-
Hvem er Gud?Vagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Hvem er Gud?
Mange siger at de tror på Gud. Men hvis man spørger dem hvem Gud er, får man vidt forskellige svar. Nogle mener at Gud er hård og kun er ude på at straffe os for de fejl vi begår. Andre mener at han altid er kærlig og tilgivende, uanset hvad vi gør. Andre igen tror at han er langt væk og er ligeglad med os. Med alle de modstridende opfattelser tænker mange at det er umuligt at finde ud af hvem Gud er.
Er det virkelig så vigtigt? Ja. Hvis du lærer Gud godt at kende, vil det give dit liv mere mening og indhold. (Apostlenes Gerninger 17:26-28) Jo tættere et forhold du får til Gud, jo mere vil han elske og hjælpe dig. (Jakob 4:8) Og i sidste ende vil et indgående kendskab til Gud kunne give dig evigt liv. – Johannes 17:3.
Hvordan kan du lære Gud at kende? Tænk på en du kender godt, måske en nær ven. Hvordan blev I venner? Du lærte sikkert vedkommendes navn og personlighed at kende, hvad han eller hun kan lide og ikke kan lide, har gjort og har planer om at gøre, og mange andre ting. Det var derfor vedkommende blev din ven – fordi du lærte noget om ham eller hende.
Du kan også lære Gud at kende! Det kræver at du får svar på følgende spørgsmål:
HVAD ER GUDS NAVN?
HVORDAN ER HAN SOM PERSON?
HVAD HAR HAN GJORT?
HVAD VIL HAN GØRE?
HVORDAN KAN DET GAVNE DIG AT KENDE GUD?
Bladet her er udarbejdet med det formål at svare på spørgsmålene ud fra Guds ord, Bibelen. Artiklerne vil både komme ind på hvem Gud er, og hvad det kan betyde for dig at få et personligt forhold til ham.
-
-
Hvad er Guds navn?Vagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Hvad er Guds navn?
Hvis du gerne vil lære en anden at kende, vil noget af det første du spørger vedkommende om, sikkert være: “Hvad hedder du?” Hvis du stillede Gud det spørgsmål, hvad ville han så svare?
“Jeg er Jehova, det er mit navn.” – Esajas 42:8.
Har du hørt det navn før? Måske er det helt nyt for dig, for i mange bibeloversættelser bruges Guds navn kun få gange, og i nogle er det endda helt udeladt. Ofte er navnet blevet erstattet med titlen “HERREN”. Men Guds navn forekommer faktisk omkring 7.000 gange i grundteksten. Navnet består af fire hebraiske konsonanter, der svarer til JHWH eller JHVH, og som på dansk ofte er blevet gengivet med “Jehova” op gennem historien.
Salmerullen fra Det Døde Hav Første århundrede, HEBRAISK
Tyndales oversættelse 1530, ENGELSK
Reina-Valera-bibelen 1602, SPANSK
Union Version 1919, KINESISK
Guds navn forekommer utallige gange i den hebraiske grundtekst og i mange oversættelser
HVORFOR GUDS NAVN ER SÅ VIGTIGT
Det er vigtigt for Gud. Der er ikke nogen der har givet Gud hans navn; han har selv valgt det. Jehova sagde: “Det er mit navn for evigt, og ved det navn skal jeg huskes fra generation til generation.” (2. Mosebog 3:15) I Bibelen forekommer Guds navn flere gange end nogen af hans titler, deriblandt Den Almægtige, Faren, Herre og Gud. Det forekommer også langt flere gange end noget andet egennavn, som for eksempel Abraham, Moses, David og Jesus. Desuden vil Jehova gerne have at hans navn bliver kendt. Bibelen siger: “Lad folk vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er Den Højeste over hele jorden.” – Salme 83:18.
Det er vigtigt for Jesus. I bønnen Fadervor lærte Jesus sine disciple at bede til Gud med disse ord: “Lad dit navn blive helliget.” (Matthæus 6:9) Og han bad selv til Gud og sagde: “Far, ophøj dit navn.” (Johannes 12:28) Det vigtigste for Jesus var at ophøje sin Fars navn, og derfor kunne han i en bøn til Gud sige: “Jeg har gjort dit navn kendt for dem, og jeg vil gøre det kendt.” – Johannes 17:26.
