Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Se hen til Jehova efter indsigt
    Vagttårnet – 1989 | 15. marts
    • Se hen til Jehova efter indsigt

      „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå.“ — SALME 32:8.

      1. Hvad afgør om det er kloge beslutninger vi træffer? (Jævnfør Femte Mosebog 32:7, 29.)

      HVER dag kommer vi ud for at skulle træffe afgørelser, enten af tilsyneladende mindre eller åbenlyst større betydning. Træffer vi da kloge afgørelser? Det afhænger i vid udstrækning af om vi er impulsive eller vi tænker os om før vi taler eller handler. Og i mange tilfælde forudsætter kloge afgørelser at vi er i stand til at se bag om det der ligger lige for. Det kræver måske at vi ved hvad udfaldet af øjeblikkets verdensbegivenheder vil blive, ja endog at vi ved hvad der finder sted i de åndelige regioner. Er det muligt? Er det menneskeligt muligt at opnå en sådan viden som ikke beror på rent og skært gætteri?

      2. Hvilken hjælp behøver vi for at styre sikkert gennem livet, og hvorfor? (Ordsprogene 20:24)

      2 Vi mennesker er udrustet med bemærkelsesværdige forstandsevner, men vi er ikke blevet skabt med evnen til at lede os selv sikkert gennem tilværelsen uden ydmygt at lade Gud bistå os. Som den inspirerede profet Jeremias skrev: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

      3. Hvad sker der hvis vi ikke ser hen til Jehova efter ledelse? (Jævnfør Første Mosebog 3:4-6, 16-24.)

      3 Hvad bliver resultatet hvis vi ignorerer dette og stoler enten på os selv eller på andre mennesker med hensyn til hvad der er klogt eller uklogt, rigtigt eller forkert? Da vi har en kødelig tankegang, vil vi til tider kalde noget for godt som Gud siger er ondt, og kalde noget for klogt som Gud siger er tåbeligt. (Esajas 5:20) Selv om vi gør dette helt ubevidst, kunne vi blive årsag til at andre tog anstød. (Jævnfør Første Korintherbrev 8:9.) Jehovas ord siger om dem der vedvarende undlader at søge hans ledelse: „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ — Ordsprogene 14:12.

      4. Hvilken hjælp lover Jehova gavmildt sine tjenere? (Jævnfør Jeremias 10:21.)

      4 Hvad har vi da brug for? Ganske enkelt: vi har brug for den hjælp Jehova giver. Han siger opmuntrende: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ — Salme 32:8.

      Hvad indsigt indbefatter

      5. Definér „indsigt“.

      5 Men hvad er „indsigt“, sådan som ordet bruges i Bibelen? Det er evnen til at se ind i en given situation, at se bag om det der ligger lige for. Ifølge Theological Wordbook of the Old Testament betegner det hebraiske udtryk der gengives med „indsigt“ „en forstandsmæssig kundskab eller viden om årsagssammenhængen“. Det er den form for kundskab der sætter et menneske i stand til at handle klogt og med held at gennemføre noget. I overensstemmelse med grundbetydningen og for helt at få den rette betydning frem gengiver Ny Verden-oversættelsen ikke blot det tilsvarende udsagnsord med ’at have indsigt’, men også med udtryk som ’at handle med indsigt’, ’at klare alle opgaver med indsigt’, og ’at have held’. — Salme 14:2.

      6. Hvorfor kan „den der tøjler sine læber“ siges at handle med indsigt?

      6 For eksempel siges der at „den der tøjler sine læber handler med indsigt“. (Ordsprogene 10:19) Han tænker før han taler og tager både i betragtning hvordan andre vil opfatte det han siger og hvorvidt det han overvejer at sige om en anden er víst, kærligt og velovervejet. (Ordsprogene 12:18; Jakob 1:19) Eftersom hans drivkraft er kærlighed til Jehovas veje og et oprigtigt ønske om at gavne sin næste, er det han siger opbyggende for andre. — Ordsprogene 16:23.

      7. Hvordan fik David ry for at handle med indsigt?

      7 Om David, Isajs søn, hedder det: „Han klarede med indsigt alle opgaver som Saul sendte ham ud på.“ David indså klart at han ikke blot var med i en strid mellem mennesker; han erkendte at han og hans mænd udkæmpede Jehovas krige. David så derfor hen til Jehova efter vejledning og velsignelse. (1 Samuel 17:45; 18:5; 2 Samuel 5:19) Som følge heraf lykkedes alle de opgaver David blev sendt ud på.

