han straks ved sin død forventede at blive forvandlet til en ånd for at være sammen med Kristus for evigt. En sådan forening med Herren Kristus ville først blive mulig når Kristus vendte tilbage og de som var døde i samhørighed med Kristus opstod som de første, ifølge apostelens eget inspirerede udsagn i 1Ts 4:15-17. Det er denne begivenhed, nemlig Kristi tilbagevenden og apostelens opbrud for altid at være sammen med Herren, Paulus sigter til i Flp 1:23. Han siger her at der umiddelbart står to muligheder åbne for ham, nemlig: (1) at leve videre i kødet, og (2) at dø. På grund af omstændighederne giver han udtryk for at han er under pres fra disse to ting, uden at gøre kendt hvad han vil vælge. Derpå nævner han en tredje ting, som han virkelig ønsker. Her er der ingen tvivl om hvad han foretrækker, nemlig „opbruddet“, for det betyder at han skal være sammen med Kristus.

Udtrykket to analyʹsai, „opbruddet“, kan derfor ikke referere til apostelens død som menneske og til at han skulle forlade dette liv. Det må referere til det der skulle ske ved Kristi genkomst og nærværelse (se Till. 5B), når alle de som var døde i Kristus skulle opstå for at være sammen med ham for evigt.

Joh 1:1 — „og Ordet var en gud (guddommeligt)“

Gr.: καὶ θεὸς ἦν ὁ λόγος (kai theosʹ ēn ho loʹgos)

Disse oversættelser bruger ord som „en gud“, „guddommeligt“ eller „af guddommelig art“ fordi det græske ord θεός (theosʹ) på dette sted står prædikativt foran verbet og ikke har den bestemte artikel. Der er forskel på om theosʹ står med den bestemte artikel eller uden. I samme vers siges der at Ordet, eller Logos, i begyndelsen var „hos Gud“, og her står theosʹ med den foranstillede bestemte artikel ho (ὁ θεός).

Substantivet med artikel betegner en bestemt identitet, en bestemt person, mens substantivet i ental uden artikel, når det står prædikativt foran verbet, betegner en egenskab ved subjektet. Derfor betyder Johannes’ udtalelse om at Ordet eller Logos var theosʹ ikke at han var den samme som den bestemte Gud som han var hos, men at han havde egenskab af en gud, at han var „guddommelig“ eller „af guddommelig art“.

I den græske tekst er der mange tilfælde hvor et substantiv uden artikel og i ental står prædikativt foran verbet, fx Mr 6:49; 11:32; Joh 4:19; 6:70; 8:44; 9:17; 10:1, 13, 33; 12:6. Disse steder anbringer mange oversættere den ubestemte artikel foran det prædikative substantiv for at vise at det beskriver en egenskab eller noget som kendetegner subjektet. Eftersom man anbringer den ubestemte artikel før det prædikative substantiv i sådanne tekster, må det være lige så berettiget at gøre det før det artikelløse θεός der står som prædikat i Joh 1:1, så der i oversættelsen kommer til at stå „en gud“. De Hellige Skrifter bekræfter som helhed at denne gengivelse er korrekt.

I artiklen „Qualitative Anarthrous Predicate Nouns: Mark 15:39 and John 1:1 [Egenskabsbeskrivende artikelløse prædikatssubstantiver: Markus 15:39 og Johannes 1:1]“, offentliggjort i Journal of Biblical Literature, årg. 92, Philadelphia 1973, siger Philip B. Harner på side 85 at sætninger som den i Joh 1:1, „med et artikelløst prædikatsled foran verbet, hovedsagelig er egenskabsbeskrivende. De betegner at logos har theos-natur. Der er ikke grundlag for at betragte prædikatet theos som bestemt.“ På side 87 i artiklen konkluderer Harner: „I Johannes 1:1 mener jeg at prædikatsleddets egenskabsbeskrivende karakter er så fremtrædende at substantivet ikke kan betragtes som bestemt.“

Her følger en liste over nogle steder i Markusevangeliet og Johannesevangeliet hvor forskellige oversættere har gengivet artikelløse prædikatssubstantiver i ental som står foran verbet, med en ubestemt artikel for at betegne deres ubestemte og egenskabsbeskrivende karakter i forhold til subjektet. (I de tilfælde hvor substantivet er gengivet uden artikel, er det dog også tydeligt at der er tale om en egenskab, en art eller en kategori.)

