Lykkelige over at Jehova viser os vejen

„Den sande Gud, fuldkommen er hans vej; Jehovas ord er lutret.“ — 2 SAMUEL 22:31.

1, 2. (a) Hvad har alle mennesker et grundlæggende behov for? (b) Hvis eksempel gør vi klogt i at efterligne?

ALLE mennesker har et grundlæggende behov for vejledning der kan lede dem på livets vej. Jehova har ganske vist udstyret os med et vist mål af intelligens og en samvittighed der kan hjælpe os til at skelne mellem ret og uret. Men hvis vores samvittighed skal være en pålidelig vejleder, må den være opøvet. (Hebræerne 5:14) Og for at kunne træffe de rette afgørelser må vores sind have nøjagtige oplysninger og være i stand til at bedømme disse oplysninger. (Ordsprogene 2:1-5) Men selv da er det, på grund af livets uvished, ikke sikkert at vore afgørelser giver det ønskede resultat. (Prædikeren 9:11) Det ligger uden for menneskers formåen at vide hvad fremtiden rummer.

² Af disse og mange andre grunde skrev profeten Jeremias: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Jesus Kristus, det største menneske der har levet, tog imod vejledning. Han sagde: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ (Johannes 5:19) Det er derfor klogt at efterligne Jesus og lade Jehova lede vore skridt. Kong David sang: „Den sande Gud, fuldkommen er hans vej; Jehovas ord er lutret. Et skjold er han for alle som søger tilflugt hos ham.“ (2 Samuel 22:31) Hvis vi bestræber os for at vandre på Jehovas vej frem for at følge vores egen forstand, vil vi få en vejledning der er fuldkommen. At afvise Guds vej fører til ulykke.

Jehova viser vejen

3. Hvilke anvisninger gav Jehova Adam og Eva, og hvilke fremtidsudsigter havde de?

³ Selv om Adam og Eva var syndfri, havde de behov for vejledning. Jehova lod ikke Adam være helt uden retningslinjer i Edens smukke have. Gud gav ham et arbejde at udføre. Adam skulle som det første give dyrene navne. Dernæst gav Jehova Adam og Eva nogle langsigtede mål. De skulle underlægge sig jorden, fylde den med efterkommere og tage sig af jordens dyr. (1 Mosebog 1:28) En enorm opgave, men enderesultatet ville være et verdensomspændende paradis befolket med en fuldkommen menneskeslægt der levede i skøn forening med dyrene. Det var vidunderlige fremtidsudsigter. Og så længe Adam og Eva vandrede trofast på Jehovas vej, kunne de kommunikere med ham. (Jævnfør Første Mosebog 3:8.) Det var en storslået forret at de kunne have et personligt forhold til Skaberen som aldrig ville ophøre.

4. Hvordan viste Adam og Eva mangel på tillid og loyalitet, og hvilke katastrofale følger fik det?

⁴ Jehova forbød det første menneskepar at spise af træet til kundskab om godt og ondt som stod i Edens have. Dette gav dem lejlighed til at vise deres lydighed og ønske om at vandre på Jehovas vej. (1 Mosebog 2:17) Men snart blev deres lydighed sat på prøve. Da Satan kom med sine underfundige udtalelser, måtte Adam og Eva være loyale mod Jehova og stole på hans løfter hvis de skulle forblive lydige. Sørgeligt nok manglede de loyalitet og tillid. Da Satan tilbød Eva uafhængighed og falskeligt beskyldte Jehova for at lyve, blev hun bedraget og var ulydig mod Gud. Adam fulgte hende i synden. (1 Mosebog 3:1-6; 1 Timoteus 2:14) Det resulterede i at de satte alt over styr. Havde de vandret på Jehovas vej, ville det have givet dem en stadig større glæde efterhånden som de gennemførte hans hensigt. I stedet blev deres tilværelse fyldt med skuffelse og smerte indtil døden indhentede dem. — 1 Mosebog 3:16-19; 5:1-5.

5. Hvad er stadig Jehovas hensigt med jorden, og hvordan hjælper han trofaste mennesker til at få opfyldelsen af hans løfter at se?

⁵ Jehova ændrede dog ikke sin hensigt, som er at jorden en dag skal blive et paradisisk hjem for fuldkomne, syndfri mennesker. (Salme 37:11, 29) Og han har aldrig undladt at vejlede dem der vandrer på hans vej, og som håber på at se opfyldelsen af hans løfter. For dem der hører efter, lyder Jehovas stemme bag dem: „Dette er vejen. Gå på den!“ — Esajas 30:21.