      8. Hvordan kan man også gengive det udsagnsord der i De Kristne Græske Skrifter er oversat ’have indsigt’?

      8 I De Kristne Græske Skrifter gengives det udsagnsord der er oversat med ’at have indsigt’, også med ’at få fat i meningen’, ’at fatte’, ’at forstå’. (Romerne 3:11; Mattæus 13:13-15; Efeserne 5:17) Gud lover sine tjenere evnen til at gøre dette. Men hvordan giver han dem en sådan indsigt?

      Hvordan Josua fik indsigt

      9. Hvordan gav Jehova fortidens Israel indsigt?

      9 I det gamle Israel gav Jehova levitterne til opgave at undervise folket i hans lov. (3 Mosebog 10:11; 5 Mosebog 33:8, 10) Loven var inspireret af Gud, og Jehovas ånd hvilede over hele den organisationsmæssige ordning der var truffet med henblik på den undervisning. (Malakias 2:7) På denne måde ’gav Jehova israelitterne indsigt’, som det siges i Nehemias 9:20.

      10, 11. (a) Hvordan ville Josua kunne handle indsigtsfuldt? (Josua 1:7, 8) (b) Hvilken undervisningskanal var det vigtigt at Josua anerkendte? (c) Hvad måtte Josua desuden gøre?

      10 Men ville enkeltpersoner i folket nu handle med indsigt? Hvis de skulle det, krævedes der noget af dem. Da Josua fik overdraget det ansvarsfulde hverv at føre israelitterne ind i det forjættede land, sagde Jehova til ham: „Vær blot modig og meget stærk så du kan tage vare på at handle efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dig. Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre, for at du kan handle med indsigt overalt hvor du færdes. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ Vi har her det hebraiske udsagnsord der betyder ’at handle forstandigt’ eller ’at handle med indsigt’. — Josua 1:7, 8.

      11 Hvordan ville Jehova give Josua denne indsigt? Ikke ved at indgive ham den mirakuløst, men ved at åbne adgang til den gennem sit skrevne ord. Josua måtte fylde sit sind og hjerte med det ved regelmæssigt at læse det og meditere over det. Josua vidste at det ifølge Guds ord var levitterne der skulle give undervisning i Loven. Dette måtte Josua forstå og anerkende, så han ikke holdt sig for sig selv i den tro at han egenhændigt kunne disponere rigtigt. Han havde en ansvarsfuld opgave at tage vare på. (Ordsprogene 18:1) Det var vigtigt at Josua flittigt studerede Guds skrevne ord. Hvis han samvittighedsfuldt gjorde dette, uden at springe noget over, og hvis han adlød Jehovas ord, kunne han handle med indsigt. — Jævnfør Første Kongebog 2:3.

      Hvordan Jehova giver indsigt i dag

      12. Hvilke tre betingelser må vi opfylde for at få gavn af den indsigt Jehova giver os adgang til?

      12 Helt op til vor tid har Jehova til stadighed forsynet sine tjenere med den vejledning de behøver for at kunne handle med indsigt. Der er flere krav vi hver især må opfylde for at få gavn af denne vejledning: (1) Vi må anerkende Jehovas organisation, sådan som Josua gjorde. Det betyder i vort tilfælde at vi må samarbejde med den kristne menighed af salvede, „den trofaste og kloge træl“ og dens Styrende Råd. (Mattæus 24:45-47; jævnfør Apostelgerninger 16:4.) Det indbefatter også at vi regelmæssigt overværer møderne. (Hebræerne 10:24, 25) (2) Vi må være flittige med det personlige studium af Guds ord og de publikationer ’trælleskaren’ udgiver for at vi kan forstå dette ord. (3) Det er også vigtigt at vi tager os tid til at meditere over hvordan det vi lærer finder anvendelse i vor personlige tilværelse og kan være til gavn for andre.

      13. Hvordan skal vi forstå løftet i Jeremias 3:15?

      13 Om den form for tilsyn og den åndelige føde han ville tilvejebringe i vor tid, siger Jehova, som vi læser i Jeremias 3:15: „Jeg vil give jer hyrder efter mit hjerte, og de vil give jer føde i form af kundskab og indsigt.“ Ja, denne åndelige føde vil udruste os med en bemærkelsesværdig evne til at analysere situationer og klart se hvad vi må gøre for at vore forehavender kan lykkes. Hvem er kilden til denne indsigt? Det er Jehova Gud.

