7. Hvorfor gik Adam ikke længe rundt og undrede sig over at han var i live og befandt sig i en paradisisk have?

⁷ Adam gik ikke rundt i uvished om sin situation særlig længe — alene som han var, uden en lignende skabning i Paradisets have. Han hørte en stemme, nogen sagde noget. Adam forstod hvad der blev sagt. Men hvor var den der talte? Adam kunne ikke se ham. Stemmen kom fra den usynlige verden, og den var henvendt til ham. Den kom fra menneskets Skaber! Og Adam kunne svare ham på samme sprog. Han kunne tale med Gud, Skaberen. Adam havde ikke brug for tekniske hjælpemidler såsom en radiomodtager for at høre Guds røst. Gud talte med sin skabning direkte.

8, 9. (a) Hvilke spørgsmål kunne Adam få besvaret, og hvilken faderlig omsorg og interesse viste Gud ham? (b) Hvilket svar fik Adam af sin himmelske Fader?

⁸ Nu vidste Adam at han ikke var alene, og det må have glædet ham. Hans sind var fyldt med spørgsmål som han kunne stille til den Usynlige der talte til ham. Hvem havde skabt ham og den dejlige have? Hvorfor var han blevet sat der, og hvad skulle han bruge sit liv til? Var der en hensigt med hans liv? Gud viste dette første menneske, Adam, faderlig omsorg ved at give ham svar der tilfredsstillede hans videbegærlige sind. Hvor må det have været en stor glæde for hans Skaber, Livgiver og himmelske Fader at høre ham begynde at sige sine første ord. Det spørgsmål der sikkert faldt Adam naturligt at stille først, lød: „Hvordan er jeg blevet til?“ Den himmelske Fader besvarede det med glæde, og bekendtgjorde dermed at dette første menneske var hans søn. Ja, Adam var „søn af Gud“. (Lukas 3:38) Jehova identificerede sig selv som Faderen til det første menneske, Adam. Her følger essensen af det svar Adam fik af sin himmelske Fader, og som han fortalte videre til sine børn:

⁹ „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl. Endvidere plantede Jehova Gud en have i Eden, mod øst, og dér satte han mennesket som han havde dannet. Således lod Jehova Gud af agerjorden fremvokse hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af; desuden livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. Nu var der en flod som strømmede ud fra Eden til at vande haven, og derfra delte den sig og blev til fire hovedstrømme.“ — 1 Mosebog 2:7-10.b

10, 11. (a) Hvad fik Adam klar besked om, men hvilke andre spørgsmål måtte han have svar på? (b) Hvordan besvarede Adams himmelske Fader spørgsmålene?

¹⁰ Adams intelligente hjerne sugede ivrigt disse tilfredsstillende oplysninger til sig. Nu vidste han at han ikke kom fra den usynlige verden hvorfra hans Skaber talte, men at han var dannet af den jord han levede på, og altså hørte til på jorden. Jehova Gud var hans Livgiver og Fader. Adam var „en levende sjæl“. Da han havde modtaget livet af Jehova Gud, var han „søn af Gud“. Træerne der omgav ham i Edens have bar sunde og velsmagende frugter der kunne holde ham i live som en levende sjæl. Men hvorfor skulle han holdes i live, og hvorfor var han blevet sat på jorden, i Edens have? Som den fysisk og psykisk fuldkomne mand han var, fortjente han at få svar på sine spørgsmål. Hvordan skulle han ellers kunne opfylde hensigten med sit liv og derved glæde sin Skaber og Fader ved at gøre hans vilje? Adam fik svar på sine berettigede spørgsmål gennem følgende oplysninger:

¹¹ „Derpå tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den. Endvidere gav Jehova Gud mennesket dette påbud: ’Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.’“ — 1 Mosebog 2:15-17.

12. Hvad må Adam have takket sin Skaber for, og hvordan kunne han herliggøre Gud?

¹² Adam må have takket Skaberen for den opgave han fik, en opgave som kunne holde ham beskæftiget på en meningsfyldt måde i Edens smukke have. Nu kendte han sin Faders vilje, og han kunne udrette noget på jorden for ham. Nu påhvilede der ham et ansvar, nemlig at dyrke Edens have og tage sig af den, hvilket ville være et dejligt arbejde. Hvis han passede det ville Edens have blive ved med at være smuk, så den var til ære og pris for Skaberen, Jehova Gud. Når Adam blev sulten af at arbejde, kunne han spise sig mæt i frugterne fra havens træer. På den måde kunne han få ny styrke og leve i lykke til evig tid. — Jævnfør Prædikeren 3:10-13.