Nogle der vandrede på Jehovas vej

6. Hvilke to mænd fra fortiden vandrede på Jehovas vej, og med hvilket resultat?

⁶ Ifølge den bibelske beretning var det kun et mindretal af Adam og Evas efterkommere der vandrede på Jehovas vej. Den første der gjorde det, var Abel. Han led en for tidlig død, men eftersom han havde Jehovas gunst, vil han få del i ’opstandelsen af de retfærdige’ når Guds tid er inde. (Apostelgerninger 24:15) Han vil se den endelige opfyldelse af Jehovas storslåede hensigt med jorden og menneskene. (Hebræerne 11:4) En anden der vandrede på Jehovas vej, var Enok, hvis profeti om enden på denne tingenes ordning findes i Judas’ Brev. (Judas 14, 15) Enoks liv blev også afkortet. (1 Mosebog 5:21-24) Der siges imidlertid om ham at han „fik . . . det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag“. (Hebræerne 11:5) Da han døde, havde han ligesom Abel et sikkert håb om en opstandelse og vil være blandt dem der vil se opfyldelsen af Jehovas hensigter.

7. Hvordan viste Noa og hans familie Jehova loyalitet og tillid?

⁷ Efterhånden som verden før Vandfloden sank dybere ned i ondskab, blev lydighed mod Jehova mere og mere et spørgsmål om loyalitet. Hen mod slutningen af datidens verden var der kun en lille gruppe som vandrede på Jehovas vej. Noa og hans familie lyttede til Gud og stolede på det han sagde. De udførte trofast de opgaver de havde fået betroet, og nægtede at tage del i deres samtidiges fordærvede adfærd. (1 Mosebog 6:5-7, 13-16; Hebræerne 11:7; 2 Peter 2:5) Vi kan være taknemmelige for at de forblev loyale og lydige over for Gud, eftersom de overlevede Vandfloden og kunne give livet videre til os. — 1 Mosebog 6:22; 1 Peter 3:20.

8. Hvad indebar det for nationen Israel at vandre på Jehovas vej?

⁸ Med tiden indgik Jehova en pagt med den trofaste Jakobs efterkommere, og de blev et folk der var hans særlige ejendom. (2 Mosebog 19:5, 6) Jehova vejledte sit pagtsfolk gennem en skreven lov, et præsteskab og sine profeter. Men det var israelitterne selv der afgjorde om de ville følge den vej Jehova anviste. Gennem sin profet sagde Jehova til israelitterne: „Se, jeg forelægger jer i dag velsignelse og forbandelse: velsignelsen, forudsat I adlyder Jehova jeres Guds bud som jeg pålægger jer i dag; og forbandelsen, hvis I ikke adlyder Jehova jeres Guds bud men vender jer bort fra den vej som jeg giver jer påbud om i dag, for at vandre efter andre guder, som I ikke kender til.“ — 5 Mosebog 11:26-28.

Hvorfor nogle forlod Jehovas vej

9, 10. Hvilke omstændigheder nødvendiggjorde at israelitterne satte deres lid til Jehova og var loyale mod ham?

⁹ Ligesom Adam og Eva måtte israelitterne stole på Jehova og være loyale over for ham hvis de skulle forblive lydige. Israel var et lille land der var omgivet af fjendtlige folk. Mod sydvest lå Ægypten og Ætiopien, og mod nordøst Aram og Assyrien. I Israels umiddelbare nærhed lå Filisterlandet, Ammon, Moab og Edom. Alle disse lande var på forskellige tidspunkter fjender af Israel. De praktiserede desuden alle falsk religion, der var kendetegnet af afgudsdyrkelse, astrologi og i nogle tilfælde afskyelige sexritualer og børneofringer. Israels nabofolk forventede at deres guder skulle give dem store familier, en rigelig høst og sejr over deres fjender.

¹⁰ Israelitterne tilbad kun én Gud, Jehova. Han havde lovet at velsigne dem med mange børn og gode afgrøder samt at beskytte dem mod deres fjender, forudsat at de adlød hans love. (5 Mosebog 28:1-14) Det var der desværre mange i Israel der ikke gjorde. Ikke så få af dem der fulgte Jehovas vej, måtte lide for deres loyalitet. Nogle blev torteret, latterliggjort, pisket, stenet og endog dræbt af deres landsmænd. (Apostelgerninger 7:51, 52; Hebræerne 11:35-38) Det må have været en stor prøve for de trofaste. Men hvorfor veg så mange bort fra Jehovas vej? To eksempler fra Israels historie kan fortælle os noget om deres afsporede tankegang.