„Der er nemlig tre som vidner, ånden og vandet og blodet, og de tre stemmer overens.“ — 1Jo 5:7, 8.

Denne gengivelse stemmer med de græske tekstudgaver af C. Tischendorf (8. udg., 1872); Westcott og Hort (1881); Augustinus Merk (9. udg., 1964); José María Bover (5. udg., 1968); UBS; Nestle-Aland.

Efter ordene „tre som vidner“ tilføjer kursivhåndskrifterne nr. 61 (16. årh.) og nr. 629 (på latin og græsk, 14.-15. årh.) og Vg^c følgende: „i himmelen, Faderen, Ordet og den hellige ånd; og disse tre er én. (8) Og der er tre som vidner på jorden“. Men disse ord mangler i אABVgSy^h,p.

Apg 20:28 — Gr.: διὰ τοῦ αἵματος τοῦ ἰδίου

(diaʹ tou haiʹmatos tou idiʹou)

Grammatisk set kan denne passage også oversættes som den autoriserede danske oversættelse (1992) og andre oversættelser gør: „med sit eget blod“. Dog bemærker en bibelkommentar (Indledning og noter fra „Jerusalembibelen“ oversat til dansk, udgivet af Ansgarstiftelsen, København 1968) til dette sted: „Et vanskeligt udtryk, som undertiden gengives ved: ’købte sig med sin egen Søns blod’.“ At mange har haft svært ved at acceptere tanken om ’Guds eget blod’, er uden tvivl årsagen til at ACDSy^{h (margen)} har læsemåden „Herrens menighed“ (følges af bl.a. S. Konstantin-Hansen, 1926) i stedet for „Guds menighed“, idet ordene „med sit eget blod“ da viser tilbage til „Herren“, ikke til „Gud“. Imidlertid har אBVg læsemåden „Gud“ (med bestemt artikel), og den traditionelle oversættelse betyder da ’Guds eget blod’.

De græske ord τοῦ ἰδίου (tou idiʹou) efter ordene „med blodet“ kan i denne sammenhæng oversættes „med blodet af sin egen“, idet et substantiv i ental er underforstået efter „sin egen“; her vil det være mest nærliggende at underforstå den person der står Gud nærmest, hans enestefødte søn Jesus Kristus. Herom siger J. H. Moulton i A Grammar of New Testament Greek, bd. 1 (Prolegomena), 1930-udg., s. 90: „Før vi forlader ἴδιος [iʹdios] bør der siges noget om brugen af ὁ ἴδιος [ho iʹdios] uden vedføjet substantiv. Dette forekommer i Joh 1, 11, 13, 1; Apg 4, 23, 24, 23. I papyrushåndskrifterne finder vi entalsformen brugt således som et udtryk for hengivenhed over for nære slægtninge. . . . I Expos. [The Expositor] VI, III, 277 tillod jeg mig at anføre dette som en mulig støtte for dem (indbefattende B. Weiss) der ville oversætte Apg 20, 28 ’blodet af en som var hans egen’.“

En anden mulig forklaring anføres i The New Testament in the Original Greek, Westcott og Hort, bd. 2, London 1881. I Tillægget, s. 99, 100, siger Hort: „det er på ingen måde umuligt at ΥΙΟΥ [huiouʹ, „af Sønnen“] er faldet ud efter ΤΟΥΙΔΙΟΥ [tou idiʹou, „af hans egen“] ved en eller anden meget tidlig afskrivning som har fået følger for alle eksisterende dokumenter. Hvis man indsætter dette er der ingen vanskeligheder af nogen art forbundet med passagen.“

Ny Verden-Oversættelsen gengiver passagen ordret men tilføjer „søn“ i klammer efter ἰδίου, så stedet lyder: „med blodet af sin egen [søn]“.