Det er vigtigt for dem der kender Gud. Guds folk i fortiden var klar over at deres beskyttelse og frelse var nært knyttet til Guds særlige navn. I Bibelen kan vi læse: “Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og bliver beskyttet.” Og: “Enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst.” (Ordsprogene 18:10; Joel 2:32) Bibelen viser også at Guds navn vil identificere dem der tjener ham: “Alle folkeslagene vil vandre i hver sin guds navn, men vi vil vandre i vores Gud Jehovas navn til evig tid.” – Mika 4:5; Apostlenes Gerninger 15:14.
HVAD NAVNET VISER OS
Det viser hvad Gud er i stand til. Mange bibelforskere er enige om at navnet Jehova betyder “Han får til at blive”. Jehova Gud uddybede selv hvad hans navn betyder, da han sagde følgende til Moses: “Jeg vil blive det som jeg vælger at blive.” (2. Mosebog 3:14) Så Guds navn indbefatter altså mere end at han er Skaberen af alting. Det viser at han kan få sig selv og det han har skabt, til at blive lige det der skal til for at hans hensigt bliver gennemført. Guds titler fortæller noget om hans ophøjede stilling, magt og kraft, men det er kun hans navn, Jehova, der giver det fulde billede af hvad han er, og hvad han kan blive.
Det viser at han holder af os. Guds navn indeholder tanken om at han føler sig knyttet til alt hvad han har skabt, deriblandt os mennesker. Gud viser desuden at han gerne vil have at vi skal lære ham at kende – han afslørede trods alt sit navn længe før vi overhovedet eksisterede. Det er tydeligt at Gud ikke er interesseret i at vi skal betragte ham som en abstrakt og distanceret guddom, men som en virkelig Person vi kan få et forhold til. – Salme 73:28.
Når vi bruger Guds navn, viser vi at vi holder af ham. Hvis du er ved at lære en anden at kende, vil du sikkert synes det er meget naturligt at vedkommende bruger dit navn. Men hvordan vil du have det hvis han eller hun bare nægter at kalde dig ved dit navn? Du vil sikkert begynde at tvivle på om vedkommende overhovedet er interesseret i at blive ven med dig. Sådan har Jehova Gud det også. Han har fortalt os hvad hans navn er, og han vil gerne have at vi bruger det. Når vi gør det, viser vi ham at vi gerne vil være hans ven. Ja, han lægger ligefrem mærke til dem der “mediterer over [eller: værdsætter] hans navn”. – Malakias 3:16, fodnote.
For at kunne lære Gud at kende må man først vide hvad hans navn er. Men det er ikke nok. Man må finde ud af hvem Personen bag navnet er.
HVAD ER GUDS NAVN? Guds navn er Jehova. Hans navn viser at han er i stand til at gennemføre sin hensigt.
-
-
Hvordan er Gud som person?Vagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Hvordan er Gud som person?
Jo mere vi ved om en andens egenskaber, jo bedre kender vi vedkommende, og det er noget der styrker vores forhold. På samme måde er det med Jehova: Jo bedre vi kender hans egenskaber, jo bedre kender vi ham som person, og det vil styrke vores venskab med ham. Jehova Gud har mange fantastiske egenskaber, men de fire mest fremtrædende er hans kraft, visdom, retfærdighed og kærlighed.
KRAFT
“Suveræne Herre Jehova! Du skabte himlen og jorden med din store kraft.” – JEREMIAS 32:17.
Guds kraft ses tydeligt i skaberværket. Når du for eksempel står udenfor på en varm sommerdag, hvad mærker du så på din hud? Solens stråler. Faktisk er det resultatet af Jehovas store kraft du mærker. Hvor meget kraft rummer Solen så egentlig? Man mener at Solen har en kernetemperatur på 15.000.000 grader! Hvert sekund udsender Solen en energi der svarer til eksplosionen af mange hundrede millioner atombomber.
Tænk så på at vores sol faktisk er lille i forhold til mange af de utallige stjerner der findes i universet. Forskere anslår at en af de største stjerner, UY Scuti, har en diameter der er 1.700 gange større end vores sol. Hvis denne kæmpestjerne var placeret der hvor vores sol er, ville den opsluge Jorden og strække sig længere ud end Jupiters bane om Solen. Det giver os en bedre forståelse af Jeremias’ udtalelse om at Jehova Gud skabte himlen og jorden, altså universet, med sin store kraft.