Akaz’ dårlige eksempel

11, 12. (a) Hvad nægtede Akaz at gøre da han blev truet af Aram? (b) Hvem så Akaz hen til efter beskyttelse?

¹¹ Akaz regerede over sydriget Juda i det 8. århundrede før vor tidsregning. Hans styre var ikke fredfyldt. Ved en lejlighed slog Aram og nordriget Israel sig sammen for at angribe ham, og „hans hjerte og hans folks hjerte kom til at bæve“. (Esajas 7:1, 2) Jehova tilbød sin hjælp og opfordrede Akaz til at sætte ham på prøve, men det afslog Akaz blankt. (Esajas 7:10-12) Som følge heraf tabte Juda krigen og led svære tab. — 2 Krønikebog 28:1-8.

¹² Akaz nægtede at sætte Jehova på prøve, men han holdt sig ikke tilbage fra at bede Assyriens konge om hjælp. Juda blev dog fortsat plaget af sine nabofolk. Da også Assyrien vendte sig mod Akaz og ’trængte ham yderligere, ofrede han til Damaskus’ guder som havde slået ham, og han sagde: „Når Arams kongers guder hjælper dem, vil jeg ofre til dem, så de kan hjælpe mig.“’ — 2 Krønikebog 28:20, 23.

13. Hvad viste Akaz ved at vende sig til Arams guder?

¹³ Ved en senere lejlighed sagde Jehova til israelitterne: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ (Esajas 48:17, 18) Ved at vende sig til Arams guder viste Akaz hvor langt han var kommet bort fra ’den vej han skulle gå’. Han var blevet ført helt på afveje af nationernes tankegang, idet han søgte beskyttelse hos deres falske guder i stedet for hos Jehova.

14. Hvorfor havde Akaz ingen undskyldning da han vendte sig til de falske guder?

¹⁴ Nationernes guder, deriblandt aramæernes guder, havde længe vist sig at være afguder. (Esajas 2:8) Tidligere, på kong Davids tid, var Jehovas overlegenhed over Arams guder tydeligt kommet til udtryk da aramæerne blev Davids tjenere. (1 Krønikebog 18:5, 6) Kun Jehova, „gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud,“ kan give sand tryghed. (5 Mosebog 10:17) Men Akaz vendte Jehova ryggen og så hen til nationernes guder efter beskyttelse. Det fik katastrofale følger for Juda. — 2 Krønikebog 28:24, 25.

Jøderne der tog Jeremias med til Ægypten

15. På hvilken måde syndede jøderne i Ægypten på Jeremias’ tid?

¹⁵ På grund af sit folks illoyalitet tillod Jehova i 607 f.v.t. at babylonierne ødelagde Jerusalem og dets tempel. Størstedelen af nationen blev ført i landflygtighed til Babylon, men nogle, deriblandt profeten Jeremias, blev ladt tilbage. Efter mordet på Gedalja, der var sat over landet, flygtede denne gruppe til Ægypten og tog Jeremias med sig. (2 Kongebog 25:22-26; Jeremias 43:5-7) Dér begyndte de at ofre til falske guder. Jeremias gik i rette med de troløse jøder, men de var stivsindede. De nægtede at vende sig til Jehova og insisterede på at blive ved med at bringe røgofre til „himmelens dronning“. Hvorfor? Fordi det var det de og deres forfædre havde gjort ’i Judas byer og på Jerusalems gader, da de blev mættet med brød og havde det godt og ikke så nogen ulykke’. (Jeremias 44:16, 17) Jøderne påstod også: „Siden vi holdt op med at bringe røgofre til ’himmelens dronning’ og udgyde drikofre til hende, har vi manglet alt, og ved sværd og ved hungersnød har vi mødt vort endeligt.“ — Jeremias 44:18.

16. Hvilken helt igennem forkert tankegang havde jøderne i Ægypten?

¹⁶ Hvor var deres hukommelse dog kort! Stemte deres påstand med kendsgerningerne? Jøderne havde ganske rigtigt ofret til falske guder i det land Jehova havde givet dem. Undertiden, som for eksempel på Akaz’ tid, led de på grund af dette frafald. Jehova var imidlertid „sen til vrede“ mod sit pagtsfolk. (2 Mosebog 34:6; Salme 86:15) Han sendte sine profeter for at tilskynde dem til at ændre sind. Trofaste konger blev velsignet af Jehova, og det kom folket til gode selv om de fleste jøder var troløse. (2 Krønikebog 20:29-33; 27:1-6) Hvor var det forkert af jøderne i Ægypten at påstå at velstandsperioderne i deres hjemland havde været deres falske guders fortjeneste!