Ro 9:5 — Gr.: καὶ ἐξ ὧν ὁ χριστὸς τὸ κατὰ σάρκα, ὁ ὢν ἐπὶ πάντων, θεὸς εὐλογητὸς εἰς τοὺς αἰῶνας· ἀμήν

(kai ex hōn ho christosʹ to kataʹ sarʹka, ho ōn epiʹ panʹtōn, theosʹ eulogētosʹ eis tous aiōʹnas; amēnʹ)

Disse oversættelser opfatter ὁ ὤν (ho ōn) som indledende en uafhængig sætning der handler om Gud og udtrykker en velsignelse af ham for det han har tilvejebragt. Her og i Sl 67:19 LXX står prædikatet εὐλογητός (eulogētosʹ, „velsignet“) efter subjektet θεός (theosʹ, „Gud“). — Se Sl 68:19, fdn.

I sit værk Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms, 7. udg., Leipzig 1867, s. 513, siger G. B. Winer: „Hvor subjektet udgør hovedbegrebet, især hvor det modstilles et andet subjekt, kan og vil prædikatet blive efterstillet, jf. Sl 67:20 [19] LXX. Og derfor er ordstillingen i Ro 9:5, hvis ordene ὁ ὢν ἐπὶ πάντων θεὸς εὐλογητός osv. [ho ōn epiʹ panʹtōn Theosʹ eulogētosʹ osv.] henviser til Gud, helt på sin plads, ja nødvendig.“

En detaljeret undersøgelse af konstruktionen i Ro 9:5 findes i The Authorship of the Fourth Gospel and Other Critical Essays af Ezra Abbot, Boston (USA) 1888, s. 332-438. På s. 345, 346 og 432 siges der: „Men her er ὁ ὤν [ho ōn] adskilt fra ὁ χριστός [ho christosʹ] af τὸ κατὰ σάρκα [to kataʹ sarʹka], som ved læsning skal følges af en pause — en pause der forlænges som følge af den særlige betoning som κατὰ σάρκα [kataʹ sarʹka] får på grund af τό [to]; og den foregående sætning er grammatisk set fuldstændig i sig selv, og logisk set kræver den intet yderligere; for det var kun med hensyn til kødet at Kristus stammede fra jøderne. På den anden side vil, som vi har set (s. 334), den opregning af velsignelser der går umiddelbart forud, kronet af Kristi kommes uvurderlige velsignelse, naturligt munde ud i en pris og tak til Gud som den der hersker over alle; mens også det ’Αμήν [Amēnʹ] der slutter sætningen lader formode at der er tale om en doksologi. Fra ethvert synspunkt virker den doksologiske konstruktion derfor ubesværet og naturlig. . . . At det er naturligt med en pause efter σάρκα [sarʹka] fremgår yderligere af at vi finder en prik efter dette ord i alle vore ældste MSS der bevidner dette sted — nemlig A, B, C, L . . . Jeg kan nu, foruden uncialerne A, B, C, L . . . nævne mindst seksogtyve kursivhåndskrifter som har et skilletegn efter σάρκα, almindeligvis det samme som det de har efter αἰῶνας [aiōʹnas] eller ’Αμήν [Amēnʹ].“

Det må derfor være Gud der gives pris og tak i Ro 9:5. Skriftstedet sætter ikke Jehova Gud lig med Jesus Kristus.

Tit 2:13 — Gr.: τοῦ μεγάλου θεοῦ καὶ σωτῆρος ἡμῶν Χριστοῦ ’Ιησοῦ

(tou megaʹlou theouʹ kai sōtēʹros hēmōnʹ Christouʹ Iēsouʹ)

På dette sted finder vi to substantiver forbundet med καί (kai, „og“); det første har den foranstillede bestemte artikel i genitiv, τοῦ (tou, „den“), og det andet står uden artikel. En lignende konstruktion findes i 2Pe 1:1, 2, hvor der i v. 2 skelnes tydeligt mellem Gud og Jesus. Dette viser at når to personer forbindes med καί og den første har den foranstillede bestemte artikel, er det ikke nødvendigt at gentage artiklen foran den anden. Eksempler på denne konstruktion i den græske tekst findes i Apg 13:50; 15:22; Ef 5:5; 2Ts 1:12; 1Ti 5:21; 6:13; 2Ti 4:1. Denne konstruktion findes også i LXX. (Se Ord 24:21, fdn.) An Idiom Book of New Testament Greek, af C. F. D. Moule, Cambridge (England) 1971, s. 109, siger at udtrykket kan betyde „af den store Gud, og af vor Frelser Jesus Kristus . . . på κοινή- [koinēʹ-]græsk, selv uden gentagelsen [af den bestemte artikel]“.

