-
Vær loyal mod JehovaVagttårnet (studieudgave) – 2016 | Februar
-
-
Vær loyal mod Jehova
“Måtte Jehova være mellem mig og dig og mellem mit afkom og dit afkom for stedse.” – 1 SAM. 20:42.
SANGE: 125, 62
1, 2. Hvorfor er Jonatans venskab med David et enestående eksempel på loyalitet?
JONATAN må være blevet helt forbløffet over hvor modig den unge David var. David havde slået kæmpen Goliat ihjel og stod nu foran Jonatans far, kong Saul, med “filisterens hoved i hånden”. (1 Sam. 17:57) Jonatan var ikke det mindste i tvivl om at Gud var med David. De to blev meget nære venner og “sluttede en pagt, da [Jonatan] elskede [David] som sin egen sjæl”. (1 Sam. 18:1-3) Resten af sit liv var Jonatan loyal mod David.
2 Det at Gud havde valgt David og ikke Jonatan som Israels næste konge, ændrede ikke Jonatans indstilling til David. Da Saul begyndte at jage David for at slå ham ihjel, blev Jonatan dybt bekymret. På et tidspunkt rejste han derfor ud i Judas Ørken til Horesj for at opmuntre sin ven. Jonatan “styrkede [Davids] hånd ved Gud” og sagde til ham: “Vær ikke bange, ... du er den der vil blive konge over Israel, mens jeg vil blive nummer to efter dig.” – 1 Sam. 23:16, 17.
3. Hvad betød mest for Jonatan, og hvordan ved vi det? (Se indledningsbilledet).
3 Loyalitet er en egenskab som de fleste sætter højt. Men vi overser noget vigtigt hvis det kun er Jonatans loyalitet over for David der gør indtryk på os. Hvad var det der fik Jonatan til at betragte David som en ven og ikke en rival? Der må tydeligvis have været noget der var vigtigere for ham end hans egen status. Husk at Jonatan “styrkede [Davids] hånd ved Gud”. Ja, loyalitet mod Jehova var det vigtigste for Jonatan, og det var denne loyalitet der fik ham til at være loyal mod David. Begge levede de op til det løfte de havde givet hinanden: “Måtte Jehova være mellem mig og dig og mellem mit afkom og dit afkom for stedse.” – 1 Sam. 20:42.
4. (a) Hvad giver ægte glæde og tilfredshed? (b) Hvad vil vi drøfte i denne artikel?
4 Som Jehovas tjenere nøjes vi ikke med at sætte pris på andres loyalitet; vi er også selv loyale over for vores familiemedlemmer, venner og trosfæller. (1 Thess. 2:10, 11) Men hvem er det vigtigst at være loyal over for? Jehova, som har givet os livet! (Åb. 4:11) Når vi er loyale over for ham, vil vi opleve ægte glæde og tilfredshed. Vi må imidlertid også holde os nær til ham i svære tider. I denne artikel vil vi drøfte hvordan Jonatans eksempel kan hjælpe os til at være loyale mod Jehova i fire vanskelige situationer, nemlig (1) når vi føler at en der har myndighed, ikke fortjener vores respekt, (2) når vi er nødt til at vælge hvem vi vil være loyale over for, (3) når nogen misforstår os eller behandler os uretfærdigt, og (4) når loyalitet kræver selvopofrelse.
NÅR VI FØLER AT EN MED MYNDIGHED IKKE FORTJENER VORES RESPEKT
5. Hvorfor var det svært for israelitterne at være loyale mod Gud mens Saul var konge?
5 Saul, Jonatans far, var blevet udvalgt af Gud til at være konge, men senere begyndte han at gå imod Guds bud og blev forkastet. (1 Sam. 15:17-23) Eftersom Jehova ikke fjernede Saul fra tronen med det samme, satte Sauls adfærd hele folket på prøve. Israelitterne stod over for den udfordring at forblive loyale mod Gud mens kongen, der sad på “Jehovas trone”, fulgte sin egen kurs. – 1 Krøn. 29:23.