17. Hvorfor mistede Juda sit land og tempel?

¹⁷ Før 607 f.v.t. havde Jehova indtrængende sagt til Judas indbyggere: „Adlyd min røst, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk; og I skal vandre på hele den vej som jeg vil give jer påbud om, for at det kan gå jer godt.“ (Jeremias 7:23) Jøderne mistede deres tempel og deres land netop fordi de nægtede at vandre ’på hele den vej som Jehova havde givet dem påbud om’. Vi må passe på ikke at begå den samme skæbnesvangre fejl.

Jehova velsigner dem der vandrer på hans vej

18. Hvad må de der vandrer på Jehovas vej, gøre?

¹⁸ For at vandre på Jehovas vej i dag må vi, ligesom Jehovas tjenere i fortiden, være loyale og fast besluttede på kun at tjene Jehova. Det kræver tillid, en stærk tro på at Jehovas løfter er pålidelige og vil gå i opfyldelse. For at vandre på Jehovas vej må vi være lydige, altid følge hans love og efterleve hans høje normer. „Jehova er retfærdig; han elsker retfærdsgerninger.“ — Salme 11:7.

19. Hvilke guder tilbeder mange i dag, og med hvilket resultat?

¹⁹ Akaz søgte beskyttelse hos Arams guder. Israelitterne der var flygtet til Ægypten, håbede at „himmelens dronning“, en gudinde der blev dyrket i oldtidens Mellemøsten, ville skænke dem velstand. Mange guder i dag er ikke bogstavelige afguder. Jesus omtalte en af dem da han advarede mod at tilbede „Rigdom“ i stedet for Jehova. (Mattæus 6:24) Apostelen Paulus talte om „havesygen, som er afgudsdyrkelse“. (Kolossenserne 3:5) Han talte også om nogle ’hvis gud er bugen’. (Filipperne 3:19) Ja, penge og materielle ejendele bliver af mange i dag tilbedt som guder. Faktisk sætter de fleste mennesker, også blandt de religiøse, ’deres håb til en usikker rigdom’. (1 Timoteus 6:17) Mange arbejder meget hårdt for at tjene disse guder, og nogle opnår visse goder — et flot hjem, luksuøse ting og god mad. Men det er ikke alle der føler glæde ved en sådan velstand. Og de der gør, opdager ofte at materielle ting ikke i sig selv kan give dem virkelig tilfredshed. De er usikre og forgængelige og kan ikke dække menneskenes åndelige behov. — Mattæus 5:3.

20. Hvilken ligevægtig holdning må vi søge at bevare?

²⁰ Det er sandt at vi der lever i disse sidste dage for denne tingenes ordning, må være praktiske. Vi må tage fornuftige skridt i forbindelse med at sørge for vore familier i materiel henseende. Men hvis vi sætter en høj levestandard og jaget efter penge eller andre ting højere end tjenesten for Gud, har vi gjort os skyldige i en form for afgudsdyrkelse og vandrer ikke længere på Jehovas vej. (1 Timoteus 6:9, 10) Men hvad så hvis vi rammes af dårligt helbred, økonomiske vanskeligheder eller andre problemer? Da må vi ikke være som de jøder i Ægypten der påstod at deres problemer skyldtes at de havde tjent Gud. Lad os i stedet sætte Jehova på prøve, hvilket var det Akaz forsømte at gøre. Lad os loyalt søge vejledning hos Jehova Gud. Ja, lad os tillidsfuldt følge hans ledelse og bede ham om styrke og visdom til at klare enhver situation. Og lad os fortrøstningsfuldt vente på Jehovas velsignelse.

21. Hvordan bliver de der vandrer på Jehovas vej, velsignet?

²¹ Af Israels historie fremgår det at Jehova rigt velsignede dem der vandrede på hans vej. Kong David sang: „Jehova, før mig i din retfærdighed på grund af mine fjender.“ (Salme 5:8) Jehova gav David militære sejre over nabolande der senere voldte Akaz vanskeligheder. Under kong Salomons styre blev Israel velsignet med den fred og velstand som jøderne i Ægypten senere længtes efter. Jehova skænkede endog Akaz’ søn Ezekias sejr over det mægtige Assyrien. (Esajas 59:1) Jehovas hånd var ikke for kort til at hjælpe hans loyale ’som ikke havde stået på synderes vej’, men havde lyst til Jehovas lov. (Salme 1:1, 2) Det samme er tilfældet i dag. Men hvordan kan vi være sikre på at vi vandrer på Jehovas vej? Det spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

Fortsæt med at vandre på Jehovas vej

„Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse.“ — SALME 37:34.