Hvad betyder det for os? Vi er alle sammen afhængige af det Gud har skabt, for at kunne overleve, som for eksempel solen og de ressourcer der er på jorden. Men Gud bruger også sin kraft til at hjælpe enkeltpersoner. Hvordan? I det første århundrede gav Gud Jesus kraft til at udføre mirakler. Bibelen siger: “Blinde ser, halte går omkring, spedalske bliver helbredt, døve hører, døde bliver oprejst.” (Matthæus 11:5) Hvordan hjælper Gud os i dag? “Han giver kræfter til den trætte,” siger Bibelen og tilføjer: “De der knytter deres håb til Jehova, vil få ny energi.” (Esajas 40:29, 31) Gud kan altså give os en “kraft som er ud over det normale”, så vi kan klare de problemer vi kommer ud for i livet. (2. Korinther 4:7) Når du tænker på at Gud bruger sin ubegrænsede kraft så kærligt og uselvisk, får du så ikke lyst til at lære ham bedre at kende?
VISDOM
“Hvor er dine værker mange, Jehova, og du har udført dem alle med visdom!” – SALME 104:24.
Når vi lærer om de ting Gud har skabt, kan vi ikke andet end at blive imponeret over hans enorme visdom. Interessant nok er der et felt inden for videnskaben der hedder biomimetik, eller bionik, hvor forskere studerer skaberværket og imiterer elementer fra naturens verden for at forbedre deres egne opfindelser. Det kan være alt lige fra noget så simpelt som et velcrobånd til noget så kompliceret som et fly.
Menneskeøjet er et imponerende udtryk for Guds store visdom
Menneskekroppen er et af de største udtryk for Guds visdom. Tænk for eksempel på hvordan et foster udvikler sig. Det hele begynder med en enkelt befrugtet celle, der indeholder alle de nødvendige genetiske instruktioner. Cellen deler sig og bliver til mange celler der ligner hinanden. Men på det helt rigtige tidspunkt begynder cellerne at specialiseres i omkring 200 bestemte typer, deriblandt blodceller, nerveceller og knogleceller. Kort tid efter begynder organerne at tage form og fungere. På bare ni måneder er én celle blevet til et spædbarn, der består af milliarder af celler. Når man tænker over visdommen i dette geniale design, får man lyst til at tilslutte sig bibelskribentens ord: “Jeg priser dig fordi jeg er skabt så forunderligt at det vækker ærefrygt.” – Salme 139:14.
Hvad betyder det for os? Vores Skaber ved hvad vi behøver for at kunne være lykkelige. Hans ubegrænsede visdom og indsigt kommer til udtryk i de råd han giver os gennem sit ord, Bibelen. Blandt andet får vi denne tilskyndelse: “Bliv ved med ... at tilgive hinanden villigt.” (Kolossenserne 3:13) Hvorfor er det et godt råd? Undersøgelser viser at det at være tilgivende kan forbedre ens søvn og sænke blodtrykket. Det kan også mindske risikoen for depression og andre helbredsproblemer. Gud er som en vis og omsorgsfuld ven der gerne vil hjælpe os og give os gode råd. (2. Timotheus 3:16, 17) Kunne du ikke tænke dig at have sådan en ven?
RETFÆRDIGHED
“Jehova elsker retfærdighed.” – SALME 37:28.
Gud gør altid det der er rigtigt. I Bibelen står der om ham: “Det er utænkeligt at den sande Gud skulle handle ondt, at Den Almægtige skulle gøre noget der er forkert!” (Job 34:10) En bibelskribent sagde til Jehova: “Du vil dømme folkene retfærdigt.” (Salme 67:4) “Jehova ser på hjertet,” og derfor kan han ikke blive bedraget af hykleri – han er altid i stand til at gennemskue hvad der er sandt, og afgøre en sag korrekt. (1. Samuel 16:7) Desuden lægger han mærke til hver eneste uretfærdige og korrupte handling der sker på jorden, og han har lovet at “de onde vil blive udryddet” meget snart. – Ordsprogene 2:22.