6. Hvad viser at Jonatan forblev loyal mod Jehova?
6 Jonatan valgte at forblive loyal mod Jehova på trods af at hans far handlede oprørsk. (1 Sam. 13:13, 14) Tidligere havde profeten Samuel udtalt at ‘Jehova for sit store navns skyld ikke ville svigte sit folk’. (1 Sam. 12:22) Jonatan viste sin tro på dette løfte da filistrene nærmede sig Israel med en stor hær med 30.000 stridsvogne. Saul havde kun 600 soldater, og de eneste der havde våben, var Saul og Jonatan! Men Jonatan lod sig ikke skræmme. “Der er intet der hindrer Jehova i at frelse ved mange eller ved få,” sagde han til sin våbendrager, hvorefter de tog hen til en af filistrenes forposter. Selvom de kun var to mand, slog de 20 filistre ihjel. Dernæst forårsagede Jehova et jordskælv. Skræmte og forvirrede vendte filistrene deres våben mod hinanden. Jonatans stærke tillid til Jehova førte på den måde til sejr for Israel. – 1 Sam. 13:5, 15, 22; 14:1, 2, 6, 14, 15, 20.
7. Hvilken indstilling havde Jonatan til sin far?
7 Selvom Saul kom længere og længere væk fra Jehova, fortsatte Jonatan med at samarbejde med sin far når som helst det var muligt. For eksempel drog de i krig sammen for at forsvare Guds folk. – 1 Sam. 31:1, 2.
8, 9. Hvordan er det et udtryk for loyalitet mod Gud at vise respekt for dem der har myndighed?
8 Ligesom Jonatan kan vi være loyale mod Jehova ved at adlyde de højere myndigheder når som helst det er muligt, og uanset om de gør sig fortjent til vores respekt eller ej. Hvis vi for eksempel støder på en myndighedsperson der ikke lever op til sit ansvar, viser vi alligevel respekt for vedkommende fordi vi ønsker at ‘underordne os de højere myndigheder’. (Læs Romerne 13:1, 2). I virkeligheden har vi alle mulighed for at være loyale mod Jehova ved at vise respekt for dem han har givet myndighed. – 1 Kor. 11:3; Hebr. 13:17.
Det er et udtryk for loyalitet mod Jehova at vise respekt for sin ikketroende ægtefælle (Se paragraf 9)
9 I Sydamerika viste en søster ved navn Olga[1] loyalitet mod Jehova ved at respektere sin mand selvom han behandlede hende dårligt. I mange år var han dybt utilfreds med at hun var et af Jehovas Vidner, og det fik ham til at tale grimt til hende og i perioder ignorere hende. Han truede endda med at forlade hende og tage deres børn med sig. Men Olga ‘gengældte ikke ondt med ondt’. (Rom. 12:17) Hun gjorde alt hvad hun kunne, for at være en god hustru. Hun lavede mad til ham, vaskede hans tøj og tog sig af hans familie. Når det var muligt, tog hun også med til sammenkomster i hans familie eller på hans arbejde. Da de skulle til Olgas svigerfars begravelse i en anden by, gjorde hun børnene klar og pakkede alt hvad de havde brug for til rejsen. Hun ventede på sin mand ved døren til kirken indtil ceremonien var ovre. Som et resultat af Olgas tålmodige og respektfulde indstilling begyndte han efter mange år at bløde op. I dag har han en positiv holdning til møderne i rigssalen. Han kører Olga derhen og går af og til med ind til mødet. – 1 Pet. 3:1.
NÅR VI SKAL VÆLGE HVEM VI VIL VÆRE LOYALE OVER FOR
10. Hvordan vidste Jonatan hvem han skulle være loyal over for?
10 Da Saul havde besluttet sig for at skaffe David af vejen, måtte Jonatan træffe en vanskelig beslutning. Han ville gerne underordne sig sin far, men han ønskede også at være loyal mod David, som han havde indgået en pagt med. Der var dog ingen tvivl i Jonatans sind om at Jehova var med David og ikke med Saul, og derfor prioriterede han loyalitet mod David højere end loyalitet mod sin far. Det førte blandt andet til at han advarede David og talte godt om ham til Saul. – Læs 1 Samuel 19:1-6.