      14. Hvorfor har ’den trofaste trælleskare’ indsigt?

      14 Hvorfor har „den trofaste og kloge træl“ denne indsigt? Fordi de der udgør denne skare oprigtigt har interesseret sig for Guds ord og har fulgt dets vejledning. Og eftersom de har underkastet sig Jehovas ledelse, har han desuden givet dem af sin ånd og brugt dem i overensstemmelse med sin hensigt. (Lukas 12:43, 44; Apostelgerninger 5:32) Som den inspirerede salmist skrev for længe siden: „Jeg har opnået større indsigt end alle mine lærere, for jeg har dine formaninger i tanke.“ — Salme 119:99.

      15. (a) Hvad er kernen i den vejledning ’trælleskaren’ altid giver os? (b) Hvordan var det for længe siden muligt for ’trælleskaren’ at videregive kundskab og indsigt angående det kristne syn på blodtransfusion?

      15 Når nogen har bedt „den trofaste og kloge træl“ om vejledning, har den altid givet følgende råd: ’Følg det der står i Bibelen. Stol på Jehova.’ (Salme 119:105; Ordsprogene 3:5, 6) Da blodtransfusion vandt indpas som rutinemæssig lægebehandling og Jehovas Vidner måtte tage stilling til dette spørgsmål, redegjorde Vagttaarnet for 15. februar 1946 for det kristne syn på blodets hellighed. Det gjorde opmærksom på at Guds forbud omfattede såvel menneskers som dyrs blod. (1 Mosebog 9:3, 4; Apostelgerninger 15:28, 29) Artiklen nævnte intet om blodtransfusioners bivirkninger; dem havde man kun begrænset kendskab til dengang. Kernen i sagen var og er lydighed mod Guds lov. I dag erkender stadig flere den praktiske visdom i at nægte at modtage blodtransfusion; men Jehovas Vidner har fra første færd kunnet handle med indsigt fordi de stoler på Skaberen, der ved langt mere om blod end noget menneske gør.

      16. Hvorfor har vejledningen i Vagttårnet om emner som moral, opløste familier og depression vist sig at være betimelig?

      16 Efterhånden som principløshed angående kønsmoral er blevet mere og mere udtalt, har Vagttårnet givet sund bibelsk vejledning, i stedet for at være talerør for den fremherskende holdning. Dette har hjulpet mange til at værne om deres dyrebare forhold til Jehova og rette blikket mod den varige lykke frem for overfladiske, flygtige fornøjelser. Også i artikler der henvender sig til enlige forældre og deres børn, og til dem der kæmper med depression, afspejler Vagttårnet en indsigt der kun er tilgængelig for dem der betragter Jehovas tanker som dyrebare og som oprigtigt beder: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud.“ — Salme 143:10; 139:17.a

      17. (a) Hvad vidste Jehovas tjenere mange år i forvejen om året 1914? (b) Hvilken indsigt udgjorde en ledetråd for Guds folk efter 1914, skønt der stadig var uafklarede detaljer?

      17 Jehova sørgede også ved hjælp af „den trofaste og kloge træl“ for at hans tjenere mange år i forvejen var klar over at året 1914 ville markere afslutningen på hedningernes tider. (Lukas 21:24, da. aut.) Naturligvis var der mange spørgsmål de tumlede med da de trådte ind i tiden efter den første verdenskrig, men de vidste nok til at handle forstandigt. De havde forstået ud fra Bibelen at tiden var nær da Gud ville udslette den gamle tingenes ordning og at det derfor ville være tåbeligt at sætte deres håb til den eller lade dens materialistiske livsværdier styre deres tilværelse. De var også klar over at Jehovas rige er den virkelige løsning på alle de problemer der plager menneskeheden. (Daniel 2:44; Mattæus 6:33) De indså også tydeligt at det påhviler alle sande kristne at forkynde om Jehovas salvede konge, Jesus Kristus, og hans rige. (Esajas 61:1, 2; Mattæus 24:14) Ved hjælp af artiklen „Den nye Nations Fødsel“ i Vagttaarnet for maj 1925 blev de styrket med en klarere forståelse af Åbenbaringen, kapitel 12, og de forstod nu hvad der havde fundet sted i himmelen, usynligt for det menneskelige øje. Denne indsigt tjente dem som en gavnlig ledetråd.