Det betyder dog ikke at Gud er hård og dømmesyg. Tværtimod er han ivrig efter at vise barmhjertighed når der er grundlag for det. Bibelen siger: “Jehova er barmhjertig og medfølende.” Det gælder også over for onde hvis de viser oprigtig anger. Er det ikke et udtryk for ægte retfærdighed? – Salme 103:8; 2. Peter 3:9.
Hvad betyder det for os? Apostlen Peter sagde at “Gud ikke gør forskel på nogen”, men at han “tager imod alle der har dyb respekt for ham og gør det der er rigtigt”. (Apostlenes Gerninger 10:34, 35) Fordi Gud er retfærdig, vil han aldrig vise partiskhed eller favorisere nogen frem for andre. Det betyder at vi kan blive godkendt af ham og tilbede ham uanset hvilken race, nationalitet, uddannelse eller social status vi har.
Gud er retfærdig og ser hverken på race eller social status når han velsigner mennesker
Gud har også givet os samvittigheden, der hjælper os til at forstå hans retfærdighed og selv få gavn af den. I hans ord beskrives samvittigheden som en lov der ligger så dybt i os at den ‘står skrevet i vores hjerter’. Den “optræder som vidne” ved at fortælle os om det vi gør, er rigtigt eller forkert. (Romerne 2:15) Hvis vores samvittighed er rigtigt oplært, vil den hjælpe os til at undgå at gøre noget der er forkert eller skadeligt. Og når vi alligevel begår fejl, vil den få os til at angre og ændre handlemåde. At lære om Guds retfærdighed vil gavne os og knytte os nærmere til ham.
KÆRLIGHED
“Gud er kærlighed.” – 1. JOHANNES 4:8.
Gud har stor kraft, visdom og retfærdighed, men Bibelen siger ikke at Gud er nogen af disse egenskaber. Den siger at han er kærlighed. Hvordan skal det forstås? Jo, hans kraft sætter ham i stand til at handle, og hans retfærdighed og visdom leder den måde han handler på, men det er hans kærlighed der motiverer ham til at handle. Kærlighed har indflydelse på alt hvad han gør.
Det var ikke fordi Jehova manglede noget, at han skabte engle og mennesker. Nej, det var hans kærlighed der motiverede ham. Af et fuldstændigt uselvisk motiv gav han mennesker jorden, der skulle være det perfekte hjem for dem. Og han fortsætter med at vise mennesker kærlighed ved at ‘lade sin sol stå op over både onde og gode og lade det regne på både retfærdige og uretfærdige’. – Matthæus 5:45.
Bibelen forsikrer os om at Jehova er utroligt kærlig og barmhjertig. (Jakob 5:11) Han har stærke følelser for hver enkelt af dem der gør noget aktivt for at lære ham at kende og blive hans venner. Ja, Jehova har virkelig omsorg for os. – 1. Peter 5:7.
Hvad betyder det for os? Vi bliver glade når vi ser en smuk solnedgang, eller når vi hører en baby grine. Og vi sætter pris på den kærlighed et nært familiemedlem viser os. De ting er ikke nødvendige for at vi kan overleve, men de gør vores liv meget mere tilfredsstillende og rigt.
Gud viser os også kærlighed ved at han har givet os muligheden for at bede til ham. I Bibelen får vi denne tilskyndelse: “I skal ikke være bekymret for noget, men uanset hvad det drejer sig om, skal I lægge jeres ønsker frem for Gud.” Jehova er som en kærlig far der ønsker at vi skal komme til ham når vi har brug for hjælp, og at vi åbent fortæller ham om vores inderste tanker og bekymringer. Hvis vi gør det, vil vi få “Guds fred, som overgår al forstand”. – Filipperne 4:6, 7.
Synes du ikke at det at se nærmere på Guds kraft, visdom, retfærdighed og kærlighed har givet dig et klarere billede af hvordan han er som person? Noget andet der vil give dig større kærlighed til Gud, er at lære om hvad han allerede har gjort, og hvad han snart vil gøre.
HVORDAN ER GUD? Jehova overgår alle hvad angår kraft, visdom og retfærdighed, men hans mest tiltalende egenskab er hans kærlighed.
-
-
Hvad har Gud gjort?Vagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Hvad har Gud gjort?