En detaljeret undersøgelse af konstruktionen i Tit 2:13 findes i The Authorship of the Fourth Gospel and Other Critical Essays, Ezra Abbot, Boston (USA) 1888, s. 439-457. På s. 452 i dette værk findes følgende kommentar: „Tag et eksempel fra Det Nye Testamente. I Matt. xxi. 12 læser vi at Jesus ’kastede alle dem ud der solgte og købte i templet’, τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράζοντας [tous pōlounʹtas kai agoraʹzontas]. Ingen kan med rimelighed antage at det var de samme personer der her både solgte og købte. Hos Markus sættes der tydeligt skel mellem de to kategorier ved indsættelsen af τούς foran ἀγοράζοντας; her overlades det trygt til læseren selv at adskille dem. I det tilfælde vi har foran os [Tit 2:13], synes jeg ikke at det indebærer nogen vanskelighed at artiklen er udeladt foran σωτῆρος [sōtēʹros] — ikke fordi σωτῆρος er tilstrækkelig bestemt ved tilføjelsen af ἡμῶν [hēmōnʹ] (Winer), for eftersom både Gud og Kristus ofte kaldes „vor Frelser“, ville ἡ δόξα τοῦ μεγάλου θεοῦ καὶ σωτῆρος ἡμῶν [hē doʹxa tou megaʹlou Theouʹ kai sōtēʹros hēmōnʹ], hvis det stod alene, mest naturligt blive opfattet som ét subjekt, nemlig Gud, Faderen; men tilføjelsen ’Ιησοῦ Χριστοῦ til σωτῆρος ἡμῶν [Iēsouʹ Christouʹ til sōtēʹros hēmōnʹ] ændrer stedet fuldstændigt ved at begrænse σωτῆρος ἡμῶν til at gælde en person eller et væsen som, ifølge Paulus’ sædvanlige sprogbrug, holdes klart adskilt fra den person eller det væsen hvem han benævner som ὁ θεός [ho theosʹ], således at det ikke var nødvendigt at gentage artiklen for at undgå tvetydighed. I 2 Thess. i. 12 ville udtrykket κατὰ τὴν χάριν τοῦ θεοῦ ἡμῶν καὶ κυρίου [kataʹ tēn chaʹrin tou theouʹ hēmōnʹ kai kyriʹou] naturligt blive opfattet som ét subjekt, og artiklen ville være påkrævet før κυρίου hvis der var tænkt på to; men den enkle tilføjelse af ’Ιησοῦ Χριστοῦ til κυρίου [Iēsouʹ Christouʹ til kyriʹou] viser tydeligt at der er tale om to adskilte subjekter uden indsættelse af artiklen.“

I Tit 2:13 er der derfor tale om to adskilte personer, Jehova Gud og Jesus Kristus. Intet sted i Bibelen er det muligt at påvise at Jehova og Jesus skulle være den samme.

Joh 8:58 — „Før Abraham blev til, har jeg været“

Gr.: πρὶν ’Αβραὰμ γενέσθαι ἐγὼ εἰμί

(prin Abraamʹ genesʹthai egōʹ eimiʹ)

Den handling der udtrykkes i Joh 8:58 begyndte „før Abraham blev til“ og varer stadig ved. I et sådant tilfælde kan εἰμί (eimiʹ), som er første person ental, præsens (nutid) indikativ, med rette oversættes med perfektum (førnutid) indikativ. Eksempler på samme syntaks findes i Lu 2:48; 13:7; 15:29; Joh 5:6; 14:9; 15:27; Apg 15:21; 2Kor 12:19; 1Jo 3:8.