Udsigt til evigt liv i Paradiset

13. Hvilke fremtidsudsigter havde det første menneske, og hvorfor?

¹³ Evigt liv? Selv for et fuldkomment menneske må denne tanke have virket overvældende! Men hvorfor ikke? Skaberen havde ikke til hensigt at tilintetgøre sit mesterværk, Edens have. Hvorfor skulle han ødelægge det han selv havde frembragt, når det var så godt og var et så talende udtryk for hans kunstneriske sans, hans kreativitet? Selvfølgelig ville han ikke ødelægge det. (Esajas 45:18) Og da denne uforlignelige have til stadighed skulle dyrkes, måtte der være en som det fuldkomne menneske, Adam, til at tage sig af den. Og hvis denne vogter aldrig spiste af frugten fra det forbudte træ, „træet til kundskab om godt og ondt“, ville han aldrig dø. Så kunne han leve evigt!

14. Hvordan kunne Adam have levet evigt i Paradiset?

¹⁴ Adam havde udsigt til evigt liv i Edens paradisiske have. Han kunne glæde sig over livet til evig tid, hvis blot han forblev fuldstændig lydig mod sin Skaber, og aldrig spiste den frugt som Skaberen havde forbudt ham at spise. Det var Guds ønske at det fuldkomne menneske forblev lydigt og blev ved med at leve. Forbudet mod frugten fra „træet til kundskab om godt og ondt“ var ikke i sig selv dødbringende. Det satte blot menneskets lydighed på prøve. Det gav mennesket en mulighed for at vise sin kærlighed til Gud, Skaberen.

15. Hvorfor kunne Adam se frem til en lykkelig fremtid med velsignelser fra Skaberen?

¹⁵ Med udsigt til evigt liv i Paradiset, i forvisning om at han ikke var produktet af en række tilfældigheder men havde en Fader i himmelen, og i forståelse af hvad formålet var med hans liv, kunne det fuldkomne menneske se frem til en lys og lykkelig fremtid. Han spiste af de træer der var gode at spise af, og undgik „træet til kundskab om godt og ondt“. Han ønskede at nyde godt fra Skaberens hånd. Det arbejde han havde fået var ikke af nedbrydende art, men bestod i at dyrke Edens have — og det fuldkomne menneske arbejdede med glæde.

Ingen trang til at finde en forklaring

16-18. Hvilke såkaldte mysterier følte Adam ikke trang til at løse, og hvorfor ikke?

¹⁶ Dagslyset svandt bort efterhånden som dagens store lysgiver, hvis bevægelse hen over himmelen Adam kunne følge, gik ned. Mørket faldt på, natten kom, og månen begyndte at kunne skelnes. Adam blev ikke bange ved synet; det var jo blot den lille lysgiver der havde herredømme om natten. (1 Mosebog 1:14-18) I haven har der sikkert været ildfluer hvis kolde lys blinkede.

¹⁷ Da natten faldt på følte Adam trang til at sove ligesom dyrene omkring ham. Han var sulten da han vågnede, og spiste med god appetit frugten fra de træer han havde adgang til.

¹⁸ Med ny styrke og forfrisket af nattens hvile gik Adam i gang med dagens arbejde. Da han betragtede alle de grønne planter omkring sig, følte han ikke trang til at undersøge dét man flere tusind år senere ville kalde fotosyntesen, den gådefulde proces hvorved planternes grønne farvestof, klorofylet, binder sollysets energi for at frembringe føde til mennesker og dyr, optager den kuldioxid som mennesker og dyr udånder, og afgiver ilt som de kan indånde. Det er et mysterium for menneskene, men der var ingen grund til at Adam skulle fordybe sig i det. Det var et mirakel udført af menneskets Skaber. Han forstod det og fik det til at fungere til gavn for skabningerne på jorden. Det var derfor tilstrækkeligt for det første menneskes fuldkomne intelligens at vide at Gud, Skaberen, fik tingene til at gro, og at menneskets gudgivne opgave var at tage sig af de former for planteliv der fandtes i Edens have. — Se Første Mosebog 1:12.