11, 12. Hvordan hjælper kærlighed til Gud os til at vælge hvem vi vil være loyale over for?
11 Alice, en søster i Australien, stod på et tidspunkt i en situation hvor hun var nødt til at vælge hvem hun ville være loyal over for. Da hun begyndte at studere Bibelen, delte hun de gode ting hun lærte, med sin familie. Senere fortalte hun dem at hun ikke længere ville være med til at fejre jul, og forklarede hvorfor. Til at begynde med var de skuffede, men efterhånden blev skuffelsen til vrede. De følte at hun vendte sin familie ryggen. Alice fortæller: “Til sidst sagde min mor at hun ikke ville have noget med mig at gøre. Det kom som et chok for mig, og jeg blev virkelig ked af det, for jeg elsker min familie højt. Men jeg besluttede at Jehova og hans søn skulle have den største plads i mit hjerte, og jeg blev døbt ved det næste stævne.” – Matt. 10:37.
12 Hvis vi ikke passer på, kan loyalitet mod sådan noget som et sportshold, et land eller måske en skole lige så stille kvæle vores loyalitet mod Gud. Som eksempel kunne nævnes Henry, der var glad for at spille skak og var med på skolens skakhold. Skolen havde tradition for at vinde skakmesterskabet, så han ville gerne gøre sit bedste. Men Henry indrømmer ærligt: “Med tiden begyndte min loyalitet over for skolen at fylde mere end min loyalitet over for Gud. Skakkampene i weekenderne fortrængte møderne og forkyndelsen. Så jeg besluttede at droppe skakholdet.” – Matt. 6:33.
13. Hvordan kan loyalitet mod Gud hjælpe os til at klare vanskelige situationer i familien?
13 Nogle gange kan forholdene i familien sætte ens loyalitet på prøve. Det oplevede Ken. Han fortæller: “Jeg ville gerne besøge min aldrende mor jævnligt, og jeg ville også gerne have at hun overnattede hos os en gang imellem. Desværre kom min mor og min kone ikke godt ud af det med hinanden. I begyndelsen stod jeg i noget af et dilemma, for jeg kunne ikke gøre den ene glad uden at gøre den anden ked af det. Men jeg nåede frem til at det var min kone der først og fremmest havde krav på min loyalitet i sådan en situation. Så jeg fandt en diplomatisk løsning som hun kunne gå med til.” Loyalitet mod Gud og respekt for Bibelen fik Ken til at forklare sin kone hvorfor hun skulle tage venligt imod hans mor, og til at forklare sin mor hvorfor hun skulle vise respekt for hans kone. – Læs 1 Mosebog 2:24; 1 Korinther 13:4, 5.
NÅR NOGEN MISFORSTÅR OS ELLER BEHANDLER OS URETFÆRDIGT
14. Hvordan blev Jonatan uretfærdigt behandlet?
14 Vores loyalitet mod Jehova kan blive sat på prøve hvis en der fører an i menigheden, behandler os uretfærdigt. Sådan en situation stod Jonatan i. Kong Saul, der var salvet af Gud, vidste at hans søn havde et nært forhold til David, men han forstod ikke hvorfor. Da Jonatan på et tidspunkt havde hjulpet David, blev Saul rasende og ydmygede sin søn foran andre. Men det fik ikke Jonatan til at give igen med samme mønt. Og han vaklede heller ikke i sin loyalitet over for Jehova Gud og David, der ville blive Israels næste konge. – 1 Sam. 20:30-41.
15. Hvordan skal vi reagere hvis en bror behandler os uretfærdigt?
15 Brødrene der fører an i menighederne i dag, gør deres bedste for at behandle alle retfærdigt. Men samtidig er de ufuldkomne, og af den grund misforstår de måske noget vi siger eller gør. (1 Sam. 1:13-17) Hvis vi bliver misforstået eller uretfærdigt behandlet, må vi være besluttede på at forblive loyale over for Jehova.
