation.

¹⁷ Hvis vi derimod undervurderede betydningen af den bibelsk begrundede vejledning vi får fra „den trofaste og kloge træl“, og dermed valgte at følge en uafhængig kurs, så ville vi komme i et modsætningsforhold til Guds fremadskridende hensigt. Det kunne bringe vores fredelige forhold til Jehova i fare. I den næste artikel vil vi tale om nogle situationer der giver os mulighed for at vise om vi er lydige mod Gud. De afgørelser vi træffer i disse situationer, vil fortælle os om vi virkelig er gået ind til Guds hvile eller ej.

Er du gået ind til Guds hvile?

„Guds ord er levende og virkende.“ — HEBR. 4:12.

1. Hvordan kan vi gå ind til Guds hvile i dag, og hvorfor er det måske nemmere sagt end gjort?

I DEN foregående artikel så vi at vi kan gå ind til Guds hvile ved lydigt at handle i harmoni med hans hensigt. Det er måske nemmere sagt end gjort. Når vi for eksempel bliver klar over at Jehova ønsker at vi skal holde op med noget som vi godt kan lide at gøre, er vi måske i første omgang tilbøjelige til at stritte imod. Det kunne vidne om at vi ikke er så „rede til at adlyde“ som vi burde være. (Jak. 3:17) I denne artikel vil vi se på nogle områder hvor vores villighed til at leve i harmoni med Guds hensigt — at være lydige af hjertet — kan blive sat på prøve.

2, 3. Hvad må vi fortsat gøre for at blive ved med at være dyrebare i Jehovas øjne?

² Hvor god er du til at tage imod bibelsk begrundet vejledning? Bibelen fortæller at Jehova ønsker at indsamle „nationernes kostbare skatte“. (Hag. 2:7) Det betyder at Gud vælger mennesker der er dyrebare for ham fordi de elsker det der er ret. Det er sandt at da vi begyndte at studere Bibelen, handlede vi ofte forkert. Men vores kærlighed til Gud og hans elskede søn motiverede os til at foretage store forandringer i vores indstilling og adfærd så vi ’fuldt ud kunne behage ham’. Efter mange bønner og ihærdige bestræbelser nåede vi endelig den dag da vi kunne lade os døbe som kristne. — Læs Kolossenserbrevet 1:9, 10.

³ Kampen mod vores ufuldkommenhed var dog ikke forbi da vi blev døbt. Den fortsatte, og det vil den gøre så længe vi er ufuldkomne. Men hvis vi bliver ved med at kæmpe og er besluttede på at blive endnu mere dyrebare i Jehovas øjne, kan vi have tillid til at han vil velsigne vores bestræbelser.

Når vi har brug for vejledning

4. På hvilke tre måder kan vi blive vejledt ud fra Bibelen?

⁴ For at kunne bekæmpe vores ufuldkommenheder må vi vide hvilke områder vi skal sætte ind på. Hvordan kan vi blive opmærksomme på at vi har en alvorlig fejl? Det kunne for eksempel ske når vi hører et indlæg ved et af de kristne møder eller læser en artikel i en af vores publikationer. Og hvis vi ikke tager det råd til os som kom frem i foredraget, eller hvis vi undlader at følge den vejledning der var i publikationen, vil Jehova måske bruge en af vores kristne trosfæller til at gøre os opmærksomme på fejlen. — Læs Galaterbrevet 6:1.

5. På hvilke negative måder reagerer vi måske når nogen vejleder os, og hvorfor må kristne hyrder ikke undlade at prøve at hjælpe os?