Om denne konstruktion siger G. B. Winer i Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms, 7. udg., Leipzig 1867, s. 251: „Undertiden har præsensformen også præteritumsbetydning (Mdv. 108.), nemlig når man ved verbet vil betegne en tilstand der er begyndt tidligere og endnu varer ved, en tilstand der er i sin væren: som i Joh 15:27 ἀπ’ ἀρχῆς μετ’ ἐμοῦ ἐστέ [ap’ archēsʹ met’ emouʹ esteʹ], 8:58 πρὶν ’Αβραὰμ γενέσθαι ἐγὼ εἰμί [prin Abraamʹ genesʹthai egōʹ eimiʹ].“

På samme måde siger A Grammar of New Testament Greek, af J. H. Moulton, bd. III, udgivet af Nigel Turner, Edinburgh 1963, s. 62: „Præsens til betegnelse af en handlings vedvaren i fortiden indtil indeværende øjeblik er praktisk talt det samme som perfektum med den forskel at handlingen betragtes som stadig værende i gang . . . Formen bruges hyppigt i NT: Lk 2⁴⁸ 13⁷ . . . 15²⁹ . . . Jn 5⁶ 8⁵⁸ . . .“

I et forsøg på at gøre Jesus lig med Jehova siger nogle at ἐγὼ εἰμί (egōʹ eimiʹ) svarer til det hebraiske udtryk ’aniʹ hu’, „jeg [er] ham“ (dvs. „det er mig“), som benyttes af Gud. Det hebraiske udtryk benyttes imidlertid også af mennesker. — Se 1Kr 21:17, fdn.

Endnu et forsøg på at gøre Jesus lig med Jehova går ud på at forbinde Joh 8:58 med 2Mo 3:14 (LXX), hvor der står: ’Εγώ εἰμι ὁ ὤν (Egōʹ eimi ho ōn), som betyder „jeg er Den Værende“ eller „jeg er Den Eksisterende“, men argumentet holder ikke, for det er ikke det samme udtryk der bruges de to steder. (Se 2Mo 3:14, fdn.) Det er ikke muligt ud fra De Kristne Græske Skrifter at påvise at Jesus skulle være identisk med Jehova. — Se 1Pe 2:3, fdn.; Till. 6A, 6E.

Sl 58:4b, 5a — „Døve som brilleslangen der stopper sit øre til, der ikke vil høre slangetæmmernes stemme.“

Under overskriften „Lader slanger sig ’besværge’ af musik?“ skrev New York Times for 10. januar 1954 (sekt. 4, s. 9) med henvisning til Sl 58:4, 5: „Dr. David I. Macht, forskningsfarmakolog ved Mount Sinai Hospital i Baltimore, er en af verdens førende autoriteter i spørgsmålet om kobraslangens gift. (Kobragift er et anerkendt lægemiddel, for eksempel ved visse blodsygdomme.) Dr. Macht oplyste at han under sit arbejde med kobraslanger og kobragift blev bekendt med mange veluddannede hinduiske læger fra forskellige steder i Indien. Alle var enige om at kobraer reagerer over for visse toner fra piber og fløjter. Nogle former for musik virker stærkere på dyrene end andre former, sagde lægerne. Indiske børn der leger i mørket ude på landet, bliver tilmed advaret mod at synge, for at lyden ikke skal lokke kobraerne frem, sagde han. Dr. Macht kommenterede at Shakespeare, der gentagne gange omtaler slanger som døve dyr . . ., blot gentog en udbredt misforståelse. På den anden side, sagde dr. Macht, havde salmisten ret da han antydede det modsatte i Salme 58, vers 5, at slanger kan høre. . . . Stik imod hvad visse naturforskere siger, mener dr. Macht at slanger lader sig ’besværge’ af lyde, ikke af slangebesværgerens bevægelser.“

Et lignende vidnesbyrd er fremkommet i en artikel i det tyske zoologiske tidsskrift Grzimeks Tier, Sielmanns Tierwelt, juli 1981, s. 34, 35, hvor forfatteren fortæller om en kobraslange der boede i en termithøj på hans grund i Sri Lanka. Han bad en slangetæmmer om at fange den vilde slange og få den til at danse. Han beretter: „Efter at jeg havde forsikret min gæst om at der virkelig fandtes en kobraslange dér, satte han sig ned foran termithøjen og begyndte at spille på sin fløjte. Efter lang tid — jeg troede næsten ikke længere at der ville ske noget — løftede kobraslangen sit hoved flere centimeter op af et hul. Før slangen nåede at åbne munden skyndte slangetæmmeren sig hen og holdt dens hoved fast mellem tommelfingeren og to fingre.“ Derpå fik inderen også slangen til at danse.

Der er således vidnesbyrd om at brilleslanger godt kan „høre slangetæmmernes stemme“.