      18. Hvilken forret og pligt har vi nu, og hvad bør vi spørge os selv om?

      18 De få tusind der dengang tjente Jehova som hans vidner, handlede i tro og gik foran med at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige overalt i verden. Som følge heraf har millioner lært Gud at kende, fattet kærlighed til ham og fået udsigt til evigt liv. Alle vi der har modtaget sandheden som følge af at de kærligt har slidt i det, har forstået at vi også har den forret og pligt at være med i dette arbejde og aflægge et grundigt vidnesbyrd for alle vi kan nå ud til, noget vi må fortsætte med indtil Jehova siger at arbejdet er færdigt. (Åbenbaringen 22:17; jævnfør Apostelgerninger 20:26, 27.) Viser den måde du anvender dit liv på, at du forstår og værdsætter den indsigt Jehova har givet gennem sin organisation?

      19. (a) Hvordan har den nævnte broder i sit livsløb afspejlet værdsættelse af den indsigt Jehova giver gennem sin organisation? (b) Hvad kan vi lære af dette eksempel?

      19 En stor skare enkeltpersoner i alle verdensdele viser gennem deres livsførelse tydeligt at svaret i deres tilfælde er ja. Betragt for eksempel John Cutforth. For cirka 48 år siden tog han et bibelsk råd til sig som ’den trofaste trælleskare’ dengang som nu henleder opmærksomheden på, nemlig: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift. Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen.“ (Mattæus 6:33, 34) Efter en årrække i Jehovas tjeneste kunne broder Cutforth sige: ’Noget af det der virkelig har indprentet sig i mit sind, er at Jehova har en organisation på jorden som han leder, at jeg som enkeltperson kunne samarbejde med denne organisation, og at jeg kunne finde fred, tilfredshed, glæde og mange venner foruden mange andre rige velsignelser ved i ét og alt at følge denne organisations anvisninger og ledelse.’ Han har haft rig lejlighed til at blive bestyrket i denne overbevisning i sin tilværelse, der har været fyldt med åndelige velsignelser, idet han har virket i USA, Canada, Australien og Papua-Ny Guinea.b Det er bestemt også forstandigt af os at vise værdsættelse af de redskaber Jehova bruger til at give sit folk indsigt. — Mattæus 6:19-21.

      Vær på vagt så du ikke mister indsigten

      20, 21. (a) Hvordan har nogle mistet den gudgivne indsigt de engang besad? (b) Hvordan kan vi vogte os for at handle skadeligt?

      20 Den indsigt som Jehova har givet sine tjenere, er en dyrebar skat. Men hvis vi ikke bliver på den vej der har ført til at vi har opnået indsigt fra Gud, kan vi miste den. Sørgeligt nok har nogle erfaret dette. (Ordsprogene 21:16; Daniel 11:35) I stedet for at tage imod en tugt der berørte dem personligt har de forsøgt at retfærdiggøre deres handlinger. Stolthed er blevet en snare for dem. Det som Guds ord viser er ondt, er de begyndt at kalde godt, og de har trukket sig tilbage fra Jehovas organisation. Hvor sørgeligt!

      21 Det der er sket med en der befinder sig i denne situation, beskrives i Salme 36:1-3, hvor vi læser: „Overtrædelsens udsagn til den ugudelige lyder i hans hjertes indre.“ Det vil sige at vedkommendes egne selviske ønsker har ført til overtrædelse. „Der er ingen rædsel for Gud for hans øjne,“ fortsætter salmisten. „For han har været for mild i sit syn på sig selv til at finde sin misgerning og hade den. Hans munds ord er ondskab og svig.“ Og hvad bliver resultatet? „Han har ikke længere indsigt til at gøre det gode.“ Han overbeviser faktisk sig selv om at det han gør er rigtigt, og han besnærer andre til at følge sig. Det er derfor yderst vigtigt at vi ikke blot har indsigt men også vogter den ved at anerkende den kanal hvorigennem Jehova giver os mulighed for at erhverve denne indsigt!

      [Fodnoter]

      a Se Watch Tower Publications Index 1930-1985 under „Marriage“ („Ægteskab“), „Families“ („Familieliv“), „Moral Breakdown“ („Moralens sammenbrud“) og „Depression (Mental)“ („Depression“).

      b Se The Watchtower for 1. juni 1958, side 333-6.

  • Indsigt fra Jehova
    Vagttårnet – 1989 | 15. marts
    • Indsigt fra Jehova

      „De i folket som har indsigt, bringer mange til forståelse.“ — DANIEL 11:33.

