„TAK HAM; VELSIGN HANS NAVN“

(Salme 90:1–106:48)

Læg mærke til de forskellige grunde til at prise Jehova der nævnes i den fjerde samling af salmer. I Salme 90 sammenligner Moses Guds evige eksistens med menneskets flygtige liv. (1 Timoteus 1:17) I Salme 91:2 omtaler Moses Jehova som sin „tilflugt“ og „borg“ — den han finder tryghed hos. De næste salmer taler om Guds smukke egenskaber, hans ophøjede tanker og hans vidunderlige gerninger. Tre af salmerne begynder med udtrykket „Jehova er blevet konge“. (Salme 93:1; 97:1; 99:1) Salmisten siger at Jehova er den der har frembragt os, og opfordrer os til at ’takke ham og velsigne hans navn’. — Salme 100:4.

Hvordan bør en hersker som frygter Jehova, forvalte sine statsanliggender? Det giver Salme 101, som er skrevet af kong David, svar på. Den næste salme fortæller os at Jehova „vender sig mod de nøgnes bøn og ringeagter ikke deres bøn“. (Salme 102:17) Salme 103 henleder opmærksomheden på Jehovas loyale hengivenhed og barmhjertighed. Om de mange ting Gud har frembragt på jorden, siger salmisten: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom.“ (Salme 104:24) De to sidste salmer i den fjerde bog lovpriser Jehova for hans undere. — Salme 105:2, 5; 106:7, 22.

„I skal lovsynge Jah!“

De sidste tre sange i den fjerde bog i Salmerne slutter med følgende tilskyndelse: „I skal lovsynge Jah!“ Den sidste salme indledes også med disse ord. — Salme 104:35; 105:45; 106:1, 48.

Vi har afgjort grund til at lovsynge Jehova. Salme 73 til 106 har givet os meget at tænke over og fylder os med taknemmelighed mod vores himmelske Fader. Når vi tænker på alt det han allerede har gjort for os og vil gøre i fremtiden, føler vi da ikke stor lyst til at „lovsynge Jah“?