1, 2. Hvad indebar det for kong David at vandre på Jehovas vej, og hvad indebærer det for os?

„LÆR mig den vej at kende som jeg skal vandre ad, for til dig har jeg løftet min sjæl.“ (Salme 143:8) Kristne i dag tilslutter sig helhjertet disse ord af kong David. De ønsker oprigtigt at behage Jehova og vandre på hans vej. Hvad indebærer det? I Davids tilfælde betød det at han måtte overholde Guds lov. Han måtte stole på Jehova og tjene ham loyalt, frem for at indgå forbund med de omboende folkeslag og tilbede deres guder. For de kristne indbefatter det imidlertid mere at vandre på Jehovas vej.

² De der vandrer på Jehovas vej, må først og fremmest tro på Jesu Kristi genløsningsoffer og anerkende ham som „vejen og sandheden og livet“. (Johannes 3:16; 14:6; Hebræerne 5:9) De må også opfylde „Messias’ lov“, som indebærer at man viser at man har kærlighed til hinanden, især til Jesu salvede brødre. (Galaterne 6:2; Mattæus 25:34-40) De der følger Jehovas vej, elsker hans principper og bud. (Salme 119:97; Ordsprogene 4:5, 6) De værdsætter det storslåede privilegium det er at tage del i den kristne tjeneste. (Kolossenserne 4:17; 2 Timoteus 4:5) Bøn er en naturlig del af deres liv. (Romerne 12:12) Og de ’ser nøje til hvordan de vandrer, at det ikke er som uvise men som vise’. (Efeserne 5:15) De ofrer ikke åndelige værdier til fordel for midlertidige materielle goder eller umoralske sanselige nydelser. (Mattæus 6:19, 20; 1 Johannes 2:15-17) Dertil kommer at det er livsvigtigt for dem at vise loyalitet mod Jehova og at have tillid til ham. (2 Korinther 1:9; 10:5; Efeserne 4:24) Hvorfor? Fordi vores situation minder meget om den som fortidens Israel befandt sig i.

Nødvendigheden af tillid og loyalitet

3. Hvordan kan loyalitet, tro og tillid hjælpe os til at forblive på Jehovas vej?

³ Israel var en lille nation der var omgivet af fjendtligsindede naboer som deltog i tøjlesløse ceremonier i forbindelse med tilbedelsen af deres afguder. (1 Krønikebog 16:26) Det var kun israelitterne der tilbad den eneste sande og usynlige Gud, Jehova, og han krævede at de holdt fast ved høje moralnormer. (5 Mosebog 6:4) I dag er det kun nogle få millioner der tilbeder Jehova, og de lever blandt næsten seks milliarder mennesker hvis moral og religiøse indstilling ligger meget langt fra deres. Hvis vi hører til de få millioner der tilbeder Jehova, må vi vogte os for dårlig indflydelse. Hvordan? Det vil være en hjælp for os at være loyale mod Jehova Gud, tro på ham og have fuld tillid til at han vil opfylde sine løfter. (Hebræerne 11:6) Dette vil afholde os fra at have tillid til det som verden sætter sit håb til. — Ordsprogene 20:22; 1 Timoteus 6:17.

4. Hvorfor er nationerne „mentalt formørkede“?

⁴ Apostelen Paulus viste i hvor høj grad kristne må skille sig ud fra verden da han skrev: „Dette siger jeg derfor og vidner om i Herren, at I ikke længere må vandre sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed, idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed.“ (Efeserne 4:17, 18) Jesus er „det sande lys“. (Johannes 1:9) Alle der forkaster ham eller hævder at tro på ham uden at adlyde „Messias’ lov“, er „mentalt formørkede“. De vandrer ikke på Jehovas vej, men er „udelukkede fra det liv der hører Gud til“. Uanset hvor stor forstand de mener at have på verdslige spørgsmål, er de uvidende med hensyn til den eneste form for kundskab der fører til liv, nemlig kundskaben om Jehova Gud og Jesus Kristus. — Johannes 17:3; 1 Korinther 3:19.

5. Hvorfor har mange et uimodtageligt hjerte selv om sandhedens lys skinner i verden?

⁵ Ikke desto mindre skinner sandhedens lys i verden. (Salme 43:3; Filipperne 2:15) „Den sande visdom råber højt på gaden.“ (Ordsprogene 1:20) Sidste år brugte Jehovas vidner over en milliard timer på at fortælle andre om Jehova Gud og Jesus Kristus. Hundredtusinder reagerede positivt på deres budskab. Men bør det overraske os at mange andre ikke ønskede at lytte? Nej. Paulus talte om „deres hjertes ufølsomhed“. Nogle har et uimodtageligt hjerte på grund af selviskhed eller kærlighed til penge. Andre er påvirket af falsk religion eller af den verdslige tankegang der er så udbredt i dag. En ublid medfart i livet har fået mange til at vende Gud ryggen. Andre nægter at følge Jehovas høje moralnormer. (Johannes 3:20) Kunne en der vandrer på Jehovas vej, også udvikle et ufølsomt hjerte?