Alene, men ikke ulykkelig

19. Hvad gjorde Adam ikke, selv om han vidste at han var alene i den forstand at der ingen var som han på jorden?

¹⁹ Mennesket havde endnu ikke fået al den oplæring han skulle have fra sin himmelske Fader. Adam tog sig af Edens have, og han havde ingen af sin egen art på jorden til at hjælpe sig. Han var alene i den forstand at der ingen anden var af hans art, ingen andre mennesker. Han gik ikke ud og ledte efter en der var som han selv, en han kunne være sammen med på jorden. Han bad ikke Gud, sin himmelske Fader, om en broder eller søster. Hans ensomhed som menneske drev ham ikke til vanvid eller fratog ham glæden ved at leve og arbejde. Han havde samværet med Gud. — Jævnfør Salme 27:4.

20. (a) Hvad gav Adam størst glæde? (b) Hvorfor ville det ikke have været uudholdeligt for Adam at leve videre under disse forhold? (c) Hvad vil vi komme ind på i den næste artikel?

²⁰ Adam vidste at han og hans arbejde blev iagttaget af den himmelske Fader. Intet gav ham større glæde end at være sin Gud og Skaber til behag, Ham hvis vidunderlige storhed åbenbaredes i hele det smukke skaberværk der omgav mennesket. (Jævnfør Åbenbaringen 15:3.) For dette fuldkomne, ligevægtige menneske, der havde sin Gud at tale med, ville det ikke have været uudholdeligt eller kedeligt at leve videre på denne måde. Og Gud havde givet Adam et interessant, fascinerende arbejde der kunne skænke ham stor tilfredshed og glæde.

„Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver en levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ — 1 MOSEBOG 1:28.

1, 2. Hvad arbejder Jehova kærligt på at skænke menneskene, og hvilke opgaver gav han Adam?

„GUD er kærlighed,“ hedder det i Bibelen. Han viser kærlig og uselvisk interesse for menneskene, og er uophørligt optaget af forberedelserne til at de kan opnå evigt liv i sundhed og lykke i et jordisk glædens paradis. (1 Johannes 4:16; jævnfør Salme 16:11.) Det første menneske, den fuldkomne Adam, havde en fredelig tilværelse og et interessant og dejligt arbejde. Skaberen havde givet ham den opgave at dyrke Edens smukke have, og nu fik han endnu en opgave, en særlig og krævende opgave, viser den bibelske beretning:

² „Nu havde Jehova Gud været i færd med af jorden at danne alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger, og han gav sig til at føre dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og hvad mennesket end ville kalde hver levende sjæl, det skulle være dens navn. Så gav mennesket alle husdyrene og himmelens flyvende skabninger og alle markens vilde dyr navne.“ — 1 Mosebog 2:19, 20.

3. Hvorfor var Adam og dyrene ikke bange for hinanden?

³ Mennesket kaldte hesten sus, oksen sjōr, fåret sæh, geden ’ez, en fugl ’ōf, duen jōnahʹ, påfuglen tukkīʹ, løven ’arjehʹ eller ’arīʹ, bjørnen dov, aben qōf, hunden kæʹlæv, slangen nachasjʹ, og så videre.a Da han gik hen til floden der strømmede ud fra Eden, fik han øje på fisk. Dem kaldte han daghahʹ. Skønt ubevæbnet var Adam ikke bange for dyrene, og de var heller ikke bange for ham — de vidste instinktivt at han stod over dem og tilhørte en højere livsform. De var Guds skabninger, han havde skænket dem livet, og mennesket havde ikke noget ønske om at skade dem eller berøve dem livet.

4. Hvad må man formode angående Adams navngivning af dyrene og fuglene, og hvorfor har denne opgave været interessant?

⁴ Beretningen oplyser ikke præcis hvor længe mennesket betragtede husdyrene, de vilde dyr og himmelens flyvende skabninger. Det foregik alt sammen under Guds ledelse og tilsyn. Adam har sikkert taget sig tid til at studere hver enkelt dyreart og iagttage dens særlige vaner og livsform, så han kunne vælge et navn der passede godt til den. Det kan have taget temmelig lang tid. Det har været interessant for Adam at lære jordens dyreliv at kende i dets mange afskygninger, og det har krævet gode mentale og sproglige evner at finde et passende navn til hver enkelt art af levende skabninger, så man kunne skelne mellem dem.