NÅR LOYALITET KRÆVER AT VI ER USELVISKE
16. I hvilke situationer kan loyalitet mod Gud kræve at vi er uselviske?
16 Saul opfordrede Jonatan til at tænke på sig selv og sine egne interesser. (1 Sam. 20:31) Men loyalitet mod Gud fik Jonatan til at støtte David i stedet for at gå efter kongemagten selv. I Bibelen siges der følgende om en Jehova godkender: “Har han svoret til egen skade, ændrer han dog intet.” (Sl. 15:4) Jehova forventer at vi holder ord, og det var præcis hvad Jonatan gjorde. Han ‘ændrede intet’ ved det løfte han havde givet David. Vi kan efterligne Jonatans uselviske indstilling ved at holde hvad vi lover. For eksempel vil vores loyalitet mod Jehova og respekt for Bibelen få os til at overholde de forretningsaftaler vi indgår, selv hvis det er sværere end vi havde regnet med. Og hvis der opstår problemer i vores ægteskab, vil vores kærlighed til Jehova få os til at forblive loyale mod vores ægtefælle. – Læs Malakias 2:13-16.
En forretningsaftale kan pludselig sætte vores loyalitet mod Gud på prøve (Se paragraf 16)
17. Hvordan har du haft gavn af denne artikel?
17 Nu hvor vi har set nærmere på Jonatans eksempel, har vi uden tvivl fået lyst til at efterligne hans loyalitet over for Jehova. Lad os lære af hans uselviske indstilling. Og lad os være loyale mod vores brødre og søstre, selv hvis de skulle skuffe os. Når vi er loyale mod Jehova, også i vanskelige situationer, får vi hans hjerte til at fryde sig. (Ordsp. 27:11) Intet vil kunne give os større glæde og tilfredshed. Hvis vi forbliver loyale mod Jehova, vil vi opleve at han altid tager sig af os og gør det der er bedst for os. I den næste artikel vil vi drøfte hvad vi kan lære af nogle loyale og illoyale personer fra Davids tid.
-
-
Lær af Jehovas loyale tjenereVagttårnet (studieudgave) – 2016 | Februar
-
-
Lær af Jehovas loyale tjenere
“Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?” – MIKA 6:8.
SANGE: 63, 43
1, 2. Hvordan viste David at han var loyal mod Gud? (Se indledningsbilledet).
I NATTENS mulm og mørke sniger David og Abisjaj sig ind mellem 3.000 sovende soldater. I midten af lejren finder de kong Saul, der ligger og sover tungt. Saul er rejst ud i Judas Ørken for at fange David og slå ham ihjel. Abisjaj hvisker til David: “Lad mig dog nu spidde [Saul] til jorden med spyddet, blot én gang; jeg behøver ikke at gøre det to gange mod ham.” Læg mærke til hvad David svarer: “Dræb ham ikke, for hvem rækker sin hånd ud mod Jehovas salvede og forbliver ustraffet? ... Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at række min hånd ud mod Jehovas salvede.” – 1 Sam. 26:8-12.
2 David forstod hvad det indebar at være loyal mod Gud. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre Saul noget. Hvorfor ikke? Fordi Gud havde salvet Saul som konge over Israel. De der ønsker at være loyale mod Jehova, viser respekt for dem han udnævner. Jehova forventer at alle hans tjenere “elsker loyal hengivenhed”. – Læs Mika 6:8.
3. Hvordan var Abisjaj loyal mod David?
3 Abisjaj havde respekt for David fordi han vidste at det var ham Jehova havde valgt som konge. Men efter at være blevet konge overtrådte David Guds bud – han begik ægteskabsbrud med Urias’ kone, Batseba, og bad derefter Joab om at sørge for at Urias blev slået ihjel i kamp. (2 Sam. 11:2-4, 14, 15; 1 Krøn. 2:16) Abisjaj var Joabs bror, så han kan sagtens have hørt om det der var foregået, men alligevel blev han ved med at vise respekt for David. Desuden udnyttede Abisjaj aldrig sin høje stilling i militæret til at tilrane sig tronen. Han forsvarede derimod David mod forrædere og andre fjender. – 2 Sam. 10:10; 20:6; 21:15-17.