      1, 2. (a) Hvorfor handlede israelitterne opsætsigt skønt de havde mærket Jehovas loyale hengivenhed? (b) Hvad vil det gavne os at gøre? (Jeremias 51:10)

      FORTIDENS israelitter vidste at Jehova var den eneste sande Gud. De havde fået at vide hvordan han havde handlet over for deres forfædre, og de havde personligt erfaret hans loyale hengivenhed. Men gentagne gange forsømte de groft at vise indsigt. De „handlede opsætsigt“ mod Jehova og dem der repræsenterede ham. Hvorfor? Fordi ’de ikke huskede’ hvad han havde gjort for dem. (Salme 106:7, 13) Det var ikke fordi de manglede kundskab om dette, men de tænkte ikke over det med værdsættelse. Følgen blev at de ’begærede noget skadeligt’. — 1 Korinther 10:6.

      2 I dag sørger Jehova for at hans vidner adskiller sig markant fra alle andre folk ved blandt andet at give dem indsigt gennem sin synlige organisation. Vor forståelse af den måde Jehova leder sit folk på vil blive øget ved at vi gennemgår nogle eksempler på en sådan indsigt. Ét eksempel drejer sig om noget centralt i vor tro — Guds væsen.

      Er Gud en treenighed?

      3. Hvordan kunne Jehovas tjenere for over hundrede år siden fastslå sandheden om Guds væsen? (1 Korinther 8:5, 6)

      3 Kristenheden har hårdnakket fastholdt at de der ikke bekender at de tror på treenigheden er kættere. Men i stedet for at lade sig skræmme af mennesker har Jehovas tjenere gjort sig klart at det ikke er uinspirerede menneskers overleveringer og trosbekendelser, men Bibelen selv, der er målestok for hvad der er sandhed. På baggrund af denne norm fremsatte disse ivrige bibelstudenter allerede i 1882 følgende klare udtalelse i Zion’s Watch Tower: „Vore læsere ved at skønt vi tror på Jehova, Jesus og den hellige ånd, afviser vi den lære at disse tre er tre guder i én person, eller, som nogle udtrykker det, én Gud i tre personer, da vi betragter den som fuldstændig ubibelsk.“ — Johannes 5:19; 14:28; 20:17.

      4. (a) Hvad har Jehovas folk fundet ud af vedrørende treenighedslærens grundlag og dens virkninger? (b) Hvorfor har Jehova givet sine tjenere denne indsigt?

      4 Jehovas tjenere, der sætter Bibelens sandheder højt, har undersøgt treenighedslærens oprindelse og fundet at den har sin rod i ikkekristne religioner. Ved et omhyggeligt studium af Skriften er de også blevet klar over at når visse skriftsteder synes at støtte treenighedstanken skyldes det bibeloversætterne, der var påvirkede af treenighedslæren, og ikke ordlyden af de ældste håndskrifter på originalsprogene. De har erkendt at denne lære som tilsyneladende ærer Jesus, i virkeligheden er i modstrid med hans lære og vanærer Jehova. Derfor hed det videre i førnævnte udgave af Zion’s Watch Tower: „Det sømmer sig for os som sandhedssøgende mennesker at være ærlige over for os selv og over for vor Faders ord, som kan gøre os virkelig vise. Lad os derfor afvise uinspirerede menneskers og korrupte systemers overleveringer og trosbekendelser og holde fast ved mønsteret af de sunde ord vi har modtaget fra vor Herre og apostlene.“ Som følge af at de virkelig elsker sandheden og ikke blot hæfter sig ved nogle få yndlingsskriftsteder men giver agt på hele Guds ord, har Jehova givet dem en indsigt der umiskendeligt har adskilt dem fra kristenheden. — 2 Timoteus 3:16, 17; se studieudgaven af New World Translation, side 1580, afsnit 6B.

      Guds navns retmæssige plads

      5. Hvad har ligget til grund for at flere og flere bibeloversættelser udelader Guds navn? (Åbenbaringen 22:18, 19)

      5 Et andet eksempel: Da bibeloversættelserne i stadig stigende tal fordunklede eller helt udelod Guds navn, understregede Watch Tower Society mere og mere betydningen af dette navn. I kristenheden hævdede man at det ville give evangeliet et mere universelt præg hvis man udelod navnet Jehova. Men Jehovas salvede tjenere var klar over hvem der var ophav til denne snedige plan om at fjerne det mest betydningsfulde af alle navne fra De Hellige Skrifter. (Jævnfør Jeremias 23:27.) De forstod at dette var udtænkt af Djævelen for at slette navnet på den eneste sande Gud af menneskers erindring.