6, 7. Ved hvilke lejligheder faldt israelitterne fra skønt de tilbad Jehova Gud, og hvorfor?

⁶ Som Paulus gav udtryk for, var det dét der skete med fortidens Israel. Han skrev: „Disse ting er blevet eksempler for os, for at vi ikke skal begære noget skadeligt, sådan som de begærede det. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev det; som der står skrevet: ’Folket satte sig til at spise og drikke, hvorpå de rejste sig for at more sig.’ Lad os heller ikke øve utugt, som nogle af dem begik utugt, og på én dag faldt treogtyve tusind.“ — 1 Korinther 10:6-8.

⁷ Paulus henviser først til den lejlighed hvor Israel tilbad en guldkalv ved foden af Sinaj Bjerg. (2 Mosebog 32:5, 6) Det var en direkte overtrædelse af Guds bud som de blot nogle uger tidligere var gået ind på at adlyde. (2 Mosebog 20:4-6; 24:3) Paulus henviser dernæst til den begivenhed ved hvilken Israel bøjede sig for Ba’al sammen med Moabs døtre. (4 Mosebog 25:1-9) Kalvedyrkelsen var kendetegnet af overdreven nydelse og det „at more sig“.a Ba’alsdyrkelse var forbundet med åbenlys umoralitet. (Åbenbaringen 2:14) Hvorfor begik israelitterne disse synder? Fordi de tillod deres hjerte at „begære noget skadeligt“, hvad enten det var afgudsdyrkelsen eller den tøjlesløse adfærd der var forbundet med ba’alsdyrkelsen.

8. Hvad kan vi lære af det der overgik Israel?

⁸ Paulus pegede på at vi skulle tage ved lære af disse begivenheder. Det er utænkeligt at man som kristen ville bøje sig for en guldkalv eller en af fortidens moabitiske guder. Men hvordan stiller vi os til umoralitet eller en livsform hvor selvet er i centrum? Den slags er meget udbredt i dag, og hvis vi lader et begær efter noget sådant vokse i vort hjerte, vil det fjerne os fra Jehova. Resultatet vil være det samme som hvis vi havde dyrket afguder — vi bliver fremmede over for Gud. (Jævnfør Kolossenserbrevet 3:5; Filipperbrevet 3:19.) Paulus slutter sin behandling af disse begivenheder med at give sine trosfæller følgende tilskyndelse: „Flygt fra afgudsdyrkelsen.“ — 1 Korinther 10:14.

Hjælp til at vandre på Guds vej

9. (a) Hvilken hjælp får vi til fortsat at vandre på Jehovas vej? (b) Nævn en måde hvorpå vi kan høre ’et ord bag os’.

⁹ De der er besluttede på fortsat at vandre på Jehovas vej, står ikke alene. Esajas profeterede: „Dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’ — hvis I skulle gå til højre eller hvis I skulle gå til venstre.“ (Esajas 30:21) Hvordan kan ’vore ører’ høre dette ’ord bag os’? I dag er der ingen der hører en bogstavelig stemme eller får et personligt budskab fra Gud. Vi modtager alle det „ord“ der høres, gennem de samme kanaler. Først og fremmest gennem de inspirerede skrifter, Bibelen, som indeholder Guds tanker og en beretning om den måde han har beskæftiget sig med menneskene på. Da vi daglig udsættes for propaganda fra kilder der er „udelukkede fra det liv der hører Gud til,“ må vi, for at bevare vores åndelige sundhed, regelmæssigt læse i Bibelen og grunde over det vi læser. Det vil hjælpe os til at undgå „tomme ting“ samt at være ’fuldt ud dygtige, fuldt udrustede til enhver god gerning’. (Apostelgerninger 14:14, 15; 2 Timoteus 3:16, 17) Det vil styrke os og hjælpe os til at ’have lykken med os på vor vej’. (Josua 1:7, 8) Jehovas ord formaner os derfor: „I sønner, hør på mig, ja, lykkelig er den der holder sig på mine veje. Hør på tugt og bliv vise, ja, sky den ikke.“ — Ordsprogene 8:32, 33.