4. (a) Hvordan viste David sin loyalitet mod Gud? (b) Hvad vil vi nu se nærmere på?
4 David var loyal mod Jehova hele sit liv. Som ung stillede han sig op imod kæmpen Goliat, der spottede “den levende Guds slagrækker”. (1 Sam. 17:23, 26, 48-51) Da David senere blev konge og begik alvorlige synder, tog han imod retledning fra profeten Natan og angrede. (2 Sam. 12:1-5, 13) Og da han kom op i årene, bidrog han gavmildt til opførelsen af Jehovas tempel. (1 Krøn. 29:1-5) Ja, David begik nogle alvorlige fejl, men han holdt aldrig op med at være loyal mod Gud. (Sl. 51:4, 10; 86:2) Når vi nu ser nærmere på nogle beretninger om David og hans samtidige, vil vi få svar på disse spørgsmål: Hvem bør vi først og fremmest vise loyalitet? Hvilke egenskaber er nødvendige for at kunne være loyal?
HVEM ER DET VIGTIGST AT VÆRE LOYAL OVER FOR?
5. Hvad kan vi lære af episoden med Abisjaj?
5 Da Abisjaj sneg sig ind i Sauls lejr, forstod han åbenbart ikke hvem det er vigtigst at være loyal over for. Af loyalitet mod David var Abisjaj ivrig efter at slå Saul ihjel, men David holdt ham tilbage fordi han vidste at det var forkert at ‘række sin hånd ud mod Jehovas salvede’. (1 Sam. 26:8-11) Vi kan lære noget meget vigtigt af den episode: Eftersom vi kan have loyalitetsfølelse over for flere forskellige personer, bør vi lade Bibelens principper afgøre hvem vi først og fremmest skal vise loyalitet.
6. Hvad skal vi være opmærksomme på når det drejer sig om loyalitet over for familie og venner?
6 Loyalitet har sit udspring i hjertet, men hjertet er forræderisk. (Jer. 17:9) Af den grund kan en der tjener Gud, have en meget stærk loyalitetsfølelse over for en slægtning eller en nær ven der overtræder Guds lov og forlader sandheden. I en sådan situation må vi huske at det er vigtigere at være loyal over for Jehova end over for nogen anden. – Læs Mattæus 22:37.
7. Hvordan forblev en søster loyal mod Jehova i en vanskelig situation?
7 Hvis en i vores familie bliver udelukket, kan der opstå en loyalitetskonflikt. For eksempel blev en søster ved navn Anne[1] ringet op af sin udelukkede mor. Moren ville gerne besøge Anne fordi hun var dybt ulykkelig over ikke at have kontakt med familien. Anne blev meget berørt over det og lovede at give hende svar i et brev. Inden hun skrev til moren, overvejede hun nogle relevante bibelske principper. (1 Kor. 5:11; 2 Joh. 9-11) I brevet forklarede Anne på en venlig måde sin mor at det var hende der havde afskåret sig selv fra at være sammen med familien ved at overtræde Guds bud og ikke angre. “Den eneste måde du kan få det bedre på, er ved at vende tilbage til Jehova,” skrev Anne. – Jak. 4:8.
8. Hvad vil hjælpe os til at være loyale mod Gud?
8 De der var loyale mod Jehova på Davids tid, var samtidig ydmyge, venlige og modige. Lad os nu se på hvordan disse tre egenskaber kan hjælpe os til at være loyale mod Jehova.