⁵ Det er ikke let at tage imod vejledning fra et ufuldkomment menneske, uanset hvor taktfuldt og kærligt den bliver givet. Men som det fremgår af Galaterbrevet 6:1, befaler Jehova dem der har åndelige kvalifikationer, at „prøve at hjælpe“ os og at gøre det „i mildhedens ånd“. Hvis vi reagerer positivt, vil vi blive endnu mere dyrebare i Guds øjne. Det er tankevækkende at når vi beder til Jehova, har vi ikke svært ved at indrømme at vi er ufuldkomne, men når nogen gør os opmærksomme på en bestemt fejl vi har, reagerer vi anderledes. Ofte er vi tilbøjelige til at prøve at retfærdiggøre os selv, bagatellisere problemet, drage vedkommendes motiver i tvivl eller gøre indsigelse mod den måde vejledningen blev givet på. (2 Kong. 5:11) Og hvis vejledningen drejer sig om et særlig følsomt emne, eksempelvis noget som en i vores familie har gjort, vores påklædning og soignering, vores hygiejne eller en form for adspredelse vi kan lide, men som Jehova hader, reagerer vi måske meget negativt — til stor overraskelse for os selv og til stor skuffelse for den der vejleder os. Men når vi er faldet til ro, indser vi som regel at vejledningen var på sin plads.

6. Hvordan afslører Guds ord „hjertets tanker og hensigter“?

⁶ Denne artikels temaskriftsted fra Paulus’ brev til hebræerne minder os om at Guds ord er „virkende“. Ja, Guds ord har kraft til at hjælpe mennesker til at forandre sig. Jehovas ord hjalp os til at foretage nødvendige forandringer før vi blev døbt, og det kan også hjælpe os til at gøre det efter vores dåb. Paulus skrev også at Guds ord „trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter“. (Hebr. 4:12) Med andre ord: Når vi tydeligt forstår hvad Gud ønsker vi skal gøre, kan den måde vi reagerer på, afsløre hvordan vi er inderst inde. Er der en gang imellem forskel på hvordan vi ser ud til at være (’sjælen’), og hvordan vi virkelig er (’ånden’)? (Læs Mattæus 23:27, 28). Hvordan ville du reagere i følgende situationer?

Hold trit med Jehovas organisation

7, 8. (a) Hvad kan have været en af grundene til at nogle jødiske kristne blev ved med at overholde visse dele af Moseloven? (b) Hvordan kan vi sige at de gik imod Jehovas fremadskridende hensigt?

⁷ Mange af os kan citere Ordsprogene 4:18 efter hukommelsen: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ Det betyder at vores adfærd og vores forståelse af Guds hensigt vil blive bedre som tiden går.

⁸ Som vi var inde på i den forrige artikel, var det svært for mange jødiske kristne at frigøre sig fra Moseloven. (Apg. 21:20) Til trods for at Paulus pegede på gode argumenter for at de kristne ikke længere var under Loven efter Jesu død, var der nogle der afviste de ræsonnementer Gud havde inspireret ham til at skrive. (Kol. 2:13-15) Måske har de tænkt at hvis de fortsatte med at overholde i det mindste visse dele af Loven, kunne de undgå at blive forfulgt. Under alle omstændigheder skrev Paulus til de kristne hebræere og fortalte dem ligeud at de ikke kunne gå ind til Guds hvile så længe de nægtede at handle i harmoni med Guds fremadskridende hensigt.a (Hebr. 4:1, 2, 6; læs Hebræerbrevet 4:11). For at blive godkendt af Jehova var de nødt til at anerkende at han nu førte sit folk i en anden retning.

9. Hvilken indstilling bør vi have når der kommer justeringer i vores forståelse af bibelske spørgsmål?

⁹ I vor tid er der kommet justeringer i vores forståelse af nogle af Bibelens lærepunkter. Det burde ikke bekymre os, men derimod styrke vores tillid til „den trofaste og kloge træl“. Når de der repræsenterer denne „træl“, vurderer at vores forståelse af en bibelsk sandhed bør tydeliggøres eller rettes, holder de sig ikke tilbage fra at foretage en sådan justering. Trælleskaren er mere interesseret i at handle i harmoni med Guds fremadskridende hensigt end i at beskytte sig selv mod at blive kritiseret for at have foretaget en justering. Hvordan reagerer du når der kommer ændringer i vores forståelse af visse skriftsteder? — Læs Lukas 5:39.

10, 11. Hvad kan vi lære af den måde nogle reagerede på da de blev opfordret til at tage nye forkyndelsesmetoder i brug?