      6. Hvad har Guds sande tjenere i modsætning til kristenheden gjort for at ophøje hans navn? (Apostelgerninger 15:14)

      6 I modsætning til hvad man gjorde i kristenheden gav Zion’s Watch Tower lige fra sit første udgivelsesår (1879) Guds navn, JEHOVA, en fremtrædende plads. I 1926 bragte Vagttaarnet en artikel med titlen „Hvem vil ære Jehova?“ (Salme 135:21) I 1931 antog de bibelstudenter der havde tilknytning til Watch Tower Society navnet Jehovas Vidner. (Esajas 43:10-12) De forstod også bedre og bedre hvor vigtigt det var at Jehovas navn blev helliget. (Esajas 12:4, 5) I 1944 begyndte de at fremstille bibeludgaven American Standard Version, hvori navnet Jehova forekommer mere end 6800 gange. Deres mest bemærkelsesværdige bidrag til udbredelsen af Bibelen har imidlertid været New World Translation, som de begyndte at udgive i 1950. Den giver Guds navn dets rette plads både i De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter.

      7. Hvordan har det gavnet mange at der er blevet lagt vægt på Guds navn og alt hvad det står for?

      7 Den vægt der således er blevet lagt på Guds navn, har været til glæde for millioner af retfærdselskende mennesker på hele kloden. Det har hjulpet dem til at opfatte den sande Gud som en person. Og efterhånden som de har lært hans veje at kende, har de kunnet handle klogt, med indsigt. — Mika 4:2, 5.

      Har mennesket en udødelig sjæl?

      8. Hvad har Jehovas Vidner tidligt i deres nutidige historie erkendt vedrørende sjælen og de dødes tilstand?

      8 Et tredje eksempel: På et tidligt tidspunkt i Jehovas Vidners historie i nyere tid åbnede kærligheden til Guds ord deres øjne for andre betydningsfulde sandheder. For mere end et århundrede siden forstod „den trofaste og kloge træl“ at sjælen ikke er en fornuftbegavet ånd der bor i mennesket og alligevel er adskilt fra det menneskelige legeme, men personen selv. (Mattæus 24:45-47) I 1880 analyserede Zion’s Watch Tower brugen af den hebraiske og græske grundteksts ord Sheol og Hades og nåede frem til den slutning at disse ord betegner graven. Bladet påpegede også at mennesker der dømmes til Gehenna bliver udslettet, ikke pint. — Se også studieudgaven af New World Translation, side 1573-5.

      9. Hvad stod der i Zion’s Watch Tower i 1894 angående oprindelsen til læren om menneskesjælens iboende udødelighed?

      9 I 1894 stillede Zion’s Watch Tower spørgsmålet: „Hvorfra stammer da den almindelige opfattelse at alle mennesker ejer iboende udødelighed?“ Bladet svarede indsigtsfuldt: „Undersøger vi hvad historien kan fortælle, finder vi at Guds inspirerede vidner ikke har udbredt læren om menneskets udødelighed, men den er essensen i alle hedenske religioner. . . . Det er derfor ikke sandt at Sokrates og Platon var de første der formulerede læren: der var en der gjorde det før dem, og han var dygtigere. De pudsede imidlertid læren af . . . og gjorde den til en filosofi, så den blev mere besnærende og antagelig for de veluddannede dengang og siden da. Den første skriftlige oplysning om denne falske lære findes i den ældste historiebog mennesket kender — Bibelen. Lærens ophav var Satan.“a

      10. Hvad har religiøse løgne om sjælen og de dødes tilstand bevirket, men hvad er der blevet gjort til gavn for tænkende mennesker?

      10 Ved at udbrede den løgn at alle mennesker har en udødelig sjæl og at de onde vil blive pint for evigt i et brændende helvede, har Satan spottet og kastet smuds på Guds navn. Det forstod den første redaktør af Zion’s Watch Tower, C. T. Russell. Han så hvordan oplyste mennesker forkastede tanken om evig pine, men desværre også forkastede Bibelen fordi de troede at den var grundlaget for denne urimelige lære. Som broder Russell selv sagde, ville han fjerne den mørke middelalders tågeslør fra tænkende menneskers sind, og han holdt derfor det opsigtsvækkende offentlige foredrag „Til helvede og tilbage igen“.

