Intet virkeligt håb uden Gud. Et sandt håb, et håb som det Bibelen taler om, er mere end blot et ønske, som kan være uden grundlag og derfor ikke med sikkerhed vil blive opfyldt. Det er også mere end blot og bar forventning, for noget man forventer, er ikke altid ønskværdigt. Bibelen viser at mennesker i verden almindeligvis ikke har et virkeligt, fast forankret håb; de styrer mod døden uden håb om nogen anden fremtid da de intet kendskab har til at en højere instans har truffet foranstaltning til fremtidigt liv. Salomon beskrev håbløsheden i menneskets situation hvis ikke Gud greb ind, som „fuldstændig tomhed! . . . alt er tomhed!“ — Præ 12:8; 9:2, 3.

Den trofaste patriark Job sagde at der selv for et træ er håb om at det vil spire igen, men når et menneske dør, er det borte for bestandig. Men Job gav derefter til kende at han talte om et menneske der var overladt til sig selv, uden hjælp fra Gud, for Job gav samtidig udtryk for ønsket og håbet om at Gud ville huske ham. (Job 14:7-15) Apostelen Paulus anslår den samme tone i sin opfordring til kristne, som har håb om en opstandelse, om ikke at „sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1Ts 4:13) Over for hedningekristne påpeger Paulus ligeledes at de, før de fik kendskab til Guds foranstaltning ved Kristus, var udelukkede fra det folk som Gud havde taget sig af i fortiden, og var uden håb og uden Gud i verden. — Ef 2:12.

Kilden til håb. Jehova Gud er kilden til et sandt håb. Han kan opfylde alle sine løfter og alle de forhåbninger som mennesker nærer i tillid til ham. Ved sin ufortjente godhed har han givet menneskene „trøst og et godt håb“. (2Ts 2:16) Han har til alle tider været retfærdige menneskers håb. Han blev kaldt „Israels håb“ og „[Israels] forfædres håb“ (Jer 14:8; 17:13; 50:7), og gang på gang gives der i De Hebraiske Skrifter udtryk for håb, fortrøstning og tillid til ham. Selv til dem der befandt sig i landflygtighed på grund af deres ulydighed mod ham, sagde han i sin kærlighed og godhed: „Jeg kender selv de tanker jeg tænker om jer, . . . tanker om fred, og ikke om ulykke, for at give jer en fremtid og et håb.“ (Jer 29:11) Jehovas løfte holdt troen og håbet i live hos trofaste israelitter under landflygtigheden i Babylon; det var til stor styrke for mænd som Ezekiel og Daniel, for Jehova havde sagt: „Der er håb for din fremtid, . . . og sønnerne skal vende tilbage til deres eget område.“ (Jer 31:17) Dette håb blev til virkelighed da en trofast jødisk rest vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t. for at genopbygge byen og templet. — Ezr 1:1-6.