¹⁰ Lad os tage et andet eksempel. I slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. mente nogle af de Bibelstudenter der var dygtige foredragsholdere, at de bedst kunne opfylde befalingen om at forkynde ved at holde velforberedte foredrag for et lydhørt publikum. De kunne godt lide at holde offentlige foredrag, og nogle af dem ligefrem solede sig i tilhørernes beundring. Men senere blev det tydeligt at Jehova ønskede at hans folk skulle benytte forskellige former for forkyndelse, herunder hus til hus-forkyndelsen. Nogle af foredragsholderne afslog blankt at prøve noget nyt. Udadtil virkede de meget åndeligsindede og nidkære. Men da de blev stillet over for klare vidnesbyrd om hvordan Gud ønskede at forkyndelsesarbejdet skulle udføres, blev deres sande tanker, hensigter og motiver tydelige. Hvordan så Jehova på dem? Han velsignede dem ikke, og de forlod organisationen. — Matt. 10:1-6; Apg. 5:42; 20:20.

¹¹ Det vil ikke sige at alle der forblev loyale mod organisationen, fandt det let at forkynde offentligt. Mange syntes at det var en udfordring, især i begyndelsen. Men de var lydige. Med tiden overvandt de deres frygt, og Jehova velsignede dem rigt. Hvordan reagerer du når du opfordres til at deltage i en tjenestegren som du i øjeblikket ikke har det godt med? Er du villig til at prøve noget nyt?

Når nogen vi elsker, forlader Jehova

12, 13. (a) Hvorfor siger Jehova at syndere der ikke ændrer sind, skal udelukkes af menigheden? (b) Hvilken prøve bliver nogle kristne forældre udsat for, og hvad er det der gør den så svær?

¹² Vi er sikkert alle enige om at vi for at behage Gud må være fysisk, moralsk og åndeligt rene. (Læs Titus 2:14). Der kan dog være tilfælde hvor vores loyalitet mod dette aspekt af Guds hensigt bliver sat på en hård prøve. Lad os for eksempel forestille os at et kristent forældrepars eneste søn forlader sandheden. Han foretrækker „den midlertidige nydelse af synd“ frem for sit forhold til Jehova og til sine gudfrygtige forældre og bliver derfor udelukket af den kristne menighed. — Hebr. 11:25.

¹³ Forældrene er helt knust! De kender naturligvis Bibelens vejledning angående udelukkelse. De ved at den siger at vi „skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan“. (1 Kor. 5:11, 13) De er også klar over at ordet „enhver“ i dette vers indbefatter sønner og døtre som ikke længere bor hjemme. Men de elsker jo deres søn meget højt! Deres stærke følelser kan få dem til at tænke: ’Hvordan skal vi kunne hjælpe vores søn til at vende tilbage til Jehova hvis vi begrænser vores samvær med ham til et absolut minimum? Ville vi ikke kunne hjælpe ham mere hvis vi bevarede regelmæssig kontakt med ham?’b

14, 15. Hvad må forældre tænke på når de skal afgøre hvordan de vil forholde sig til deres udelukkede søn eller datter?

¹⁴ Vi har stor medfølelse med disse forældre. Deres søn kunne selv vælge hvad han ville, og han valgte at fortsætte med sin ukristne livsførelse i stedet for at bevare et nært forhold til sine forældre og sine trosfæller. Forældrene, derimod, havde ikke noget at skulle have sagt. Der er ikke noget at sige til at de er fortvivlede.

¹⁵ Men hvad vil disse forældre gøre? Vil de adlyde Jehovas klare påbud? Eller vil de ræsonnere som så at de godt kan have regelmæssig kontakt med deres udelukkede søn, idet de begrunder det med at det drejer sig om ’nødvendige familieanliggender’? Når de skal træffe deres afgørelse, er det vigtigt at de tænker over hvordan Jehova ser på sagen. Han ønsker at holde organisationen ren og at hjælpe overtrædere til at komme til fornuft. Hvordan kan kristne forældre vise at de ønsker det samme som Jehova ønsker?