10. På hvilken anden måde kan vi høre ’et ord bag os’?

¹⁰ ’Ordet bag os’ kommer også gennem „den trofaste og kloge træl“, som sørger for „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45-47) En af de måder hvorpå vi får denne mad, er i form af trykte bibelske publikationer, og i de senere år har der været en rigelig forsyning af denne føde. For eksempel har vi gennem bladet Vagttårnet fået en mere nøjagtig forståelse af profetierne. Igennem dette blad er vi blevet opmuntret til at holde ud i arbejdet med at forkynde og gøre disciple trods den stigende ligegyldighed, vi er blevet hjulpet til at undgå faldgruber og tilskyndet til at opdyrke kristne egenskaber. Vi værdsætter virkelig denne „mad i rette tid“.

11. Nævn en tredje måde hvorpå vi kan høre ’et ord bag os’.

¹¹ Den trofaste og kloge træl uddeler også denne åndelige føde ved vore møder. Det indbefatter de lokale menighedsmøder, de halvårlige kredsstævner og de større årlige stævner. Hvilken trofast kristen værdsætter ikke sådanne sammenkomster? De er en værdifuld hjælp til fortsat at vandre på Jehovas vej. Da mange af os må tilbringe megen tid på vores arbejde eller i skolen sammen med nogle der ikke har samme tro som os, er det livsvigtigt at vi trofast overværer menighedens møder. Møderne giver os god mulighed for at ’anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger’. (Hebræerne 10:24) Vi elsker vore brødre og sætter samværet med dem meget højt. — Salme 133:1.

12. Hvad er Jehovas vidner besluttede på, og hvordan har de for nylig givet udtryk for denne beslutning?

¹² Næsten seks millioner mennesker der er blevet styrket af denne åndelige føde, vandrer nu på Jehovas vej, og millioner af andre der ønsker at gøre det samme, er i gang med at studere Bibelen. Føler de sig nedslåede eller svækkede over at de kun er få i sammenligning med jordens milliarder af indbyggere? Slet ikke. De er besluttede på at adlyde ’ordet bag dem’ og loyalt gøre Jehovas vilje. Som en offentlig manifestation af denne beslutning vedtog de tilstedeværende ved Jehovas Vidners områdestævner i 1998/1999, „Guds vej — den bedste livsform“, en resolution der gav udtryk for deres faste standpunkt. Resolutionen lød:

Resolution

13, 14. Hvilket realistisk syn har Jehovas vidner på verdensforholdene?

¹³ „Vi, Jehovas Vidner forsamlet til områdestævnet ’Guds vej — den bedste livsform’, vil gerne med overbevisning erklære at Guds vej er den bedste livsform. Vi erkender imidlertid at det er de færreste der deler denne opfattelse. Menneskeheden har eksperimenteret med et utal af ideologier og filosofiske og religiøse anskuelser for at finde frem til den bedste livsform. En ærlig vurdering af historien og verdensforholdene i dag bekræfter sandheden i Guds udtalelse i Jeremias 10:23: ’Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.’

¹⁴ Hver dag ser vi yderligere vidnesbyrd om sandheden i disse ord. Samfundet som helhed vil ikke vide af Guds vej som en livsform. Folk følger deres egen opfattelse af hvad der er ret og rigtigt. Vi ser de tragiske følger i form af: familielivets sammenbrud, der resulterer i at børn står uden vejledning; den omsiggribende materialisme, der fører til tomhed og skuffelser; den vanvittige kriminalitet og vold, der kræver utallige ofre; de etniske kampe og krige, der koster forfærdende mange menneskeliv; samt den udbredte umoralitet, der har medført en epidemi af seksuelt overførte sygdomme. Dette er blot nogle få af de mange og store problemer der hindrer folk i at opnå fred, lykke og tryghed.

15, 16. Hvilken beslutning angående Guds vej som livsform gav de udtryk for i resolutionen?

¹⁵ I betragtning af menneskehedens sørgelige tilstand og i betragtning af at ’krigen på Guds, den Almægtiges, store dag’, kaldet Harmagedon (Åbenbaringen 16:14, 16), er nær, erklærer vi som Jehovas vidner at:

¹⁶ 1. Vi betragter os som tjenere der tilhører Jehova Gud. Vi har personligt indviet os uforbeholdent til ham, og vi vil bevare en urokkelig tro på den genløsning Jehova har tilvejebragt gennem sin søn, Jesus Kristus. Vi er besluttede på at følge Guds vej som vor livsform, være hans vidner og underlægge os hans suverænitet som den kommer til udtryk gennem Jesu Kristi herredømme.