5-7. (a) Hvilke spørgsmål opstod sandsynligvis? (b) Hvilke svar blev der givet i skabelsesberetningen i Første Mosebog 1:1-25?

⁵ Men i hvilken rækkefølge var alle disse levende skabninger blevet til? Var landdyrene blevet skabt før fuglene, eller omvendt, og hvornår var mennesket blevet skabt i forhold til alle disse laverestående skabninger? Hvordan beredte Gud jordens overflade til den store variation af livsformer, dannede luften hvori fuglene kunne svinge sig højt op, skabte vandet til at drikke og plantelivet som føde, frembragte den store lysgiver til at lyse om dagen og den lille til at forskønne natten? Hvorfor var vejret så mildt og varmt at mennesket kunne sove, arbejde og bevæge sig omkring, ganske nøgent?

⁶ Adam var ikke overladt til at gætte sig frem. Med sit videbegærlige sind fortjente han at få fornuftige svar fra én der vidste præcis hvordan det forholdt sig. Han blev ikke affærdiget som en uvidende søn af Gud, men hans høje intelligens blev sandsynligvis anerkendt ved at han fik beretningen om skabelsen, den der er gengivet i Første Mosebog 1:1-25.

⁷ Adam må have været meget taknemmelig over at høre denne spændende beretning om hvordan alt var blevet til. Den forklarede mangt og meget. Af beretningens ordlyd kunne han forstå at der havde været tre lange tidsperioder som Gud ifølge sin tidsregning kaldte dage, før den fjerde skabelsesdag oprandt, hvorpå Gud lod de to store lysgivere vise sig på den udstrakte himmel for at afmærke menneskets langt kortere 24-timers dag. Denne kortere jordiske dag strakte sig fra det tidspunkt da den største lysgiver forsvandt bag horisonten til den igen gik ned. Adam blev også klar over at der lå mange år foran ham, og han begyndte uden tvivl straks at tælle sine leveår. Det satte den største lysgiver på den udstrakte himmel ham i stand til at gøre. Men hvad Guds længere skabelsesdage angår, forstod det første menneske at han levede på den sjette dag for Guds jordiske skaberværk. Han havde intet hørt om en afslutning på den sjette dag hvor alle landdyrene og dernæst mennesket var blevet skabt. Nu vidste han i hvilken rækkefølge plantelivet, vanddyrene, fuglene og landdyrene var blevet skabt. Men som Adam befandt sig der, alene i Edens have, kendte han endnu ikke hele Guds kærlige hensigt med mennesket i det jordiske paradis.

Den første kvinde skabes

8, 9. (a) Hvad iagttog den fuldkomne mand i forbindelse med dyrene, og hvad sluttede han om sig selv? (b) Hvorfor var det passende at den fuldkomne mand ikke bad Gud om en ægtefælle? (c) Hvordan beskrives skabelsen af den første kvinde i Bibelens beretning?

⁸ Med sin fuldkomne hjerne og iagttagelsesevne bemærkede det første menneske naturligvis at der i dyreverdenen var hanner og hunner, og at de formerede sig efter deres arter. Men sådan var det ikke med mennesket. Måske fik han derfor den tanke at det ville være dejligt at have selskab, men han fandt ingen passende mage blandt dyrene, end ikke blandt aberne. Adam måtte slutte at der ikke var nogen mage til ham, da Gud ellers ville have ført hende hen til ham. Mennesket var blevet skabt adskilt fra alle disse dyrearter, og skulle være anderledes. Det faldt ham ikke ind at tage sagen i egen hånd og skamløst bede Gud, Skaberen, om en mage. Det var godt og rigtigt at det fuldkomne menneske lod sagen hvile i Guds hånd, for kort tid senere erfarede han at Gud var opmærksom på situationen og havde en bestemt hensigt. Beretningen fortæller:

⁹ „Men til mennesket fandtes der ingen medhjælp som et modstykke til ham. Derfor lod Jehova Gud en dyb søvn falde over mennesket, og mens han sov tog han et af hans ribben og lukkede derpå kødet til over dets sted. Og Jehova Gud byggede så en kvinde af ribbenet som han havde taget fra Adam, og førte hende hen til Adam. Da sagde Adam: ’Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.’ Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød. Og de var begge nøgne, Adam og hans hustru, og dog skammede de sig ikke.“ — 1 Mosebog 2:20-25.