Kapitel 10

Hvad Gud svor at ville gøre for menneskeheden er nu nær

1, 2. (a) I hvilken forstand sværger Gud, og hvorfor? (b) Hvad siger Gud i Esajas 45:23? (c) Hvilke udtalelser af profeten Esajas skulle vi være i stand til at godtage?

SVÆRGER Gud? Ja, det gør han, men ikke i den forstand at han rasende farer op og udslynger kraftudtryk. Når Gud sværger, er det altid i den forstand at han aflægger ed for at bekræfte gyldigheden af en hensigt han har udtalt. Dette tjener som en yderligere forsikring for dem der er berørt af denne hensigt. Alle gør derfor vel i at give agt på hans ord i Esajas 45:23: „Ved mig selv har jeg svoret — af min egen mund, i retfærdighed, er ordet udgået, så det ikke vender tilbage — at for mig vil hvert knæ bøje sig, til mig vil hver tunge aflægge edsløfte.“

Hans ord er troværdigt og pålideligt, og dét så meget mere når han har svoret på det, føjet sin ed til det, for at bekræfte det.

Gud træder til med en ed

5. Hvordan forklares det i Hebræerbrevet 6:13-18 at Gud trådte til med en ed i forbindelse med løftet til Abraham?

⁵ Hvad dette angår læser vi i Hebræerbrevet 6:13-18: „For da Gud gav sit løfte til Abraham, svor han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større, og sagde: ’Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig mangfoldiggøre dig.’ Og således opnåede Abraham, efter at han havde udvist tålmodighed, dette løfte. Mennesker sværger jo ved en der er større, og deres ed gør ende på enhver diskussion, da den er en juridisk garanti for dem. Da Gud ønskede i endnu rigere mål at vise løftets arvinger sin beslutnings uforanderlighed, trådte han på denne måde til med en ed, for at vi der har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve, kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os.“

6. (a) Hvilken grund var der til at Gud svor ved sig selv i forbindelse med løftet til Abraham? (b) Hvordan kunne Jehova bruge sin ven?

⁶ Når der aflægges ed, er der som regel en vægtig grund til det. Det må især være tilfældet når eden aflægges af Gud, på hans egen foranledning. En sådan grund findes også i dette tilfælde hvor det siges at Jehova aflagde ed, ja, svor ved sig selv. Det edsbekræftede løfte Jehova gav sin ven Abraham, berører nemlig os alle i dag. Jehova værdsatte at Abraham fulgte den guddommelige opfordring og forlod sit fødeland for at drage til det land Jehova ville give hans efterkommere i eje. Jehova kunne trygt gøre denne vens navn stort og lade ham blive til velsignelse for andre. Jehova kunne med sindsro sige til ham: „Jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mosebog 12:3; Esajas 41:8.

7. (a) Hvilket mirakel gjorde Gud for Abraham da hans hustru var 90 år gammel? (b) Hvordan viste Abraham på en enestående måde sin tro og lydighed?

⁷ Da Abrahams hustru Sara var 90 år gammel, langt over den frugtbare alder, tilstod Gud hende mirakuløst den gunst at føde Abraham deres elskede søn, Isak, så det storslåede løfte til Abraham kunne gå i opfyldelse. Abraham viste sig villig og rede til at ofre endog denne dyrebare søn i lydighed mod sin Gud Jehovas bud. Denne enestående demonstration af tro og lydighed bevægede Jehova i den grad at han sagde til sin ven Abraham:

8, 9. (a) Hvordan reagerede Jehova på denne demonstration af Abrahams tro og lydighed? (b) Hvem gjorde Gud sig ansvarlig over for?

⁸ „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn, ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage, så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.’“ — 1 Mosebog 22:15-18.

⁹ Det er det første sted i Bibelen hvor det siges at Jehova sværger. Da han ikke kunne sværge ved nogen større, svor han ved sig selv, ja bandt sig selv til det løfte han aflagde. Han gjorde sig ansvarlig over for ingen anden end sig selv. Når han gennemfører sin erklærede hensigt må det tjene ham selv til ære.