Hvis du gerne vil lære en anden godt at kende, kan det være en hjælp at finde ud af hvad han har udrettet, og hvilke udfordringer han har klaret. Hvis du gerne vil lære Gud godt at kende, må du også finde ud af hvad han har gjort. Det vil måske overraske dig at det han har gjort i fortiden, er noget der både gavner os nu og har betydning for vores fremtid.
GUD HAR SKABT ALT TIL GAVN FOR OS
Jehova Gud er vores Store Skaber, og “lige fra verdens skabelse har man tydeligt kunnet se hans usynlige egenskaber, ... for de kan opfattes gennem de ting der er skabt”. (Romerne 1:20) “Det var ham der skabte jorden ved sin kraft, ham der grundfæstede den frugtbare jord ved sin visdom, og ham der udspændte himlen ved sin forstand.” (Jeremias 10:12) Det storslåede skaberværk fortæller os også noget om Guds kærlighed.
Tænk over hvor fantastisk det er at Gud skabte mennesker “i sit billede”. (1. Mosebog 1:27) Det betyder at han har gjort det muligt for os i et vist omfang at have de samme smukke egenskaber som ham. Han har givet os evnen til at forstå åndelige ting – eller hans normer og værdier – og når vi forsøger at leve efter det han lærer os, oplever vi større glæde og får et mere meningsfyldt liv. Derudover har han også givet os muligheden for at blive hans venner.
Den jord Gud har skabt til os, vidner om at han har varme følelser for os. Som Paulus sagde, “har han vist hvem han er, ved at gøre godt, ved at give [os] regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at give [os] rigeligt med mad og fylde [vores] hjerter med glæde”. (Apostlenes Gerninger 14:17) Gud har ikke bare sørget for at dække vores basale behov så vi kan overleve. Han har givet os mere end rigeligt – og i en enorm variation – for at vi skal kunne glæde os over livet. Alt det er kun et glimt af hvad han oprindeligt havde i tanke for os mennesker.
Jehova skabte jorden for at mennesker skulle bo på den for evigt. Bibelen siger: “Jorden har han givet til menneskene.” Den siger også at han “ikke skabte den uden et formål, men dannede den til at være beboet”. (Salme 115:16; Esajas 45:18) Hvem skulle den være beboet af, og hvor længe? Bibelen giver svaret: “De retfærdige vil komme til at eje jorden, og de vil bo på den for evigt.” – Salme 37:29.
Af den grund skabte Jehova den første mand og kvinde, Adam og Eva, og satte dem i en paradisisk have “til at dyrke den og tage sig af den”. (1. Mosebog 2:8, 15) Gud gav dem denne spændende opgave: “Få børn og bliv mange, fyld jorden og tag herredømmet over den.” (1. Mosebog 1:28) Adam og Eva kunne altså se frem til at leve evigt på jorden. Desværre valgte de at være ulydige mod Gud og mistede derfor udsigten til at være blandt “de retfærdige” der ville “komme til at eje jorden”. Men som vi vil komme ind på, har deres oprør ikke fået Jehova til at ændre sin hensigt med os og jorden. Først vil vi dog se på noget andet Gud har gjort.
GUD HAR GIVET OS SIT SKREVNE ORD, BIBELEN
Bibelen er også kendt som Guds ord. Hvorfor har Jehova givet os den? Først og fremmest for at vi kan lære ham at kende. (Ordsprogene 2:1-5) Selvfølgelig kan Bibelen ikke svare på hvert eneste spørgsmål vi måtte have om Gud – det er der ingen bog der ville kunne! (Prædikeren 3:11) Men alt det der står i Bibelen, er noget der hjælper os til at lære ham at kende. Vi kan finde ud af hvordan han er som person, ved at se på hvordan han behandler mennesker. Vi kan læse om hvad det er for nogle mennesker han kan lide og ikke kan lide. (Salme 15:1-5) Vi kan lære hvad hans syn på tilbedelse, moral og materielle ting er. Men der er ikke noget i Bibelen der giver et tydeligere billede af Jehovas personlighed end det hans Søn, Jesus, gav gennem det han sagde og gjorde. – Johannes 14:9.