17, 18. Hvilken indstilling har Jehovas vidner fortsat til moralnormer og det kristne brodersamfund?

¹⁷ 2. Vi vil fortsat følge Bibelens høje normer for moral og bestræbe os for at leve op til de åndelige kvalifikationer den fremholder. Vi er besluttede på ikke at vandre sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed. (Efeserne 4:17-19) Det er vor faste beslutning at vi vil bevare os rene for Jehova og uplettede af denne verden. — Jakob 1:27.

¹⁸ 3. Vi vil blive ved med at være et verdensomspændende kristent brodersamfund. Vi vil opretholde vor kristne neutralitet blandt nationerne og ikke lade os inddrage i hadefulde racemæssige, nationale eller etniske stridigheder.

19, 20. (a) Hvad vil kristne forældre gøre? (b) Hvordan vil alle sande kristne fortsat vise at de er Kristi disciple?

¹⁹ 4. Vi der er forældre, vil indprente vore børn Guds vej. Vi vil sætte dem et eksempel i kristen livsførelse, blandt andet ved regelmæssig læsning af Bibelen, familiebibelstudium og en helhjertet andel i den kristne menigheds virke, deriblandt forkyndelsen.

²⁰ 5. Vi vil alle arbejde på at opdyrke de gode egenskaber vi har lært af Skaberen, og vi vil ligesom Jesus bestræbe os for at efterligne hans personlighed og handlemåde. (Efeserne 5:1) Vi er besluttede på at lade alt hos os ske i kærlighed og derved vise at vi er Kristi disciple. — Johannes 13:35.

21-23. Hvad vil Jehovas vidner fortsætte med at gøre, og hvad er de overbeviste om?

²¹ 6. Vi vil uden ophør blive ved med at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple. Vi vil undervise dem i Guds vej som den bedste livsform og tilskynde dem til at modtage yderligere oplæring ved menighedens møder. — Mattæus 24:14; 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25.

²² 7. Vi vil, som enkeltpersoner og som trossamfund, til stadighed sætte Guds vilje først i vort liv. Vi vil lade os lede af hans ord, Bibelen, uden at vige til højre eller venstre, og på den måde vise at Guds vej langt overgår verdens veje. Vi er besluttede på at vi, ufravigeligt og loyalt, nu og for altid vil følge Guds vej som vor livsform.

²³ Vi vedtager denne resolution fordi vi har fuld tillid til Jehovas kærlige løfte om at den der gør hans vilje, forbliver for evigt. Vi vedtager denne resolution fordi vi er overbeviste om at vi ved at rette os efter Bibelens principper, råd og vejledning følger den bedste livsform i dag og derved lægger en god grundvold for den kommende tid, så vi kan få et fast greb om det virkelige liv. (1 Timoteus 6:19; 2 Timoteus 4:7b, 8) Frem for alt vedtager vi denne resolution fordi vi elsker Jehova Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl, hele vort sind og hele vor styrke!

24, 25. Hvordan var reaktionen på den foreslåede resolution, og hvad er de der vandrer på Jehovas vej, besluttede på at gøre?

²⁴ Alle de der er til stede ved dette områdestævne, og som ønsker at støtte vedtagelsen af denne resolution, bedes sige højt og tydeligt JA!“

²⁵ Hundreder af stadioner og haller rundt om på jorden genlød af stævnedeltagernes tordnende „JA“. Jehovas vidner er ikke i tvivl om at de vil fortsætte med at vandre på Jehovas vej. De stoler helt og fuldt på ham og har tillid til at han vil opfylde sine løfter. De vil forblive loyale mod ham uanset hvad der sker, og de er besluttede på at gøre hans vilje.

„Gud er for os“

26. Hvilken lykkelig situation befinder de der vandrer på Jehovas vej, sig i?

²⁶ Jehovas vidner husker salmistens tilskyndelse: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse.“ (Salme 37:34) De glemmer ikke Paulus’ opmuntrende ord: „Når Gud er for os, hvem vil da være imod os? Han som end ikke skånede sin egen søn men overgav ham for os alle, hvorfor skulle han ikke også, med ham, i sin godhed give os alt andet?“ (Romerne 8:31, 32) Hvis vi bliver ved med at vandre på Jehovas vej, vil han give os „rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem“. (1 Timoteus 6:17) Kunne vi være et bedre sted end dér hvor vi er — på Jehovas vej sammen med vore brødre og søstre? Lad os da, med Jehova ved vores side, være besluttede på at blive på vejen og holde ud indtil enden, i fuld tillid til at vi, når hans tid er inde, vil se ham opfylde hvert eneste af sine løfter. — Titus 1:2.