Der henvises ofte til at Jehova løskøbte Israels nation fra Ægypten som sin „personlige ejendom“ (5Mo 9:26; Sl 78:42), og til at han mange hundrede år senere løskøbte sit folk fra landflygtigheden i Assyrien og Babylon. (Es 35:10; 51:11; Jer 31:11, 12; Zak 10:8-10) Også i disse tilfælde indebar løskøbelsen at der blev betalt en pris til gengæld. Da Israel blev løskøbt fra Ægypten, sørgede Jehova åbenbart for at Ægypten betalte prisen. Israel var i realiteten Guds „førstefødte“, og Jehova advarede Farao om at hvis han stædigt blev ved med at nægte at give israelitterne fri, ville Jehova kræve Faraos og alle Ægyptens førstefødtes, menneskers såvel som dyrs, liv. (2Mo 4:21-23; 11:4-8) Og til gengæld for at Kyros indtog Babylon og udfriede jøderne fra landflygtigheden, gav Jehova „Ægypten som en løsesum [form af koʹfær] for [sit folk], Ætiopien og Seba i [dets] sted“. Senere indtog Perserriget disse områder, og på denne måde blev ’folkestammer givet i stedet for israelitternes sjæle’. (Es 43:1-4)

Senere „solgte“ israelitterne sig imidlertid gang på gang „til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne“ (2Kg 17:16, 17), med det resultat at Jehova ved flere lejligheder ’solgte dem’ eller „prisgav dem til deres fjender“. (5Mo 32:30; Dom 2:14; 3:8; 10:7; 1Sa 12:9) Når de angrede, bevirkede det at han købte dem tilbage, eller genløste dem, fra trængselen eller landflygtigheden (Sl 107:2, 3; Es 35:9, 10; Mik 4:10), hvorved han optrådte som en go’elʹ, en genløser som var beslægtet med dem ud fra den betragtning at han havde indgået ægteskab med nationen. (Es 43:1, 14; 48:20; 49:26; 50:1, 2; 54:5-7) Når Jehova ’solgte’ dem, fik han ikke nogen materiel betaling af de hedenske nationer. Hans betaling bestod i at retfærdigheden skete fyldest og hans hensigt blev opfyldt, idet israelitterne blev tugtet og tilrettevist for deres oprørskhed og mangel på respekt. — Jf. Es 48:17, 18.

Når han købte israelitterne tilbage, betød det heller ikke nødvendigvis at han måtte yde en håndgribelig betaling. Da han genløste dem fra landflygtigheden i Babylon, frigav Kyros dem frivilligt, uden at forvente nogen håndgribelig kompensation. I de tilfælde hvor Jehova genløste sit folk fra undertrykkende nationer som havde handlet ondt mod Israel, lod han derimod undertrykkerne selv betale prisen idet han lod dem bøde med deres eget liv. (Jf. Sl 106:10, 11; Es 41:11-14; 49:26.) Da Guds folk blev solgt til de hedenske nationer, modtog de „intet“ af deres undertrykkere, intet som virkelig gavnede dem eller bragte dem lindring. Derfor behøvede Jehova heller ikke at betale deres erobrere noget for at skabe balance i regnskabet. Han gennemførte derimod genløsningen ved hjælp af sin kraft, „sin hellige arm“. — Es 52:3-10; Sl 77:14, 15.

I sin egenskab af go’elʹ hævnede Jehova således den uret der var begået mod hans tjenere, hvilket bevirkede at hans eget navn blev renset for de anklager der var blevet rejst af dem der benyttede Israels ulykke som en anledning til at smæde ham. (Sl 78:35; Es 59:15-20; 63:3-6, 9) Som både nationens og dens enkelte medlemmers nære Slægtning og store Genløser førte han deres sag for at skaffe dem retfærdighed. — Sl 119:153, 154; Jer 50:33, 34; Kl 3:58-60; jf. Ord 23:10, 11.