Jehova har også givet os Bibelen for at vi kan vide hvordan man får et lykkeligt og meningsfyldt liv. Gennem sit ord fortæller Jehova os blandt andet hvordan man får en lykkelig familie, hvordan man bliver tilfreds, og hvordan man klarer bekymringer. Og som vi vil komme ind på senere i dette blad, indeholder Bibelen svar på livets store spørgsmål, som for eksempel “Hvorfor er der så meget sorg og smerte?” og “Hvad vil der ske i fremtiden?” Den forklarer også hvad Gud har gjort for at sikre at hans oprindelige hensigt vil blive gennemført.
Også på andre måder er Bibelen helt unik. Den er nedskrevet over en periode på 1.600 år af omkring 40 forskellige mænd men har alligevel et gennemgående tema. Det kan kun lade sig gøre fordi det er Gud der er Forfatteren. (2. Timotheus 3:16) I modsætning til andre værker fra oldtiden er Bibelen helt frem til vores tid blevet bevaret med sit oprindelige indhold, hvilket tusinder af gamle bibelhåndskrifter bekræfter. Desuden har Bibelen overlevet trods utallige forsøg på at forhindre at den blev oversat, udbredt og læst, og i dag er det den mest udbredte og oversatte bog der findes. Det faktum at vi overhovedet har Bibelen i dag, er et tydeligt bevis på at “vores Guds ord forbliver til evig tid”. – Esajas 40:8.
GUD HAR GIVET OS EN GARANTI
Noget andet Gud har gjort, er at sørge for en garanti for at hans hensigt med os vil blive gennemført. Som vi var inde på tidligere, var det Guds hensigt at mennesker skulle leve for evigt på jorden. Men da Adam valgte at være ulydig mod Gud og derved syndede, mistede han ikke kun selv muligheden for at få evigt liv, men fratog også sine fremtidige efterkommere denne mulighed. Bibelen siger: “Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og gennem synden kom døden. Døden blev givet videre til alle mennesker fordi de alle syndede.” (Romerne 5:12) Hvordan reagerede Jehova på at mennesket gjorde oprør og på den måde modarbejdede hans hensigt?
Det Jehova gjorde, stemte overens med hvordan han er som person. Retfærdig som han er, stillede han Adam og Eva til regnskab for det de havde gjort, men sørgede kærligt for at deres fremtidige efterkommere kunne blive befriet. I sin store visdom besluttede Jehova hvordan han ville tackle udfordringen, og præsenterede med det samme en løsning. (1. Mosebog 3:15) Han ville befri mennesker fra synd og død gennem sin Søn, Jesus Kristus. Hvordan?
For at befri mennesker fra følgerne af Adams oprør sendte Jehova Jesus til jorden for at han kunne vise mennesker vejen til livet og “give sit liv som en løsesum i bytte for mange”.a (Matthæus 20:28; Johannes 14:6) Fordi Jesus var et fuldkomment menneske ligesom Adam, kunne hans liv bruges som en løsesum. Men i modsætning til Adam var Jesus altid lydig mod Gud – selv da det kostede ham livet. Eftersom Jesus ikke havde fortjent at dø, oprejste Jehova ham til himmelsk liv igen. Nu kunne Jesus gøre det som Adam ikke gjorde, nemlig give lydige mennesker muligheden for at leve evigt. “Ligesom mange blev syndere på grund af ét menneskes ulydighed, sådan vil mange blive gjort retfærdige på grund af ét menneskes lydighed.” (Romerne 5:19) Gennem løskøbelsen ved Jesus Kristus vil Jehova opfylde sit løfte om at mennesker skal leve evigt på jorden.
Vi kan lære meget om Jehova ved at tænke over hvordan han håndterede de problemer Adams ulydighed medførte. Det er tydeligt for os at intet kan forhindre Jehova i at gennemføre hvad han har sat sig for. (Esajas 55:11) Vi lærer også noget om dybden af Jehovas kærlighed til os. “Over for os blev Guds kærlighed åbenbaret ved at han sendte sin enestefødte Søn til verden for at vi kunne få livet gennem ham. Kærligheden består ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin Søn som et sonoffer for vores synder.” – 1. Johannes 4:9, 10.
“Eftersom [Gud] ikke engang skånede sin egen Søn men ofrede ham for os alle,” er vi overbevist om at han “i sin godhed også [vil] give os alle andre ting” han har lovet. (Romerne 8:32) Men hvad er det Gud har lovet at gøre for os? Det vil den næste artikel komme ind på.