LOYALITET OVER FOR GUD KRÆVER YDMYGHED
9. Hvorfor forsøgte Abner at slå David ihjel?
9 Da David stod med Goliats afhuggede hoved i hånden og talte med kong Saul, var der mindst to andre til stede. Den ene var Sauls søn Jonatan, der indgik en venskabspagt med David. Den anden var hærføreren Abner. (1 Sam. 17:57 – 18:3) Abner var en af dem der senere støttede Saul i hans bestræbelser for at rydde David af vejen. (1 Sam. 26:1-5; Sl. 54:3) Både Jonatan og Abner vidste at Jehova havde udvalgt David til at være konge over Israel. Men heller ikke efter Sauls død støttede Abner David. I stedet forsøgte han at gøre Sauls søn Isjbosjet til konge. Da han senere gik i seng med en af Sauls medhustruer, var det måske fordi han selv havde fået et ønske om at komme på tronen. (2 Sam. 2:8-10; 3:6-11) Hvorfor så Abner og Jonatan vidt forskelligt på David? Fordi Jonatan til forskel fra Abner var loyal mod Jehova og ydmyg.
10. Hvorfor var Absalom illoyal mod Gud?
10 Det var også manglende ydmyghed der hindrede Absalom, Davids søn, i at være loyal mod Gud. Han fik ligefrem lavet “en vogn til sig selv, med heste og med halvtreds mand løbende foran sig”! (2 Sam. 15:1) Desuden skaffede han sig mange tilhængere. Absalom forsøgte endda at slå sin egen far ihjel selvom han vidste at det var Jehova der havde gjort David til konge i Israel. – 2 Sam. 15:13, 14; 17:1-4.
11. Hvad kan vi lære af beretningerne om Abner, Absalom og Baruk?
11 Eksemplerne med Abner og Absalom viser tydeligt at ønsket om at få magt og indflydelse kan føre til at man bliver illoyal mod Gud. Vi elsker Jehova og kunne selvfølgelig aldrig finde på at handle så selvisk og ondt som dem. Men et ønske om rigdom eller en god karriere kunne have en skadelig virkning på os. Tænk for eksempel på Baruk, Jeremias’ sekretær. Af en ikke nærmere angivet grund begyndte han at fokusere på det forkerte. Det fik Jehova til at advare ham med ordene: “Se! Hvad jeg har opbygget, river jeg ned, og hvad jeg har plantet, rykker jeg op, ja hele landet. Men du søger dig store ting. Søg dem ikke.” (Jer. 45:4, 5) Baruk tog imod retledningen, og det vil også være klogt af os at huske på disse ord nu hvor enden for denne onde verden nærmer sig.
12. Forklar hvorfor vi ikke kan være loyale mod Gud hvis vi er selviske.
12 Daniel, en bror i Mexico, befandt sig i en situation hvor han måtte vælge mellem at være loyal mod Jehova og at søge selviske interesser. Han var blevet forelsket i en kvinde der ikke tjente Jehova, og ville gerne giftes med hende. “Selv efter at jeg var begyndt som pioner, blev jeg ved med at skrive til hende,” siger han. Men på et tidspunkt gik det op for ham at han tænkte selvisk, så han talte ydmygt med en erfaren ældste om den loyalitetskonflikt han stod i. Daniel fortæller: “Han hjalp mig til at forstå at hvis jeg ville være loyal mod Gud, måtte jeg holde op med at skrive til hende. Efter mange bønner og tårer var det præcis hvad jeg gjorde. Der gik ikke længe inden jeg oplevede glæde ved tjenesten igen.” I dag har Daniel en kone der elsker Jehova, og sammen er de i kredstjenesten.
LOYALITET OVER FOR GUD HJÆLPER OS TIL AT VÆRE VENLIGE
Sørger du loyalt for at en der har begået en alvorlig synd, får åndelig hjælp? (Se paragraf 14)
13. Hvordan viste Natan loyalitet mod både Gud og David da David havde syndet?
13 Loyalitet mod Jehova kan påvirke den måde vi viser andre mennesker loyalitet på. Som eksempel kunne nævnes profeten Natan, der i en svær situation forblev loyal over for David samtidig med at han var loyal over for Jehova. Efter at David havde begået ægteskabsbrud og sørget for at kvindens mand blev dræbt, sendte Jehova Natan for at retlede David. Natan viste mod og adlød Jehova. Men han viste også loyalitet mod David og fremførte retledningen på en klog og venlig måde. For at hjælpe David til at se hvor alvorlig hans synd var, fortalte Natan om en rig mand der tog en fattig mands eneste lam. Da David blev rasende over det den rige mand havde gjort, sagde Natan til ham: “Du er manden!” Nu forstod David at han havde syndet mod Jehova. – 2 Sam. 12:1-7, 13.
