Verdensfred — fra hvilken kilde?
VIL en globalisering af undervisning og religion bringe verdensfred? Det håber den tidligere vicegeneralsekretær ved FN og modtager af UNESCO’s pris for oplæring i fred for 1989, dr. Robert Muller. Ifølge avisen The Vancouver Sun er Robert Muller „overbevist om at Jordens elever må undervises i et grundlæggende sæt kendsgerninger og værdinormer vedrørende Jorden, medmenneskelighed og ikke-vold“. Han forudser at den tid vil komme hvor undervisningssteder i hele verden vil lære børn at FN er det bedste håb for fred. Han mener også at „alle verdens religioner burde blive medlemmer af en helt ny FN-lignende organisation ved navn De Forenede Religioner,“ skriver avisen Sun. Så „vil al religionsundervisning fremme ikke-vold“.
Vil der nogen sinde blive indført verdensfred? Helt bestemt! Men ikke ved hjælp af en jordisk instans. For over 2700 år siden omtalte en inspireret skribent en højerestående kilde til oplæring i fred da han forudsagde at retsindige mennesker ville blive „oplært af Jehova“, og at deres fred ville blive „stor“. — Esajas 54:13.
Gud er den „som giver fred,“ siger Bibelen. (Romerne 16:20) Allerede nu gennemføres der et storslået verdensomspændende undervisningsprogram, eftersom Jehova oplærer sit folk til at „søge fred og jage efter den“, at „smede deres sværd til plovjern“, og ’ikke mere at lære at føre krig’. — 1 Peter 3:11; Esajas 2:2-4.
En tilbedelse der er baseret på sandhed og er fri for hykleri og bedrageri, godkendes og velsignes af Gud. (Mattæus 15:7-9; Johannes 4:23, 24) Kun sand tilbedelse — der er i fuld overensstemmelse med Guds ord — kan frembringe mennesker der lever i fred og enhed, og som nærer ægte kærlighed til hinanden. — Johannes 13:35.
Hvis du ønsker at lære mere om hvad Guds ord siger vedrørende verdensfred, er du velkommen til at kontakte udgiverne af dette blad.