HVAD HAR GUD GJORT? Jehova har skabt os mennesker og givet os jorden for at vi kunne bo på den for evigt. Han har givet os Bibelen så vi kan lære ham at kende. Gennem Jesus Kristus løskøbte Jehova menneskeheden og sørgede på den måde for at hans hensigt vil blive gennemført.
a Du kan lære mere om løskøbelsen i lektion 27 i bogen Et håb om en lys fremtid, der er udgivet af Jehovas Vidner og findes på www.pr418.com.
-
-
Hvad vil Gud gøre?Vagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Hvad vil Gud gøre?
En god ven er en der altid er klar til at hjælpe og støtte en når man har det svært. I betragtning af det er der mange der ikke synes at Gud er en god ven, for de føler ikke at han gør noget som helst for dem. Men i virkeligheden har Gud allerede gjort mange ting for vores skyld, og han vil også gøre noget for at hjælpe os med de problemer vi har lige nu. Hvad er det Gud vil gøre?
HAN VIL SÆTTE EN STOPPER FOR ONDSKAB
Gud vil sætte en stopper for alt ondt ved at fjerne selve årsagen til det. I Bibelen kan vi læse hvor ondskaben kommer fra. Der står: “Hele verden er i den ondes magt.” (1. Johannes 5:19) ‘Den onde’ er den samme person som Jesus kaldte “denne verdens hersker”, nemlig Satan Djævelen. (Johannes 12:31) Den påvirkning Satan har på mennesker, er hovedårsagen til de forfærdelige forhold der er på jorden. Hvad vil Gud gøre ved det?
Snart vil Jehova Gud gennem sin Søn, Jesus Kristus, “gøre ham som har magt til at forårsage død, magtesløs, nemlig Djævelen”. (Hebræerne 2:14; 1. Johannes 3:8) Selv Satan “ved at han kun har kort tid tilbage” før han vil blive tilintetgjort. (Åbenbaringen 12:12) Gud vil også fjerne alle andre der er onde. – Salme 37:9; Ordsprogene 2:22.
HAN VIL GØRE JORDEN TIL ET PARADIS
Efter at vores Skaber har sat en stopper for ondskaben, vil han gøre noget helt konkret for at gennemføre sin hensigt med mennesker og jorden. Hvad er det vi kan se frem til?
Varig fred og tryghed. “De ydmyge vil eje jorden, og deres glæde vil være stor fordi der er fred overalt.” – Salme 37:11.
Sund mad til alle. “Der vil være rigeligt med korn på jorden; selv på bjergenes top vil det vokse i overflod.” – Salme 72:16.
Dejlige hjem og meningsfyldt arbejde. “De vil bygge huse og bo i dem, og de vil plante vingårde og nyde deres frugt. ... Mine udvalgte vil få fuld glæde af det deres hænder frembringer.” – Esajas 65:21, 22.
Kunne du godt tænke dig at leve i en verden hvor forholdene er sådan? Inden længe vil det være noget alle mennesker oplever – hver dag!
HAN VIL FJERNE SYGDOM OG DØD
I dag bliver vi alle sammen syge og vil på et tidspunkt dø, men det vil Gud meget snart lave om på. Ved hjælp af det offer Jesus bragte, vil han sørge for at “enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv”. (Johannes 3:16) Hvad indebærer det?
Sygdom vil blive fjernet. “Ingen der bor i landet, vil sige: ‘Jeg er syg.’ Alle som bor der, vil få deres synder tilgivet.” – Esajas 33:24.
Døden vil ikke findes mere. “Han vil opsluge døden for evigt. Den Suveræne Herre Jehova vil tørre tårerne af alle ansigter.” – Esajas 25:8.
Mennesker vil leve evigt. “Den gave Gud giver, er evigt liv gennem Kristus Jesus, vores Herre.” – Romerne 6:23.
De døde vil få livet igen. “Både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden.” (Apostlenes Gerninger 24:15) At det kan lade sig gøre, fortæller noget om hvor fantastisk en gave løskøbelsen er.
Hvordan vil Gud gennemføre alt det?