      11. (a) Hvilken advarsel fremsatte ’den trofaste og kloge trælleskare’ da spiritismen var ved at vinde frem? (b) Hvem har haft gavn af denne advarsel, og hvordan?

      11 Spiritismen var på det tidspunkt ved at vinde frem. Men med den indsigt som Jehova havde gjort det muligt at opnå ved hjælp af sit ord, forstod „den trofaste og kloge træl“ at de afdødes formodede ånder som mennesker kom i forbindelse med, var dæmoner. Der blev fremført vægtige bibelske argumenter i offentlige foredrag og i trykte publikationer for at åbne oprigtige menneskers øjne for den fare der var forbundet med at give sig af med spiritisme. (5 Mosebog 18:10-12; Esajas 8:19) Som følge af den indsigt Jehova har givet sine tjenere, er mange tusind mennesker overalt på jorden blevet befriet for frygten for de døde, for udøvelse af spiritisme og for de nedværdigende skikke der er forbundet med den.

      Kristen adfærd i en urolig verden

      12, 13. (a) Forklar Daniel 11:32, 33. (b) Nævn nogle grundlæggende bibelske sandheder som „de . . . som har indsigt“ benytter til at bringe andre til forståelse.

      12 Profeten Daniel gav et fingerpeg om at Guds tjeneres indsigt ville komme til udtryk på endnu et område, nemlig med hensyn til det vigtige spørgsmål om neutralitet. Efter en detaljeret beskrivelse af kampen mellem fremtrædende politiske magter på verdensskuepladsen siges der i Daniel 11:32, 33: „Dem der handler ugudeligt mod pagten, vil han forlede til frafald med glatte ord.“ Det vil sige at den totalitære nordens konge vil forlede dem til frafald der påstår at de er kristne men som elsker verden, ønsker dens godkendelse og derfor ringeagter pagten om det rige hvori Kristus skal herske over jorden. „Men,“ fortsætter Daniel, „det folk som kender sin Gud vil stå fast og gennemføre det de har i sinde. Og de i folket som har indsigt, bringer mange til forståelse.“

      13 Den indsigt der skal til for at handle forstandigt under de ofte meget urolige forhold i verden omkring os, bygger på den forståelse af grundlæggende bibelske sandheder som „den trofaste og kloge træl“ under Jehovas ledelse har fået. Blandt andet forstår de at Satan Djævelen er denne verdens usynlige hersker, sådan som Jesus selv påpegede. (Lukas 4:5-8; Johannes 12:31) I overensstemmelse hermed siges der endvidere i Første Johannesbrev 5:19 at ikke blot en lille del af verden, men „hele verden [alle mennesker uden for den sande kristne menighed] ligger i den ondes magt“. (Åbenbaringen 12:9) Eftersom Jesus sagde at hans disciple ikke var „en del af verden“, må de forholde sig neutrale i verdens anliggender. — Johannes 17:16.

      14. (a) Hvad blev Jehovas tjeneres opmærksomhed meget betimeligt henledt på i 1939 og 1941? (b) Hvordan har denne indsigt sat Jehovas Vidner i stand til at bære sig forstandigt ad?

      14 Samtidig med at den anden verdenskrigs mørke skyer trak sammen over Europa, blev spørgsmålet om de kristnes neutralitet derfor meget betimeligt taget op og behandlet i Vagttaarnet for 1. januar 1940. Nært forbundet med det spørgsmål er en anden fundamental sandhed — nemlig betydningen af stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme over universet og det messianske riges andel i afgørelsen af dette spørgsmål. Meget passende var dette emnet for et stævneforedrag i 1941 i St. Louis, Missouri, og det følgende år blev det behandlet i bogen The New World. Denne guddommelige indsigt har afgjort været en beskyttelse for Jehovas tjenere i denne splittede og krigshærgede verden! Mens kristenhedens religiøse samfund er blevet splittet fordi de har ladet sig indvikle i internationale stridigheder og undergravende guerillabevægelser, har Jehovas Vidner i alle lande holdt sig til i forening at forkynde Jehovas rige som menneskehedens eneste håb. De har været travlt optaget af det livreddende forkyndelsesarbejde som Jesus Kristus forudsagde, og som vi læser om i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“

      Bibelprofetiers opfyldelse

      15. Hvorfor har Jehovas tjenere fået indsigt?

      15 Hvorfor har Jehovas tjenere fået denne indsigt? Fordi de har fuld tillid til Guds skrevne ord og adlyder det, og fordi Jehovas ånd hviler over dem. Derved har de også fået forståelse af betydningsfulde bibelprofetier, og dette er det femte eksempel vi skal se på.