16, 17. Hvad kan vi lære af det der skete i Arons familie?

¹⁶ Moses’ bror, Aron, kom i en vanskelig situation på grund af noget som to af hans sønner, Nadab og Abihu, havde gjort. Tænk på hvordan Aron må have følt det da Jehova lod disse sønner dø fordi de havde frembåret ulovlig ild for hans ansigt. At de døde forhindrede naturligvis enhver kontakt som de kunne have haft med deres forældre. Men det var ikke det hele. Jehova gav Aron og hans to trofaste sønner denne befaling: „I må ikke lade jeres hovedhår hænge uplejet, og I må ikke sønderrive jeres klæder [af sorg], at I ikke skal dø og Han ikke skal harmes på hele forsamlingen.“ (3 Mos. 10:1-6) Budskabet er klart. Vores kærlighed til Jehova skal være stærkere end vores kærlighed til familiemedlemmer der ikke er forblevet trofaste over for ham.

¹⁷ I dag er det ikke sådan at Jehova straks lader dem der overtræder hans love, lide døden. I sin kærlighed giver han dem mulighed for at angre deres uretfærdige gerninger. Men hvordan ville Jehova føle det hvis forældrene til en søn eller datter som er blevet udelukket fordi han eller hun har syndet uden at ændre sind, blev ved med at sætte Ham på prøve ved at have unødvendigt samvær med vedkommende?

18, 19. Hvilke velsignelser kan familier opnå hvis de bliver ved med at være loyale mod Jehovas ordning?

¹⁸ Mange der engang har været udelukkede af den kristne menighed, indrømmer i dag at deres venners og families loyalitet mod Jehovas påbud hjalp dem til at komme til fornuft. En ung kvinde der blev genoptaget i menigheden, fortalte de ældste at noget af det der havde hjulpet hende til at rette op på sit liv, var hendes brors respekt for ordningen vedrørende udelukkelse. Hun sagde at „hans loyalitet mod de bibelske retningslinjer var med til at give hende ønsket om at vende tilbage“.

¹⁹ Hvilken konklusion skulle det få os til at drage? At vi må bekæmpe vores ufuldkomne hjertes tendens til at afvise vejledning fra Bibelen. Vi må være fuldstændig overbeviste om at Guds måde at løse vores problemer på altid er den bedste.

„Guds ord er levende“

20. På hvilke to måder kan ordene i Hebræerbrevet 4:12 anvendes? (Se fodnote).

²⁰ Da Paulus skrev at „Guds ord er levende“, var det ikke specielt Guds skrevne ord, Bibelen, han sigtede til.c Sammenhængen viser at han henviste til Guds løfter. Det Paulus ville understrege, var at Gud aldrig aflægger et løfte uden at holde det. Jehova har selv forsikret os om dette gennem profeten Esajas: „Mit ord . . . vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil . . . gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Es. 55:11) Vi behøver altså ikke at blive utålmodige når tingene ikke sker lige så hurtigt som vi kunne tænke os det. Jehova ’bliver ved med at arbejde’ for at fuldbyrde sin hensigt. — Joh. 5:17.

21. Hvordan kan Hebræerbrevet 4:12 være til opmuntring for de trofaste ældre der hører til den ’store skare’?

²¹ Mange af de trofaste ældre der hører til den ’store skare’, har tjent Jehova i årtier. (Åb. 7:9) De havde måske ikke regnet med at de ville blive gamle i den nuværende ordning. Men de er ikke blevet mismodige. (Sl. 92:14) De er klar over at Guds ord, eller løfte, ikke er dødt — det er levende, og Jehova arbejder på at opfylde det. Eftersom Gud tillægger sin hensigt stor betydning, glæder det ham når vi altid tager den i betragtning. Jehova har hvilet på denne syvende dag, i bevidstheden om at hans hensigt vil blive opfyldt, og at hans folk som gruppe betragtet vil handle i harmoni med den. Hvad med dig? Er du gået ind til Guds hvile?

[Fodnoter]