14. Hvordan kan du være loyal over for både Jehova og en trosfælle der har begået en overtrædelse?
14 At behandle andre på en venlig måde kan også hjælpe os når vi står i en situation der sætter vores loyalitet på prøve. Det kan for eksempel være at du får kendskab til at en af dine trosfæller har begået en alvorlig overtrædelse. Du vil gerne være loyal mod vedkommende, ikke mindst hvis det er en nær ven eller et familiemedlem. Men du ved også at hvis du dækker over hans dårlige adfærd, vil du være illoyal mod Gud. Det vigtigste for dig er selvfølgelig at være loyal over for Jehova. Ligesom Natan må du derfor være venlig men samtidig stå fast. Tilskynd overtræderen til at søge hjælp hos de ældste. Hvis han ikke gør det inden for et rimeligt stykke tid, bør du fortælle de ældste hvad du ved. På den måde viser du at du er loyal mod Jehova. Men du viser også din ven kærlighed og venlighed, for de ældste vil med mildhed forsøge at hjælpe ham til igen at få et godt forhold til Jehova. – Læs 3 Mosebog 5:1; Galaterne 6:1.
LOYALITET OVER FOR GUD KRÆVER MOD
15, 16. Hvorfor krævede det mod af Husjaj at være loyal over for Gud?
15 Husjaj var en af kong Davids venner. Da mange af israelitterne ville gøre Absalom til konge, krævede det stort mod af Husjaj at bevare sin loyalitet over for David og Jehova. Nu var Absalom og hans tilhængere kommet til Jerusalem, og David var flygtet, så hvad ville Husjaj gøre? (2 Sam. 15:13; 16:15) Ville han begynde at støtte Absalom, eller ville han følge en aldrende konge der flygtede for sit liv? Husjaj var besluttet på at være loyal mod den konge som Jehova havde udnævnt, og derfor tog han ud for at møde David på Oliebjerget. – 2 Sam. 15:30, 32.
16 David bad Husjaj om at tage tilbage til Jerusalem og udgive sig for at være Absaloms ven så han kunne sætte den kloge rådgiver Akitofel ud af spillet. Med fare for sit eget liv adlød Husjaj David og forblev loyal mod Jehova. Nøjagtigt som David havde bedt Jehova om, modvirkede den modige Husjajs råd Akitofels råd. – 2 Sam. 15:31; 17:14.
17. Hvorfor kræver det mod af os at være loyale?
17 Det kræver også mod af os at være loyale over for Jehova. Mange af Jehovas tjenere har vist deres loyalitet ved modigt at udholde pres fra familiemedlemmer, kolleger eller myndighederne. Tag for eksempel Taro fra Japan, der altid havde forsøgt at gøre sine forældre glade. Han adlød dem og var loyal mod dem, ikke bare af pligt, men fordi han elskede dem. Da han begyndte at studere med Jehovas Vidner, var hans forældre meget imod det. Af den grund var det også svært for ham at fortælle dem at han havde besluttet sig for at komme til møderne. Taro fortæller: “I mange år var de så vrede at de forbød mig at besøge dem. Jeg bad om mod til at holde fast ved min beslutning. I dag er de mildere stemt, og jeg besøger dem jævnligt.” – Læs Ordsprogene 29:25.
18. Hvordan har du haft gavn af denne artikel?
18 Ligesom David, Jonatan, Natan og Husjaj vil vi opleve en dyb indre tilfredshed hvis vi bevarer vores loyalitet over for Jehova. Ingen af os ønsker at være som Abner og Absalom, der var illoyale. Sandt nok er vi alle sammen ufuldkomne og begår fejl, men vi har alle mulighed for at vise Jehova at loyalitet over for ham er det vigtigste i vores liv.
-