HAN VIL INDFØRE ET PERFEKT STYRE
Gud vil gennemføre sin hensigt med mennesker og jorden ved hjælp af en regering i himlen, hvor Jesus Kristus er indsat som konge. (Salme 110:1, 2) Det er den regering, eller det rige, som Jesus lærte sine disciple at bede om med ordene: “Vores Far i himlene ... Lad dit rige komme.” – Matthæus 6:9, 10.
Guds rige vil regere over jorden og fjerne al sorg og smerte fuldstændigt. Det er den bedste regering mennesker overhovedet kan forestille sig. Derfor gjorde Jesus så meget for at fortælle andre om “den gode nyhed om Riget” mens han var på jorden, og sagde til sine disciple at de skulle gøre det samme. – Matthæus 4:23; 24:14.
Fordi Jehova Gud elsker os så meget, har han lovet at gøre alle disse fantastiske ting. Giver det dig ikke lyst til at lære ham bedre at kende og blive hans ven? Hvad vil det betyde for dig hvis du vælger at gøre det? Få svaret i den næste artikel.
HVAD VIL GUD GØRE? Gud vil fjerne sygdom og død, forene mennesker under sit riges styre og gøre jorden til et paradis.
-
-
Hvordan kan det gavne dig at kende Gud?Vagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Hvordan kan det gavne dig at kende Gud?
De foregående artikler har hjulpet os til at finde svar på spørgsmålet “Hvem er Gud?” Først lærte vi at hans navn er Jehova, og at hans mest fremtrædende egenskab er kærlighed. Vi har også været inde på hvad han tidligere har gjort, og hvad han i fremtiden vil gøre for os mennesker. Der er selvfølgelig meget mere at lære om ham, men har det overhovedet nogen betydning at man lærer ham bedre at kende?
Jehova lover at “hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig”. (1. Krønikebog 28:9) Tænk over hvad du kan opnå hvis du søger Gud og lærer ham at kende: Du kan få “et nært venskab med ham”. (Salme 25:14) Hvad kan det venskab betyde for dig?
Ægte lykke. Bibelen beskriver Jehova som “den lykkelige Gud”. (1. Timotheus 1:11) Når du får et nært forhold til ham og efterligner ham, vil du opleve ægte lykke, og det vil gavne dig følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. (Salme 33:12) Det kan også hjælpe dig til at få gode vaner, komme godt ud af det med andre og undgå en skadelig livsstil. Så vil du ligesom bibelskribenten kunne sige: “For mig er det bedste at søge nær til Gud.” – Salme 73:28.
Omsorg og kærlighed. Jehova har givet sine tjenere dette løfte: “Jeg vil give dig råd mens mit øje hviler på dig.” (Salme 32:8) Det betyder at han er opmærksom på alle sine tjenere og kærligt tilpasser sin hjælp så hver enkelt får lige det han eller hun har brug for. (Salme 139:1, 2) Når du er blevet ven med Jehova, vil du opdage at han altid er der for dig!
En dejlig fremtid. Jehova fortæller os ikke kun hvordan vi får et lykkeligt og tilfredsstillende liv nu, men også hvordan vi kan komme til at opleve en vidunderlig fremtid. (Esajas 48:17, 18) I hans ord står der: “For at få evigt liv må de lære dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har sendt, Jesus Kristus.” (Johannes 17:3) I den svære tid vi lever i, kan det håb Gud giver os, virke som et “sikkert og fast” anker. – Hebræerne 6:19.
Det vi har set på, er bare nogle få af de mange gode grunde der er til at lære Gud at kende og blive hans ven. Du er altid velkommen til at tale med et af Jehovas Vidner eller besøge jw.org for at få mere at vide.
-
-
Du kan blive ven med GudVagttårnet (offentlig udgave) – 2019 | Nr. 1
-
-
Du kan blive ven med Gud
NOGLE MENER AT ...
Gud er ligeglad med os, eller at han er alt for hellig og ophøjet til at vi kan få et forhold til ham.
HVAD BIBELEN SIGER
“Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer.” – Jakob 4:8.
“Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.” – 1. Peter 5:7.
HVAD KAN DU GØRE FOR AT BLIVE GUDS VEN?
Tal med ham. – Salme 145:18, 19.
Lyt til ham. – Salme 32:8.
Følg hans råd. – Ordsprogene 3:5, 6.
Fortsæt med at lære om ham. – Matthæus 7:7, 8.
-