      16, 17. (a) Hvorfor afviger Jehovas Vidners tidsangivelser nogle gange fra verdslige historikeres? (b) Hvordan har Jehovas Vidner haft gavn af deres tillid til Bibelen med hensyn til at fastsætte Artaxerxes’ 20. regeringsår og årstallet for babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem?

      16 Verdslige historikere som sætter deres lid til arkæologernes fortolkning af de til tider ufuldstændige fund de har gjort, er kommet til det resultat at året 464 f.v.t. var Artaxerxes den Langhåndedes første regeringsår, og at 604 f.v.t. var Nebukadnezar II’s første regeringsår. Hvis dette var rigtigt, ville Artaxerxes’ 20. regeringsår være begyndt i 445 f.v.t., og babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem (i Nebukadnezars 18. regeringsår) ville have fundet sted i 587 f.v.t. Men hvis man bruger disse tidsangivelser som grundlag for en udregning af tidspunktet for visse bibelprofetiers opfyldelse, fører det til forvirring.

      17 Jehovas Vidner interesserer sig for de arkæologiske fund der har tilknytning til Bibelen. Men når fortolkningen af disse fund strider imod Bibelens klare udtalelser, anerkender vi tillidsfuldt det Bibelen siger om tidsangivelser eller om et hvilket som helst andet emne. Som følge heraf har Jehovas tjenere længe anerkendt at den profetiske tidsperiode der begyndte i Artaxerxes’ 20. regeringsår, skulle regnes fra 455 f.v.t., og at Daniel 9:24-27 således peger frem til efteråret år 29 e.v.t. som tidspunktet for Jesu salvelse til Messias.b Af samme grund er de kommet til forståelse af at profetien i Daniels bogs fjerde kapitel om de „syv tider“ skal regnes fra 607-606 f.v.t., og at det afmærkede efteråret år 1914 e.v.t. som det tidspunkt da Kristus blev indsat på tronen som regerende konge og endens tid begyndte for denne verden.c Men de ville ikke have fået forståelse af denne betagende opfyldelse af profetierne hvis de havde vaklet i deres overbevisning om Bibelens inspiration. Den indsigt som de har vist sig at være i besiddelse af, er altså direkte forbundet med deres tillid til Guds ord.

      18. Hvad lover Esajas 65:13, 14 angående Jehovas loyale tjeneres åndelige tilstand?

      18 Om sine loyale tjeneres åndelige tilstand i modsætning til den der råder hos enkeltpersoner og grupper der forhastet tilsidesætter Bibelen for at følge skiftende strømninger, siger Jehova: „Se! Mine tjenere skal spise, men I skal sulte. Se! Mine tjenere skal drikke, men I skal tørste. Se! Mine tjenere skal fryde sig, men I skal beskæmmes. Se! Mine tjenere skal råbe af glæde af et veltilpas hjerte, men I skal skrige af hjerteve og hyle af sønderbrudt ånd.“ — Esajas 65:13, 14.

      19. (a) Hvilken kanal anvender „den trofaste og kloge træl“ hovedsagelig til at forklare Skrifterne? (b) Hvordan får vi det fulde udbytte af den åndelige føde?

      19 Som dette korte historiske tilbageblik har vist, er det gennem Vagttårnets spalter Jehovas „trofaste og kloge træl“ har forklaret vigtige bibelske sandheder. Vagttårnet er den kanal hvorigennem ’trælleskaren’ først og fremmest uddeler åndelig føde. Får du det fulde udbytte af bladet? Læser du hvert enkelt nummer, og slår du de ikkeciterede skriftsteder op der er henvist til? Har du gjort dig til vane at meditere over det du har studeret og opbygge værdsættelse af det, så du overvejer hvordan det bør berøre din holdning, dine ønsker, dine daglige gøremål og dine mål i livet? Det har stor betydning for om du træffer afgørelser der bygger på den sande indsigt som Jehova alene har givet.

      [Fodnoter]

      a Satan fik Eva til at tro at hun ikke ville dø en bogstavelig død. (1 Mosebog 3:1-5) Det var derfor først senere han frembragte den falske lære at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter legemets død. — Se Vagttårnet for 15. marts 1958, side 143.

      b Insight on the Scriptures, bind 2, side 614-16, 899-901.

      c „Lad dit rige komme“, side 186-9.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del